Heks; hekseri

wich, wich'-kraft:

1. Ordenes betydning og brug

2. Bibelsk brug

3. Fælles elementer i hekseri og gammel orientalsk magi

4. Hekseriets opkomst, udbredelse og forfølgelse

LITTERATUR

1. Ordenes betydning og brug:

Ordet “witch” synes etymologisk at betegne “en, der ved”. Historisk er det både maskulint og feminint; ja, den angelsaksiske form wicca, som det engelske ord skal føres tilbage til, er kun maskulin. “Wizard” angives som maskulinum til witch, men har i virkeligheden ingen forbindelse med det. Wright (English Dialect Dictionary, VII, 521) siger, at han aldrig har hørt en uuddannet person tale om wizard. Når dette ord bruges af folket, betegner det, siger han, en person, som ophæver en heks’ værk. Shakespeare bruger ofte “witch” om en mand (jf. Cymbeline, I, 6, l. 166: “He is .... a witch”). I Wycliffes oversættelse af ApG 8,9 kaldes Simon Magus “en heks” (“wicche”). Siden det 13. århundrede er ordet “witch” i stigende grad kommet til at betegne en kvinde, som har sluttet en pagt med Djævelen eller med onde ånder, ved hvis hjælp hun er i stand til at forvolde alle slags skade på levende væsener og ting. Udtrykket “witchcraft” betyder på moderne engelsk sådanne kvinders kunster og praksisser.

2. Bibelsk brug:

Da de forestillinger, vi forbinder med “witch” og “witchcraft”, var ukendte på bibelsk tid, har ordene ingen retmæssig plads i vores engelske Bibel, og dette blev i nogen grad, men ikke fuldstændigt, anerkendt af revisorerne i 1884. Ordet “witch” forekommer to gange i King James Version, nemlig (1) i 2 Mos 22,18: “Du må ikke lade en heks (Revised Version (British and American) “en troldkvinde”) leve”; (2) i 5 Mos 18,10: “eller en heks” (Revised Version (British and American) “eller en troldmand”). Det hebraiske ord er i begge tilfælde participiet af verbet (kishsheph), der betegner “at udøve den magiske kunst”. Se MAGIC, V, 2. I det første skriftsted er den feminine endelse (-ah) dog føjet til, men denne endelse betegner også én af en klasse og (omvendt) en samling af enheder; se Kautzsch, Hebrew Grammar 28, afsnit 122,s,t.

Udtrykket “heksen fra Endor” forekommer ofte i litteraturen og især i almindelig tale, men det findes ikke i den engelske Bibel. Udtrykket stammer fra overskriften og resuméet i King James Version, som begge ofte er så vildledende. I 1 Sam 1, det eneste sted hvor personen omtales, oversætter English Versions of the Bible det hebraiske 'esheth ba`alath 'obh med “en kvinde, som har en åndemanerånd”. En ordret gengivelse ville være “en kvinde, som er herskerinde over en 'obh eller et genfærd”, dvs. en, der er i stand til at tvinge den afdødes ånd til at vende tilbage og besvare bestemte spørgsmål. Denne kvinde var derfor en nekromantiker, en slags spåkvinde (se DIVINATION, IV; ENDOR, WITCH OF; FAMILIAR), og ikke det, som udtrykket “witch” indebærer.

Ordet “witchcraft” forekommer tre gange i King James Version. I 1 Sam 15,23 bør “hekseriets synd” gengives som i Revised Versions randnote: “spådomskunstens synd”, idet sidstnævnte repræsenterer det hebraiske ord qecem, der almindeligvis oversættes “spådomskunst”.

Se DIVINATION, afsn. VII, 1.

Udtrykket “used witchcraft” (om Manasse, 2 Krøn 33,16) gengives korrekt i Revised Version (British and American) med “udøvede trolddom”, idet det hebraiske verbum (kishsheph) er det, hvorfra participierne i 2 Mos 22,18 og 5 Mos 18,10, oversat i King James Version med “witch”, er afledt (se ovenfor). Ordet, der i King James Version oversættes “witchcraft” i Gal 5,20 (pharmakeia), er det almindelige græske ord for “trolddom” og gengives sådan i Revised Version (British and American), skønt det bogstaveligt betyder handlingen at give lægemidler og derefter at give magiske drikke. Det kommer derfor naturligt til at stå for magikerens kunst, som i det foreliggende skriftsted og også i Salomos Visdom 12,4; 18,13; og i Septuaginta til Es 47,9, hvor det gengiver det hebraiske substantiv keshaphim, oversat “trolddomskunster”; jf. det hebraiske verbum kishsheph; se ovenfor.

Flertalsformen “witchcrafts” (i King James Version og Revised Version (British and American)) står for det netop omtalte hebraiske substantiv (keshaphim) i 2 Kong 9,22; Mika 5,12; Nah 3,4, men i alle tre skriftsteder ville en korrekt gengivelse være “trolddomskunster” eller “magiske kunster”. “Witchcrafts” er upræcist og vildledende.

Verbet “bewitch” forekommer i ApG 8,9; ApG 8,11 i King James Version (om Simon Magus, der forheksede folket) og i Gal 3,1 (“I uforstandige galatere, hvem har forhekset jer?”). I den første sammenhæng er det græske verbum existemi, som korrekt gengives af revisorerne med “forbløffede”; i 3,13 oversættes passivformen af det samme verbum med “han blev forbløffet” (King James Version “Han undrede sig”). I Gal 3,1 er verbet baskaubaino, som bruges om en blændende virkning af det onde øje og måske har en okkult reference, men det har overhovedet intet at gøre med “witch” eller “witchcraft”.

3. Fælles elementer i hekseri og gammel orientalsk magi:

Selv om de forestillinger, som det engelske ord "witch" og beslægtede ord formidler, var ukendte for hebræerne på Bibelens tid, var den grundtanke, der ligger i sådanne udtryk, dog velkendt nok for de gamle hebræere og for andre folkeslag i oldtiden (babyloniere, egyptere osv.), nemlig at der findes en klasse af personer, som vi kalder magikere, troldmænd osv., og som har overmenneskelig magt over levende skabninger, herunder mennesker, og også over naturen og naturgenstande. Denne magt er af to slags: (1) kosmisk, (2) personlig. For en forklaring, se MAGIC, II. Det er i den assyrisk-babyloniske litteratur, vi har den mest fuldstændige redegørelse for magisk lære og praksis. De ord, der bruges i denne litteratur om den mandlige og kvindelige magiker, er ashipu og ashiptu, som svarer til det hebraiske mekhashsheph og mekhashshephah i 5 Mos 18,10 og 2 Mos 22,18 (se 2 ovenfor) og er beslægtet med 'ashshaph (se Dan 1,20; Dan 2,2; Dan 2,10 osv.), som betyder en magiker (Revised Version (britisk og amerikansk) "besværger"). Andre babyloniske ord er kashshapu og kashshaptu, som i etymologi og betydning stemmer overens med de ovennævnte hebraiske udtryk mekhashsheph og mekhashshephah. Men hverken i de babyloniske eller de hebraiske ord findes den særlige forestilling om en heks, nemlig en, der handler med ondsindede ånder med ondsindede mål. Ja, magikeren var, sådan som babylonierne opfattede det, en kilde til godt (mandlig og kvindelig), især ashipu og ashiptu, både for staten og for enkeltpersoner, såvel som til ondt, og han var derfor ofte i statens tjeneste som vejleder for dens politik. Og det samme gælder magikeren, sådan som hebræerne betragtede ham, selv om de sande lærere og ledere i Israel fordømte magi og spådom af enhver art som noget, der stod i grundlæggende modsætning til Jahves religion (5 Mos 18,10). Hvis en babylonisk magiker brugte sin kunst til at skade andre, blev han naturligvis straffet som andre forbrydere, og i tilfælde af offerets død blev han henrettet som morder. Det er dog bemærkelsesværdigt med hensyn til "trolddom", at den kvindelige magiker eller troldkvinde spillede en større rolle i det gamle Babylonien end hendes mandlige modstykke, og det samme gælder grækerne og andre gamle folk. Dette skyldtes måske, at mænd i primitive tider brugte deres tid på kamp og jagt; tilberedningen af maden og helbredelsen af syge, sårede osv. ved magiske drikke og på anden vis tilfaldt kvinden, som blev hjemme. I hebræernes tidlige historie spillede inspirerede kvinder en større rolle end i senere tid; sammenlign Mirjam (2 Mos 15,20; 2 Mos 15,12); Debora (Dom 5,12); Hulda (2 Kong 22,14). Bemærk også 'ishshah chakhamah, eller "vis kvinde", i 2 Sam 14,2 ff.; 20,16.

De to første paragraffer i Hammurabis lov er som følger: "1. Hvis en mand har lagt en forbandelse (kispu = keshaphim) over en (anden) mand, og den ikke er berettiget, skal den, der lagde forbandelsen, lide døden. 2. Hvis en mand har kastet en trylleformular over en (anden) mand, og den ikke er berettiget, skal den, som trylleformularen er lagt over, gå til den hellige flod; i den hellige flod skal han kaste sig. Hvis den hellige flod overvinder ham (og han drukner), skal den mand, som kastede trylleformularen over ham, tage hans hus i besiddelse. Hvis den hellige flod erklærer ham uskyldig, og han forbliver uskadt, skal den mand, som kastede trylleformularen, lide døden. Den, der kastede sig i floden, skal tage huset i besiddelse, som tilhørte ham, der kastede trylleformularen over ham." Her siges ikke et ord om en kvinde, der væver en trylleformular, men sandsynligvis skal ordet "mand" på babylonisk forstås som omfattende både mand og kvinde (således Canon C. H. W. Johns i et privat brev, dateret 22. december 1912).

4. Trolddommens opståen, udbredelse og forfølgelse:

I den tidlige kirke og især i middelalderkirken indtog forestillingen om Djævelen en meget vigtig plads, og man mente, at mennesker var under hans herredømme, indtil han blev uddrevet ved dåben. Det er denne tro, vi skylder barnedåbens opståen og udbredelse. De udøbte blev anset for at være besat af Djævelen. Troen på, at der fandtes kvindelige magikere, var nedarvet fra ældgammel oldtid. Der var kun et kort skridt til at tilskrive det onde, som disse kvinder udførte, Djævelen og hans hærskarer. Derefter var det naturligt at tænke, at Djævelen ikke ville give sådanne ekstraordinære kræfter uden en form for modydelse; derfor antog man, at heksen (eller troldmanden) havde solgt sin (eller sin) sjæl til Djævelen, en handling, som ville glæde hjertet hos den store fjende af det gode, der altid er på vagt for at hindre menneskers frelse; sammenlign Faust-legenden. For de betingelser, som man mente Djævelen pålagde alle, der ville stå i forbund med ham, se A. Lehmann, Aberglaube und Zauberei2 (1908), 110 ff.

Denne forestilling om en pagt med Djævelen er helt fraværende i den tidlige hedenske opfattelse af magi; heller ikke læser vi i denne om natlige møder mellem magikerne og de dæmoner, de havde med at gøre, sådan som det fandt sted på heksesabbatten. Man mente, at hekse havde seksuelt samkvem med djævle og kun var i stand til at påføre ondt; begge tanker er fremmede for orientalsk og derfor for bibelsk magi.

Historien om og forfølgelsen og henrettelsen af kvinder, som regel uvidende og uskyldige, der blev antaget at have gjort sig skyldige i trolddom, falder ikke inden for denne artikels rammer, men kan læses i utallige værker: se "Litteratur" nedenfor. Alene i Europa, for ikke at nævne Amerika (Salem osv.), siger Sprenger, at over ni millioner formodede hekse blev dræbt på det spinkleste bevisgrundlag; selv hvis dette skøn er for højt, må det faktiske antal have været enormt. Nærværende forfatter giver i sit lille skrift The Survival of the Evangelical Faith ("Essays for the Times," 1909) en kort redegørelse for forsvaret af heksemagtens virkelighed hos næsten alle de kristne teologer i det 17. århundrede og hos de fleste af dem, der levede i begyndelsen af det 18. århundrede (se s. 23 ff.). Se også magi og The Expositor T, IX, 157 ff.

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er anført under artiklerne spådomskunst og magi (se disse), kan følgende værker nævnes (bøgerne om egentlig hekseri er ganske enkelt utallige): Reginald Scot, The Discovery of Witchcraft (rettet mod at forhindre forfølgelsen af hekse, 1584; genudgivet London, 1886); svar på det sidstnævnte værk af Jakob I af England: Daemonologie, 1597; Casaubon, On Credulity and Incredulity .... A Treatise Proving Spirits, Witches and Supernatural Operations, 1668; Joseph Glanrill, Saducismus Triumphatus: Full and Plain Evidences concerning Witches and Apparitions (de to sidstnævnte bøger er skrevet af teologer, som regner alle, der tvivler på hekses magt og benægter djævles magt over menneskelivet, sammen med "ateister"--et vagt ord i de tider for vantro). Om hekseriets historie og dets forfølgelser se Howard Williams, The Superstitions of Witchcraft, 1865, og (kort, men interessant og kompakt) Charles Mackay, Memoirs of Extraordinary Popular Delusions (2 bind, 1851, 101-91). Se også Sir W. Scott, Demonology and Witchcraft, 1830; W. R. Halliday, Greek Divination: A Study of its Methods and Principles, London, Macmillan (vigtig); og artikel af nærværende forfatter i The Expositor, januar 1914, om "The Words Witch and Witchcraft in history and in Literature." For en fuldstændig redegørelse for heksemanien og forfølgelsen i Salem, nær Boston, U.S.A., se The Wonders of the Invisible World af Cotton Mather, D. D., med en yderligere redegørelse af Increase Mather, D. D., og sammenlign Demon Possession af J. L. Nevins, 303-10.

T. Witton Davies