Gode gerninger

Den gamle indvending mod læren om frelse af nåde, at den ophæver nødvendigheden af gode gerninger og svækker forståelsen af deres betydning (Rom 6), fremføres stadig af mange, selv om den er blevet besvaret tusind gange. De siger: Hvis mennesker ikke frelses ved gerninger, så er gerninger ikke nødvendige. Hvis de mest moralske mennesker frelses på samme måde som de allerstørste syndere, så har gode gerninger ingen betydning. Og mere end det: Hvis Guds nåde tydeligst vises i frelsen af de mest fordærvede mennesker, så er jo de værre mennesker, desto bedre.

Indvendingen har ingen gyldighed. Evangeliet om frelse af nåde viser, at gode gerninger er nødvendige. Det er sandt, uforanderligt sandt, at uden hellighed skal intet menneske se Herren. “Hverken ægteskabsbrydere, tyve, griske eller drankere” skal arve Guds rige.

Gerninger er kun “gode”, når (1) de udspringer af princippet om kærlighed til Gud. En handlings moralske karakter bestemmes af det moralske princip, der driver den. Tro og kærlighed i hjertet er de væsentlige elementer i al sand lydighed. Derfor udspringer gode gerninger kun af et troende hjerte og kan kun udføres af én, der er forsonet med Gud (Ef 2,10; Jak 2,18:22).

Gode gerninger har Guds ære som mål; og (3) de har Guds åbenbarede vilje som deres eneste regel (5 Mos 12,32; Åb 22,18, 19).

Gode gerninger er et udtryk for taknemmelighed i den troendes hjerte (Joh 14,15, 23; Gal 5,6). De er Åndens frugter (Tit 2,10-12) og udspringer således af nåden, som de anskueliggør og styrker i hjertet.

Selv de mest oprigtige troendes gode gerninger er alle ufuldkomne; men ligesom deres personer bliver de taget imod gennem Jesu Kristi formidling (Kol 3,17), og derfor belønnes de. De har ingen fortjeneste i sig selv, men belønnes helt og holdent af nåde.