Siloam; Siloa; Shela; Shiloa

si-lo'-am, si-lo'-am, si-lo'-a, she'-la, shi-lo'-a:

(1) me ha-shiloach (shiloach eller shilloach er en passiv form og betyder “sendt” eller “ført”) “Shiloahs vande” (Es 8,6).

(2) berekhath ha-shelach, “Shelahs dam” (KJV “Siloah”) (Neh 3,15).

(3) ten kolumbethran tou (eller ton) Siloam, “Siloams dam” (Joh 9,7).

(4) ho purgos en to Siloam, “tårnet i Siloam” (Luk 13,4).

1. Det moderne Silwan:

Selv om navnet især bruges i Det Gamle Testamente og hos Josefus som navn på visse “vande”, er det overlevende navn i dag, Silwan, navnet på en ret velstående landsby, som strækker sig langs den stejle østside af Kedrondalen fra lidt nord for “Jomfruens kilde” helt til Bir Eyyub. Den største del af landsbyen, den ældre og bedre byggede del, tilhører muslimske fellahin, som dyrker de velvandede haver i dalen og på bakkeskråningerne overfor; men en sydlig del er for nylig blevet opført på yderst primitiv vis af jemenitiske jøder, indvandrere fra Sydarabien, og endnu længere mod syd, ved begyndelsen af Wady en Nar, ligger de spedalskes elendige bebyggelse. Hvor længe stedet Silwan har været beboet, er det umuligt at sige. Landsbyen nævnes i det 10. århundrede af den arabiske forfatter Muqaddasi. De mange udhugninger i klippen, trapper, huse, huler osv., hvoraf nogle til tider har tjent som kapeller, viser, at stedet tidligere har været meget beboet, og i det mindste i én periode af eneboere. Omtalen af “de atten, som tårnet i Siloam faldt ned over og dræbte” (Luk 13,4) antyder bestemt, at der var en bebyggelse dér på Det Nye Testamentes tid, selv om nogle forfattere mener, at dette kan hentyde til et tårn på bymurene nær Siloams dam.

2. Siloam-akvædukten:

Over for hoveddelen af Silwan ligger “Jomfruens kilde”, det gamle GIHON (se dette), hvis vande praktisk talt er monopoliseret af landsbyboerne. Det er vandet fra denne kilde, der henvises til i Es 8,5; Es 8,6: “Fordi dette folk har forkastet Shiloahs vande, som løber stille, .... derfor, se, fører Herren nu Flodens vande op over dem.”

Kontrasten mellem den lille strøm, der løber fra Gihon, og den store Eufrat bruges som et billede på den vældige forskel mellem den tilsyneladende styrke hos det lille kongerige Juda og Davids hus på den ene side, og magten hos “Resin og Remaljas søn” og “al hans herlighed” på den anden. Selv om det er ganske sandsynligt, at der i de dage var en åben lille bæk i dalen, antyder betydningen af Shiloah, “sendt” eller “ført”, snarere en slags kunstig kanal, og der er også arkæologiske vidnesbyrd om, at i hvert fald noget af Gihons vand allerede dengang blev ført gennem en klippehugget akvædukt langs siden af Kedrondalen (se JERUSALEM, VII, 5). Det var dog først på Hizkijas tid, at den store tunnelakvædukt, Siloams mest berømte anlæg, blev lavet (2 Kong 20,20): “Hizkija standsede også den øvre kilde til Gihons vande og førte dem lige ned på vestsiden af Davidsbyen” (2 Krøn 32,30); “De standsede alle kilderne og bækken (nachal), der flød gennem landets midte, og sagde: Hvorfor skulle Assyriens konger komme og finde meget vand?” (2 Krøn 32,4; Siraks Bog 48,17). Sandsynligvis blev vandets udløb ved Gihon helt dækket til, og vandet løb gennem den 1.700 fod (ca. 518 m) lange tunnel og endte i den dam, der var lavet til det (nu kendt som Birket Silwan), nær Tyropøondalens munding. Denne usædvanlige, snoede akvædukt, som vandet fra “Jomfruens kilde” stadig løber gennem, beskrives i JERUSALEM, VII, 4 (se dette). Den nedre ende af denne tunnel, som nu munder ud under en moderne bue, har længe været kendt som `Ain Silwan, “Siloams kilde”, og indtil genopdagelsen af tunnelen, der forbinder den med Jomfruens kilde (et forhold, som nogle kendte til i det 13. århundrede, men som på ingen måde var almindeligt kendt før det sidste århundrede), troede man faktisk, at dette ganske enkelt var en kilde. Så mange kilder over hele Israels land udspringer fra kunstige tunneler—det er faktisk reglen i Judæa—at fejltagelsen er naturlig. Josefus giver intet tegn på, at han kendte til et så stort værk som dette af Hizkija, og i det 5. århundrede blev der opført en kirke, sandsynligvis af kejserinde Eudoxia, på dette sted, med højalteret over den hellige “kilde”. Den eneste pilgrim, der nævner denne kirke, er Antonius Martyr (cirka 570), og efter dens ødelæggelse, sandsynligvis ved perserne i 614, blev den helt glemt, indtil den blev udgravet af d’herrer Bliss og Dickie. Det er en kirke med usædvanlige arkitektoniske træk; midterskibets gulv er stadig synligt.

3. “Siloams dam”:

Vandet fra Siloam-akvædukten, som kommer frem ved `Ain Silwan, løber i dag ned i en smal, lavvandet dam, som man når ad en stejl række moderne trin; fra den sydlige ende af denne dam krydser vandet under den moderne vej ved hjælp af en akvædukt, og efter at have gennemløbet en dybt udhugget klippekanal neden for de tilhuggede klipper på nordsiden af el-Wad krydser det under hovedvejen op gennem Kedron og løber ind i en række vandingskanaler, som fordeles mellem haverne tilhørende folkene i Silwan. Vandet her er, ligesom ved sit udspring, brak og blandet med spildevand.

Det moderne Birket es-Silwan er kun en ringe rest af det fine bassin, som engang lå her. Bliss viste ved sine udgravninger på stedet, at der engang fandtes et stort klippeudhugget bassin, 71 fod fra nord til syd og 75 fod fra øst til vest, som i det mindste delvis kan have været Hizkijas værk (2 Kong 20,20), og som man nåede ad en prægtig trappe langs dets vestside. Bassinet var omgivet af en arkade, 12 fod bred og 22 1/2 fod høj, og var delt af en central arkade, sandsynligvis for at danne ét bassin for mænd og et andet for kvinder. Disse bygninger var sandsynligvis herodianske, hvis ikke tidligere, og derfor kan vi med rimelighed forestille os, at dette var bassinets tilstand på tidspunktet for hændelsen i Joh 9,7, da Jesus sendte den blinde mand hen for at »vaske sig i Siloams dam«.

Dette bassin er sandsynligvis også Shela-dammen, der i Neh 3,15 beskrives som liggende mellem Kildeporten og Kongens Have. Det kan også være »kongens dam« i Neh 2,14. Hvis vi var i nogen tvivl om Siloam-dammens beliggenhed, ville Josefus’ udtrykkelige udsagn (BJ, V, iv, 1) om, at Siloam-kilden, som han siger var en rig kilde med sødt vand, lå ved Tyropoeons munding, gøre os sikre.

4. Birket el Chamra:

Lidt neden for dette bassin, helt ved mundingen af el-Wad, ligger et tørt bassin, nu en køkkenhave, kendt som Birket el Chamra (»det røde bassin«). I mange år fandt Jerusalems spildevand vej til dette sted, men da en gammel bykloak blev genopdaget i 1904 (se PEFS, 1904, 392-94), blev spildevandet ledt bort, og stedet blev solgt til det græske kloster, som omgav det med en mur. Selv om dette ikke længere er et bassin, er der ingen tvivl om, at der heromkring har eksisteret et bassin, fordi den store og massive dæmning, som Bliss udgravede her (se JERUSALEM, VI, 5), tydeligvis oprindelig var lavet til at holde en stor vandmasse tilbage. Det antages almindeligvis, at det oprindelige bassin her var ældre end Birket Silwan, idet det blev forsynet af en akvædukt, som var anlagt fra Gihon langs siden af Kedrondalen før Hizkijas store tunnel. Hvis dette er korrekt (og der er brug for udgravninger her for at bekræfte denne teori), kan dette være den »nedre dam«, der omtales i Es 22,9, hvis vande Hizkija »standsede«, og måske også den, der i samme passage beskrives som den »gamle dam«.

5. Siloam-akvædukten:

Den tidligst kendte hebraiske indskrift af nogen længde blev ved et tilfælde opdaget nær den nedre ende af Siloam-akvædukten i 1880 og indberettet af Dr. Schick. Den var indridset på en glattet klippeflade på omkring 27 tommer i kvadrat, cirka 15 fod fra akvæduktens munding; den var omkring 3 fod over kanalens bund på østsiden. Indskriften bestod af seks linjer på arkaisk hebraisk og er af professor Sayce blevet oversat således:

(1) Se udgravningen. Dette (er) nu tunnelens historie: mens udgraverne endnu løftede

(2) Hakken mod hinanden, og mens der endnu var tre alen (at bryde igennem) .... kaldte den enes stemme

(3) Til hans nabo, for der var et (?) overskud i klippen til højre. De rejste sig .... de slog på vestsiden af

(4) Udgravningen; udgraverne slog, hver for at møde den anden, hakke mod hakke. Og da flød

(5) Vandene fra deres udløb til bassinet, tusind to hundrede alen; og (?)

(6) Af en alen var klippens højde over udgravernes hoved ....

Det er kun en groft ridset indskrift af samme art som en graffiti; skriftens flydende karakter forklares fuldt ud af Dr. Reissners nylige fund af ostraka i Samaria, skrevet med pen og blæk. Det er ikke en officiel indskrift, og derfor er der intet kongenavn og ingen dato, men den udbredte opfattelse, at den blev lavet af de arbejdere, som udførte Hizkijas store værk (2 Kong 20,20), bekræftes nu yderligere af karakteren af hebraisk i de ostraka, som Reissner daterer til Akabs tid.

Desværre blev dette uvurderlige oldtidsmonument voldeligt fjernet fra sin plads af nogle forbrydere. Fragmenterne er blevet samlet og er nu sat sammen i museet i Konstantinopel. Heldigvis blev der lavet flere fremragende »squeezes« samt afskrifter, før indskriften blev brudt op, så den skade, der er sket, snarere må beklages af sentimentale end af litterære grunde.

E. W. G. Masterman