Omri

om'-ri (`omri; Septuaginta Ambri; assyrisk "Chumri" og "Chumria"):

(1) Den 6. konge i Nordriget Israel og grundlægger af det 3. dynasti, som regerede i næsten 50 år. Omri regerede 12 år, ca. 887-876 f.Kr. De historiske kilder til hans regeringstid findes i 1 Kong 16,15-28; 1 Kong 20,34, Mesha-stelen, assyriske indskrifter og i de offentliggjorte beretninger om nyere udgravninger i Samaria. På trods af den korte omtale, Omri får i Det Gamle Testamente, var han en af de vigtigste militærkonger i Nordriget Israel.

1. Hans tronbestigelse:

Omri nævnes første gang som officer i Elas hær, som var i færd med at belejre filisterbyen Gibbeton. Mens Omri var optaget af dette, sammensvor Zimri, en anden officer i Elas hær, sig mod kongen; han myrdede ham under et drikkelag og udryddede samtidig resten af Bashas hus. Sammensværgelsen manglede tydeligvis folkets støtte, for så snart meldingen om, at Zimri havde tilranet sig tronen, nåede hæren ved Gibbeton, udråbte folket Omri, den stærkere militære leder, til konge over Israel. Omri spildte ikke et øjeblik, men lod Gibbeton blive i filistrenes hænder og marcherede mod Tirsa, som han belejrede og indtog, mens Zimri omkom i flammerne fra paladset, som han selv havde sat ild til (1 Kong 16,18). Omri havde dog endnu en modstander i Tibni, Ginats søn, som gjorde krav på tronen, og som blev støttet i sine krav af sin bror Joram (1 Kong 16,22 Septuaginta) og af et stort antal af folket. Borgerkrig fulgte af denne rivalisering om tronen, og den synes at have varet i fire år (sammenlign 1 Kong 16,15 med 16,23 og 29), før Omri fik fuld kontrol.

Omris militære evner ses af hans valg af Samaria som kongelig residens og hovedstad for Nordriget. Dette skridt kan være blevet foreslået Omri af hans egen lette erobring af Tirsa, den tidligere hovedstad. Derfor købte han højen Shomeron af Shemer for to talenter sølv, omkring 4.352,00 dollars i amerikanske penge. Den kegleformede høj, som rejste sig fra den omgivende slette til en højde af 400 fod (ca. 122 m), og på hvis top der var plads til en stor by, var let at forsvare.

2. Grundlæggelsen af Samaria:

Samarias overlegne strategiske betydning bevidnes af de belejringer, byen gentagne gange udholdt fra aramæerne og assyrerne. Den blev til sidst indtaget af Sargon i 722, efter at belejringen havde varet i 3 år. At Nordriget bestod så længe, som det gjorde, skyldtes i høj grad dets hovedstads styrke. Med Samarias fald faldt nationen.

Nyere udgravninger i Samaria under ledelse af Harvard University kaster nyt lys over Israels gamle hovedstad. De første resultater var frilæggelsen af massive grundmure til en stor bygning, herunder en trappe 80 fod bred (ca. 24 m). Denne bygning, som er romersk i sin arkitektur, antages at have været et tempel, Herodes' værk. Under denne romerske bygning fandt man en del af en massiv hebraisk struktur, som menes at være Omris og Akabs palads. I løbet af året 1910 afdækkede undersøgelserne en bygning, der dækkede 1 1/2 acres jord (ca. 0,6 ha). Fire byggeperioder blev identificeret, som på arkæologisk grundlag foreløbigt blev henført til Omris, Akabs, Jehus og Jeroboam II's regeringer. Se SAMAIAS og artikler af David G. Lyon i Harvard Theological Review, IV, 1911; JBL, V, xxx, Part I, 1911; PEFS, 1911, 79-83.

3. Hans udenrigspolitik:

Om Omris udenrigspolitik tier Det Gamle Testamente bortset fra en enkelt antydning i 1 Kong 20,34. Her får vi at vide, at han måtte bøje sig for Arams stærkere magt. Det er sandsynligt, at Ben-Hadad I belejrede Samaria kort efter, at byen var blevet bygget, for han tvang Omri til at anlægge "gader" i byen for aramæerne. Det er også sandsynligt, at Ramot i Gilead på dette tidspunkt gik tabt til aramæerne. Tydeligvis var Omri i begyndelsen af sin regeringstid svækket i sin udenrigspolitik af den borgerlige konflikt, som hans tronbestigelse havde fremkaldt. Alligevel viste han karakterstyrke i sin omgang med fremmede magter. I det mindste genvandt han kontrollen over den nordlige del af Moab, som vi lærer af Mesha-stelen. Linje 4-8 fortæller os, at "Omri var konge over Israel og plagede Moab i mange dage, fordi Kemosh var vred på sit land. .... Omri kom i besiddelse af Medebas land og boede dér i sine dage og halvdelen af sin søns dage, fyrre år. "

Omri var den første konge af Israel, der betalte tribut til assyrerne under deres konge Asurnacirpal III, i 876 f.Kr. Fra Salmanassar II's dage (860 f.Kr.) og ned til Sargons tid (722 f.Kr.) var Nordriget Israel kendt af assyrerne som "landet, der tilhører Omris hus". På Salmanassars sorte obelisk kaldes Jehu, som omstyrtede Omris dynasti, Ja'uaabal Chumri, "Jehu, Omris søn".

Omri indgik en alliance med fønikerne ved at gifte sin søn Akab med Jezabel, datter af Etba'al, sidoniernes konge. Dette kan være sket som beskyttelse mod magterne fra øst, og som sådan ville det have syntes at være et klogt politisk træk, men det var et træk fyldt med ulykke for Israel.

4. Hans religiøse indflydelse og død:

Selv om Omri lagde grunden til et stærkt kongerige, formåede han ikke at give det den livgivende og foryngende kraft fra en sund åndelig religion. Vidnesbyrdet i 1 Kong 16,25; 1 Kong 16,26, om at han "handlede mere ugudeligt end alle dem, der var før ham," sammenholdt med henvisningen til "Omris vedtægter" i Mika 6,16, tyder på, at han kan have haft del i at erstatte tilbedelsen af Jahve med fremmede religioner, og derfor er det ugunstige lys, han ses i, berettiget. Ved sin død blev Omri efterfulgt på tronen af sin søn Akab, som fik overladt opgaven med at ryste det syriske åg af sig, og som gik videre end sin far i at gøre den fønikiske indflydelse sammen med ba'alisme til noget af første betydning i Israel og dermed førte folket ind på de veje, der fremskyndede dets fald.

(2) En benjaminit, søn af Beker (1 Krøn 7,8).

(3) En judæer, efterkommer af Peres, som boede i Jerusalem (1 Krøn 9,4).

(4) En fyrste over Issakar på Davids tid (1 Krøn 27,18).

S. K. Mosiman