Hule

kav ([me`arah] (sammenlign arabisk magharah), chor (Job 30,6 KJV), mechilloth (Es 2,19); ope (Hebr 11,38), spelaion (Joh 11,38); chor, oftere gengivet med "hul", er beslægtet med arabisk khaur, "bugt" eller "fjord", men er også beslægtet med me`arah (sammenlign også arabisk ghaur, "lavland", især om Jordandalen og Det Døde Hav). Mechilloth (rod, chalal, "at gennembore" (sammenlign arabisk khall, "at gennembore")) forekommer kun i Es 2,19, hvor KJV har "huler" og oversætter me`aroth i samme vers med "huller". I Revised Version (britisk og amerikansk) er disse ord meget passende byttet om. Spelaion er et almindeligt græsk ord for "hule"; ope betyder snarere "hul"): I Israels land, som i andre kalkstenslande, forekommer huler hyppigt, og man kender ikke få af stor størrelse. Vand fra regn og sne, der siver ned gennem revner, udvider de passager, det løber igennem, ved at opløse klippens materiale. Ligesom de rislende strømme på jordens overflade forener sig og danner bække og floder, kan mange underjordiske strømme samles i en rummelig kanal og komme frem på overfladen som en kraftig kilde. Hulen ved Dog River nær Beirut og hulen ved 'Afqa (måske Afek (Jos 13,4)) i Libanon er fremragende eksempler på dette. Ikke sjældent kan vandstrømmen, efter at have dannet en hule, finde et lavere udløb ad en anden vej og efterlade sit tidligere løb tørt. I nogle tilfælde kan den bageste del af hulens loft styrte sammen og efterlade den forreste del stående som en naturlig bro. Talrige lave huler, især i klippevægge, dannes ikke af nedsivende vand, men ved atmosfærisk erosion, idet en del af et forholdsvis blødt klippelag udhules, mens hårdere lag over og under det kun slides lidt væk. Mange af eneboernes huler opstod på denne måde og blev kunstigt udvidet og muret til ved åbningen. De vigtigste huler, der nævnes i Bibelen, er dem ved Makpela, Makkeda og Adullam (se disse).

Se hule.

Alfred Ely Day

(ma`on, me`onah, "bolig"; me`arah, og spelaion, "hule"; me'urah (Es 11,8), "et lyshul," af 'or, "lys," måske for me`arah; cokh (Sl 10,9 KJV), og cukkah (Job 38,40), "et skjul," andetsteds "hytte"; 'erebh (Job 37,8), "skjul," som i Revised Version (britisk og amerikansk); gobh; jf. arabisk jubb, "grav" (Dan 6,7); minharoth, "sprække" eller "kløft" (Dom 6,2)): I kalkstensbjergene i Israels land findes der rigeligt med huler, store og små, idet calciumcarbonatet, som klippen hovedsagelig består af, opløses af vandet, når det siver hen over dem eller gennem deres sprækker. Selv på sletterne dannes der ved en lignende proces gruber eller "kalksænkninger", som undertiden bruges af araberne til opbevaring af halm eller korn. Af denne slags kan den grav, bor, have været, som Josef blev kastet i af sine brødre (1 Mos 37,20). Huler og sprækker og undertiden rum mellem sammenhobede kampesten ved foden af en klippe eller i et vandløbsleje bruges som huler af sjakaler, ulve og andre vilde dyr. Selv mennesker har i kortere eller længere perioder levet som huleboere. Jf. Dom 6,2: "På grund af Midjan lavede Israels børn sig de huler (minharoth), som er i bjergene, og hulerne (me`arah) og fæstningerne (metsadh)." Dalenes stejle sider indeholder mange huler, som med en smule arbejde er omdannet til menneskeboliger. Bemærkelsesværdige eksempler er Kedrondalen nær Mar-Saba og Wadi-ul-Chamam nær Tiberiassøen. Se hule.

Alfred Ely Day