Helligdommens forgård; tabernakel; tempel

kort, sank'~-tu-a-ri: Med "forgård" (chatser) menes et åbent område, indhegnet af forhæng eller mure eller omgivet af bygninger. Det var altid en indhegning uden tag, men kunne inden for sit område rumme én eller flere bygninger.

1. Tabernaklet:

Første gang ordet forekommer, er i 2 Mos 27,9, hvor der befales at "lave tabernaklets forgård". Målene på denne følger i anvisningerne om længden på de linnedforhæng, som skulle omslutte den. Af disse lærer vi, at forgårdens omkreds var 300 alen, og at den bestod af to kvadrater, hvert på 75 fod, som lå øst og vest for hinanden. I det vestlige kvadrat stod tabernaklet, mens brændofferalteret stod i det mod øst. Dette var den tilbedendes kvadrat, og enhver hebræer, som gik gennem indgangsporten, havde umiddelbar adgang til alteret (jf. W. Robertson Smith, note til 2 Mos 20,26, Smith, The Old Testament in the Jewish Church, 435). Adgangen til dette sted for de nationale højtideligheder skete gennem den store østport, som beskrives i 2 Mos 27,13-16 (se østporten).

2. Salomos tempel:

Den grundlæggende tanke, som beslutningen om at bygge et tempel til tilbedelsen af Jahve voksede ud af, var, at den nye bygning skulle være en forstørret kopi i sten af åbenbaringsteltet (se tempel). Fordoblingen af de hellige rums størrelse blev ledsaget af en fordobling af det indhegnede område, som det hellige hus skulle stå på. Hidtil havde en rektangulær, aflang figur på 150 fod i længden og 75 fod i bredden været tilstrækkelig til folkets behov i deres gudsdyrkelse. Nu blev et område på 300 fod i længden og 150 fod i bredden indesluttet af tunge stenmure, så det som før dannede to kvadrater, hvert på 150 fod. Dette var den "præsternes forgård", der omtales i 2 Krøn 4,9, og som bygherrerne kendte som "den indre forgård" (1 Kong 6,36; jf. Jer 36,10). Dens mure bestod af "tre skifter tilhugget sten og et skifte cederbjælker" (1 Kong 6,36), hvori nogle læser betydningen af søjlegange. Dens to afdelinger kan have været markeret ved et hegn. Den inderste afdeling, som kun var tilgængelig for præsterne, var stedet for det nye tempel. I den østlige afdeling stod offeralteret; til denne havde de hebraiske lægfolk adgang for at tilbede ved alteret. Senere, tilfældige hentydninger forudsætter eksistensen af "kamre" i forgården og også lægfolkets adgang (jf. Jer 35,4; Jer 36,10; Ez 8,16).

3. Den store forgård:

Til forskel fra denne "indre" forgård blev en anden eller "ydre" forgård bygget af Salomo, som Krønikebogsforfatteren omtaler som "den store forgård" (2 Krøn 4,9). Dens døre var beklædt med messing (bronze). Der er stor uenighed om, hvordan denne ydre forgård forholdt sig til den netop beskrevne indre forgård og til resten af de salomoniske bygninger-- især til "den store forgård" ved "Libanonskovhuset" i 1 Kong 7,9; 1 Kong 7,10. Nogle identificerer de to, andre adskiller dem. Strakte denne forgård med sine messingbeklædte porte sig endnu længere mod øst end templets "indre" forgård, men med samme bredde som denne? Eller var den, som Keil mener, en langt større indhegning, der omgav hele tempelområdet og måske strakte sig 150 alen mod øst foran præsternes forgård (jf. Keil, Biblical Archaeology, I, 171, engelsk oversættelse)? Endnu mere radikal er den opfattelse, som mange moderne autoriteter har antaget, og som betragter "den store forgård" som en vældig indhegning, der omgav templet og hele komplekset af bygninger beskrevet i 1 Kong 7,1-12 (se planen, efter Stade, i G. A. Smiths Jerusalem, II, 59). I mangel af afgørende oplysninger må spørgsmålet stå uafgjort.

4. Ezekiels tempel:

I Ezekiels plan for det tempel, som endnu skulle bygges, følges linjerne for tempelforgårdene, sådan som han havde kendt dem i Jerusalem. To kvadrater, indhegnet af stenmure, hvert på 150 fod, ligger nord og syd for hinanden og bærer de særlige navne "den indre forgård" og "den ydre forgård" (Ez 8,16; Ez 10,5).

5. Herodes' tempel:

I det herodianske tempel viger den gamle navngivning for et nyt sæt betegnelser. Den vidtstrakte indhegning, der senere kendes som "hedningernes forgård", optræder ikke under dette navn i Det Nye Testamente eller hos Josefus. Det, vi har i traktaten Middoth i Mishna og hos Josefus, er omtalen af to forgårde, "præsternes forgård" og "Israels forgård" (Middoth, ii.6; v. 1; Josefus, BJ, V, v, 6). Oplysningerne om begge er vanskelige og modstridende. I Middoth fremstår de som lange, smalle strimler på 11 alen i bredden, der strækker sig i ret vinkel på templet og alteret tværs over indhegningen--"Israels forgård" var afskærmet fra "præsternes forgård" mod øst; sidstnævnte strakte sig bagud så langt som til alteret, som har et særskilt mål. Hensigten var at forhindre den israelitiske lægmand i at komme for nær alteret. Josefus lader de 11 alen i "Israels forgård" strække sig rundt om hele "præsternes forgård", inklusive alter og tempel (se tempel; og jf. G. A. Smith, Jerusalem, II, 506-9, med Waterhouses rekonstruktion i Sacred Sites of the Gospels, 111 ff.). Om "kvindernes forgård", se skatkammeret.

Mange udtryk i Salmerne viser, hvor stærk den fromt sindede hebræers hengivenhed i alle tider var for disse forgårde til Herrens hus, hvor han var vant til at tilbede (f.eks. Sl 65,4; Sl 84,2; Sl 92,13; Sl 96,8; Sl 100,4; Sl 116,19). Forgårdene var skueplads for mange historiske begivenheder i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og for meget af Jesu jordiske tjeneste. Dér fandt den scene sted, som beskrives i lignelsen om farisæeren og tolderen (Luk 18,10-14).

W. Shaw Caldecott