Rut

rooth (ruth; Rhouth): Navnet Ru findes i Det Gamle Testamente kun i den bog, som bærer denne titel. Det er en sammentrækning af re'uth og betyder måske "kammerat", "ledsager" (hunkøn; sammenlign 2 Mos 11,2, "enhver kvinde af sin nabokvinde"). OHL, 946, forklarer ordet som et abstrakt substantiv = "venskab". Ruts Bog skildrer historien om den ene afgørende episode, som gjorde Rut til en stammor til David og til Judas kongehus. Set fra dette synspunkt ligger dens særlige interesse i det nære venskab eller forbund mellem Israel og Moab, som gjorde en sådan forbindelse mulig. Ikke usandsynligt er der også en hentydning til dette i selve navnet.

1. Historie:

Historien foregår i dommertiden (Ruth 1,1), ved afslutningen af en stor hungersnød i Israels land. Elimelek, der var fra Betlehem, havde sammen med sin hustru Naomi og to sønner søgt tilflugt i Moab for hungersnøden. Dér døde han efter et tidsrum, som ikke defineres nærmere (Ruth 1,3), og hans to sønner, som havde giftet sig med moabitiske kvinder, døde også i løbet af yderligere ti år og efterlod Orpa og Rut som enker (Ruth 1,5). Naomi besluttede da at vende tilbage til Israels land, og hendes to svigerdøtre fulgte hende på vejen (Ruth 1,7). Orpa vendte dog om, og kun Rut blev hos Naomi og drog med hende til Betlehem, hvor de ankom "ved begyndelsen af byghøsten" (Ruth 1,22). Ruts fromhed og trofasthed vises således tidligt i fortællingens forløb, idet hun nægtede at forlade sin svigermor, skønt Naomi selv tre gange tilskyndede hende til det på grund af sin egen høje alder og de bedre udsigter for Rut i hendes eget land. Orpa lod sig overtale og vendte tilbage til Moab; men Rut blev hos Naomi.

I Betlehem beskæftigede Rut sig med at samle aks på marken under høsten og blev bemærket af Boaz, markens ejer, en nær slægtning til hendes svigerfar Elimelek. Boaz gav hende tilladelse til at samle aks, så længe høsten varede; og han fortalte hende, at han havde hørt om hendes sønlige optræden over for sin svigermor. Desuden pålagde han høstfolkene med vilje at sørge for hende ved at lade korn falde på hendes vej fra deres neg (Ruth 2,15). Hun kunne således om aftenen vende tilbage til Naomi med en hel efa byg (Ruth 2,17). Som svar på spørgsmål forklarede hun, at hendes held med at samle aks skyldtes Boaz' velvilje og de ordrer, han havde givet. Hun blev derfor og samlede aks sammen med hans unge kvinder gennem hele byg- og hvedehøsten, mens hun havde sit hjem hos sin svigermor (Ruth 2,23). Naomi var ivrig efter, at Rut skulle giftes igen, både for hendes egen skyld og for at sikre overholdelsen af Israels skik og lov; og hun sendte hende til Boaz for at minde ham om hans pligt som nær slægtning til hendes afdøde mand Elimelek (Ruth 3,1). Boaz anerkendte kravet og lovede at tage Rut til hustru, hvis en anden, hvis slægtskab var nærmere end Boaz' eget, ikke opfyldte sin lovmæssige pligt (Ruth 3,8-13). Naomi var overbevist om, at Boaz ville opfylde sit løfte, og rådede Rut til at vente tålmodigt.

Boaz tog derefter de sædvanlige og lovlige skridt for at få en afgørelse. Han indkaldte den nære slægtning for ti ældste ved byens port, fortalte ham om omstændighederne ved Naomis tilbagevenden og om hendes ønske om, at Rut skulle giftes og bosættes med sin svigerfars jord som hendes ægteskabsandel, og opfordrede ham til at erklære sine hensigter. Den nære slægtning, hvis navn og slægtskabsgrad ikke oplyses, erklærede, at han ikke var i stand til at påtage sig forpligtelsen, som han i lovlig form frasagde sig til fordel for Boaz efter gammel skik i Israel (Ruth 4,6). Boaz accepterede den forpligtelse, som således blev overført til ham, mens de ældste og de tilstedeværende vidnede og udtalte en formel velsignelse over foreningen mellem Boaz og Rut (4,9-12). Da der i rette tid blev født en søn, lykønskede byens kvinder Naomi, fordi fortsættelsen af hendes slægt og hus nu var sikret, og hun blev barnets amme. Navnet Obed blev givet drengen; og Obed blev gennem sin søn Isaj bedstefar til David (sammenlign Matt 1,5; Matt 1,6; Luk 3,31; Luk 3,32).

2. Fortællingens interesse og betydning:

Således er Ruts liv og historie vigtige i fortællerens øjne, fordi hun udgør et led i den største konge i Israels slægtslinje. Set fra et mere moderne synspunkt er fortællingen en enkel idyllisk historie, som viser, hvordan Ruts trofaste og kærlige tjeneste for sin svigermor fik sin tilbørlige belønning i den genoprettede lykke i et fredeligt og fremgangsrigt hjemmeliv for hende selv. Sideløbende belyses også gamle ægteskabsskikke i Israel, som på forfatterens tid for længst var blevet forældede. Fortællingen er kort og fortalt uden stilistisk affektation og vil af den grund aldrig miste sin interesse. Den har desuden bevaret mindet om en hændelse, hvis nationale betydning måske er forsvundet, men som man altid vil tillægge værdi for dens enkelhed og naturlige ynde.

For litteraturen, se RUTH, THE BOOK OF.

A. S. Geden