Rosh

rosh, rosh (ro'sh): En søn eller sønnesøn af Benjamin (1 Mos 46,21).

(ro'sh; Rhos, variant (Q-randnote) kephales; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) capiris):

1. Rosh og gengivelserne af navnet:

Dette navn forekommer i profetierne mod Gog i Ez 38,2; Ez 38,3 og 39,1, hvor KJV har "Gog, Magogs land, den øverste fyrste over Meshek og Tubal." Denne oversættelse skyldes, at ro'sh er det almindelige hebraiske ord for "hoved" eller "øverst" (sammenlign den græske variant og Vulgata), og den anses for at være ukorrekt; oversættelsen i Revised Version (British and American), "Gog, af Magogs land, fyrsten over Rosh, Meshek og Tubal," foretrækkes.

2. Identifikation med Rusland:

Identifikationen af Rosh er ikke uden vanskeligheder. Gesenius opfattede det som en betegnelse for russerne, der nævnes hos byzantinske forfattere i det 10. århundrede under navnet Rhos. Han tilføjer, at de også omtales af Ibn Fosslan (samme periode), under navnet Rus, som et folk der boede ved floden Rha (Volga). Bortset fra det usandsynlige i, at Gogs herredømme strakte sig til dette område, måtte man vide, på hvilket tidspunkt Rus-folket ved Volga ankom dertil.

3. Sandsynligvis det assyriske Rasu:

Trods indvendinger på grund af dets østlige beliggenhed er Fried. Delitzschs identifikation af Rosh med mat Rasi, "Rashs land" i de assyriske indskrifter, efter al sandsynlighed den bedste. Sargon af Assyrien (cirka 710 f.Kr.) erobrede landene "fra landet Rasu ved Elams grænse helt til Egyptens flod," og dette land beskrives videre i hans Khorsabad-indskrift, 18, som "landet Rasu, ved Elams grænse, som ligger ved Tigris." Da Assyrien var forsvundet blandt nationerne, da Ezekiel skrev sine profetier, var Babylonien sandsynligvis den eneste magt, som "Gog af Magogs land" måtte regne med, men det kan med rette betvivles, om den babyloniske konge ville have tilladt ham at udøve magt i Rasu-området, undtagen som en meget trofast vasal. Her kan det bemærkes, at den hebraiske stavemåde af Rosh forudsætter en tidligere udtale som Rash, en form der stemmer nøje overens med den, assyrerne brugte. Se Fried. Delitzsch, Wo lag das Paradies? 325.

T. G. Pinches