Hellige; helliget

hal'-o, hal'-od, hal'-o-ed ("at gøre eller behandle som hellig", angelsaksisk halgian, fra halig, "hellig"): Det oversætter flere former af qadhash, "sætte til side", "vie", "indvie", ofte gengivet i King James Version, Revised Version (britisk og amerikansk) og American Standard Revised Version som "indvie", "vie", "hellig" og især "helliggøre", nært beslægtede synonymer; "hellige" rummer måske mere af tanken om ærbødighed, sakralitet, hellighed. Det omfatter forestillingen om en tydelig adskilthed. Det anvendes om personer, som præsten (3 Mos 22,2; 3 Mos 22,3); om steder eller bygninger, som den midterste del af tempelforgården (1 Kong 8,64); åbenbaringsteltet (2 Mos 40,9); om ting, som den del af offeret, der var sat til side for præsterne (4 Mos 18,8); om tider og højtider, som sabbatten (Jer 17,22; Ez 20,20) og jubelåret (3 Mos 25,10); om Gud selv (3 Mos 22,32). Dets grundlæggende tanke om den hellige naturs eller den hellige brugs adskilthed udfolder sig i flere betydninger, som ofte overlapper hinanden: (1) At sætte til side, vie, ofre, reservere til tilbedelsen af eller tjenesten for Gud: 2 Mos 28,38, "De hellige ting, som Israels børn skal hellige i alle deres hellige gaver"; også 3 Mos 22,3; 4 Mos 18,29 osv.; 2 Kong 12,4, "Alle pengene fra de helligede ting" (KJV "viede") osv. (2) At gøre hellig ved at udvælge, sætte til side, gøre krav på eller anerkende som hans eget: 1 Mos 2,3, "Gud velsignede den syvende dag og helligede den" (KJV "helliggjorde"); men 2 Mos 20,11 (KJV, English Revised Version, American Standard Revised Version), "helligede". Således også om templet (1 Kong 9,7); om de førstefødte, der blev skånet i Egypten (4 Mos 3,13). (3) At vie eller indvie ved et formelt ritual, med den ledsagende tanke om renselse fra synd og urenhed: 2 Mos 29,1, "Dette er, hvad du skal gøre ved dem (Aron og hans sønner) for at hellige dem, så de kan tjene mig i præsteembedet." Hele kapitlet er viet til det udførlige ritual, der består af afvaskninger, iklædning af præstelige klæder og udstyr, salvelse med olie, ofring af en tyr som syndoffer og af en vædder, anbringelse af blodet fra en anden vædder på højre øre, højre tommelfinger og højre storetå hos hver enkelt, svingningsofferet, salvelsen af de hellige klæder og spisningen af den indviede mad; alt dette varede syv dage og viste den fuldstændighed, hvormed de var sat til side, den dybe nødvendighed af renselse og embedets højtidelighed og hellighed. Åbenbaringsteltet og dets inventar blev på lignende måde "helliget" ved en enklere ceremoni med brug af salveolien. (4) At gøre rituelt egnet til religiøs tjeneste, tilbedelse eller brug: 3 Mos 16,19, "Hellige det (alteret med det stænkede blod) fra Israels børns urenheder"; 4 Mos 6,11, "Præsten skal .... skaffe soning for ham, fordi han syndede ved den døde, og skal hellige hans hoved samme dag." (5) At holde helligt, vise ærbødighed, holde helligt: Jer 17,22, "Men hellig sabbatsdagen," ved at holde den særskilt og adskilt, især (Jer 17,24; Jer 17,27) ved at afholde sig fra unødvendigt arbejde, fra at bære byrder, rejse eller handle (Neh 13,16). Se 2 Mos 20,8-11 (sabbatsbuddet). (6) At ære, holde i ærefrygt og vise ærbødighed som hellig og "adskilt fra syndere" i majestæt, magt og hellighed: 3 Mos 22,32, "Og I må ikke vanhellige mit hellige navn; men jeg vil helliges blandt Israels børn." Qadhash oversættes andre steder med "helliggøre" i denne forbindelse og betyder "at blive åbenbaret i ærefrygtvækkende majestæt, magt eller nåde": Ez 38,23, "Og jeg vil .... helliggøre mig selv, og jeg vil gøre mig kendt for øjnene af mange folkeslag; og de skal kende, at jeg er Jahve"; sammenlign Ez 28,22; Ez 28,23 osv.

I Det Nye Testamente forekommer "hellige" kun i "Fadervor", hvor det gengiver hagiazo, Septuagintas ord for qadhash: Matt 6,9; Luk 11,2, "Helliget blive dit navn." Hagiazo forekommer ret ofte i Det Nye Testamente og gengives altid (American Standard Revised Version) med "helliggøre", undtagen her og i Åb 22,11, "Den, der er hellig, lad ham stadig blive hellig." At "hellige navnet" omfatter ikke blot den indre holdning og ydre handling af dyb ærbødighed og aktiv lovprisning, men også den personlige gudfrygtighed, kærlige lydighed og aktive Kristus-lighed, som åbenbarer Guds nærvær i livet, hvilket er hans sande jordiske herlighed.

Philip Wendell Crannell