Skønhed

bu'-ti: Den plads, der er afsat til dette emne, giver kun frihed til at fremsætte to problemer for bibelstuderende. De bør give særskilt opmærksomhed til sammenfletningen af æstetik med etik i Skriften. De bør iagttage æstetikkens omfang og betydning i naturen.

1. Æstetik i Skriften:

At Bibelen er en etisk bog, er tydeligt. Retfærdighed i alle menneskets relationer som moralsk væsen er nøglen til dens inspiration, det ledende lys til en rigtig forståelse af dens udsagn. Men den er overalt inspireret og skrevet i en atmosfære af æstetik. Studium vil bringe denne kendsgerning frem fra Første Mosebog til Johannes' Åbenbaring. Det første par træder frem i en have, hvor der voksede »hvert træ, som er behageligt at se på« (1 Mos 2,9), og det sidste syn for menneskeslægten er en bolig i en by, hvis porte er af perle, og hvis gader er af guld (Åb 21,21). Sådan er det billedsprog, der fra begyndelse til ende fremstilles som etikkens hjem — først i dens uprøvede uskyld og til sidst i dens stærke retfærdighed. Problemet bliver at iagttage sammenblandingen af disse to elementer — det skønne og det gode — i hele Skriftens spændvidde. Nogle få tekster vil stille dette slægtskab frem for os, og derefter kan bibellæseren opdage det, mens han læser. »Én ting har jeg bedt Jahve om, den vil jeg søge efter: At jeg må bo i Jahves hus alle mit livs dage, for at betragte Jahves skønhed og søge svar i hans tempel« (Sl 27,4).

»For alle folkenes guder er afguder; men Jahve skabte himlene. Ære og majestæt er foran ham; styrke og skønhed er i hans helligdom« (Sl 96,5; Sl 96,6). Hvis vi griber den ånd, der fremstilles i sådanne og lignende salmer, kan vi bruge den som en magnetnål til at opdage dens lige, hvor end vi læser; og vi vil finde denne lighed i overflod. Det er kun nødvendigt at vende sig til de anvisninger, der blev givet for at fremstille pagtens ark og det tabernakel, der omgav den, og præsternes udsmykning, som skulle tjene i tilbedelsen af Jahve ved de beskrevne ceremonier, sådan som det gives i 2 Mos 25 ff, for at se, at alle Israels ressourcer blev taget i brug for at gøre arken og tabernaklet og tjenesten ved dem smukke. Man vil i en konkordans finde en halv spalte henvisninger under ordet »ark« og halvanden spalte under ordet »tabernakel«. Ved at slå disse henvisninger op kan man indse, hvor megen omhu der blev brugt på at give og bevare skønhedens tiltrækningskraft i disse hjælpemidler til gudsdyrkelsen.

I 1 Krønikebog 1 og 16 har vi en beretning om Davids indførelse af pagtens ark i hans egen by, for at den kunne hvile i et telt, han havde sørget for til den. Ved denne lejlighed blev der afholdt en fremvisning med al den æstetik, som datidens musik formåede. »Og David talte til levitternes overhoveder om at indsætte deres brødre som sangere, med musikinstrumenter, harper, lyrer og cymbler, så de skulle klinge højt og løfte stemmen med glæde.« Og David selv gav fejringen æstetikken fra en af sine ædleste salmer (1 Krøn 16,8-36).

Det er næsten overflødigt at henvise til Salomo og hans tempel (1 Krøn 1; 1 Krøn 2). Det er en almindelig opfattelse, at civilisationen på Salomos tid blev udnyttet til det yderste på hvert område af æstetikken ved opførelsen af dette hus for Jahve og ved indretningerne til den gudsdyrkelse, der skulle finde sted dér. Skønhed i form og farve og harmoni i lyd blev dengang og dér integreret — gjort til ét — med tilbedelse i hellighed. Det passende i denne forbindelse er blevet set og følt gennem tiderne.

Der er skønhed i tale. Det er en kendsgerning, at de ypperste klassikere i litteraturen på sprogene hos to af jordens dominerende nationer, den engelske og den tyske, er oversættelser af Bibelen. Der findes ingen forklaring på en sådan kendsgerning, bortset fra at originalen berettigede oversættelserne. Man kan læse uforstyrret fra den ene oversættelse til den anden og fange det samme æstetiske glimt. Tankens adel og poesi lå i det, der skulle oversættes. Her er et bevis, som ikke kan modsiges, på at Skriftens forfattere søgte æstetikkens hjælp som klædning for den etik, de lærte. Derfor skrev de i poesi. Derfor brugte de allegori, illustration, billede og metafor, som ville fængsle og fastholde. Jesu lignelser er eksempler på denne måde at iklæde tanken på. De gør deres etiske arbejde, fordi de har inddraget billede og billedsprog fra velkendte æstetiske iagttagelser. »Sædemanden gik ud for at så« (Matt 13,3). Det er et glædeligt syn — det har det altid været og vil det altid være. Derfor hænger et billede af »Sædemanden« på væggene i et kristent hjem. Blot maleriet — og enhver beskuer husker lignelsen og kan ikke glemme dens etik. Den intense tanke, der i Det Nye Testamente er koncentreret om etik, har trukket opmærksomheden bort fra partnerskabet mellem disse to principper i religionen. Men det er der, og vi skal se det, når vi først ser efter det.

Det er noget, vi først vågner op til sent i livet — nemlig hvor umådelig stor bestemmelsen i naturen er for skønhed. Almindelig enighed tilkender regnbuen skønhed.

2. Æstetik i naturen:

Overvej, at hver dråbe vand i havet, eller i de vandholdige klipper, eller i dampen, der svæver over Saturn, rummer muligheden for regnbuefarver. Faktisk har alt stof farve, hvoraf regnbuen kun er et eksempel. Ethvert glødende grundstof har et spektrum, som delvis falder sammen med vandets og strækker sig over og under det i den uendelige evne, det har til at sætte ætersvingninger i gang. Da tilsyneladende den større del af universets stof er glødende, kan vi se, at feltet for udtryk i farve er uendeligt. Ingen uden den uendelige Gud kan se det hele.

Hvis vi stiger ned til denne jævne, tunge jord, vil opdyrkelsen af den æstetiske sans fremkalde skønhed overalt, fra bjerglandskabers storhed til æstetiske kurver og farver, som kun afsløres af mikroskopet. Vi siger, at sommerfuglen er fuldendt smuk. Men larven, som den stammer fra, bærer ofte lige så megen skønhed i farvernes spraglethed og i tornens og kæbens finhed. Når man på denne måde ser ud over skalaen, bliver beviset for teisme ud fra skønheden selv overbevisende. Skønheden bliver et sendebud om og fra Gud – sådan som Iris var det for grækeren og regnbuen for hebræeren (Præd 3,11).

Dette fra Amiels Journal Intime, I, 233, fremstiller den grundlæggende, uindtagelige plads, som skønheden har i naturen og i den filosofi, der tolker den rigtigt: "For den materialistiske filosof er det skønne blot et tilfælde og derfor sjældent. For den spiritualistiske filosof er det skønne reglen, loven, tingenes universelle grundlag, som enhver form vender tilbage til, så snart tilfældets kraft trækkes bort."

Efterhånden som vi vænner os til at foretage større og større synteser på æstetikkens område, hvilket væld af teistisk budskab kan vi da ikke høre? Skønhed, hvor og hvordan den end kommer til udtryk, er et middel til åbenbaring. Den er en busk, der altid brænder og aldrig fortæres. Foran den: "tag dine sko af fødderne, for det sted, hvor du står, er hellig jord." At skønhed skulle være til – med den hensigt, til det mål – det har Den Gamle af dage virket fra evighed.

C. Caverno