Farvning; farvestoffer

far-vning; fa-re-sto-ffer (me'oddam, hamuc, tebhul, cebha`):

Fire forskellige hebraiske ord er blevet oversat med "farvet": Kong Christian IVs bibeloversættelse

(a) me'-oddam, findes i 2 Mos 25,5; 2 Mos 26,14; 2 Mos 35,7; 2 Mos 36,19; 2 Mos 39,34;

(b) hamuts (Revideret Testamente, randnote "purpurfarvet") (Es 63,1);

(c) tebhul (Ez 23,15). Tebhul betyder sandsynligvis mere korrekt "flydende turban" som i Revideret Testamente (britisk og amerikansk) af ovenstående vers (Brown-Driver-Briggs' Hebraisk Leksikon);

(d) gebha`, "farvet" oversættes således i den amerikanske standardreviderede version af Dom 5,30 (BDB); sammenlign arabisk sabagh.

Ovenstående henvisninger og andre farveord nævnt andre steder (se farve) viser, at israeliterne var fortrolige med farvede stoffer, selv hvis de ikke selv uførte farvningen. En analyse af de forskellige bibelske henvisninger viser kun fire farver, som blev fremstillet på stof gennem farvning, nemlig purpur, blåt (violet), karmosinrødt og skarlachsrødt. Af disse er purpur den bedst kendt på grund af de mange historiske henvisninger til den. Det var symbolet på kongelighed og luksus. På grund af sin høje pris, som skyldes den kostbare metode til at opnå det, kunne kun konger og rige mennesker tillade sig purpurklæder. En forfatter fortæller os, at farvestoffet vægtede lige meget som sølv. Det var sandsynligvis på grund af dets sjældenhed, og fordi det var blandt det meget begrænsede antal farvestoffer, som var kendt, snarere end på grund af nogen bemærkelsesværdig skønhed i farven, at purpuren blev så efterstræbt. Hvis Plinius' skøn skal tro, så "havde farven en ubehagelig lugt, og selve farven var barsk, med en grønlig tint og lignede stærkt havet under en stormfuld tilstand."

1. Purpur og blåt:

Purpur- og blåfarvestofferne blev udvundet fra shellfish. Den præcise proces, som oldtiden anvendte, er stadig et spørgsmål på trods af forsøgene fra tidlige forfattere på at beskrive den. Tyros og Sidon var kendt som leverandørerne af disse farver, deraf navnet "tyrisk purpur." Indbyggerne i disse byer var først og fremmest handlende med purpuren (Ez 27,7; Ez 27,24), men de blev senere producenter, hvilket de tomme muslingeskal fra Murex trunculus, som stadig findes i nærheden af disse byer, vidner om. Pigmentet blev udskilt af en kirtel i mavesækken. Skallen blev punkteret, og fisken blev fjernet for at sikre farvestoffet. Saften var først hvidlig, blev gul eller grønlig ved udsættelse for luft, og blev derefter rød, ametyst eller purpur efter behandlingen. En modificeret farve blev opnået ved først at dyppe tekstilet i et cochenille-bad og derefter i purpuren. Tyrisk purpur blev anset for mest værdifuld, når det var "nøjagtigt farven af størknet blod og havde en sortagtig tint" (Plinius). Se også Lydia; Thyatira.

Foruden de ovennævnte shellfish blev flere andre arter noteret af forskellige forfattere, nemlig Murex branderis, Murex erinaceus, Murex buccinum (purpura haemastoma). Denne sidstnævnte art bruges stadig af beboerne på kysterne, hvor den findes. Forskellige arter af murex findes i dag ved Haifa (Syrien), omkring de græske øer og på Afrikas nordkyst. Purpurfarven er blevet fremstillet fra dem af moderne kemikere, men det er kun af historisk interesse i lyset af opdagelsen af moderne kunstige farvestoffer, som det ikke kunne konkurrere med kommercielt.

To ord er blevet brugt i det hebraiske bibel til at beskrive farverne fra shellfish:

(a) 'argaman (græsk porphura). Dette er blevet oversat med "purpur";

(b) tekheleth, som sandsynligvis var en nuance af violet, men er blevet oversat med "blåt" i både Kong Christian IVs oversættelse og Revideret Testamente (britisk og amerikansk).

2. Karmosinrødt og skarlachsrødt:

Som angivet andre steder (Se farver), er tre hebraiske ord blevet gengivet som karmosinrødt eller skarlachsrødt:

(a) karmil (sammenlign arabisk kirmiz og engelsk "carmine"),

(b) tola', og

(c) shani. Vi ved intet videre om metoden til at fremstille disse farver end at de begge blev opnået fra cochenille-insektet, som lever på en art af levende eg, der vokser i Sydeuropa og Tyrkiet i Asien. Den moderne farver kan opnå flere nuancer fra cochenille-insektet ved at variere de mordanter eller hjælpestoffer, som bruges sammen med farvestoffet. Plinius nævner det samme faktum som værende kendt af de gamle egyptere. Nogle af de syriske farvere bruger stadig kermes, almindeligt kaldet dud ("orm"), selvom de fleste af dem har tiet til kunstige europæiske farvestoffer, som de skødesløst kalder dud frangy ("fremmede orm").

De "rødfarvede vareskind" nævnt i Exodus laves stadig i Syrien. Efter at varedyr er blevet garvret i sumak, lægges det ud på et bord, og en opløsning af farvestoffet, fremstillet ved at koge dud i vand, gnides på. Efter at farvestoffet er tørt, gnides skindet med olie og bliver til sidst poleret. Ingen indenlandsk vare er mere karakteristisk for landet end tøfler, beduinsko og andre læderartikler lavet af "rødfarvede vareskind" (se garveren).

3. Andre farvestoffer, der sandsynligvis var kendt:

Andre farvestoffer, der sandsynligvis var kendt:

(1) Krapp.

I Dom 10,1 læser vi, at »efter Abimelek fremstod Tola, søn af Pua, for at frelse Israel.« Dette var sandsynligvis navne på klaner. På hebraisk er de også farveord. Tola` er det skarlagenrøde farvestof, og pu'ah, hvis det, som det er sandsynligt, er det samme som det arabiske fuwah, betyder »krap«. Dette ville føje endnu et farvestof til. Indtil opdagelsen af alizarin, som er kunstig krap, var dyrkningen af fuwah en af industrierne på Cypern og i Syrien. Det blev eksporteret til Europa og blev også brugt lokalt til at fremstille »tyrkisk rødt« på bomuld og til at farve matte røde nuancer på uld til tæppefremstilling (se Tyatira). Det var skik nær Damaskus, at en far plantede en ny krapmark for hver søn, der blev født. Marken begyndte at give udbytte i tide til at forsørge drengen og blev senere hans arv. Krap nævnes i Talmud og af tidlige latinske forfattere. En saracensk hjelm og et skjold af lignende oprindelse, som forfatteren er i besiddelse af, er foret med krapfarvet bomuld.

(2) Indigo. Et andet farvestof er blevet fundet blandt de egyptiske mumieklæder, nemlig indigo. Indigoblåt blev brugt i vævningen til at danne klædernes borter. Dette pigment blev sandsynligvis importeret fra Indien.

(3) Gule og brune farver. Gule og brune farver af usikker oprindelse er også blevet fundet i de egyptiske grave. Jøderne lærte farvningens hemmelighed af fønikerne og havde senere monopol på denne handel i nogle distrikter. Et jødisk lav af purpurfarvere nævnes på en gravsten i Hieropolis. I det 12. århundrede e.Kr. var jøder stadig farvere og glasarbejdere i Tyrus. Akhissar, en jødisk fæstning i Lilleasien, var berømt som farverby. Se også klædedragt; farvet dragt.

LITTERATUR.

Se »Crafts«, især i Wilkinson, Perrot og Chipiez, Jew Encyclopedia og HDB.

James A. Patch