Ed

('edh, "vidne"):

Navn på det alter, som de trans-jordanske stammer rejste efter endelig at have taget Gilead i besiddelse (Jos 22,10; Jos 22,11; Jos 22,34); sandsynligvis øst for Jordan modsat Jeriko. Men hverken den massoretiske tekst eller Septuaginta indeholdt ordet. Både den autoriserede engelske oversættelse (KJV) og den reviderede oversættelse (RV) indsætter dog ordet på grundlag af nogle få håndskrifter. Det er blevet foreslået, at det er det afsluttende 'edh i Gal'edh, det navn, som Laban og Jakob gav til stenbunken, de rejste som mindesmærke i nærheden (1 Mos 31,47; 1 Mos 31,48). Efter den massoretiske tekst er alterets navn hele sætningen: "Det er et vidne mellem os om, at Jahve er Gud." De ti stammers modstand mod at rejse dette alter skyldtes, at det blev bygget efter mønster af det store brændoffers alter (Jos 22,11; Jos 22,29), som var et alter med horn, der var forbudt ved almindelige private ofringer. Der er således i det ingen tegn på modstand mod private ofringer på altere af jord eller ubearbet sten (jf. Wiener, EPC, 198).

George Frederick Weight

oth (shebhu`ah, sandsynligvis fra shebha`, "syv," det hellige tal, som ofte forekommer i ritualet ved en ed; horkos; og det stærkere ord 'alah, hvorved en forbandelse faktisk nedkaldes over den, der bryder eden; Septuaginta ara)): I Matt 26,70-74 fornægter Peter først sin Herre ganske enkelt, derefter med en ed (shebhu`ah), og derefter nedkalder han en forbandelse ('alah) og gennemløber således hvert trin af forsikring.

1. Lov om eder:

Eden er påkaldelsen af en forbandelse over én selv, hvis man ikke har talt sandt (Matt 26,74), eller hvis man undlader at holde et løfte (1 Sam 19,6; 1 Sam 20,17; 2 Sam 15,21; 2 Sam 19,23). Den spillede en meget vigtig rolle, ikke blot i retssager (2 Mos 22,11; 3 Mos 6,3; 3 Mos 6,5) og statslige anliggender (Ant., XV, x, 4), men også i hverdagens mellemværender (1 Mos 24,37; 1 Mos 50,5; Dom 21,5; 1 Kong 18,10; Ezra 10,5). Moselovens bestemmelser om eder havde ikke så meget til hensigt at begrænse den udbredte skik at aflægge eder, som at indprente folket edens hellighed; på den ene side forbød de falsk ed (2 Mos 20,7; 3 Mos 19,12; Zak 8,17 osv.), og på den anden side at sværge ved falske guder, hvilket blev anset for en meget alvorlig synd (Jer 12,16; Am 8,14). I Loven nævnes kun to slags falsk ed: et vidnes falske ed og falsk forsikring under ed angående noget, der er fundet eller modtaget (3 Mos 5,1; 3 Mos 6,2 ff; jf. Ordsp 29,24). Begge krævede et syndoffer (3 Mos 5,1). Talmud giver yderligere regler og fastsætter bestemte straffe for falsk ed; i tilfælde af noget fundet angiver den, hvad den falske edsaflægger skal betale (Makkoth 2 3; Shebhu`oth 8 3). Den jødiske fortolkning af det 3. bud er, at det ikke drejer sig om eder, men snarere forbyder brugen af Jahves navn i almindelige tilfælde (således Dalman).

2. Måder at sværge på:

At sværge i Herrens navn (1 Mos 14,22; 5 Mos 6,13; Dom 21,7; Ruth 1,17 osv.) var et tegn på troskab mod ham (5 Mos 10,20; Es 48,11; Jer 12,16). Vi ved fra Skriften (se ovenfor), at det var almindeligt at sværge ved falske guder, og vi lærer også af den nyligt opdagede Elephantine-papyrus, at folket ikke blot svor ved Jahu (= Jahve) eller ved Himlens Herre, men også, blandt en bestemt gruppe, ved andre guder, f.eks. ved Herem-Bethel og ved Isum. I almindelig omgang var det skik at sværge ved den tiltaltes liv (1 Sam 1,26; 1 Sam 20,3; 2 Kong 2,2); ved kongens liv (1 Sam 17,55; 1 Sam 25,26; 2 Sam 11,11); ved sit eget hoved (Matt 5,36); ved jorden (Matt 5,35); ved himlen (Matt 5,34; Matt 23,22); ved englene (BJ, II, xvi, 4); ved templet (Matt 23,16), og ved forskellige dele af det (Matt 23,16); ved Jerusalem (Matt 5,35; jf. Kethubhoth 2,9). Eden "ved himlen" (Matt 5,34; Matt 23,22) regnes af Jesus som den ed, hvori Guds navn påkaldes. Jesus mener ikke, at Gud og himlen er identiske, men han ønsker at irettesætte dem, der leger med en ed ved at undgå direkte omtale af Guds navn. Han lærer, at en sådan ed er en virkelig ed og må betragtes som helligt bindende.

3. Formlen:

Der fortælles ikke meget om de ceremonier, der blev iagttaget ved edsaflæggelse. I patriarktiden lagde den, der aflagde eden, sin hånd under låret på den, over for hvem eden blev aflagt (1 Mos 24,2; 1 Mos 47,29). Den mest almindelige form var at løfte hånden mod himlen (1 Mos 14,22; 2 Mos 6,8; 5 Mos 32,40; Ez 20,5). Den hustru, der var mistænkt for utroskab, måtte, når hun blev ført frem for præsten, svare "Amen, Amen" på hans besværgelse, og dette blev regnet som en ed fra hendes side (4 Mos 5,22). Den sædvanlige edsformel var enten: "Gud er vidne mellem mig og dig" (1 Mos 31,50), eller mere almindeligt: "Så sandt Jahve (eller Gud) lever" (Dom 8,19; Ruth 3,13; 2 Sam 2,27; Jer 38,16); eller "Jahve være et sandt og trofast vidne iblandt os" (Jer 42,5). Sædvanligvis blev den straf, der blev nedkaldt ved eden, kun antydet: "Måtte Jahve (eller Gud) gøre sådan mod mig" (Ruth 1,17; 2 Sam 3,9; 2 Sam 3,35; 1 Kong 2,23; 2 Kong 6,31); i nogle tilfælde blev straffen udtrykkeligt nævnt (Jer 29,22). Nowack foreslår, at straffen i almindelighed ikke blev udtrykkeligt nævnt på grund af en overtroisk frygt for, at den, der svor, selv om han talte sandt, kunne pådrage sig noget af straffen blot ved at nævne den.

Filon udtrykker ønsket (ii.194) om, at skikken med at sværge burde ophøre, og essæerne brugte ingen eder (BJ, II, viii, 6; Ant., XV, x, 4).

4. Eder tilladte:

At eder er tilladte for kristne, vises af vor Herres eksempel (Matt 26,63), og af Paulus' (2 Kor 1,23; Gal 1,20) og endda af Guds eget (Hebr 6,13-18). Derfor, da Kristus sagde: "Sværg slet ikke" (Matt 5,34), fastlagde han det princip, at den kristne ikke må have to målestokke for sandhed, men at hans almindelige tale må være lige så helligt sand som hans ed. I Guds rige, hvor dette princip råder, bliver eder unødvendige.

Paul Levertoff