Kæmper

Hebr. nephilim, der betyder “voldelige” eller “dem, der får til at falde” (1 Mos 6,4). Det var de voldelige tyranner i de dage, dem der overfaldt andre. Ordet kan også være afledt af en rod, der betyder “under”, og dermed “uhyrer” eller “vidundere.” I 4 Mos 13,33 gives dette navn til en kana’anæisk stamme, en slægt af høj statur, “Anaks sønner.” Den reviderede engelske oversættelse translittererer i disse passager blot originalen og skriver “Nephilim.”

Hebr. rephaim, en slægt af kæmper (5 Mos 3,11), som boede øst for Jordan, og som Og nedstammede fra. De var sandsynligvis landets oprindelige indbyggere før kana’anæernes indvandring. De blev besejret af Kedorlaomer (1 Mos 14,5), og deres områder blev lovet som ejendom til Abraham (15,20). Anakitterne, zuzitterne og emitterne var grene af denne stamme.

I Job 26,5 (RV, “de, der er døde;” randnote, “skyggerne,” “Refaim”) og Es 14,9 gengives dette hebraiske ord (KJV) med “døde.” Her betyder det “skyggerne,” de afdøde ånder i Sheol. I Sam. 21,16.18.20.33 er “kæmpen” (KJV) gengivelsen af entalsformen ha raphah, som muligvis kan være navnet på faderen til de fire kæmper, der omtales her, eller på grundlæggeren af refaitterne. Vulgata læser her “Arapha,” hvorfra Milton (i Samson Agonistes) har lånt navnet “Harapha.” (Se også 1 Krøn 20,5, 6, 8; 5 Mos 2,11, 20; 3,13; Jos 15,8 osv., hvor ordet tilsvarende gengives med “kæmpe.”) Det gengives med “døde” i (KJV) Sl 88,10; Ordsp 2,18; 9,18; 21,16: alle disse steder har RV’s randnote “skyggerne.” (Se også Es 26,14.)

Hebr. ‘Anakim (5 Mos 2,10, 11, 21; Jos 11,21, 22; 14,12.15; kaldet “Anaks sønner,” 4 Mos 13,33; “Anaks børn,” 13,22; Jos 15,14), en nomadisk slægt af kæmper, der nedstammede fra Arba (Jos 14,15), Anaks far, og som boede i den sydlige del af Israels land nær Hebron (1 Mos 23,2; Jos 15,13). De var en kushitisk stamme af samme slægt som filistrene og de egyptiske hyrdekonger. David mødte dem ved flere lejligheder (2 Sam 21,15-22). Fra denne slægt udsprang Goliat (1 Sam 17,4).

Hebr. ‘emin, en krigerisk stamme blandt de gamle kana’anæere. De var “store og talrige og høje som anakitterne” (1 Mos 14,5; 5 Mos 2,10, 11).

Hebr. Zamzummim (se dette), 5 Mos 2,20 således kaldt af amoritterne.

Hebr. gibbor (Job 16,14), en mægtig, dvs. en forkæmper eller helt. I flertalsformen (gibborim) gengives det med “mægtige mænd” (2 Sam 23,8-39; 1 Kong 1,8; 1 Krøn 11,9-47; 29,24.) Den skare på seks hundrede, som David samlede omkring sig, da han var flygtning, blev betegnet sådan. De var inddelt i tre afdelinger på to hundrede hver og tredive afdelinger på tyve hver. Lederne for de tredive afdelinger blev kaldt “de tredive,” lederne for de to hundrede “de tre,” og lederen over det hele blev kaldt “den øverste blandt lederne” (2 Sam 23,8). De sønner, der blev født af de ægteskaber, som nævnes i 1 Mos 6,4, kaldes også med dette hebraiske navn.