Konge

Bruges i Skriften meget almindeligt om en, der er iklædt myndighed, hvad enten den er omfattende eller begrænset. Der var enogtredive konger i Kanaan (Jos 12,9, 24), som Josva undertvang. Adoni-Bezek undertvang halvfjerds konger (Dom 1,7). I Det Nye Testamente omtales den romerske kejser som en konge (1 Pet 2,13, 17); og Herodes Antipas, som kun var tetrark, kaldes også en konge (Matt 14,9; Mark 6,22).

Denne titel anvendes om Gud (1 Tim 1,17) og om Kristus, Guds Søn (1 Tim 6,15, 16; Matt 27,11). Guds folk kaldes også “konger” (Dan 7,22, 27; Matt 19,28; Åb 1,6, osv.). Døden kaldes “rædslers konge” (Job 18,14).

Jahve var den jødiske nations eneste konge (1 Sam 8,7; Es 33,22). Men der kom en tid i dette folks historie, da man krævede en konge, for at de kunne være som andre folkeslag (1 Sam 8,5). Profeten Samuel advarede dem, men folket råbte: “Nej, vi vil have en konge over os.” Samuels sønners dårlige opførsel var den umiddelbare årsag til dette krav.

De hebraiske konger regerede ikke i egen ret, heller ikke i det folks navn, som havde valgt dem, men dels som tjenere og dels som repræsentanter for Jahve, Israels sande konge (1 Sam 10,1). Grænserne for kongens magt var foreskrevet (1 Sam 10,25). Embedsmændene ved hans hof var: (1) historieskriveren eller erindringsføreren (2 Sam 8,16; 1 Kong 4,3); (2) skriveren (2 Sam 8,17; 20,25); (3) embedsmanden over huset, den øverste hushovmester (Es 22,15); (4) “kongens ven,” en fortrolig ledsager (1 Kong 4,5); (5) vogteren af klædekammeret (2 Kong 22,14); (6) chefen for livvagten (2 Sam 20,23); (7) embedsmænd over kongens skatte osv. (1 Krøn 27,25-31); (8) hærens øverstbefalende (1 Krøn 27,34); (9) den kongelige rådgiver (1 Krøn 27,32; 2 Sam 16,20-23).

(For katalog over Israels og Judas konger, se kronologisk tabel i tillægget.)