Persere

pur'-shanz, -zhanz (parac, også = PERSIA, PERSIS (som se); adjektiv parci hebraisk, og parcay, aramæisk; Persai, kun adjektiv i Neh 12,22; Dan 6,28; achaem. persisk Parsa, navn på både land og folk; forekommer ikke i Avesta):

I. SLÆGTSKAB

1. Tre klasser

2. Stamme- og klaninddelinger

3. Achaimenidisk dynasti

II. CIVILISATION

1. Skrift

2. Institutioner og skikke

III. HISTORIE

1. Kyros

2. Indtagelsen af Babylon

3. Kambyses

4. Pseudo-Smerdis

5. Dareios I

6. Dareios' Suezkanal

7. Xerxes I

8. Artaxerxes II

9. Xerxes II

10. Senere perserkonger

IV. FØRSTE OMTALER I INDSKRIFTER

LITTERATUR

Perserne nævnes ikke i Bibelen før eksilskrifterne (2 Krøn 36,20; 2 Krøn 36,22; 2 Krøn 36,23; Ezra 1,1; Ezra 1,2; Ezra 1,8; Ezra 3,7; Est 1,19, osv.; Dan 5,28; Dan 6,8; Dan 6,12; Dan 6,15; Dan 6,28), idet de tidligere var indbefattet under mederne (1 Mos 10,2), sådan som de var det hos Thukydid, og ofte endda hos Xenofon.

Archaemenes (Hakhamanish)

Teispes (Chaishpish, Sispis)

Kyros Ariaramnes (Ariyaramna)

Kambyses Arsames (Arshama)

Kyros den Store Hystaspes (Vishtaspa)

Kambyses Dareios I

Xerxes I (Ahasverus)

Artaxerxes I (Longimanus)

Xerxes II Sogdianus Dareios II

(Nothos, Ochos)

Artaxerxes III (Ochos) (Sisygambis, en datter)

Arses

Dareios III (Codomannus)

(Neh. 12,22; 1 Makk. 1,1)

I. Slægtskab.

Da de var af samme stamme som mederne, delte de navnet ariere (achaem. ariya; av. airya; sanskrit, arya, "ædel"); jf. Naqsh i Rustam-indskriften, hvor Dareios I kalder sig selv "en perser, søn af en perser, en arier, af arisk afstamning" (II. 13, 14). Traditionen angiver som deres tidligst kendte hjemsted det såkaldte Airyanem Vaejo ("arisk kim"), et område mellem Jaxartes og Oxus (Vendidad I), hvorfra de gradvist vandrede til det, der siden blev kendt som Persis (det moderne Fars), sandsynligvis med indbefatning af en del af Elam.

1. Tre klasser:

Avesta viser, at det medo-persiske samfund var delt i 3 klasser (zantu): athravanerne eller ildpræsterne, rathaestarerne eller vognkæmperne og vastryafshuyanerne eller kvægavlerne (jf. de tre oprindelige hinduistiske kaster, brahmanerne, kshattriyaerne og vaisyaerne). En fjerde klasse, håndværkerne eller hutierne, kom senere. Men disse var klasser, ikke kaster.

2. Stamme- og klaninddelinger:

De var også inddelt i stammer, klaner (achaem. vith; av. vis; jf. vicus) og familier eller husholdninger (achaem. tauma; av. nmana). Herodot (i.125) nævner ti persiske stammer, hvoraf den vigtigste var pasargaderne, som den achaimenidiske klan (phretre) hørte til, og den omfattede kongefamilien. Dette dynasti førte ifølge Dareios og Herodot sin oprindelse tilbage til Achaemenes (Chakhamanish).Oxus (Vendidad I), hvorfra de gradvist vandrede til det, der siden blev kendt som Persis (det moderne Fars), sandsynligvis med indbefatning af en del af Elam.

3. Achaimenidisk dynasti:

Følgende oversigt kan tjene til at vise afstamningen i rækken af persiske konger, som nævnes i Bibelen og i den verdslige historie frem til dynastiets fald i 331 f.Kr.

II. Civilisation.

1. Skrift:

Perserne havde hengivet sig mindre til luksus end mederne, indtil deres erobring af Medien og andre lande under Kyros den Store gav dem muligheden, som de ikke var sene til at gribe, da de var berømte for deres villighed til at overtage fremmede skikke. Skrift blev indført fra Babylonien gennem Elam.

2. Institutioner og skikke:

Denne kileskrift blev siden fortrængt af en skrift afledt fra Syrien, hvorfra den avestiske skrift kom; i sin korrupte pahlaviske form varede den ved, indtil den arabiske erobring påtvang folket den arabiske skrift. De achaimenidiske konger lånte sandsynligvis fra Babylon og videreudviklede deres system med kongelige postryttere (Est 8,14) eller sendebud (og selv ordene aggaroi og astandai, som bruges til at betegne dem, er næsten med sikkerhed babyloniske). Om disse mænds fart sagde man: "Intet dødeligt er hurtigere." Skikken med at vise særlig ære til "Kongens velgørere" (Herodotos viii.85: orosaggai = av. uru plus sanh, "vidt berømt") omtales i Est 6,1; Est 6,2; Est 6,3, og skikken med at dække (hovedet og) ansigtet på en forbryder, der var dømt til døden (med en stor sort hætte) (Est 7,8; Est 7,9), forekommer også i Shahnamah.

(1) Kongen.

Kongen var en vilkårlig hersker med ubegrænset magt; rådet af syv fyrster, som stod tronen nærmest (Est 1,14; jf. Herodotos iii. 70-84), havde ingen del i regeringen.

(2) Hæren.

Som soldater var perserne berømte som bueskytter og spydkastere; de var også dygtige til at bruge slyngen og frem for alt til at ride. Drenge blev taget fra kvindernes del af huset til mændenes del i en alder af 5 år, og dér blev de oplært i "ridning, bueskydning og at tale sandhed", indtil de var 20 år. I Dareios' indskrifter, såvel som i Avesta, betragtes løgn som en stor forbrydelse.

(3) Ægteskab.

Perserne praktiserede polygami, og ægteskaber mellem de nærmeste slægtninge blev godkendt. Stolthed og snakkesalighed nævnes som særpræg ved den persiske karakter.

III. Historie.

1. Kyros:

Persisk historie, som vi kender den, begynder med Kyros den Store. Hans forfædre synes i mindst nogle generationer at have været høvdinge eller »konger« over Anshan, et distrikt i Persien eller Elam. Kyros selv (Western Asiatic Inscriptions, V, tavle 35) giver sin slægtstavle frem til og med Teispes og betegner alle de forfædre, han nævner, som konger af Anshan. Fraortes, medernes konge, siges først at have underlagt perserne dette rige omkring 97 år før Kyros (Herodot i.102). Kyros selv stod i spidsen for sine landsmænds oprør mod Astyages, som rykkede frem for at angribe Pasargadae (549 f.Kr.). Hans hær gjorde mytteri og overgav ham til Kyros, som grækerne anså for at være hans dattersøn. Da Kyros var blevet øverste hersker over både medere og persere, rykkede han frem for at erobre Lydien. Han besejrede og tog Kroisos til fange, løb Lydien over ende og tvang de græske kolonier i Lilleasien til at betale tribut (547 f.Kr.).

2. Indtagelsen af Babylon:

Året efter omstyrtede han Sute (beduinerne) på den anden side af Tigris og blev derefter indbudt af et stort parti i Babylonien til at komme dem til hjælp mod tronraneren Nabunahid, hvis religiøse nidkærhed havde fået ham til at samle så mange som muligt af afgudsbillederne fra andre dele af Babylonien og flytte dem til Babylon. Derved øgede han denne bys hellighed og pragt, men tilføjede naboområdernes og de ældre helligdomme skade. Efter at have besejret Nabunahids hær og taget kongen til fange sendte Kyros sine egne styrker under Gobryas (Gubaru, Gaubaruva) for at tage Babylon i besiddelse. Det gjorde han i juni 538 »uden modstand og uden kamp«. Borgen, hvor Belshassar, »kongens søn«, havde kommandoen, holdt dog stand i nogle måneder og blev derefter taget ved et natligt angreb, hvor »kongens søn« blev dræbt. Kyros gjorde Gobryas til vicekonge over Kaldæa, og han »indsatte statholdere i Babylonien« (Kyros’ »Annalistiske tavle«). Da Gobryas døde inden for året, blev Kyros’ søn Kambyses gjort til vicekonge over landet, som nu var blevet en provins i det persiske rige. Kyros førte guderne tilbage til deres helligdomme, og dette førte uden tvivl til, at jøderne fik tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem, tage deres hellige kar med sig og genopbygge deres tempel. Kyros blev dræbt i kamp mod en grænsestamme (beretningerne er uenige om hvor) i 529 f.Kr. Hans grav ved Murghab, nær ruinerne af Pasargadae, står stadig.

3. Kambyses:

Kyros’ søn og efterfølger, Kambyses, invaderede Egypten og erobrede det efter et stort slag nær Pelusium (525 f.Kr.). Under hans fravær greb en mager, Gaumata, som foregav at være Smerdis (Bardiya), Kambyses’ myrdede bror, tronen. Da Kambyses drog imod ham, begik han selvmord.

4. Pseudo-Smerdis:

Efter en regeringstid på 7 måneder blev tronraneren styrtet og dræbt af Darius og hans 6 broder-adelsmænd (deres navne hos Herodot iii.70 bekræftes, med én undtagelse, i Darius’ Behistun-indskrift, spalte iv, 80-86). Darius blev konge som Kambyses’ arving (521 f.Kr.). Men i næsten alle dele af riget brød der oprør ud, i de fleste tilfælde ledet af virkelige eller foregivne efterkommere af de gamle konger i hvert land.

5. Darius I:

Efter mindst 3 års kamp var Darius’ myndighed fast etableret overalt. Han inddelte derefter riget i satrapier, eller provinser (dahyava), hvoraf der først var 23 (Beh.-indskriften, spalte i, 13-17) og til sidst mindst 29 (Naqsh i Rustam-indskriften, 22-30). Over dem satte han satrapper af fornem persisk eller medisk afstamning i stedet for repræsentanter for deres gamle konger. Hans rige strakte sig fra Indus til Sortehavet, fra Jaxartes til hinsides Nilen.

6. Darius’ Suezkanal:

Darius forbandt den sidstnævnte flod med Det Røde Hav ved en kanal; den delvis udslettede indskrift, der mindes dette, kan måske rekonstrueres og gengives således: »Jeg er perser; med Persien tog jeg Egypten. Jeg befalede, at denne kanal skulle graves fra floden ved navn Nilen (Pirava), som løber gennem Egypten, til dette hav, som kommer fra Persien. Da blev denne kanal gravet, sådan som jeg befalede. Og jeg sagde: ‘Kom fra Nilen gennem denne kanal til Persien.’« Darius’ felttog ind i Skythien, hans held med at undertrykke oprøret blandt de asiatiske grækere, hans forsøg på at erobre selve Grækenland og hans nederlag ved Marathon (499-490 f.Kr.) hører til Grækenlands historie. Et oprør i Egypten var endnu ikke blevet slået ned, da Darius døde i 485 f.Kr.

7. Xerxes I:

Xerxes I, som efterfulgte sin far, generobrede Egypten, men hans mislykkede forsøg på at erobre Grækenland udmattede i høj grad hans rige. I 464 f.Kr. blev han myrdet. Hans søn Artaxerxes I, med tilnavnet »den langarmede«, efterfulgte ham og blev selv efterfulgt i 424 f.Kr. af sin søn Xerxes II, som blev myrdet det følgende år. Dette afsluttede den legitime akæmenidiske linje; den næste konge, Darius II (kaldet Nothos, eller »uægte«, samt Ochos), var en af Artaxerxes’ uægte sønner (vi forbigår Sogdianus’ korte regeringstid).

8. Artaxerxes II:

Artaxerxes II, Mnemon, efterfulgte sin far og overlod tronen til sin søn Artaxerxes III, Ochos. Sidstnævnte blev myrdet sammen med alle sine sønner undtagen den yngste, Arses, af en egyptisk eunuk, Bagoas, sandsynligvis som hævn for Artaxerxes’ optræden i Egypten (338 f.Kr.).

9. Xerxes II:

Arses blev myrdet af Bagoas 3 år senere, da Darius III, Codomannus, søn af Sisygambis, datter af Artaxerxes II, og hendes mand, en persisk adelsmand, besteg tronen.

10. Senere persiske konger:

Darius blev fuldstændig styrtet af Alexander den Store i slaget ved Gaugamela eller Arbela, 331 f.Kr., og faldt kort efter for en snigmorders hånd. Dette afsluttede akæmenidernes persiske rige, idet hele det landområde, som udgjorde det, blev en del af Makedoniens rige.

IV. Første omtale i indskrifter.

Persien (Parsua) nævnes første gang som et land i en indskrift af Rammanu Nirari III (WAI, I, tavle 35, nummer 1, l. 8), som roser sig af at have erobret det og andre lande (han regerede fra 812 til 783 eller fra 810 til 781 f.Kr.).

LITTERATUR.

Ud over de hovedkilder, der er nævnt i teksten, lærer vi meget fra Spiegel, Die Altper-sischen Keilinschriften, Arrian, Thucydides, Polybius, Strabo, Curtius.

W. St. Clair Tisdall