Samfund med dæmoner; djævle

de'-monz, (dev'-'-lz):

I. Brugen af udtrykket:

Det egentlige udtryk "samfund med dæmoner" (koinonoi ton daimonion) forekommer kun én gang i Skriften (1 Kor 10,20), hvor dets billedlige betydning er tydelig, men det antydes i den engelske oversættelse af en række passager ved udtrykkene "en, der har" eller "dem, der har" "genfærdsånder" (3 Mos 19,31; 3 Mos 20,6; 3 Mos 20,27; 5 Mos 18,11; 1 Sam 28,3; 1 Sam 28,7; 1 Sam 28,8; 1 Sam 28,9; 2 Kong 21,6; 2 Kong 23,24; 1 Krøn 10,13; 2 Krøn 33,6; Es 8,19; Es 19,3; Es 29,4). Disse passager synes at være noget uforenelige med Paulus' udsagn, men er i virkeligheden så nært forbundet med det, at de både kaster lys over det og modtager lys gennem forbindelsen.

II. Skriftens lære.

Til at begynde med kan vi trygt sige, generelt, at der ikke er noget grundlag for at hævde, at Bibelen anerkender muligheden af bevidst og frivilligt samfund med ånder. Dette er et væsentligt element i folkelig dæmonologi til alle tider, men det mangler i Skriften. Selv i de ovennævnte passager, som henviser til dødemanere og troldmænd, gælder det, at selv om ordene, som vi skal se, angiver, at sådanne udøvere påstod at støtte sig til ånder i deres spådomskunst, afholder Skriften sig omhyggeligt fra at godkende disse påstande, og en række træk i de forskellige passager tjener til at vise, at det sande skriftmæssige syn er ganske det modsatte. Da dette ikke er en udbredt opfattelse, gør vi vel i at undersøge passagerne med nogen omhu.

1. Det Nye Testamente:

(1) Vi kan først beskæftige os med Det Nye Testamente. I evangelierne betragtes og behandles de dæmonbesatte konsekvent som ubevidste og hjælpeløse ofre (se dæmon, dæmonologi). Den hyppige brug af dette udtryk "dæmoniserede" (daimonizomenoi) sammen med alt, hvad der fortælles os om de måder at behandle disse tilfælde på, som vor Herre og hans apostle benyttede (se eksorcisme), viser, at Det Nye Testamentes forfattere troede, at dæmoners kontrol over mennesker opnås uden for eller under den bevidste viljes område, og at de lidendes tilstand er patologisk.

(2) Det samme må siges om den lydiske pige, hvis helbredelse ved Paulus er optegnet i ApG 16,16. Dette er det ene tilfælde i Det Nye Testamente, hvor spådomskunst forbindes med ånder. Beretningen understreger patientens ophidselige neurose; og det er klart, at apostlene og forfatteren til ApG troede, at pigen ikke var sine herrers bevidste medskyldige, men deres ulykkelige offer gennem sin gådefulde sygdom. Hun blev behandlet, ligesom de andre tilfælde, der er optegnet i Det Nye Testamente, ikke som en bevidst lovovertræder, men som en syg person, der skulle helbredes.

2. Det Gamle Testamente:

(1) Vender vi os nu til Det Gamle Testamente, er det eksempel, som kræver den omhyggeligste behandling, fordi det rummer nøglen til alle de øvrige, beretningen om Sauls besøg hos troldkvinden i Endor i 1 Sam 28,3-25. Det hebraiske ord 'obh, som sædvanligvis oversættes "en, der har en genfærdsånd" (se listen over passager i begyndelsen af artiklen), forekommer i denne beretning fire gange (vers 3, 7 to gange, 8). Ifølge den almindelige fortolkning bruges det i tre forskellige betydninger, hvoraf to forekommer her. Disse tre betydninger er

(a) en person, som kontrollerer en ånd,

(b) den kontrollerede ånd,

(c) magten til at kontrollere en sådan ånd.

Denne betydning synes at være alt for bred. Hvis vi undlader at oversætte ordet, har vi: (vers 3) "Saul havde fjernet 'obhoth og yidh`onim"; (vers 7), en kvinde, en herskerinde over en 'obh; (vers 8) "Spå for mig .... ved 'obh." Det er yderst usandsynligt, at det samme ord skulle bruges i to betydninger, der ligger så langt fra hinanden som "person, der har en ånd" og "ånden selv" i samme sammenhæng. I den sidstnævnte passage (vers 8) er der en dobbelt indikation af, at ordet 'obh ikke kan have nogen af de nævnte betydninger. Saul siger: "Spå for mig ved 'obh, og kald den op for mig, som jeg nævner for dig." Udtrykket "spå ved" peger tydeligt på en eller anden magisk genstand, der blev brugt ved spådomskunst. Kontrol over en ånd gennem en magisk genstand er velkendt nok. Resten af Sauls udsagn bekræfter dette syn. Resultatet af spådommen er, at en ånd kaldes op. En ånd ville næppe blive brugt til at kalde en anden ånd op. Denne konklusion bekræftes af etymologien. Ordet 'obh antages at betyde "en, der har en genfærdsånd", ud fra dets rodbetydning hul og dets primære betydning vinsæk. Ifølge denne afledning anvendes ordet på en dødemaner ud fra den antagelse, at ånden bebor hans legeme og taler indefra. Overførslen til ånd er yderst usandsynlig, og forklaringen stemmer ikke med primitive forestillinger om åndemanifestation (se Brown, Driver, and Briggs, Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, 'owb slutning).

(2) Vi hævder derfor sammen med H. P. Smith (International Critical Commentary, "Samuel" på det anførte sted), skønt delvis på andre grunde, at ordet 'obh har den samme betydning i alle de passager, hvor det forekommer, og at det henviser til en hellig genstand eller fetich, ved hvilken spiritistisk spådomskunst blev udøvet.

Betydningen af denne konklusion er, at det vildledende udtryk "genfærdsånd" forsvinder fra teksten, for Dr. Drivers fortolkning af ledsagerordet yidh`onim (se International Critical Commentary, Commentary on Deuteronomy på det anførte sted) vil næppe kunne opretholdes over for denne nye betydning af 'obh. Forbuddet i loven (3 Mos 20,27) mod 'ohboth og dem, der bruger dem, placerer dem i samme katalog over overtrædelse og tomhed som afgudsdyrkelse i almindelighed.

(3) Denne opfattelse bekræftes af to særskilte vidnesbyrd.

(a) I fortællingen om troldkvinden i Endor skyldtes Samuels fremtræden, efter fortællerens opfattelse, et mirakel, ikke den svage og bedrageriske gamle kvindes magiske kraft, som Saul havde søgt hjælp hos. Gud taler gennem åbenbaringen et strengt domsbudskab. Ingen blev mere forskrækket end kvinden selv, som for én gangs skyld havde et virkeligt syn (1 Sam 28,12). Hun udstødte ikke blot et højt skrig af forbløffelse og frygt, men beskrev den skikkelse, hun så, som »en gud, der stiger op af jorden«. Fortællingen er fortalt trofast og angiver klart den opfattelse, at en ånds virkelige fremtræden er så voldsomt usædvanlig, at den peger på Guds umiddelbare magt og nærvær.

(b) I Es 8,19 omtales 'obhoth og yidh`onim som dem, der »piber og mumler«. Disse udtryk sigter til åndemanerne selv (Septuaginta oversætter 'obhoth med eggastromuthoi = bugtalere), som praktiserede bugtalen i forbindelse med deres magiske riter. I Es 29,4 siges der: »Din stemme skal være som en 'obh, fra jorden.« Her tolkes 'obh sædvanligvis som »genfærd«, men det er langt mere sandsynligt (se Brown, Driver, and Briggs, Hebrew and English Lexicon of the Old Testament sub loc.), at det, ligesom i 8,19, sigter til de bugtaleriske kneb hos dem, der fremsiger deres orakler med stemmer, som skal forestille de ånder, de har fremmanet. I disse passager, ligesom i beretningen om troldkvinden i Endor, stemples de som bedragere, der udøver en svigagtig praksis. Indirekte benægtes deres magt til at fremkalde ånder, som de skulle stå i fortroligt samkvem med.

3. Afgudsdyrkelsens betydning:

Dette rydder vejen for en kort overvejelse af Paulus' ord i 1 Kor 10,20 i forbindelse med beslægtede passager i Det Gamle Testamente.

(1) Han argumenterer for, at eftersom afgudsdyrkelse i virkeligheden er dæmondyrkelse, er deltagelse i hedenske ofre et fællesskab med dæmoner og en adskillelse fra Kristus. Det tages sædvanligvis for givet, at denne karakteristik af hedensk gudsdyrkelse blot var en del af den jødisk-kristne polemik mod afgudsdyrkelse. Vores fyldigere viden om den spiritisme, som betinger brugen af billeder, gør os i stand til at erkende, at Paulus' tanke, set fra hedenskabets eget synspunkt, var strengt korrekt. Billedet æres, fordi det antages at repræsentere eller indeholde et usynligt væsen eller en ånd, ikke nødvendigvis en guddom i absolut forstand, men et overmenneskeligt levende væsen, der er i stand til at virke godt eller ondt for mennesker.

(2) I King James Version bruges udtrykket devils i fire passager i Det Gamle Testamente (3 Mos 17,7; 5 Mos 32,17; 2 Krøn 11,15; Sl 106,37). I Revised Version (British and American) er »devils« forsvundet fra teksten--ordet he-goats forekommer i 3 Mos 17,7 og 2 Krøn 11,15, mens »demons« forekommer i 5 Mos 32,17 og Sl 106,37. Oversættelsen af se`irim som »bukkegeder« er bogstaveligt korrekt, men giver en fejlagtig opfattelse af betydningen. Den praksis, der fordømmes, er dyrkelsen af satyrer (se satyr) eller skovdæmoner, som man antog lignede geder af udseende og boede på øde steder. Det samme ord bruges i Es 13,21; Es 34,14. Ordet, der i Revised Version (British and American) oversættes »demons«, er shedhim, et udtryk der kun bruges to gange, og begge gange i forbindelse med hedensk gudsdyrkelses riter og afskyeligheder. Det er interessant at bemærke, at ordet shidu anvendes om de væsener, der repræsenteres af Assyriens tyrekolosser (Driver, De på det anførte sted). Brown, Driver, and Briggs, Hebrew and English Lexicon of the Old Testament mener, at ordet shedhim er et assyrisk låneord, mens Briggs (ICC, Sl 106,37) mener, at shedhim var Kanaans gamle guder. I begge tilfælde hører ordet hjemme i hedenskabet og bruges i Skriften til at beskrive hedensk gudsdyrkelse med dens egen terminologi. Tolkningen af disse væsener som onde er karakteristisk for bibelsk dæmonlære i almindelighed (se DEMON osv.). Dyrkelsen af afguder var dyrkelsen af personlige væsener, der var mere end mennesker og mindre end Gud, efter jødiske og kristne forestillinger (se Driver anf. værk, 363). Septuaginta oversætter begge de ovennævnte ord med daimonia.

4. Konklusion:

Udtrykket »fællesskab med dæmoner« indebærer ikke nogen magt hos mennesker til frivilligt at træde i forbindelse med væsener fra en anden verden, men at mennesker ved syndig medvirken i uret, såsom afgudsdyrkelse og magiske riter, kan træde ind i en moralsk identifikation med onde magter, som det er deres pligt at kæmpe imod.

LITTERATUR.

De ordbøger og kommentarer, der behandler de ovenfor citerede passager, indeholder drøftelser af emnets forskellige aspekter. Jødiske overtroiske forestillinger behandles dygtigt af Edersheim, Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah (8. udgave), II, 771, 773.

Louis Matthews Sweet