Begravelse

Den første begravelse, vi har beretning om, er Saras (1 Mos 23). Den første registrerede handelstransaktion er købet af et gravsted, som Abraham vejede “fire hundrede sekel sølv, gangbar mønt blandt købmændene” af til Efron. Sådan blev patriarken ejer af en del af Kanaans land, den eneste del han nogensinde kom til at eje. Da han selv døde, “begravede hans sønner Isak og Ismael ham i Makpelas hule,” ved siden af hans hustru Sara (1 Mos 25,9).

Debora, Rebekkas amme, blev begravet under Allon-Bakut, “grædeegen” (1 Mos 35,8), nær Betel. Rakel døde og blev begravet nær Efrata; “og Jakob rejste en stenstøtte over hendes grav” (16-20). Isak blev begravet i Hebron, hvor han var død (27.29). Da Jakob pålagde sine sønner at begrave ham i Makpelas hule, sagde han: “Der begravede de Abraham og hans hustru Sara; der begravede de Isak og hans hustru Rebekka; og der begravede jeg Lea” (49,31). I overensstemmelse med den ed, som han lod ham sværge (47,29-31), begravede Josef, hjulpet af sine brødre, Jakob i Makpelas hule (50,2.13). Ved udgangen af Egypten “tog Moses Josefs ben med sig,” og de blev begravet i det “jordstykke”, som Jakob havde købt af Hamors sønner (Jos 24,32), og som blev Josefs arvelod (1 Mos 48,22; 1 Krøn 5,1; Joh 4,5). To begravelser omtales som værende sket i ørkenen: Miriams (4 Mos 20,1) og Moses’, “i Moabs land” (5 Mos 34,5, 6, 8). Der findes ingen beretning om selve begravelsen af Aron, som dog sandsynligvis fandt sted på toppen af bjerget Hor (4 Mos 20,28, 29).

Josva blev begravet “på grænsen af sin arvelod i Timnat-Sera” (Jos 24: 30).

I Jobs Bog finder vi en henvisning til gravsteder, som sandsynligvis var pyramiderne (3,14.15). Det hebraiske ord for “øde steder” her ligner i lyd det egyptiske ord for “pyramider.”

Samuel blev, ligesom Moses, hædret med en national begravelse (1 Sam 25,1). Joab (1 Kong 2,34) “blev begravet i sit eget hus i ørkenen.”

I forbindelse med begravelsen af Saul og hans tre sønner møder vi for første gang den skik at brænde de døde (1 Sam 31,11-13). Den samme skik omtales igen af Amos (6,10).

Absalom blev begravet “i skoven”, hvor han blev dræbt (2 Sam 18,17, 18). At man rejste en stendynge over hans grav, havde til hensigt at markere afsky for den begravede person (jf. Jos 7,26 og 8,29). Der fandtes ikke noget fast kongeligt gravsted for de hebraiske konger. Vi finder dog flere kongelige begravelser, der fandt sted “i Davidsbyen” (1 Kong 2,10; 11,43; 15,8; 2 Kong 14,19, 20; 15,38; 1 Kong 14,31; 22,50; 2 Krøn 21,19, 20; 2 Krøn 24,25, osv.). Hizkija blev begravet på højen med Davids sønners grave; “og hele Juda og Jerusalems indbyggere viste ham ære ved hans død” (2 Krøn 32,33).

Der siges kun lidt om begravelsen af Israels konger. Nogle af dem blev begravet i Samaria, hovedstaden i deres rige (2 Kong 10,35; 13,9; 14,16).

Vor Herre blev begravet i en ny grav, udhugget i klippen, som Josef fra Arimatæa havde gjort klar til sig selv (Matt 27,57-60; Mark 15,46; Joh 19,41, 42).

Lazarus’ grav var “en hule, og en sten lå over den” (Joh 11,38). Grave var ofte enten naturlige huler eller kunstige udgravninger lavet i klippesider (1 Mos 23,9; Matt 27,60); og kister blev sjældent brugt, medmindre liget blev bragt fra et fjernt sted.