Fremmed og tilflytter (i Det Gamle Testamente)

stranj'-er:

I. GER

1. Lovbestemmelser

(1) Principper

(2) Regler

2. Forhold til offer og ritual

3. Historiske omstændigheder

II. TOSHABH

III. NOKHRI ELLER BEN NEKHAR

1. Ægteskab

2. Udelukkelse af nogle folkeslag fra forsamlingen

IV. ZAR

Fire forskellige hebraiske ord må behandles hver for sig:

(1) ger, American Standard Revised Version: "tilflytter" eller "fremmed";

(2) toshabh, American Standard Revised Version: "tilflytter";

(3) nokhri, ben nekhar, American Standard Revised Version: "udlænding";

(4) zar, American Standard Revised Version: "fremmed".

I. Ger.

Dette ord, sammen med det beslægtede verbum, anvendes med let varierende betydninger om enhver, der bor i et land eller en by, hvor han ikke er fuld indfødt, jordejende borger; f.eks. bruges ordet om patriarkerne i Kanaan, israelitterne i Egypten, levitterne, der boede blandt israelitterne (5 Mos 18,6; Dom 17,7 osv.), og efraimitten i Gibea (Dom 19,16). Det bruges også især om frie udlændinge, der boede blandt israelitterne, og det er sådannes stilling, denne artikel behandler. Denne stilling er helt uden sidestykke i tidlige retssystemer (A. H. Post, Grundriss der ethnologischen Jurisprudenz, I, 448, note 3), som sædvanligvis langt fra er gunstige over for fremmede.

1. Lovbestemmelser:

(1) Principper.

Lovgivningens bærende principper gives mest kortfattet i to passager: Han "elsker ger'en ved at give ham mad og klæder" (5 Mos 10,18); "Og hvis en ger bor som tilflytter hos dig (variant: "jer") i jeres land, må I ikke gøre ham uret. Den ger, som bor som tilflytter hos jer, skal være for jer som den indfødte iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv; for I var gerim i Egyptens land" (3 Mos 19,33). Denne behandling af den fremmede bygger dels på historisk erindring, dels på israelittens pligt over for sin Gud. Fordi ger'en naturligt ville være ringere stillet på grund af sin fremmede herkomst, bliver han en af favoritterne i en lovgivning, der giver særlig beskyttelse til de svage og hjælpeløse.

(2) Regler.

Med hensyn til nationalitet fulgte den frie mand sin far, således at sønnen af en ger og en israelitisk kvinde selv var en ger (3 Mos 24,10-22). Der skulle udvises særlig omhu for ikke at gøre ham uret ved domstolene (5 Mos 1,16; 5 Mos 27,19). I det, der i grove træk kan kaldes strafferetten, blev det fastsat, at de samme regler skulle gælde for gerim som for indfødte (3 Mos 18,26, hvilket skyldes forestillingen om, at visse vederstyggeligheder besmitter et land; 3 Mos 20,2, hvor motivet også er religiøst; 3 Mos 24,10-22; se SBL, 84 ff.; 4 Mos 35,15). En fri israelit, som blev hans slave, kunne til enhver tid løskøbes af en slægtning mod betaling af en rimelig pris (3 Mos 25,47). Denne passage og 5 Mos 28,43 regner med muligheden af, at en fremmed kunne blive velhavende, men langt de fleste lovbestemmelser betragter ham som sandsynligvis fattig. Således sørges der for, at han kan få del i tiender (5 Mos 14,29; 5 Mos 26,12), efterladte aks og frugter af forskellig slags samt glemte neg (3 Mos 19,10; 3 Mos 23,22; 5 Mos 24,19; 5 Mos 24,20; 5 Mos 24,21), og fattige daglejere måtte ikke undertrykkes (5 Mos 24,14).

2. Forhold til offer og ritual:

Næsten alle de vigtigste helligdage gjaldt for ger'en. Han skulle hvile på sabbatten (2 Mos 20,10; 2 Mos 23,12 osv.), glæde sig ved ugefesten og løvhyttefesten (5 Mos 16), overholde forsoningsdagen (3 Mos 16,29) og ikke have surdej ved de usyrede brøds fest (2 Mos 12,19). Men han kunne ikke holde påske, medmindre han lod sig omskære (2 Mos 12,48). Han måtte under alle omstændigheder ikke spise blod i ørkenperioden (3 Mos 17,10-12), og i den periode, men ikke derefter, var det ham forbudt at spise det, der var dødt af sig selv (3 Mos 17,15; 5 Mos 14,21), under straf af at være uren indtil aftenen. Han kunne bringe ofre (3 Mos 17,8; 3 Mos 22,18; 4 Mos 15,14), og han var underlagt de samme regler som en indfødt for uagtsomme synder (4 Mos 15,22-31) og for renselse fra urenhed på grund af kontakt med et lig (4 Mos 19,10-13).

3. Historiske omstændigheder:

De historiske omstændigheder var sådan, at den fastboende udlændings stilling fra begyndelsen blev vigtig. En "blandet skare" drog op sammen med israelitterne fra Egypten, og efter erobringen finder vi israelitterne og Kanaans folkeslag boende side om side i hele landet. Vi læser gentagne gange om fastboende udlændinge i de historiske bøger, f.eks. hittitten Urias. Ifølge 2 Krøn 2,17 f. (hebraisk 16 f.) var der et meget stort antal sådanne på Salomos tid, men tallet kan være overdrevet. Disse synes at have været resten af de erobrede stammer (1 Kong 9,20). Ezekiel tildelte i sit syn gerim jordarv blandt israelitterne (47,22 f.). Gæstfrihed mod ger'en var naturligvis en religiøs pligt, og værten ville gå meget langt for at beskytte sin gæst (1 Kong 19; Dom 19,24).

II. Toshabh.

Om toshabh ved vi meget lidt. Det er muligt, at ordet praktisk talt er synonymt med ger, men måske bruges det om et mindre varigt ophold. Således synes det i 3 Mos 22,10 at omfatte enhver, der bor hos en præst. En toshabh måtte ikke spise påsken eller en præsts "hellige" ting (2 Mos 12,45; 3 Mos 22,10). Hans børn kunne købes som slaver for bestandig, og loven om jubelåret gjaldt ikke for dem som for israelitter (3 Mos 25,45). Han nævnes udtrykkeligt i loven om manddrab (4 Mos 35,15), men ellers har vi ingen oplysninger om hans retslige stilling. Sandsynligvis lignede den ger'ens.

III. Nokhri Ben Nekhar.

Nokhri eller ben nekhar var en udlænding. Ordet er langt bredere end de ord, der er behandlet ovenfor. Det dækker alt af fremmed eller udenlandsk karakter, uanset bopæl. Ved omskærelse kunne en fremmed slave træde ind i pagten med Abraham. Fremmede var naturligvis udelukket fra påsken (2 Mos 12,43), men kunne bringe ofre til Israels Gud ved den religiøse hovedstad (3 Mos 22,25). Israelitten kunne kræve rente af dem (5 Mos 23,20) og betaling af gæld i tilfælde, hvor en israelitisk skyldner var beskyttet af eftergivelsen i 5 Mos 15,3. Moses forbød, at en fremmed blev indsat som hersker (5 Mos 17,15, i en lov som ifølge den masoretiske tekst handler om en "konge", men i Septuagintas bedre tekst om en hersker i almindelighed). Senere blev fremmedes tilbedelse af Gud på afstand forudset og opmuntret (1 Kong 8,41-43; Es 2,2; Es 56,3; Es 56,6; osv.), mens tilfældet Na'aman viser, at en fremmed kunne tilbede ham i udlandet (2 Kong 5,17). En bosat fremmed var naturligvis en ger. Forskellen mellem disse tre ord ses måske bedst i 2 Mos 12,43; 2 Mos 12,45; 2 Mos 12,48 f. I det første af disse vers har vi ben nekhar, brugt til at dække "fremmed" i almindelighed; i det sidste tænkes ger'en som en, der sandsynligvis vil gennemgå en fuldstændig naturalisering; mens toshabh i 12,45 anses for med sikkerhed at stå uden for det religiøse fællesskab.

1. Ægteskab:

I den tidligere periode er ægteskaber med fremmede almindelige, skønt de ikke er velsete (f.eks. 1 Mos 24,3; 1 Mos 27,46 ff.; 4 Mos 12,1; Dom 14,3, osv.). Loven giver bestemmelser for nogle forbindelser af denne art (5 Mos 21,10; sammenlign 4 Mos 31,18), men senere jødedom blev strengere. Moses krævede, at ypperstepræsten skulle gifte sig med en jomfru af sit eget folk (3 Mos 21,14); Ezekiel begrænsede alle Zadoks efterkommere til hustruer af Israels hus (44,22); Ezra og Nehemias førte en kraftig polemik mod, at nogen jøde giftede sig med fremmede kvinder (3 Mos 10; Neh 13,23-31).

2. Udelukkelse af nogle folkeslag fra forsamlingen:

Femte Mosebog indtager desuden en fjendtlig holdning til ammonitter og moabitter og udelukker dem fra Herrens forsamling helt til tiende slægtled, mens børn af tredje slægtled af edomitter og egyptere kunne træde ind i den (23,3-8 (hebraisk 4-9)). Fra 1 Kong 9,20; 1 Kong 9,21; 1 Kong 9,24; 1 Krøn 22,2 hører vi om eksistensen af fremmede kvarterer i Israel.

IV. Zar.

Det tilbageværende ord zar betyder "fremmed" og får sin nuance fra sammenhængen. Det kan betyde "fremmed af blod", f.eks. ikke-aronit (4 Mos 16,40 (Hebr 17,5)), eller ikke-levit (f.eks. 4 Mos 1,51), eller et ikke-medlem af en anden bestemt familie (5 Mos 25,5). I modsætning til præst betyder det "læg" (3 Mos 22,10-13), og når kontrasten er til hellig, betegner det "profant" (2 Mos 30,9).

Se fremmed; hedninger; proselyt; keretitter; peletitter; ægteskab; handel.

Harold M. Wiener