Goliat

Stor.

En berømt kæmpe fra Gat, som i fyrre dage åbenlyst hånede Israels hære, men til sidst blev dræbt af David med en sten fra en slynge (1 Sam 17,4). Han nedstammede sandsynligvis fra refaitterne, som fandt tilflugt blandt filistrene, efter at de var blevet spredt af ammonitterne (5 Mos 2,20, 21). Hans højde var “seks alen og et spand”, hvilket, hvis man regner en alen til 21 tommer, svarer til 10 1/2 fod. David huggede hovedet af ham (1 Sam 17,51) og bragte det til Jerusalem, mens han hængte den rustning, han havde taget fra ham, i sit telt. Hans sværd blev opbevaret i Nob som et religiøst sejrstrofæ (21,9). Davids sejr over Goliat blev vendepunktet i hans liv. Han trådte nu offentligt frem som Israels befrier og som den fremmeste blandt Sauls krigere (18,5), og som Jonatans hengivne ven.

I 2 Sam 21,19 nævnes en anden kæmpe med samme navn, som blev dræbt af Elhanan. Skaftet på hans spyd “var som en væverbom.” KJV indskyder ordene “bror til” fra 1 Krøn 20,5, hvor denne kæmpe kaldes Lahmi.