Kansler

En, der har domsmyndighed, bogstaveligt en “dommens herre”; en titel givet til den persiske statholder over Samaria (Ezra 4,8, 9, 17).

(Hebr. mazkir, dvs. “den, der nævner”, “erindreren”), det embede, som først blev beklædt af Joshafat ved Davids hof (2 Sam 8,16), også ved Salomos hof (1 Kong 4,3). Den næste kansler, der nævnes, er Joa i Hizkijas regeringstid (2 Kong 18,18, 37; Es 36,3, 22). I Josijas regeringstid beklædte en anden ved navn Joa dette embede (2 Krøn 34,8). “Kansleren” var rigets kansler eller vesir. Han bragte alle vægtige sager til kongens kundskab, “såsom klager, bønskrifter og ønsker fra undersåtter eller fremmede. Han udarbejdede også dokumenter til kongens vejledning og forberedte udkast til den kongelige vilje for skriverne. Alle traktater hørte under hans tilsyn; og han havde ansvaret for de nationale arkiver eller optegnelser, hvortil han, som kongelig historieskriver, ligesom den samme statsembedsmand i Assyrien og Egypten, føjede rigets løbende årbøger.”