Hud

(`or, geledh, "menneskehud" (Job 16,15), basar, "kød", i betydningen "nøgenhed" (Sl 102,5 King James Version); derma):

Bogstaveligt:

Ordet `or betegner huden på både mennesker og dyr, sidstnævnte både rå og garvet: "Jahve Gud lavede klæder af skind (`or) til Adam og hans hustru og klædte dem" (1 Mos 3,21); "Hun lagde skindene (`or) af gedekiddene på hans hænder og på det glatte af hans hals" (1 Mos 27,16); "Kan etiopieren ændre sin hud, eller leoparden sine pletter?" (Jer 13,23). Det hebraiske geledh findes i betydningen menneskehud: "Jeg har syet sæk om min hud og lagt mit horn i støvet" (Job 16,15).

Billedligt:

"At slippe bort med tændernes hud" svarer til at undslippe med nød og næppe (Job 19,20). Satan siger i sin bagvaskelse af Job: "Hud for hud, ja, alt hvad en mand har, vil han give for sit liv" (Job 2,4). Tanken her er, at et menneske vil udholde eller gøre det værste, endog som om hans krop blev flået, for at redde sit liv. Revised Version (britisk og amerikansk) har erstattet "hud" som oversættelse af hebraisk basar med "kød": "Mine knogler klæber til mit kød" (Sl 102,5). "Hans huds stænger" er et poetisk udtryk for "hans krops lemmer" i Job 18,13 randnote, hvor teksten snarere fortolker end oversætter originalen.

Skind tjente som beklædning fra en tidlig tid (1 Mos 3,21). I senere dage var de profeters og eneboeres klædedragt (Zak 13,4; Hebr 11,37). Septuaginta oversætter 'addereth, Elias' "kappe" (1 Kong 19,13; 1 Kong 19,19; 2 Kong 2,8; 2 Kong 2,13), med melote, dvs. "fåreskind", idet ordet i Hebræerbrevet er afledt af disse steder. Det er ikke usandsynligt, at Johannes Døbers klædning af "kamelhår" og "læderbæltet om hans lænder" er identiske med de gammeltestamentlige profeters grove dragt. Kvægskind blev i vid udstrækning anvendt til tekniske formål; "vædderskind og grævlingeskind" nævnes især ved opførelsen af tabernaklet som materiale til tagets vandtætte overdækning (2 Mos 25,5; 4 Mos 4,8; 4 Mos 4,10).

Revised Version, som forkaster oversættelsen "grævlingeskind", indsætter "sælskind" og tilføjer "marsvineskind" i randnoten. Der er næppe tvivl om, at gengivelsen i King James Version faktisk er ukorrekt. Dyrets hebraiske navn (tachash) er det samme som det arabiske tuchas, som betyder delfinen og "søkoen" eller halicoren fra Det Røde Hav, af hvilken slægt der endnu findes to arter (H. tabernaculi Russ, og H. Helprichii Ehr.). Det er sandsynligt, at jøderne under samme udtryk indbefattede forskellige havdyr, sæler, marsvin, delfiner og halicorer.

Se SEALSKIN.

I Ez 16,10 finder vi disse skind nævnt som materiale til elegante sko, og araberne ved Det Røde Havs kyst bruger det samme materiale til fremstilling af sandaler. En ejendommelig brug af skind blev gjort ved fremstilling af skindflasker, qurbeh eller qirbeh i det moderne Arabien. Vi finder en stor variation af hebraiske udtryk, som muligvis betegnede særlige varianter, og som alle blev gengivet askos i Septuaginta og Det Nye Testamente (chemeth, no'dh, no'dhah, nebhel, nebhel, baqbuq, 'obh). Revised Version (britisk og amerikansk) har gengivet det græske askos i Det Nye Testamente med "vinsæk" (Matt 9,17; Mark 2,22; Luk 5,37) med tilføjelsen i randnoten: "det vil sige, skind brugt som flasker." Disse skindflasker blev lavet af skind fra geder, får, okser eller bøfler; de førstnævnte havde mere eller mindre dyrenes form, idet hullerne ved lemmerne blev lukket ved binding eller syning, og skindets hals blev lukket med en hane eller en prop, mens de større blev syet sammen i forskellige former. Som regel blev kun indersiden af skindet garvet, skindet vendt med vrangen udad, og væsken eller det halvflydende fyld blev hældt i, f.eks. vand, mælk, smør, ost. Den behårede inderside blev ikke anset for på nogen måde at være skadelig for indholdet. Kun når det gjaldt vin- og olieskind, mente man, at det var fordelagtigt at garve skindene både indvendigt og udvendigt.

H. L. E. Luering