Slægtning

Hebr. goel, fra en rod der betyder at genløse. Goel blandt hebræerne var den nærmeste levende mandlige blodsslægtning. Visse vigtige forpligtelser påhvilede ham over for hans nærmeste slægtning.

Hvis nogen på grund af fattigdom ikke var i stand til at genløse sin arv, var det slægtningens pligt at genløse den (3 Mos 25,25, 28; Ruth 3,9, 12). Han var også forpligtet til at genløse sin slægtning, som havde solgt sig selv som slave (3 Mos 25,48, 49).

Gud er sit folks Goel, fordi han genløser dem (2 Mos 6,6; Es 43,1; 41,14; 44,6, 22; 48,20; Sl 103,4; Job 19,25 osv.).

Goel var også blodhævneren (s.d.) (4 Mos 35,21) i tilfælde af mord på den nærmeste slægtning.