Lovkyndig

lo'-yer (nomikos, "ifølge eller vedrørende lov", dvs. juridisk; som substantiv: "en ekspert i lov", "om loven", "lovkyndig" (Matt 22,35; Luk 7,30; Luk 10,25; Luk 11,45; Luk 11,46; Luk 11,52; Luk 14,3; Tit 3,13)): De "lovkyndiges" arbejde, som ofte omtales som "skriftkloge" og også var kendt som lovens "lærere" (Luk 2,46 randnote), var først og fremmest juristers arbejde. Deres opgave var tredelt:

(1) at studere og fortolke loven;

(2) at undervise den hebraiske ungdom i loven;

(3) at afgøre spørgsmål om loven. De første to opgaver udførte de som lærde og lærere, den sidste som rådgivere ved en eller anden domstol.

I kraft af den førstnævnte funktion udviklede de gradvist en stor mængde sædvaneret, for ingen lovsamling kan gå så meget i detaljer, at den fjerner nødvendigheden af senere lovgivning, og denne tager sædvanligvis i vid udstrækning form af retsafgørelser, der bygger på lovsamlingen, snarere end af særskilte bestemmelser. Sådan var det også blandt hebræerne. Bestemmelserne i deres lovsamling var for det meste ret generelle og gav således stort spillerum for kasuistisk fortolkning. Som følge af den flid, hvormed denne linje i den juridiske udvikling var blevet fulgt i århundrederne umiddelbart før vor tidsregning, var den hebraiske lov blevet en meget kompliceret videnskab; og da det var forbudt at nedskrive disse retsafgørelser, var et langvarigt studium nødvendigt for at fastholde dem i hukommelsen.

Men da loven måtte have almen anvendelse, kunne den enkelte skriftkloges opfattelser ikke tages som norm; derfor måtte de forskellige lovens disciple ofte mødes til drøftelse, og flertallets mening fik da forrang. Til disse møder blev de unge, der var interesserede i studiet, indbudt, for at de kunne lære de aftalte formuleringer udenad og kunne få klarhed over de punkter, de var usikre på, ved at stille spørgsmål til de anerkendte lærere (Luk 2,46).

Sådanne centre for juridisk lærdom fandtes naturligvis sjældent i landlige samfund; autoriteterne ville naturligt samles i store befolkningscentre, især--indtil 70 e.Kr.--i Jerusalem. Selv om disse lovskolers udtalelser var rent teoretiske, stod de dog i nær forbindelse med det praktiske. Når der opstod tvivl om lovens anvendelse på en bestemt sag, blev spørgsmålet henvist til den nærmeste lovkyndige; af ham til det nærmeste råd af lovkyndige, måske til Sanhedrinet; og den deraf følgende afgørelse havde herefter autoritet. Således blev de lovkyndige lovgivere, og efter Jerusalems ødelæggelse, som gjorde ende på Sanhedrinets eksistens, blev de rabbinske lærere anerkendt som den absolutte autoritet i sådanne sager. Ofte kunne en enkelt lovkyndig af høj rang, som for eksempel Hillel eller Gamaliel I, fremsætte dicta, som blev anerkendt uden indsigelse, med lige så stor autoritet som en højesteret i vore dage, skønt hans meninger undertiden blev modtaget og korrigeret af den juridiske domstol, især Sanhedrinet. Naturligvis var disse domstole ofte under indflydelse af en sådan mand, så det, han sagde på egen autoritet, ville blive stadfæstet i lærernes forsamling.

De lovkyndiges anden funktion var lærerens. De berømte rabbinere søgte altid at samle en kreds af elever omkring sig, hvis opgave det var at gentage lærernes lovformler, indtil de var "gået dem i kød og blod." Til brug for en sådan undervisning såvel som for lærernes og elevernes drøftelser fandtes der særlige skolehuse, som ofte nævnes i forbindelse med synagogerne som steder med særlig fortjeneste og særligt privilegium. I Jerusalem blev disse lovskoler ført i templet--sandsynligvis i den hal, der var viet til dette særlige formål (Matt 21,23; Matt 26,55; Mark 14,49; Luk 2,46; Luk 20,1; Luk 21,37; Joh 18,20). Under forelæsningerne sad eleverne på gulvet, læreren på en forhøjet platform; deraf udtrykket "at sidde ved fødderne af" (ApG 22,3; Luk 2,46). Endelig blev de lovkyndige tilkaldt for at afgøre sager i retten eller for at virke som rådgivere for retten. Før Jerusalems ødelæggelse var teknisk kendskab til loven ikke en betingelse for at kunne beklæde dommerembedet. Enhver, der kunne vinde sine medborgeres tillid, kunne vælges til posten, og mange af de lokale domstole på landet blev utvivlsomt ledet, som hos os, af mænd af gedigen karakter, men med begrænset kundskab. Naturligt nok ville sådanne mænd benytte sig af juridisk rådgivning fra enhver "lærer", der måtte være inden for rækkevidde, især eftersom denne var forpligtet til at yde sine tjenester gratis. Og ved de mere ansete domstole i store kommuner var det fast skik at have en kreds af lærde til stede til at drøfte og afgøre ethvert nyt lovspørgsmål, der måtte opstå. Naturligvis blev disse mænd ofte valgt til dommerembedet, så at praktisk taget hele retssystemet var i deres hænder.

Frank E. Hirsch