Det højeste gode

Hvad dette bestod i, blev drøftet meget i oldtidens filosofi. Varro opregnede 288 svar på spørgsmålet. Hos Platon blev »det gode« identificeret med Gud.

I Det Gamle Testamente bestod nationens »gode« i jordisk velfærd eller fremgang (5 Mos 28 osv.), mens den enkeltes gode kun fandtes i Gud selv (Sl 16,2 den reviderede engelske oversættelse (britisk og amerikansk): »Jeg har intet gode ud over dig«; Sl 41,1-5; Sl 43,5; Sl 73,25-28; Jer 31,33 f.; Hab 3,17-19). Dette indebar gudfrygtig adfærd (Mika 6,8 osv.) og førte til den erfaring, der beskrives som »salighed« (Sl 1 osv.; Jer 17,7 osv.). Det er den »visdom«, der prises i Ordsp 1,20; Ordsp 8,1 f. (sammenlign Siraks Bog 1,1 f.; 5,1 f.), andetsteds beskrevet som »frygt for Jahve«. At Gud alene kan være menneskets sande »gode«, ligger i den kendsgerning, at mennesket blev skabt i Guds billede (1 Mos 1,27).

I Det Nye Testamente placeres det sande »gode« af Jesus i »Guds rige« (Matt 6,33; Matt 13,44 f. osv.). Dette betyder ikke noget blot jordisk (Matt 6,19), men noget himmelsk og evigt. Det forudsætter Det Gamle Testamentes opfattelse af, at Gud er det sande »gode«; for at søge Riget først og fremmest betyder helhjertet hengivelse til Gud som vores himmelske Fader og til hans retfærdighed. Det blev også af Jesus omtalt som barnekår hos den himmelske Fader (Matt 5,45 osv.). Dette »gode« er ikke noget, der blot skal gives til mennesker, men må søges og vindes ved at indtage den rette holdning over for Gud og vores medmennesker, ved at nære den kærlighed, som Gud er, og ved at omsætte den i godhed og retfærdighed, i lighed med vores Gud og Fader (Matt 5,43-48; her forudsættes 1 Mos 1,27).

I nogle af brevene fremstilles Kristus som det sande »gode« (Fil 3,8; Kol 3,1-4; Kol 3,11). Det skyldes, at Gud i ham blev åbenbaret i sin sandhed og nåde; i ham var »Riget« nærværende; gennem hans kors er verden forligt med Gud på en sådan måde, at mennesker kan finde antagelse og hvile i ham som deres »gode«; Kristus selv i Ånden er vores liv; i ham har vi »Gud med os«. Når vi har Gud som vores »gode«, kan intet andet end godt, i den sandeste og højeste betydning, komme til os. Selv de ting, der tilsyneladende er mest ugunstige, vendes til gode »for dem, der elsker Gud« (Rom 8,28).

Vores sande »gode« findes således i Gud allerede i dette nuværende liv; men dets fylde kan kun virkeliggøres i det evige liv hinsides. At placere vores »gode« i Gud fører til et sådant liv i hengivelse til det »gode«, som Gud er, at det har tendens til at bringe alt det bedste til denne nuværende verden. Det er menneskers undladelse af at gøre dette, der er kilden til vores elendighed (Jer 2,13 osv.). Det endelige ideal er, at Gud skal være »alt i alle« (1 Kor 15,28).

W. L. Walker