Fremmed

En udlænding eller en person født i et andet land og derfor ikke berettiget til rettighederne og privilegierne i det land, hvor han bor. Blandt hebræerne var der to klasser af fremmede.

Dem, der var fremmede i almindelighed, og som ikke ejede jord.

Fremmede, der boede i et andet land uden at være blevet naturaliseret (3 Mos 22,10; Sl 39,12).

Begge disse klasser skulle under visse betingelser nyde de samme rettigheder som andre borgere (3 Mos 19,33, 34; 5 Mos 10,19). De kunne naturaliseres og få lov til at træde ind i Herrens menighed ved at underkaste sig omskærelse og opgive afgudsdyrkelse (5 Mos 23,3-8).

Dette udtryk bruges (Ef 2,12) om personer, som ikke har del i Kristus.