Markusevangeliet

Det er den gængse og tilsyneladende velbegrundede tradition, at Markus hovedsagelig hentede sine oplysninger fra Peters taler. I sin mors hus ville han have rige muligheder for at få oplysninger fra de andre apostle og deres medarbejdere, men han var særligt “Peters discipel og tolk”.

Hvad angår tidspunktet for, hvornår det blev skrevet, giver evangeliet os ingen bestemt oplysning. Markus nævner ikke Jerusalems ødelæggelse; derfor må det være skrevet før denne begivenhed, og sandsynligvis omkring år 63 e.Kr.

Stedet, hvor det blev skrevet, var sandsynligvis Rom. Nogle har antaget Antiokia (jf. Mark 15,21 med ApG 11,20).

Det var først og fremmest bestemt for romere. Dette forekommer sandsynligt, når man tager i betragtning, at det ikke henviser til den jødiske lov, og at forfatteren sørger for at forklare ord, som en hedning sandsynligvis ville misforstå, såsom “Boanerges” (3,17); “Talitha cumi” (5,41); “Corban” (7,11); “Bartimæus” (10,46); “Abba” (14,36); “Eloi” osv. (15,34). Jødiske skikke forklares også (7,3; 14,3; 14,12; 15,42). Markus bruger også visse latinske ord, som ikke findes i nogen af de andre evangelier, såsom “speculator” (6,27, gengivet i KJV som “bøddel”; RV: “soldat af hans vagt”), “xestes” (en forvanskning af sextarius, gengivet “krukker”, 7,4.8), “quadrans” (12,42, gengivet “en skærv”), “centurion” (15,39.44.45). Han citerer kun to gange fra Det Gamle Testamente (1,2; 15,28).

Dette evangeliums kendetegn er: (1) fraværet af vor Herres slægtstavle, (2) at han fremstiller ham som iklædt magt, “løven af Judas stamme”.

Markus gengiver også med vidunderlig nøjagtighed selve ordene (3,17; 5,41; 7,11.34; 14,36) såvel som vor Herres stilling (9,35) og bevægelser (3,5.34; 5,32; 9,36; 10,16).

Han er også omhyggelig med at nedskrive enkeltheder om personer (1,29.36; 3,6.22 osv.), antal (5,13; 6,7 osv.), sted (2,13; 4,1; 7,31 osv.) og tid (1,35; 2,1; 4,35 osv.), som de andre evangelister udelader.

Udtrykket “og straks” forekommer næsten fyrre gange i dette evangelium; mens det i Lukasevangeliet, som er meget længere, kun bruges syv gange, og i Johannes kun fire gange.

“Markusevangeliet,” siger Westcott, “er i sit væsen en afskrift fra livet. Begivenhedernes forløb og udfald afspejles i det med den klareste kontur.” “Hos Markus har vi intet forsøg på at udarbejde en sammenhængende fortælling. Hans evangelium er en hurtig række af levende billeder, løst kædet sammen uden stort forsøg på at binde dem til en helhed eller give begivenhederne i deres naturlige rækkefølge. Denne billedlige kraft er det, der særligt kendetegner denne evangelist, så at ‘hvis nogen ønsker at kende en evangelisk kendsgerning, ikke blot i dens hovedtræk og store resultater, men også i dens mindste og så at sige mere grafiske fremstilling, må han gå til Markus.’” Det ledende princip, der løber gennem dette evangelium, kan udtrykkes i mottoet: “Jesus kom...og prædikede evangeliet om riget” (Mark 1,14).

“Af i alt 662 vers har Markus 406 fælles med Matthæus og Lukas, 145 med Matthæus, 60 med Lukas og højst 51, som er særlige for ham selv.”