Påfugl

pe'-kok (tukkiyim (flertal); latin Pavo cristatus): En fugl af slægten Pavo. Japan er det oprindelige hjemsted for den mere enkle påfugl; Siam, Ceylon og Indien frembringer de mest almindelige og prægtigste. Påfuglen har et næb af moderat størrelse med en buet spids, dens kinder er nøgne, øjnene ikke store, men meget lysende, en top af 24 fjer, 2 tommer lange, med nøgne skafter og brede spidser af blåt, der skinner over i grønt. Halsen er ikke lang, men stolt buet, brystet fyldigt, fremtrædende og klart blågrønt, med blåt som det dominerende. Vingerne er korte og uvirksomme, og fjerene på dem består af en overraskende række farver. Halen består af 18 korte, stive, gråbrune fjer. Dernæst kommer slæbets foring, af samme farve. Denne herlige fugls pragt ligger i dens slæb. Det begynder på ryggen mellem vingerne i små fjer, ikke over 6 tommer lange, og strækker sig bagud. Fjerpennene har tykke skafter i purpur- og grønne nuancer, øjet ved spidsen af hver fjer er fra en halv til 2 tommer på tværs, i en dyb, ejendommelig blå farve, omgivet forneden af to halvmåneformede grønne buer. Hvad enten slæbet ligger naturligt eller er bredt ud i fuld pragt, viser hvert øje sig omgivet af et vidunder af skinnende nuancer af grønt, guld, purpur, blåt og bronze. Når dette slæb bredes ud, åbner det sig som en vifte bag hovedet med dets funklende top og over brystets vidunderlige blå. Fuglen har evnen til at trække musklerne sammen ved fjerpennenens rod og frembringe en ejendommelig slags musik med dem. Den elsker høje steder og skriger før et uvejr med toner, der forskrækker den, som ikke kender dem. Fuglen kan tæmmes og bliver så fortrolig, at den tager føde af hånden. Påfuglehønen er mindre end hanen, hendes hals er grøn, hendes vinger grå, gulbrune og brune--men hun har ikke det prægtige slæb. Hun bygger rede på jorden og yngler med vanskelighed, når hun er indført, da ungerne er skrøbelige og sarte. De voksne fugle er hårdføre, når de er akklimatiseret, og lever til høj alder. Ved et eller andet naturens lune fremkommer der af og til helt hvide påfugle. Aristofanes nævnte påfugle i sine Fugle, II. 102, 269. Alexander hævdede, at han bragte dem til Grækenland fra øst, men kunne ikke bevise sin påstand. Plinius skrev, at Hortensius var den første, der serverede fuglene som føde, og at Aufidius Lurco først fedede dem op og solgte dem på markederne. Skikken var at flå fuglen, stege den, beklæde den igen og sende den til bordet, så de prangende fjer kunne ses.

Fuglens første forekomst i Bibelen findes i en sammenfatning af Salomos rigdom og majestæt (1 Kong 10,22 "For kongen havde en Tarshish-flåde på havet sammen med Hirams flåde; én gang hvert tredje år kom Tarshish-flåden og bragte guld og sølv, elfenben, aber og påfugle"). (Her oversætter Septuaginta peleketoi (s.c. lithoi), lig med "(sten) tilhugget med økse.") Den samme udtalelse findes i 2 Krøn 9,21: "For kongen havde skibe, der sejlede til Tarshish sammen med Hurams tjenere; én gang hvert tredje år kom Tarshish-skibene og bragte guld og sølv, elfenben, aber og påfugle" Septuaginta udelader). Der er ingen tvivl blandt lærde og naturforskere om, at disse udsagn er sande, da man ved, at Salomos skibe besøgte Indiens og Ceylons kyster, og Tarshish lå på Malabarkysten i Indien, hvor påfuglens indfødte navn var tokei, hvoraf tukkiyim uden tvivl blev afledt (se guld, og The Expository Times, IX, 472). Historikeren Tennant siger, at de hebraiske navne for "elfenben" og "aber" også var de samme som på tamil. Henvisningen til påfuglens lille, uvirksomme vinge, som næppe kan løfte kroppens og slæbets vægt, og som man tidligere fandt i Job, anvendes nu på strudsen og er uden tvivl korrekt:

"Strudsens vinger bølger stolt;

men er de kærlighedens vingefjer og fjerdragt?" (Job 39,13).

Selv om påfuglens vinge synes ude af forhold til fuglens størrelse, kan den bære flyvning og løfte kroppen op til trætoppene. Strudsens vinge er ubrugelig til flyvning.

Gene Stratton-Porter