Køb

bi'-ing (karah, laqach, qena', qanah, shabhar; agorazo, oneomai, emporeuomai):

I. I DE TIDLIGSTE PERIODER OG BLANDT NOMADER 1. Det primitive stadium ("butikken")

2. På Det Gamle Testamentes tid

3. På Det Nye Testamentes tid

II. ORIENTALSK KØB EN LANGTRUKKEN PROCES

III. BUTIKKER OG BASARER

1. Orientalske butikker

2. Torvepladsen

IV. KØB PÅ KREDIT BETALING KONTANT (PENGE)

V. FRILUFTSMARKEDER OG MESSER

I. I de tidligste perioder og blandt nomader.

1. Det primitive stadium; ("butikken"):

Blandt primitive folkeslag og nomader kan der naturligvis ikke være nogen organiseret handel. Alligevel køber og sælger de ved byttehandel og udveksling på grove og enkle måder. Når stammer bliver bofaste og bor i landsbyer, oprettes "butikken"--som regel først den enkle "bod" hos købmanden (bakkal), hvor man kan købe brød, ost, salt og tørret fisk, oliven, olie, bundter af brænde eller trækul og endda lerkar til den forbipasserende rejsende. På et senere stadium vil landsbyen også, efter efterspørgslen, have andre butikker, som for eksempel bagerens, smedens, skomagerens og, i dag, vil man mange afsides steder i Østen finde slagterbutikken og kaffehuset.

2. På Det Gamle Testamentes tid:

Disse trin og den gradvise udvikling frem mod den mere organiserede handel i den græsk-romerske periode antydes på en måde af rækken af ord for "køb", der bruges i Bibelen, og af de forhold og omstændigheder, som skildres og forudsættes i de forskellige beretninger om køb og salg. Selv så tidligt som på Abrahams tid fandtes der dog køb og afvejning af sølv som betaling. "Hør mig," beder Abraham Hets sønner, "og gå i forbøn for mig hos Efron, Sohars søn, så han kan give mig Makpelas hule .... som ligger ved enden af hans mark; for fuld pris skal han give mig den." Og Efron sagde: "Nej, min herre, hør mig: marken giver jeg dig, og hulen, som er på den." Men Abraham sagde: "Hvis du vil .... vil jeg give prisen for marken; tag den af mig, så vil jeg begrave min døde dér. Og Efron svarede .... Min herre, hør på mig: et stykke jord til en værdi af fire hundrede sekel sølv, hvad er det mellem mig og dig? Begrav derfor din døde ..... Og Abraham vejede sølvet af til Efron .... fire hundrede sekel sølv, gangbar mønt hos købmanden. Så .... marken og hulen og alle træerne, som var på marken, .... blev sikret Abraham som ejendom" (1 Mos 23,8-18). Andre eksempler på primitivt køb findes i Jos 24,32 ("det jordstykke, som Jakob købte af sønnerne til Hamor, Sikems far, for hundrede pengestykker"); i Ruth 4,5-9, hvor Boaz fremstilles som den, der køber "det jordstykke, som tilhørte Elimelek .... af No'omis hånd .... og af Rut, moabitterinden, den dødes hustru .... alt, hvad der tilhørte Elimelek"; og i 2 Sam 24,21-24, hvor David siges at have "købt tærskepladsen" af Arauna for "en pris." Sådanne tilfælde er dog på en måde undtagelser; handel i almindelighed på den tid foregik ved byttehandel og udveksling, uden mellemmand eller torveplads.

3. På Det Nye Testamentes tid:

På Det Nye Testamentes tid har forholdene ændret sig så meget, at det ord, der oftest bruges om at købe (agorazo), betyder "at bruge torvepladsen", og et andet (emporeuomai) peger på en klasse af handlende eller købmænd, som drager videre fra by til by--"bliver" her eller dér "og køber og sælger" (Jak 4,13 KJV).

II. Orientalsk køb en langtrukken proces.

Noget af dette ses allerede i de fine eksempler, der er givet ovenfor. Uden tvivl pruttede østens købere og sælgere i gamle dage dog om priserne med strid og ophidselse, netop som sådanne købere gør i dag. Overalt finder man dem nu ivrige efter gode handler, men at "slutte en handel" er en langtrukken proces. De bliver varme og køler så af; de rives med i et raseri af en ny vending i striden og falder så til ro; men snart begynder prutningen og diskussionen igen, bliver mere ophedet og tilsyneladende mere håbløs end nogensinde, og ofte bliver de så ophidsede, at de truer med at komme op at slås. Men de mener ikke det hele, og til sidst finder de et fælles grundlag; salget gennemføres med smigrende komplimenter til hinanden og, hvis man kan tro det, man ser, til begge parters henrykte glæde over handelen.

Den indfødte orientaler finder tydeligvis fornøjelse i en sådan øvelse og ser store muligheder foran sig. Han forsikrer dig nådigt fra begyndelsen om, at handelen skal være "lige som du ønsker det--lige som du ønsker det!" Er han ikke Guds tjener? Hvad bryder han sig om penge? Det, han mest ønsker, er din lykke og velvilje--det er det sødeste i livet--brødres kærlighed og gunst. Efter et stykke tid tilbyder du en pris. Han siger: "Hvad er sådan en bagatel mellem os? Tag det for ingenting!" Men han er langt fra at mene det, og så begynder prutningen, og stridens ild og hede følger--måske i timevis.

III. Butikker og basarer.

1. Orientalske butikker:

Orientalske butikker følger alle samme mønster--værkstedet og stedet, hvor varer opbevares og sælges, er ét og det samme. Det ligger naturligvis ud til gaden, og en platform, som regel omkring 2 fod høj (ca. 60 cm), strækker sig langs hele fronten. En lille dør åbner ind til et rum bagved, som, så vidt noget sådant er muligt i Østen, er privat. Varerne, især de bedste artikler, udstilles foran, omtrent som de er i vinduerne i vore stormagasiner. Midt på platformen ligger en sejadeh, et tæppe eller en måtte. På den sidder indehaveren på ægte orientalsk vis--med korslagte ben. Han har aldrig så travlt med sine regnskaber, at den forbipasserende undgår hans skarpe blik. Han vil når som helst lægge sin nargileh fra sig for at hilse på den fremmede, vise sine varer frem og indsmigrende indbyde ham til at se på hans varers særlige skønhed og kvalitet.

2. Torvepladsen:

Alle butikkerne eller lagerrummene i den orientalske landsby ligger langs »markedet«, som som regel er i landsbyens centrum eller på hovedgaden. Dette kalder araberne suk, sookh (jf. Matt 20,3). Her finder man bonden med sine æsler eller kameler, lastet med fødevarer og landbrugsprodukter. Gartneren er der med sine små frugter, og fiskeren med sin seneste »fangst«. Også alle butiksejerne er på eller nær denne gade eller dette markedscentrum. »Sookh'en i en landsby,« siger J. Carrow Duncan, »er et af de mest interessante syn i det moderne Egypten. Tidligere blev kvæg- og manufakturmarkederne altid holdt på en åben plads i hver landsbys centrum. Nu tvinger regeringen dem til at gå til et indhegnet område uden for byen. I Belbeys holdes det almindelige marked stadig i byens centrum, men kvægmarkedet ligger en mile borte, på den anden side af kanalen. Som i en bazar, sådan som den rejsende ser den i Kairo, placerer købmændene fra de forskellige fag sig her i gyder, alle let tilgængelige fra hovedgaden, som således holdes fri. Til venstre er forhandlerne af kobberredskaber, travlt optaget af deres håndværk; ved siden af dem er fremstillere af sigter og sold; derefter kommer et stort område fyldt med lertøj, og tæt ved grøntsagssælgerne. Der, klemt inde mellem lertøjsområdet og kobbersmedene, er en gyde med guld- og sølvsmede – de største hajer på markedet, og deres vigtigste bytte er kvinderne. På den anden side af hovedgaden er skomagernes gyde, klædehandlernes gyde, kolonialhandlerne, frøhandlerne, konfektsælgerne, frugthandlerne, forhandlerne af glas- og karneolsmykker og til sidst slagternes boder, alle ordnet i gyder, og alle lige rede til at handle eller more sig med en vittighed på hinandens bekostning. Der er tilsyneladende ikke megen ivrighed efter at handle – undtagen når en turist viser sig.« Over for den, der er uvidende om værdien af hans varer, har den orientalske handlende ingen fast pris. Den reguleres i virkeligheden af køberens formodede uvidenhed. Hvis man vil, kan man give ham, hvad han forlanger, og blive leet ad i hele sookh'en. Hvis man er klog, tilbyder man noget nær den virkelige værdi og nægter bestemt at ændre det eller prutte, og så vil han gå ind på en aftale.

Professor Elihu Grant fortæller om en butik i en syrisk landsby – »et lille rum, 6 til 12 fod i kvadrat, med en dør, men intet vindue, en disk eller bænk og hylder og beholdere langs siderne, hvor man fandt sukker, mel, olie, tændstikker, slik, krydderi, stivelse, kaffe, ris, tørrede figner osv., men intet indpakningspapir. Køberen må medbringe sit eget fad til væsker; andre ting bærer han bort i de rummelige folder af sin kjortel eller i et lommetørklæde.« »Enhver større tyrkisk by,« siger Van Lennep, »har en bazar, bezesten, eller ‘arkade’: en stenbygning, åben i begge ender, med en smal gyde eller gade igennem, dækket af et hvælvet tag, og siderne gennembrudt af åbninger eller vinduer. Denne overdækkede gade er på begge sider kantet med butikker, smalle og ikke dybe. Forhandlere af lignende varer og artikler flokkes her, ligesom håndværkere af samme fag gør i alle orientalske byer.« Sådanne butikker kan endnu ses i ganske karakteristisk form i Damaskus, Bagdad, Kairo og Konstantinopel, ligesom de i oldtiden fandtes i Babylon, Jerusalem og Nof (se Ez 27,13-24).

IV. Køb på kredit.

Butiksejeren får ikke altid kontanter fra den indfødte køber. Dr. Post fandt, at gæld var næsten universel i Syrien. Bonden sår »lånt« sæd i »lånt« jord, planter og høster med »lånte« redskaber og bor i et »lånt« hus. Selv i tilfælde af en rig høst efterlader den andel af afgrøden, som udlejeren og skatteopkræveren lader blive tilbage, manden og hans familie i bedste fald blot det knappeste udkomme; undertiden kan han knap betale den gæld, der er ophobet ved at fremstille og bjerge afgrøden, og nogle gange formår han ikke at gøre dette.

Kontant betaling (penge):

I de sjældne tilfælde, hvor køberen betaler kontant for sine køb, betaler han, på ægte orientalsk vis, i mønter af de mest forskellige eller skiftende værdier, eller i ringe af kobber, sølv eller guld, sådan som de nu er almindelige på markedspladserne i Kina. Dette kaster lys over nogle skriftsteder, som for eksempel 1 Mos 43,21; 1 Mos 43,22, hvor sproget antyder, at »ringene« eller »pengestrengene« blev vejet: »Se, hver mands penge var i åbningen af hans sæk, vore penge i fuld vægt .... og andre penge har vi bragt ned i vores hånd for at købe mad.« I Ezra 2,69 nævnes tre slags betalingsmidler, »dariker af guld«, »pund sølv« og »præsteklæder«, som var blevet givet til skatkammeret for Guds hus. Udtrykket, der gengives »dariker af guld«, 'adharkonim, står for persiske mønter, som lignede de græske »dariker«. Det siges, at perserne fik ideen om møntprægning fra Lydien ved erobringen af Sardes, 564 f.Kr. Tidlige lydiske mønter var af elektron, men Krøsus ændrede dette til mønter af guld og sølv, sandsynligvis omkring 568 f.Kr. Eksempler på disse gamle mønter kendes nu (Rice, Orientalisms in Bible Lands, 234).

V. Friluftsmarkeder og messer.

I indlandsbyer og -stæder findes markeder og markedspladser ofte under åben himmel såvel som under tag. Store markeder holdes således på bestemte dage i ugen. Flere byer kan blive enige om forskellige dage som markedsdage og på skift tilbyde, hvad de har til salg: lam, får, kvæg, heste, muldyr, høns, æg, smør, ost, grøntsager, frugter og endda smykker og klæder. I et sådant tilfælde er det, som om hele byen for en dag bliver forvandlet til et marked eller en udstilling, hvor alt er til salg. På sådanne dage kommer bønder og byfolk sammen i langt større antal end sædvanligt og færdes frit mellem hinanden. Den dag, der således vælges nu, som i gamle tider, er ofte en helligdag--fredag, som er muslimernes sabbat, eller den kristne søndag, hvor der er mange kristne. Sådanne eksempler kaster sidelys over steder som Neh 13,15: "I de dage så jeg i Juda nogle mænd træde vinpresser på sabbatten og bringe neg ind og læsse dem på æsler, og også vin, druer og figner og alle slags byrder, som de bragte ind i Jerusalem på sabbatsdagen; og jeg vidnede imod dem." Morier bevidner, at han overværede lignende markeder i Persien, hvor sælgere af alle slags varer var samlet i midlertidige butikker eller telte, såsom sælgere af byg og mel, som det var ved Samarias port efter hungersnøden (2 Kong 2). Layard taler også om, at han ved porten til den moderne by Mosul, over for stedet for det gamle Nineve, havde set butikker til salg af hvede, byg, brødvarer og drikke til de tørstige. Man vil huske, at det var "ved porten", at Boaz (Ruth 4,1-3) kaldte de ældste og folket til vidne på, at han havde købt alt, hvad der tilhørte Elimelek. For lignende hentydninger se Job 5,4; Ordsp 31,23; Sl 127,5; Klag 5,14.

Se penge; handel osv.; også DB, DCG osv.

George B. Eager