Hellige

sants: I King James Version gengives 3 ord således:

(1) qadhosh (i Da forekommer den samme rod flere gange i sin aramæiske form, qaddish);

(2) chacidh, og

(3) hagioi.

Af disse ord har (2) i almindelighed betydningen retfærdighed eller godhed, mens (1) og (3) har betydningen indvielse samt guddommeligt krav og ejerskab. De er ikke primært karakterord, sådan som chacidh, men udtrykker et forhold til Gud som det at være sat til side for ham selv. Overalt hvor qadhosh henviser til engle, er gengivelsen "hellig" eller "hellige" i Revised Version (British and American) sat i stedet for King James Versions "saint" eller "saints", hvilket også er tilfældet i Sl 106,16 randnote (jf. 34,9), og i 1 Sam 2,9, som oversættelse af chacidh.

Mens hagioi forekommer oftere i Det Nye Testamente end qadhosh gør i Det Gamle Testamente, anvendes begge dog med praktisk talt ensartethed om Guds folks fællesskab snarere end om noget enkeltindivid. Måske kan gengivelsen "hellige" ikke forbedres, men det er nødvendigt for den almindelige læser hele tiden at vogte sig for den tanke, at helligstatus i Det Nye Testamente på nogen måde var et resultat af personlig karakter, og følgelig at den indebar godkendelse af en moralsk standard, som allerede var opnået. En gengivelse som for eksempel "indviede" ville tydeligere få forholdet til Gud frem, som er indbefattet, men ud over at den ikke er en heldig oversættelse, kunne den føre til andre fejl, for det er ikke let at huske, at indvielse--det at individet sættes til side som en af det fællesskab, som Gud på en særlig måde har som sit eget--ikke udspringer af mennesket, men af Gud selv, og at det følgelig på ingen måde er noget valgfrit og ikke tillader nogen grader af fremskridt, men tværtimod fra begyndelsen er absolut pligt. Det bør også bemærkes, at skønt det, som sagt, at være en hellig ikke direkte og primært er at være god, men at være sat til side af Gud som hans egen, bør den gudfrygtige og hellige karakter dog uundgåeligt og øjeblikkeligt blive resultatet. Når Gud indvier og gør krav på moralske væsener for sig selv og sin tjeneste, kræver han, at de skal gå videre og blive egnede til og værdige for det forhold, hvori han har sat dem, og derfor læser vi om visse handlinger som udført "værdigt for de hellige" (Rom 16,2) og som sådanne, "som det sømmer sig for hellige" (Ef 5,3). Tanken om de "helliges" hellige karakter, som nu er så almindelig, at den næsten helt tilslører Det Nye Testamentes forfatteres egentlige tanke, lå allerede i deres tænkning meget tæt på deres opfattelse af helligstatus som Guds indvielse til at være hans egen.

David Foster Estes