Konge; kongerige

king'-dum:

I. KONGE

1. Etymologi og definition

2. De tidligste konger

3. Titelens bibelske betydning

II. KONGERIGE

1. Israels teokrati

2. Dommertiden

3. Monarkiets indførelse

4. Udnævnelse af konge

5. Kongens myndighed

6. Kongens pligter

7. Den kongelige værdigheds symboler

8. Underhold og etablering

(1) Indtægter

(2) Det kongelige hof

9. Kort karakterskitse af Israels kongerige

LITTERATUR

I. Konge.

1. Etymologi og definition:

Det hebraiske ord for konge er melekh; dets denominative malakh, "at regere", "at være konge". Ordet er tilsyneladende afledt af mlkh, som betegner: (1) på arabisk (verbet og substantivet) betyder det "at eje", "at regere", for så vidt som ejeren også er "herre" og "hersker"; (2) på aramæisk melekh), og assyrisk "råd", og på syrisk "at rådføre sig"; sammenlign latin, consul.

Hvis, som det er blevet foreslået, grundideen i "konge" er "rådgiver" og ikke "hersker", så ville kongeembedets og kongemagtens opkomst skyldes intellektuel overlegenhed snarere end fysisk styrke. Og eftersom den første kendte form for monarki var en "bystat", kan kongeembedet have udviklet sig fra den øverste "ældstes" embede eller klanens intellektuelle overhoved.

2. De tidligste konger:

Den første konge, vi læser om i Bibelen, var Nimrod (1 Mos 10,8-10), som formodentlig var grundlæggeren af det babyloniske rige. Historisk forskning vedrørende Babyloniens og Egyptens konger bekræfter denne bibelske udtalelse, for så vidt som disse kongers afstamning føres tilbage til oldtidens tidligste tider. Ifølge Es 19,11 var det de egyptiske fyrsters stolthed, at de kunne føre deres slægt tilbage til de ældste konger. Kana'anæerne og filistrene havde konger allerede på Abrahams tid (1 Mos 14,2; 1 Mos 20,2). Således havde også edomitterne, som var beslægtede med Israel (1 Mos 36,31), moabitterne og midjanitterne konger (4 Mos 22,4; 4 Mos 31,8) tidligere end israelitterne.

I 1 Mos 14,18 læser vi om Melkisedek, som var præst og konge i Salem. I begyndelsen var omfanget af kongers herredømme ofte meget begrænset, som det fremgår af, at 70 af dem blev besejret af Adonibezek (Dom 1,7), 31 af Josva (Jos 12,7), og 32 var underlagt Ben-Hadad (1 Kong 20,1).

3. Titelens bibelske betydning:

Den tidligste bibelske brug af titlen "konge" betegner, i overensstemmelse med almindelig orientalsk praksis, en enevældig monark, som udøver uhindret kontrol over sine undersåtter. I denne betydning anvendes titlen om Jahve og om menneskelige herskere. Der blev ikke lagt nogen forfatningsmæssige forpligtelser på herskeren, og der blev heller ikke sat nogen begrænsninger for hans vilkårlige myndighed. Hans gode eller dårlige adfærd afhang af hans egen frie vilje.

Titlen "konge" blev også anvendt om afhængige konger. I Det Nye Testamente bruges den endda om overhovedet for en provins (Åb 17,12). For at skelne ham fra de mindre og afhængige konger bar Assyriens konge titlen "kongers konge".

II. Kongerige.

Den bemærkelsesværdige kendsgerning, at Israel nåede frem til at være et kongerige temmelig sent sammenlignet med de andre semitiske folkeslag, indebærer ikke, at Israel før monarkiets indførelse ikke var nået til stadiet med forfatningsmæssig regering, eller at tanken om et kongerige ikke havde nogen plads i den hebraiske nations grundlæggers oprindelige plan. For at få en tilfredsstillende forklaring må vi tage det unikke sted i betragtning, som Israel indtog blandt de semitiske folk.

1. Israels teokrati:

Det er almindeligt anerkendt, at Israel var et enestående samfund. Fra begyndelsen af sin eksistens som nation bar det præg af et religiøst og moralsk samfund, et teokratisk fællesskab, med Jahve selv som hoved og hersker. Teokratiet må ikke forveksles med et hierarki, og det kan heller ikke strengt identificeres med nogen eksisterende form for politisk organisation. Det var snarere noget ud over og derfor uafhængigt af den politiske organisation. Det erstattede ikke Israels stammeorganisation, men det gav den centraliserende kraft, som gjorde Israel til en nation. I stedet for et stærkt politisk centrum holdt det samlende bånd af en fælles troskab mod Jahve, dvs. den fælles tro på ham, Israels Gud, stammerne sammen. Bevidstheden om, at Jahve var Israels konge, var dybt rodfæstet, var en national følelse og inspirationen til en sand patriotisme (2 Mos 15,18; 2 Mos 19,6; 2 Mos 19,5). Jahves kongedømme kommer til udtryk ved de love, han gav Israel, ved den kendsgerning, at retfærdighed blev håndhævet i hans navn (2 Mos 22,28), og ved at han ledte og stod på Israels side i dets krige (2 Mos 14,14; 2 Mos 15,3; 4 Mos 21,14; 1 Sam 18,17; 1 Sam 25,28). Dette decentraliserede system, som politisk kendetegnede Israels tidlige styre, viste sig trods nogle store ulemper i det hele taget at være fordelagtigt for Israel og tjente et stort forsynsmæssigt formål. Det beskyttede israelitternes individuelle friheder og rettigheder. Da monarkiet senere blev indført, nød de en grad af lokal frihed og selvstyre, som var ukendt i resten af den semitiske verden; der var hjemmestyre for hvert samfund, hvilket gav fri adgang til uhindret dyrkelse af deres nedarvede religiøse og sociale institutioner.

Fra et politisk synspunkt var Israel, på grund af fraværet af en stærk centralregering, stærkt ugunstigt stillet, hvilket gjorde det næsten umuligt for det at udvikle sig til et verdensrige. Men denne hindring for en politik, der sigtede mod egen ophøjelse, var en afgjort velsignelse set fra synspunktet om Israels forsynsbestemte mission i verden. Den gjorde det muligt at overlevere den rene religion, som var betroet det, til senere menneskeslægter uden ødelæggende besmittelse fra de ugudelige kræfter, som Israel uundgåeligt ville være kommet i nærmere kontakt med, hvis ikke det havde været for dets selvberoende karakter, der skyldtes den statsform, det ved forsynet blev formet ind i. Kun som den lille og ubetydelige nation, det var, kunne Israel udføre sin mission som »depotet og den videreførende formidler af sandheder, der er livsvigtige for menneskehedens vel«. Således var dets religion denne nations centrale myndighed, der udfyldte manglen på en centraliseret regering. Heri lå Israels særegenhed og storhed, og også hemmeligheden bag dets styrke som nation, så længe troskaben og hengivenheden mod Yahweh varede. Under ledelse af Moses og Josva, som, selv om de udøvede kongelig myndighed, blot handlede som Yahwehs repræsentanter, var religionens indflydelse, som disse ledere personligt legemliggjorde, stadig så stærk, at den holdt stammerne forenet til fælles handling. Men da Israel, efter at disse stærke ledere var fjernet, ikke længere havde en fast repræsentant for Yahweh, indtraf de forandringer, som til sidst gjorde indførelsen af monarkiet nødvendig.

2. Dommertiden:

I fraværet af en særlig repræsentant for Yahweh blev hans vilje som Israels konge udforsket ved brugen af det hellige lod i den øverste præsts hånd. Men loddet kunne ikke erstatte en stærk personlig leder. Desuden kom mange af israelitterne under den nedbrydende indflydelse fra den kana'anæiske gudsdyrkelse og begyndte at antage hedenske skikke. Følelsen af religiøs enhed blev svækket, stammerne blev splittede og ophørte med at handle i fællesskab, og som følge deraf blev de besejret af deres fjender. Yahweh kom dem til hjælp ved at sende dem ledere, som befriede de områder, hvor de boede, fra fremmede angreb. Men disse ledere var ikke de stærke religiøse personligheder, som Moses og Josva havde været; desuden havde de ingen officiel myndighed, og deres styre var kun midlertidigt og lokalt. Det var nu, man følte behovet for en centraliseret politisk regering, og den eneste type varig organisation, som tiden kendte til, var kongedømmet. Kronen blev tilbudt Gideon, men han afslog den og sagde: »Yahweh skal herske over jer« (Dom 8,22; Dom 8,23). Hans søn Abimeleks forsøg på at oprette et kongedømme over Sikem og det tilstødende land, efter kana'anæisk forbillede, mislykkedes.

Den almindelige politiske tilstand i denne periode beskrives kort og rammende af den ofte gentagne udtalelse i Dommerbogen: »I de dage var der ingen konge i Israel; enhver gjorde, hvad der var ret i hans egne øjne.«

3. Monarkiets indførelse:

Først på Samuels tid blev der oprettet et formelt kongerige over Israel. Et forsøg på at forbedre forholdene ved at forene borgerlige og religiøse funktioner i præsten Elis hænder var mislykkedes på grund af hans sønners fordærvelse. På samme måde var Israels håb om et arveligt dommerembede blevet skuffet på grund af Samuels sønners korruption. Filistrene truede Israels uafhængighed og håb. Dets selve eksistens som en særskilt slægt og følgelig Yahwehs religions fremtid krævede bydende en konge. Når man tager i betragtning, at det var nationens moralske forfald, der havde skabt nødvendigheden af et monarki, og desuden at folkets ønske om en konge udsprang af et rent nationalt og ikke af et religiøst motiv, er det ikke overraskende, at Samuel i begyndelsen var uvillig til at efterkomme kravet om en konge. Selv Yahweh erklærede: »De har ikke forkastet dig, men de har forkastet mig,« osv. I stedet for at erkende, at de selv var ansvarlige for fortidens nederlag, gav de den styreform, de havde, skylden og satte alle deres håb til en konge. At det ikke var monarkiet som sådant, der var anstødeligt for Yahweh og hans profet, fremgår af, at løftet var blevet givet til patriarkerne: »Konger skal udgå af dine lænder« (1 Mos 17,6; 1 Mos 35,11). Med henblik på dette havde Moses truffet bestemmelse om et kongedømme (5 Mos 17,14-20). Ifølge den mosaiske forfatning for kongedømmet måtte monarkiet, når det blev oprettet, bringes i overensstemmelse med den kendsgerning, at Yahweh var Israels konge. Denne kendsgerning havde Israel tabt af syne, da det bad om et kongedømme som nabofolkenes. Samuels dystre forudsigelser var fuldt berettigede i lyset af et sådant kongedømme, som de ønskede, og som uundgåeligt ville have tendens til selvisk despoti (1 Sam 8,11). Derfor befaler Gud Samuel at give dem en konge—da indførelsen af et kongedømme, der forbilleder Kristi kongedømme, lå inden for planen for hans husholdning—ikke efter deres ønske, men i overensstemmelse med lovens anvisninger om konger (5 Mos 17,14-20), for at værne om deres friheder og forhindre, at de forspildte deres mission.

4. Udnævnelse af konge:

Ifølge Moseloven skulle Jahve vælge Israels konge, som skulle være hans repræsentant. Jahves valg i Sauls tilfælde antydes ved, at Samuel salvede Saul, og ved at dette valg blev bekræftet gennem den hellige lodkastning (1 Sam 10,1-20). Denne måde at vælge kongen på udelukkede ikke folket helt, eftersom Saul offentligt blev fremstillet for dem og anerkendt som konge (1 Sam 10,24). Folkets deltagelse i valget af deres konge er mere udtalt i Davids tilfælde; efter at han var blevet udpeget som Jahves valg ved at blive salvet af Samuel, blev han igen salvet af Israels ældste, før han faktisk blev konge (2 Sam 2,4).

Selve salvelsen betød indvielsen til et embede i teokratiet. Skikken med at salve konger var gammel og på ingen måde særegen for Israel (Dom 9,8; Dom 9,15). Det arvelige kongedømme begyndte med David. Som regel efterfulgte den førstefødte på tronen, men ikke nødvendigvis. Kongen kunne blandt sine sønner vælge den, som han mente var bedst kvalificeret, til sin efterfølger.

5. Kongens myndighed:

Israels konge var ikke en konstitutionel monark i moderne forstand, og heller ikke en enehersker i orientalsk forstand. Han var ansvarlig over for Jahve, som havde valgt ham, og hvis stedfortræder og tjener han var. Desuden var hans myndighed mere eller mindre begrænset på det religiøse område af profeterne, Jahves repræsentanter, og på det politiske område af »de ældste«, folkets repræsentanter, skønt han som konge stod over alle. Rigtigt forstået indebar hans kongedømme i forhold til Jahve, som var Israels sande konge, at han var Jahves tjener og hans jordiske stedfortræder. I forhold til sine undersåtter krævede hans kongedømme af ham, ifølge loven, »at hans hjerte ikke skulle hæve sig over hans brødre« (5 Mos 17,20).

6. Kongens pligter:

Sammenfattende blev kongen holdt ansvarlig for hele Israel som Herrens folk. Hans hovedpligt var at forsvare det mod dets fjender, og af den grund påhvilede det ham at rejse og opretholde en stående hær; og man forventede af ham, at han skulle være dens leder i krigstid (1 Sam 8,20). Med hensyn til retsvæsenet var kongen en slags højesteret eller sidste appelinstans, og som sådan kunne han, som på Salomos tid, opsøges af sine mest ydmyge undersåtter (2 Sam 15,2; 1 Kong 3,16). Lovgivende funktioner havde han ingen af og var selv under loven (1 Kong 21,4; 5 Mos 17,19). Kongen var også på en måde summus episcopus i Israel. Selve hans kongedømme var af helt religiøs karakter og indebar en enhed mellem det himmelske og det jordiske herredømme over Israel gennem ham, som i egenskab af Jahves stedfortræder sad »på Jahves kongedømmes trone over Israel« (1 Krøn 17,14; 1 Krøn 28,5; 1 Krøn 29,23), som var »Jahves salvede« (1 Sam 24,10; 1 Sam 26,9; 2 Sam 1,14), og som også bar titlen »Jahves søn« og »den førstefødte«, ligesom Israel gjorde (2 Mos 4,22; Hos 11,1; 2 Sam 7,14; Sl 89,27; Sl 2,7). Således blev kongen tildelt en æresplads i templet (2 Kong 11,4; 2 Kong 23,3; Ez 46,1; Ez 46,2); desuden forrettede han ved de nationale ofre (særligt nævnt om David og Salomo). Han bad for sit folk og velsignede dem i Jahves navn (2 Sam 6,18; 2 Sam 24,25; 1 Kong 3,4; 1 Kong 3,8; 1 Kong 8,14; 1 Kong 8,55; 1 Kong 8,62; 1 Kong 9,25). Tilsyneladende var det kongens ret at indsætte og afsætte ypperstepræsterne ved helligdommene, skønt han i sit valg uden tvivl var begrænset til aronitterne (1 Krøn 16,37; 1 Krøn 16,39; 2 Sam 8,17; 1 Kong 2,27; 1 Kong 2,35). Præsteskabet stod under kongens tilsyn i en sådan grad, at han kunne beskæftige sig med dets organisering og pligter (1 Krøn 15,16; 1 Krøn 15,23; 1 Krøn 15,24; 1 Krøn 16,4-6), og således at han var ansvarlig for kultens renhed og for opretholdelsen af gudstjenestens orden. I almindelighed skulle han våge over sit folks religiøse liv og færd, udrydde offerhøjene og enhver form for afgudsdyrkelse i landet (2 Kong 18,4). Ez 45,22 kræver af fyrsten, at han ved påsken skal sørge for en okse som syndoffer for hele folket.

7. Symbolerne på kongelig værdighed:

Tegnene på kongelig værdighed, ud over de smukke klæder som kongen var iført (1 Kong 22,10), var:

(1) diademet nezer) og kronen (aTarah, 2 Sam 1,10; 2 Kong 11,12; 2 Sam 12,30), hovedprydelsen;

(2) scepteret (shebheT), oprindelig en lang, lige stav, det oprindelige tegn på herredømme og myndighed (1 Mos 49,10; 4 Mos 24,17; Es 14,5; Jer 48,17; Sl 2,9; Sl 45,7). Saul havde et spyd (1 Sam 18,10; 1 Sam 22,6);

(3) tronen (kicce', 1 Kong 10,18-20), symbolet på majestæt. Israels konger havde også et palads (1 Kong 7,1-12; 1 Kong 22,39; Jer 22,14), et kongeligt harem (2 Sam 16,21) og en livvagt (2 Sam 8,18; 2 Sam 15,18).

8. Underhold og hofhold:

(1) Indtægter.

(a) Efter tidens skik forventedes gaver fra undersåtterne (1 Sam 10,27; 1 Sam 16,20) og fra udlændinge (2 Sam 8,2; 1 Kong 5,1; 1 Kong 10,25; 2 Krøn 32,23), og disse tog ofte form af en årlig tribut.

(b) I krigstid ville kongen gøre krav på sin del af byttet (2 Sam 8,11; 2 Sam 12,30; 1 Krøn 26,27).

(c) Forskellige former for skatter var i brug, såsom en del af landets afgrøde (1 Kong 9,11; 1 Sam 17,25), tvangsarbejde fra kana'anæerne (1 Kong 9,20; 2 Krøn 2,16) og også fra israelitterne (1 Kong 5,13; 1 Kong 11,28; 1 Kong 12,4), den første vækst på græsningsmarkerne (Am 7,1), told opkrævet fra karavaner (1 Kong 10,15).

(d) Underkuede nationer måtte betale en tung tribut (2 Kong 3,4).

(e) Det kongelige domæne omfattede ofte omfattende besiddelser (1 Krøn 27,25-31).

(2) Det kongelige hof.

Det højeste embede var fyrsternes (1 Kong 4,2), som var kongens rådgivere eller rådsherrer. I 2 Kong 25,19 og Jer 52,25 kaldes de »dem, der så kongens ansigt« (sammenlign også 1 Kong 12,6, »stod for Salomo«). Følgende embedsmænd hos kong David nævnes: hærføreren (øverstbefalende), føreren for keretitterne og peletitterne (livvagt), historieskriveren (krønikeskriver og den, der mindede kongen om sager), skriveren (statssekretær), tilsynsmanden over tvangsarbejdet, de øverste ministre eller præster (kongens fortrolige, sædvanligvis udvalgt fra kongefamilien) (2 Sam 8,16-18; 2 Sam 20,23-26).

Under Salomos regering blev andre embedsmænd tilføjet som følger: tilsynsmanden over de tolv mænd, »som sørgede for mad til kongen og hans hus« (1 Kong 4,5; 1 Kong 4,7), embedsmanden over huset (1 Kong 4,6; 1 Kong 18,3) (hofmester, lederen af paladset, som havde »nøglen« i sin besiddelse, Es 22,22); kongens ven (1 Kong 4,5; 1 Krøn 27,33) er sandsynligvis den samme som kongens tjener, der nævnes blandt de høje embedsmænd i 2 Kong 22,12. Det angives ikke, hvad hans pligter var. Mindre embedsmænd er tjenere, mundskænk (1 Kong 10,5), vogter af klædekammeret (2 Kong 22,14; 2 Kong 10,22), hofmænd (kammerherrer, ikke nævnt før rigets deling) (1 Kong 22,9; 2 Kong 8,6).

9. Kort karakteristik af Israels kongedømme:

Der er aldrig blevet givet verden højere forestillinger om en god konge end dem, der fremstilles i skildringerne af kongedømmet i Det Gamle Testamente, både det faktiske og det ideelle. Skønt Samuels karakteristik af kongedømmet blev bekræftet i en lang række israelitiske kongers eksempel, kom det guddommelige ideal for en sand konge så nær sin virkeliggørelse i tilfældet med mindst én konge i Israel, som det måske ingen andre steder gjorde, nemlig i Davids tilfælde. Derfor fremstår kong David som typen på den konge, i hvem det guddommelige ideal om en Jahve-konge skulle finde sin fuldkomne virkeliggørelse; det var mod hans regering, kongedømmet i Israel stræbte. Kongedømmets historie i Israel efter David er ganske vist præget af det ønske om politisk udvidelse, som havde foranlediget monarkiets oprettelse, og som stod i modsætning til Israels guddommelige kald som Jahve-kongens særlige folk. Da Israels kongerige endte med eksilet i Babylon, blev det klart, at nationens fortsatte eksistens var mulig selv uden en monarkisk styreform. Skønt der igen blev oprettet et kongerige under makkabæerne som følge af Antiokus’ forsøg på at udslukke Israels religion, var dette kongerige hverken så fuldt nationalt eller så sandt religiøst i sin karakter som det davidiske. Det blev snart afhængigt af Rom. Herodes’ kongedømme var helt fremmed for den sande israelitiske opfattelse.

Det står kun tilbage at sige, at Israels sidste forsøg på i sit oprør mod Romerriget at oprette det gamle monarki resulterede i dets undergang som nation, fordi det ikke ville lære den lektie, at en nations fremtid ikke afhænger af politisk storhed, men af opfyldelsen af dens guddommelige kald.

LITTERATUR.

J.P. McCurdy, History, Prophecy and the Monuments; Riehm, Handwiirterbuch des bibl. Alterrums; Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind); Kinzler, Bibl. Altes Testament.

S. D. Press