Hule

Der findes talrige naturlige huler i Syriens kalkstensklipper, og mange af dem er blevet kunstigt udvidet til forskellige formål.

Den første omtale af en hule forekommer i beretningen om Lot (1 Mos 19,30).

Den næste, vi læser om, er Makpelas hule (se d.o.), som Abraham købte af Hets sønner (1 Mos 25,9, 10). Den var gravsted for Sara og Abraham selv, og også for Isak, Rebekka, Lea og Jakob (1 Mos 49,31; 50,13).

Makkedas hule, som de fem amoritterkonger trak sig tilbage til efter deres nederlag til Josva (10,16.27).

Adullams hule (se d.o.), en vældig naturlig klippehule, hvor David skjulte sig for Saul (1 Sam 22,1, 2).

En-Gedis hule (se d.o.), nu kaldet ‘Ain Jidy, dvs. “gedekiddets kilde”, hvor David skar fligen af Sauls kappe (24,4). Her fandt han også ly for sig selv og sine tilhængere, 600 i tallet (23,29; 24,1). “På alle sider er landet fuldt af huler, som kunne tjene som skjulesteder for David og hans mænd, ligesom de gør for fredløse i vore dage.”

Den hule, hvori Obadja skjulte profeterne (1 Kong 18,4), lå sandsynligvis i nord, men den kan ikke identificeres.

Elias’ hule (1 Kong 19,9) og Moses’ “klippespalte” på Horeb (2 Mos 33,22) kan ikke stedfæstes.

På Gideons tid søgte israelitterne tilflugt for midjanitterne i klippehuler og huler, som der fandtes rigeligt af i Manasses bjergområder (Dom 6,2).

Huler blev ofte brugt som boliger (4 Mos 24,21; Højs 2,14; Jer 49,16; Obad. 1,3). “Udgravningerne ved Deir Dubban, på sydsiden af wadien, der fører til Santa Hanneh, er sandsynligvis horitternes boliger,” de gamle indbyggere i det egentlige Idumæa. Gruberne eller hulrummene i klipper blev også undertiden brugt som fængsler (Es 24,22; 51,14; Zak 9,11). De huler, som havde nicher i siderne, blev anvendt som gravsteder (Ez 32,23; Joh 11,38).