Udvandringen

Den store befrielse, der blev udvirket for Israels børn, da de blev ført ud af Egyptens land med “stærk hånd og udrakt arm” (2 Mos 12,51; 5 Mos 26,8; Sl 114; 136), omkring 1490 f.Kr. og fire hundrede og firs år (1 Kong 6,1) før opførelsen af Salomos tempel.

Tiden for deres ophold i Egypten var ifølge 2 Mos 12,40 et tidsrum på fire hundrede og tredive år. I LXX lyder ordene: “Den tid, Israels børn opholdt sig, som de opholdt sig i Egypten og i Kanaans land, var fire hundrede og tredive år;” og den samaritanske version læser: “Den tid, Israels børn og deres fædre opholdt sig, som de opholdt sig i Kanaans land og i Egyptens land, var fire hundrede og tredive år.” I 1 Mos 15,13-16 angives perioden profetisk (i runde tal) som fire hundrede år. Dette sted citeres af Stefanus i hans forsvarstale for rådet (ApG 7,6).

Kronologien for “opholdet” vurderes forskelligt. De, der antager den længere periode, regner således:

| År | | Fra Jakobs nedstigen til Egypten til | Josefs død 71 | | Fra Josefs død til Moses’ fødsel 278 | | Fra Moses’ fødsel til hans flugt til | Midjan 40 | | Fra Moses’ flugt til hans tilbagevenden til | Egypten 40 | | Fra Moses’ tilbagevenden til 2 Mos 1 | | 430

Andre hævder den kortere periode på to hundrede og femten år og mener, at perioden på fire hundrede og tredive år omfatter årene fra Abrahams indgang i Kanaan (se LXX og den samaritanske tekst) til Jakobs nedstigen til Egypten. De regner således:

| År | | Fra Abrahams ankomst til Kanaan til Isaks | fødsel 25 | | Fra Isaks fødsel til hans tvillingesønner | Esau og Jakobs fødsel 60 | | Fra Jakobs fødsel til nedrejsen til | Egypten 130 | | (215) | | Fra Jakobs nedrejsen til Egypten til | Josefs død 71 | | Fra Josefs død til Moses’ fødsel 64 | | Fra Moses’ fødsel til 2 Mos 80 | | I alt... 430

I de fyrre år, hvor Moses opholdt sig i Midjans land, blev hebræerne i Egypten gradvis forberedt på den store nationale krise, som nærmede sig. Plagerne, der efter hinanden ramte landet, løsnede de bånd, hvormed Farao holdt dem i slaveri, og til sidst var han ivrig efter, at de skulle drage bort. Men hebræerne måtte nu også være rede til at gå. De var fattige; i generationer havde de arbejdet for egypterne uden løn. De bad om gaver fra deres naboer omkring dem (2 Mos 12,35), og disse blev villigt givet. Og derefter, som det første skridt mod deres selvstændige nationale organisering, fejrede de påskefesten, som nu blev indstiftet som et evigt minde. Påskelammets blod blev på behørig vis strøget på dørstolperne og overliggerne i alle deres huse, og de var alle indenfor og ventede på det næste skridt i udførelsen af Guds plan. Til sidst faldt det sidste slag over Egyptens land. “Det skete, at ved midnat slog Jehova alle førstefødte i Egyptens land.” Farao stod op om natten og kaldte på Moses og Aron om natten og sagde: “Stå op, og gå bort fra mit folk, både I og Israels børn; gå hen og tjen Jehova, som I har sagt. Tag også jeres småkvæg og jeres hornkvæg, som I har sagt, og gå; og velsign også mig.” Således blev Farao (se denne) fuldstændig ydmyget og brudt ned. Disse ord, som han talte til Moses og Aron, “synes at glimte gennem den ydmygede konges tårer, mens han sørgede over sin søn, der ved en så pludselig død var blevet revet fra ham, og skælve af en følelse af den hjælpeløshed, som hans stolte sjæl til sidst følte, da Guds hævnende hånd havde hjemsøgt selv hans palads.”

De rædselsslagne egyptere pressede nu på for hebræernes øjeblikkelige afrejse. Midt under påskefesten, før daggry på den 15. dag i måneden Abib (omtrent vores april), som fra nu af skulle være årets begyndelse for dem, ligesom den var begyndelsen på en ny epoke i deres historie, var hver familie, med alt hvad der hørte til den, klar til marchen, som straks begyndte under ledelse af stammeoverhovederne med deres forskellige underafdelinger. De bevægede sig fremad og voksede i antal, efterhånden som de drog frem fra alle Gosens egne, over hele det område, hvor de var spredt, mod det fælles samlingspunkt. Der gik måske tre eller fire dage, før hele folket var samlet ved Rameses og rede til at drage af sted under deres leder Moses (2 Mos 12,37; 4 Mos 33,3). Denne by var på den tid den egyptiske hofs residens, og her havde samtalerne mellem Moses og Farao fundet sted.

Fra Rameses drog de til Sukkot (2 Mos 12,37), som identificeres med Tel-el-Maskhuta, omkring 12 miles vest for Ismailia. Deres tredje lejrplads var Etam (se denne), 13,20, “ved ørkenens rand,” og lå sandsynligvis lidt vest for den moderne by Ismailia ved Suezkanalen. Her fik de befaling om “at vende om og slå lejr foran Pi-hahirot, mellem Migdol og havet”, dvs. at ændre deres rute fra østlig retning til stik syd. Herren overtog nu ledelsen af deres march i skystøtten om dagen og ildstøtten om natten. De blev derpå ført langs den vestlige bred af Det Røde Hav, indtil de kom til en vidtstrakt lejrplads “foran Pi-hahirot,” omkring 40 miles fra Etam. Denne afstand fra Etam kan have taget tre dage at tilbagelægge, for antallet af lejrpladser angiver på ingen måde antallet af dage, der blev brugt på rejsen: f.eks. tog det fuldt ud en måned at rejse fra Rameses til Sins ørken (2 Mos 16,1), og dog nævnes der kun seks lejrpladser i hele den tid. Det nøjagtige sted for deres lejr, før de gik over Det Røde Hav, kan ikke fastslås. Det var sandsynligvis et sted nær det nuværende Suez.

Under Guds ledelse gik Israels børn “fremad” fra lejren “foran Pi-hahirot,” og havet åbnede en vej for dem, så de kunne gå sikkert over til den modsatte bred. Den egyptiske hær forfulgte dem, og da den forsøgte at følge efter gennem havet, blev den overvældet af vandet, der vendte tilbage, og således omkom hele egypternes militære styrke. De “sank som bly i de mægtige vande” (2 Mos 15,1-9; jf. Sl 77,16-19).

Da de havde nået havets østlige bred, måske lidt nord for ‘Ayun Musa (“Moses’ kilder”), slog de lejr dér og hvilede sandsynligvis en dag. Her sang Mirjam og de andre kvinder sejrssangen, der er gengivet i 2 Mos 15,1-21.

Fra ‘Ayun Musa drog de videre i tre dage gennem en del af den øde “Shurs ørken” (22), også kaldet “Etams ørken” (4 Mos 33,8; jf. 2 Mos 13,20), uden at finde vand. På den sidste af disse dage kom de til Mara (se denne), hvor det “bitre” vand ved et mirakel blev gjort drikkeligt.

Deres næste lejrplads var Elim (se denne), hvor der var tolv vandkilder og en lund af “halvfjerds” palmetræer (2 Mos 15,27).

Efter en tid “brød Israels børn op fra Elim” og slog lejr ved Det Røde Hav (4 Mos 33,10), og derfra drog de til “Sins ørken” (som må skelnes fra Zins ørken, 20,1), hvor de igen slog lejr. Her, sandsynligvis det moderne el-Markha, slap den brødforsyning, de havde bragt med sig ud af Egypten, op. De begyndte at “knurre” af mangel på brød. Gud “hørte deres knurren” og gav dem vagtler og manna, “brød fra himlen” (2 Mos 16,4-36). Moses påbød, at en omer manna skulle lægges til side og bevares som et evigt minde om Guds godhed. De vendte sig nu ind i landet og kom efter tre lejrpladser til den rige og frugtbare dal Refidim i Wady Feiran. Her fandt de intet vand og knurrede igen mod Moses. Under Guds ledelse skaffede Moses en mirakuløs forsyning af vand fra “klippen i Horeb,” en af højene i Sinai-gruppen (17,1-7); og kort efter kæmpede Israels børn her deres første slag mod amalekitterne, som de slog med sværdets æg.

Fra den østlige ende af Wady Feiran gik marchruten nu sandsynligvis gennem Wady esh-Sheikh og Wady Solaf, som mødes i Wady er-Rahah, “den indelukkede slette foran Ras Sufsafehs prægtige klipper.” Her slog de lejr i mere end et år (4 Mos 1,1; 10,11) foran Sinai (se denne).

Israels børns forskellige lejrpladser, fra det tidspunkt de forlod Egypten, til de nåede det forjættede land, nævnes i 2 Mos 12,37-19; 4 Mos 10-21; 33; 5 Mos 1, 2, 10.

Det er værd at bemærke, at der findes umiskendelige vidnesbyrd om, at egypterne havde en tradition om en stor udvandring fra deres land, som ikke kan have været nogen anden end hebræernes udvandring.