Koloni

kol'-o-ni (kolonia, græsk transskription af latin colonia, fra roden col, "dyrke"): Ordet forekommer kun én gang (ApG 16,12) med henvisning til Filippi i Makedonien. Romerske kolonier var af tre slags og fra tre perioder:

(1) Dem fra den tidlige republik, hvor kolonisterne, der blev bosat i erobrede byer for at tjene staten som grænsevogtere, var fritaget for almindelig militærtjeneste. De blev skelnet som

(a) c. civium Romanorum, hvor kolonisterne beholdt romersk borgerret, også kaldet c. maritumae, fordi de lå ved kysten, og

(b) c. Latinae, beliggende inde i landet blandt forbundsfællerne (socii), hvor kolonisterne besad ius Latinum, som gav dem ret til at påberåbe sig den romerske ejendomsret (commercium), men ikke familieretten (connubium), og de modtog kun romersk borgerret, når de blev valgt til embeder.

(2) Kolonierne fra Gracchernes periode, oprettet som led i planen om landbrugsreformer for at skaffe jord til de fattigere borgere.

(3) Efter Sullas tid blev kolonier grundlagt i Italien af republikken som et middel til at tildele jord til afgående veteraner, som naturligvis beholdt borgerretten. Dette privilegium blev overtaget af Cæsar og kejserne, som brugte det til at oprette militærkolonier, hovedsagelig i provinserne, med forskellige rettigheder og interne organisationer. Til denne klasse hørte Filippi. Delvis organiseret efter det store slag i 42 f.Kr., udkæmpet på den nærliggende slette af Brutus og Cassius, forkæmperne for den skæbnebestemte republik, og Antonius og Octavian, blev den fuldt oprettet som koloni af Octavian (senere kaldt Augustus) efter slaget ved Actium (31 f.Kr.) under navnet Colonia Aug. Iul. Philippi eller Philippensis. Den modtog ius Italicum, hvorved provinsbyer fik samme status som italienske byer, der havde kommunalt selvstyre og fritagelse for person- og jordskatter.

Se borgerret; Filippi; romersk.

William Arthur Heidel