Satans synagoge

Udtrykket forekommer hverken i Det Gamle Testamentes hebraiske eller græske tekst eller i Apokryferne. Tre steder i Det Gamle Testamente og ét i Apokryferne antyder den tanke, som udtrykket rummer. I 4 Mos 14,27; 4 Mos 14,35 udtrykker Jahve sin vrede mod "den onde menighed" (Septuaginta sunagoge ponera), som han truer med at udslette i ørkenen. I Sl 21 (22),16 finder vi: "En flok af onde gerningsmænd (Septuaginta sunagoge ponereuomenon) har omringet mig." I Sirak 16,6 læser vi: "I synderes menighed (Septuaginta sunagoge hamartolon) skal en ild tændes."

Kun i Det Nye Testamente forekommer udtrykket "Satans synagoge", og her kun to gange (Åb 2,9; Åb 3,9). Tre iagttagelser er tydelige med hensyn til, hvem der udgjorde "Satans synagoge" i Smyrna og Filadelfia.

(1) De hævdede at være jøder, dvs. de var efterkommere af Abraham og gjorde derfor krav på de velsignelser, som Jahve havde lovet ham og hans afkom.

(2) Men Johannes regner dem ikke for virkelige jøder, dvs. de er ikke Guds sande Israel (den samme konklusion, som Paulus nåede frem til i Rom 2,28).

(3) De forfølger de kristne i Smyrna.

Herren "kender deres bespottelse", deres skarpe fordømmelser af Kristus og de kristne. De hævder at være Guds sande folk, men i virkeligheden er de "Satans synagoge". Genitiven Satana er sandsynligvis possessiv genitiv. Disse jødiske forfølgere er, i stedet for at være Guds folk, "Satans forsamling", dvs. Satans folk.

Hos Polykarp, Mar. xvii.2 (omkring 155 e.Kr.) var jøderne i Smyrna stadig forfølgere af kristne og var fremtrædende i kravet om og planlægningen af martyrdøden for Polykarp, biskoppen af Smyrna, den samme by hvor åbenbareren kalder forfølgende jøder "Satans forsamling".

I det 2. århundrede finder vi i en indskrift (CIJ, 3148), der beskriver befolkningsklasserne i Smyrna, udtrykket hoi pote Ioudaioi, som Mommsen mener betyder "jøder, der havde opgivet deres religion", men som Ramsay siger "sandsynligvis betyder dem, der tidligere var jødernes folk, men har mistet den juridiske status som et særskilt folk."

LITTERATUR.

Ramsay, The Seven Churches of Asia, kapitel xii; Swete, The Apocalypse of John, 31, 32; Polycarp, Mar. xiii ff.17,2; Mommsen, Historische Zeitschrift, XXXVII, 417.

Charles B. Williams