Ordsprog

prov'-erb (mashal, chidhah; parabole (Luk 4,23), paroimia (Joh 16,25; Joh 16,29)):

I. FOLKELIG BETYDNING OG BRUG

1. Den oprindelige betydning

2. Den fælles oprindelse

3. Ordsprogenes ånd

II. ORDSPROGETS LITTERÆRE UDVIKLING

1. Opdagelsen af den litterære værdi

2. Differentieringen

III. SOM ENHED I EN LITTERÆR STRØMNING

1. Fra løsrevethed til sammenhæng

2. Visdomsbegrebet

3. I senere tider

Med dette ord især, men undertiden med ordet »lignelse« (f.eks. 4 Mos 23,7; 4 Mos 23,18; 4 Mos 24,3; 4 Mos 24,15; Job 27,1; Job 29,1), oversættes det hebraiske ord (mashal), som betegner den formelle enhed eller det redskab, hvormed belærende tale formidles. Mashal var en fremsættelse af sandhed, selvindlysende og selvforklarende, i en eller anden træffende eller koncentreret form, egnet til at fange opmærksomheden, vække en tilsvarende tanke og blive fastholdt i hukommelsen. Dets område var bredere end vores ord »ordsprog« og omfattede både indhold og form. Mashal udvidede sig faktisk i løbet af sin historie, indtil det blev det karakteristiske udtryk for hebraisk filosofi, til forskel fra grækernes dialektiske metode. Det hebraiske sind var ikke induktivt, men intuitivt; det så og hævdede, og ordet mashal er fællesbetegnelsen for den form, hvori dets påstand blev legemliggjort.

I. Folkelig betydning og brug.

1. Den oprindelige betydning:

Mashal, omtrent i vores betydning af ordsprog, kan føres tilbage til det almindelige folks hjerte og liv; det er en hjemlig form, der på en særligt inderlig måde afspejler det hebraiske folks særlige genius. Hvad angår ordets oprindelige betydning, føres det som regel tilbage til en rod, der betyder »lighed« eller »sammenligning«, som om dets første betydning var det analogiprincip, der ligger til grund for det; men denne afledning er et gæt. Ordet kan lige så godt være forbundet med verbet mashal, »at herske« eller »være herre over«; og således, ved en naturlig afledt betydning, betegne den udtalelse, der giver den afgørende eller endelige dom, siger det autoritative ord. Forestillingen om, hvordan sagen siges, eller med hvilken formulering, ville være en senere differentiering, der kom til med den litterære forfinelse.

2. Den fælles oprindelse:

Det tidligst citerede ordsprog (1 Sam 10,12, gentaget ved en anden anledning, 1 Sam 19,24) synes at være opstået spontant ud fra folkets iagttagelse. At Saul, Kishs søn, hvis helt anderledes temperament alle kendte, skulle være modtagelig for omvandrende profeters vilde ekstase, var noget forbløffende, nærmest en opdagelse inden for psykologien; »Derfor blev det til et ordsprog: Er Saul også blandt profeterne?« Nogle få år senere citerer David, da han forklarer sin mildhed ved at skåne den konges liv, som er blevet hans dødsfjende, fra et folkeligt forråd af ordsprog: 1 Sam 24,13, »Som de gamles ordsprog siger: Fra de onde kommer ondskab; men min hånd skal ikke være imod dig.« Profeten Ezekiel citerer et ordsprog, som tydeligvis legemliggør en folkelig tro: »Dagene trækker ud, og hvert syn slår fejl«; hvilket han retter til: »Dagene er nær, og opfyldelsen af hvert syn« (Ez 12,22; Ez 12,23). Både Ezekiel og Jeremias (Ez 18,2; Jer 31,29) citerer det samme gængse ordsprog: »Fædrene har spist sure druer, og børnenes tænder bliver ømme«, for at bekendtgøre, at tiden er kommet til, at det skal ophøre. Disse to sidste eksempler er meget lærerige. De viser, hvordan folket som helhed lagde det indre indhold af deres historie i ordsprogsform, så at sige som en bærbar lære for tiderne; de viser også, hvordan profeterne benyttede sig af disse omflakkende udsagn til at skærpe deres eget budskab. Ezekiel synes faktisk at anerkende, hvor let en situation kan frembringe et ordsprog: Ez 16,44, »Enhver, der bruger ordsprog, skal bruge dette ordsprog imod dig (bogstaveligt: enhver, der mashaler, skal mashale imod dig) og sige: Som moderen er, sådan er hendes datter.«

3. Ordsprogenes ånd:

Et element i ordsproget, som et vågent folk som hebræerne snart ville opdage, var dets anvendelighed til personlig skildring eller satire, som et træffende stik. Derfor kom den folkelige brug af navnet mashal til også at betegne dets ånd, som regel sarkasme eller hån. Håneverset rettet mod Heshbon, 4 Mos 21,27-30, tilskrives dem, »der taler i ordsprog« (meshalim); og Esajas’ hån i hans udsagn om Babylon (Es 14,4-20) er udformet i ordsprogets versemål: »Du skal fremsætte denne lignelse (mashal, KJV »proverb«) mod Babylons konge.« Til denne fremherskende ånd i ordsprogene svarede en tilsvarende modtagelighed for deres stik og nagende virkning; de var den slags ytringer, der sikrest ramte den nationale og individuelle selvbevidsthed. At være et ordsprog — at være i alles mund som genstand for latter eller som synonym for en eller anden frygtelig grusomhed — var omtrent det værste, der kunne overgå dem. At være »til skændsel og et ordsprog, til spot og en forbandelse« (Jer 24,9) var ét og det samme. At dette skulle blive folkets skæbne, blev holdt frem som en trussel over dem af lovgiver og profet (5 Mos 28,37; 1 Kong 9,7); og i erfaringens modgang, både individuel og kollektiv, var det, der føltes skarpest, at være blevet et mundheld (mashal) (Sl 44,14; Sl 69,11).

II. Ordsprogets litterære udvikling.

1. Opdagelsen af den litterære værdi:

Rang af ordsprog blev på ingen måde tillagt ethvert populært udsagn, hvor højt folket end måtte sætte det. Hvis dets anvendelse blot var lokal (f.eks. 2 Sam 20,18; 1 Mos 22,14) eller midlertidig (læg mærke til, hvordan Jeremias og Ezekiel erklærer folkelige udsagn for forældede), blev det på sit eget sted og i sin egen tid. Om ordsproget var der derimod en fornemmelse af en almen og varig værdi, som gjorde det egnet til litterær udødelighed. Ordsproget selv var heller ikke noget vildtvoksende, formet af mængden; fra begyndelsen var det i hænderne på »dem, der taler i meshalim«, hvis opgave det var at give det en kunstfærdig ordlyd. Det folkelige ordsprog og det litterære ordsprog var og vedblev dog at være to forskellige ting. Der kom en tid i Israels litterære udvikling, da man erkendte mashalens værdi som middel til undervisning; fra den tid begyndte en systematisk dyrkelse af denne form for tale. Den tid var, som det synes mest sandsynligt, kong Salomos regeringstid, da folket i særlig grad vågnede op til livet og virksomheden og samkvemmet og rigdommen i verden omkring dem. Kongen selv var »vidhjertet« (1 Kong 4,29), alsidig, med litterære interesser; han »talte tre tusind ordsprog; og hans sange var tusind og fem«; og hele hans generation, både i Israel og blandt de omgivende folkeslag, var optaget af en kraftig bevægelse i tænkning og »visdom« (se hele afsnittet, 1 Kong 4,29-34). Som enhed og redskab for denne nye tænkning valgte man den gamle hjemlige form, mashalen eller ordsproget; den blev det anerkendte medium for folkelig opdragelse og vejledning, især af de unge; og mashalen selv blev formet til den klassiske form, sammentrængt, præcis, aforistisk, som vi ser bedst eksemplificeret i Ordsprogenes Bog 10-22,16--sandsynligvis den tidligste samling af denne slags litteratur. I denne samling af ordsprog ser vi også, at i stedet for at bevare det folkelige ordsprogs ubalancerede enkeltudsagn, sådan som det fremtræder i 1 Sam 10,12; 1 Sam 24,13, lånte disse forfattere af litterære ordsprog den poetiske parallelisme, eller dobbeltlinje, som i to linjer stiller to udsagn over for hinanden ved antitese eller gentagelse, og de dyrkede den frem til dens mest sammentrængte og epigrammatiske opbygning. Således antog mashalen en litterær selvbevidsthed og blev et kunstværk.

2. Differentieringen:

Indtil denne litterære udviklings tid blev et ordsprog ganske enkelt anerkendt som et ordsprog, med ringe sans for dets forskellige faser, bortset fra at der var en stærk folkelig tendens til at identificere det med satire, og med mindre tanke på elementerne i dets liv og kraft. Med formens forfinelse kom der imidlertid en erkendelse af dets indre væsen. Under fællesbetegnelsen mashal blev visse elementer udskilt; dog ikke sådan som vi plejer at skelne mellem lignelse, fabel, apolog og allegori--disse forblev uadskilte. Den mest grundlæggende inddeling af klasser gives måske i Ordsp 1,6: »At forstå et ordsprog og en figur, de vises ord og deres dunkle udsagn.« Her synes ordene »ordsprog« (mashal) og »de vises ord«, stillet parvis over for hinanden, at være de generiske betegnelser; de to andre, de differentierende betegnelser, nævner henholdsvis mashalens to grundretninger: mod det klare og mod det gådefulde. Begge er væsentlige elementer. Ordet, der er oversat »figur« (melitsah), er snarere »fortolkning« og synes at henvise til mashalens oplysende element, og dette var hovedsagelig analogi. Naturgenstande, erfaringsfaser og kontraster blev inddraget i mashalen for at give analogier til livet; Salomos brug af planter og dyr i hans taler (1 Kong 4,33) var ikke som naturhistorie, men som analogier til at belyse hans meshalim. Ordet, der er oversat »dunkle udsagn« (chidhoth), er det ord, der andre steder oversættes »gåde« (Simsons gåde var for eksempel en [~chidhah, Dom 14,13; Dom 14,14), og det henviser til den egenskab ved ordsproget, som, ved at udfordre tilhørerens skarpsindighed, giver det liv; den skyldes en sammenstilling af ting, der er så indirekte beslægtede, at man må indsætte mellemliggende tanker for at løse dem. Alt dette tjener naturligvis til at retfærdiggøre ordsproget som et fortrinligt redskab til undervisning og vejledning; det har de elementer, der appellerer til opmærksomhed, medtænkning og hukommelse, mens det på den anden side, ved sin basis i analogi, virker oplysende.

III. Som enhed i en litterær strømning.

1. Fra løsrevethed til sammenhæng:

Indtil det nåede sin klassiske fuldkommenhed i formulering, lad os sige i tiden fra Salomo til Hizkija, var ordsprogets formelle udvikling koncentrerende; det enkelte udsagn afgjorde hele sit emne, som i en kapsel. Men udviklingen af mashal-formen fra den antitetiske til den synonyme dobbeltlinje gav anledning til et ordsprog, hvor det forklarende led ikke fuldt ud afsluttede sagen; emnet krævede yderligere belysning, og derfor var en gruppe på flere dobbeltlinjer undertiden nødvendig for at fremlægge en sag (jf. f.eks. om den dovne, Ordsp 26,13-16). Fra denne gruppe af ordsprog var overgangen let til et sammenhængende afsnit, hvor ordsprogets rappe parallelisme viger for poesiens strøm; se f.eks. Ordsp 27,23-27. Dette skyldes tydeligvis en mere indtrængende og analytisk tænkemåde, som ikke længere kan lade sin fremstilling af sandheden nøjes med en enkelt illustration eller maksime.

2. Forestillingen om visdom:

Efterhånden som forrådet af løsrevne udsagn om forskellige sider af det praktiske liv voksede, og arbejdet med at samle dem blev taget op, så man, at de havde en fælles gennemtrængende tone og retning, at de faktisk udgjorde en særpræget litterær strømning. Denne litteraturs område var bredt og blev anerkendt (se Ordsp 1,1-5) som noget, der fremmede mange intellektuelle dyder; men det omfattende navn, som den blev samlet under, var visdom (chokhmah). Visdom, således udledt af en samling maksimer og analogier, blev det hebraiske sidestykke til filosofi. Denne artikels ærinde er ikke dens videre historie, bortset fra at bemærke, at mashal- eller ordsprogsformen frit kunne udvide sig til en sammenhængende og længere tale eller holde sig inden for kupletformen. Også hvad den billedlige kvalitet angår, var dens rækkevidde rummelig nok til at omfatte en fuldt udviklet lignelse; se f.eks. Ez 17,1-10, hvor profeten får befaling om at »fremsætte en gåde og tale en lignelse (bogstaveligt: mashal en mashal) til Israels hus.«

3. I senere tid:

Eksistensen af en så betydelig mængde ordsprog er et vidnesbyrd om det hebraiske geni for fyndigt og vægtigt udtryk, en sproglig dyd som blev holdt i særlig agt. Fra den praktiske visdoms brug blev mashal-formen lånt af de senere skriftkloge og lovlærere; vi ser den for eksempel i løs og kunstlet brug i bøger som Pirqe 'Abhoth, der giver indtryk af, at den udsagnskraft, som var så storslået repræsenteret i de salomoniske ordsprog, var blevet forfaldspræget. Det er snarere i en anden retning, at mashalens dyder når deres højdepunkt. I den sproglige træfsikkerhed og billedlige klarhed i vor Herres taler, og ikke mindre i hans lignelser, brugt for at mængden »kan se og dog ikke se« (Mark 4,12), har vi de gamle mashal-værdier i deres fuldkommenhed, i en litterær form så tro mod sit formål, at vi slet ikke tænker på dens kunstfærdighed.

Se også GAMES, I, 6.

John Franklin Genung