Slægtsregister

je-na-al'-o-ji, jen-a-al'-o-ji:

1. Definition

2. Bibelske henvisninger

3. Slægtsregistrenes betydning

4. Deres historiske værdi

5. Fortolkningsprincipper

6. Samlingsprincipper

7. Kilder

8. Vigtigste slægtsregistre og lister

LITERATUR

1. Definition:

Gamle Testamente oversætter (en gang, Neh 7,5) substantivet yachas; cepher ha-yachas, "slægtsregistrenes bog"; oversætter også et denominalt verbum i Hithpael, yachas, "spire", "vokse" (sammenlign ordet "familietræ"); hithyaches, "slægtsregister"; tanken udtrykkes også i andre vendinger som cepher toledhoth, "generationernes bog", eller blot toledhoth, "generationer". I Det Nye Testamente transskriberes genealogia, "oplysning om herkomst", 1 Tim 1,4; Tit 3,9. I Matt 1,1 bliver biblos geneseos, "bogen om Jesu Kristi generationen", i den amerikanske reviderede udgaves randnote »Jesu Kristi slægtsregister«; en familiefortegnelse eller fortegnelse over familier, som 1 Krøn 4,33 osv.; sporlikningen bagud eller fremad af en enkelt persons, families, stammes eller nations forfaderlinie; slægtskarakter. I Timotheus og Titus henviser det sandsynligvis til gnostiske (eller lignende) fortegnelser over successive emanationer fra Gudommen i udviklingen af det skabte væsen.

2. Bibelske meestal:

Ifølge Gamle Testamente går slægtsregistreinteressen tilbage til det hellige historias begyndelse. Den vises i de tidlige slægtsregistertabeller i 1.Mos 5; 10; 46 osv.; i 2 Mos 6,14-27, hvor sønnerne af Ruben, Simeon og især Levi opgives; i 4 Mos 1,2; 4 Mos 26,2-51, hvor der foretages optælling af kampende mænd efter slægtsregisterprincipper; i 4 Mos 2,2, hvor positionerne på marschen og i lejren bestemmes efter stammer og familier; i Davids inddeling af præster og levitter i vagter og selskaber (1 Krøn 1); refereres til i beretningen om Jeroboams regering (2 Krøn 12,15 randnote, "Iddos ord, efter slægtsregistrenes vis"); fremhæves i Hizkijas reformer, da han talte hele nationen op efter slægtsregistre (1 Krøn 4,41; 2 Krøn 31,16-19); ses i Jotams regering, da reubenitterne og gaditerne taltes op efter slægtsregistre (1 Krøn 5,17). Zerubbabel foretog en tælling og bosatte de vendte eksiler efter deres slægtsregistre (1 Krøn 3,19-24; 1 Krøn 3,1; 1 Krøn 3,2; 1 Krøn 3,7; 1 Krøn 3,11; 1 Krøn 3,12). Med den strenge udelukkelse af al udenlandsk blanding ved Gjenopbygningens ledere (1 Krøn 10; Neh 10,30; Neh 13,23-31) fordobledes slægtsregistreinteressen naturligvis, indtil den nåede sit højdepunkt, måske i Kristi tid og frem til Jerusalems ødelæggelse. Josephus angiver i åbningen af sit Liv, at hans egen slægt var registreret i de offentlige arkiver. Mange familier på Kristi tid besad klart sådanne fortegnelser (Luk 1,5 osv.). Kristi påstået, gentagen og ubestridt davidisk herkomst i Det Nye Testamente, med hans udtrykkelige slægtsregistre (Matt 1,1-17; Luk 3,23-38); Paulus' oplysning om sin egen herkomst; Barnabas' levittiske herkomst er eksempler herpå. Davidider, Davids efterkommere, findes så sent som i den romerske periode. Der er en tradition om, at Herodes I ødelagde slægtsregistrene i Jerusalem for at styrke sin egen stilling, men mere sandsynligt er det, at de vedblev at eksistere til Jerusalems ødelæggelse.

3. Slægtsregistrenes betydning:

Slægtsregistrepræcision, der altid interesserede både primitive og mere kultiverede folk, blev særlig vigtig på grund af det faktum, at landet var lovet Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, at præsteskabet var eksklusivt arvelig, at kongeriget Juda's tronefølge lå i Davids hus, at landets deling og erobring skete efter stammer, familier og fædrenes huse; og for Davididerne i det mindste, at Messias skulle være af Davids hus. Eksilet og hjemkomsten, som fastslog uudsletteligt i det jødiske sind tankerne om monoteisme og Israels udvalgthed og hellige mission, fastslog også og fordobledes slægtsregistretanken, særlig fremtrædende i de forskellige fordelinger efter familier og i afvisningen på forskellige måder af dem, der ikke kunne bevise deres slægtsregistre. Men det synes ekstremt at datere, som mange moderne kritikere gør, dets virkelige dyrkning fra denne tid. I betydningen tillægget slægtsregistre ligner hebræerne mange andre antikke litteraturer, især egyptiske, græske og arabiske, men også omfattende romere, kelter, sachsere; den tidligste historie blev naturligt trukket frem efter både slægtsregistre- og kroniklielinjer. En moderne tendens til at overvurdere lighederne og undervurdere ulighederne mellem Skrifterne og dens utvivlsomt beslægtede litteraturer finder i det omfangsrige kunstige slægtsregistermateriale, som voksede op i Arabien efter kaliffen Omars tid, en næsten nøjagtig pendant til slægtsregistreinteressen på hjemkomsttiden. Dette er imidlertid på forudsætningen af, at det meste af slægtsregistrematerialet i de ældre Nye Testamente-bøger er sent dateret, og hvilet til gengæld på den antagelse, at udviklingen af religiøst tankeliv og liv i Israel væsentligvis var den samme som i alle andre lande; en evolutionær udvikling, praktisk talt, hvis ikke teoretisk, rent naturalistisk i sin oprindelse og udvikling.

4. Deres historiske værdi:

Den direkte historiske værdi af Skriftens slægtsregistre vurderes forskelligt. Den kritisk-rekonstruktive skole finder dem hovedsagelig i de sene (præstelige) lag i de tidlige bøger og daterer Krønikebøgerne-Ezra-Nehemias (vores fyldigste kilder) til omkring 300 f.Kr.; den anser dem for en præstelig rekonstruktion af folkets historie, udført med stor frihed af "Krønikeskriveren". Ud fra denne hypotese ligger slægtsregistrenes hovedværdi i, at de spejler deres forfatteres eller nedskriveres sind og tanker; de er en skat af overvejelser over den geografiske, etnologiske og genealogiske status, sådan som man troede den var på deres tid, og et studium af virkningen af en naiv og overdreven patriotisme, der arbejdede med de formodede kendsgerninger i folkets liv; eller i det mest yderlige tilfælde et højst interessant eksempel på dristig og opfindsom jongleren med kendsgerninger udført af mænd med en teori, i dette særlige tilfælde en præstelig teori, som hos "Krønikeskriveren". For mere konservative forskere, som tager Det Gamle Testamente for det, det umiddelbart giver sig ud for at være, er slægtsregistrene en rig mine af historiske, personlige og etnografiske såvel som religiøse oplysninger, men arbejdet med dem hæmmes i høj grad af tekstens uundgåelige forvanskning og af vores mangel på tilknyttede forklarende oplysninger. Meget interessant, belysende materiale kan forventes fra sådanne arkæologiske udforskninger som dem ved Gezer og andre steder under Palestine Exploration Society; navnene på potteskårene kaster lys over navnelisterne i Krønikebøgerne, og de lignende fund på det formodede sted for Akabs palads i Samaria belyser også konflikten mellem Ba'al- og Jahve-dyrkelse gennem forholdet mellem de egennavne, der er sammensat med "Baal" eller "Jah" (se Macalister, Bible Sidelights from Gezer, 150 ff.; PEF, 1905, 243, 328; Harvard Theological Review, 1911). På trods af alle sådanne belysende data må slægtsregistrene dog nødvendigvis fortsat frembyde mange uløselige problemer. Et stort desideratum er en omhyggelig og systematisk undersøgelse af hele spørgsmålet ved en moderne konservativ forsker, udrustet med den afdøde Lord A.C. Herveys tålmodighed og indsigt og med frugterne af de nyeste opdagelser. Mens mange mærkelige og tankevækkende oplysninger kan udledes af et indgående studium af navnene og slægtskabsforholdene i slægtsregistrene (selv om den studerende her må vogte sine teorier), ligger deres største nuværende værdi i det billede, de giver af den storhjertede kosmopolitisme, eller internationale broderlighed, i de ældre registre, især 1 Mos 10, som så klart anerkender, at Gud af én har gjort alle folkeslag til at bo på jorden; og, efterhånden som de skrider frem, i den successive udvælgelse og indsnævring, efterhånden som deres linjer løber sammen i Messias.

5. Fortolkningsprincipper:

Ved vurderingen og fortolkningen af slægtsregistrene må visse kendsgerninger og principper holdes for øje.

(1) Navnelister lider nødvendigvis mere under overleveringen end anden litteratur, eftersom der næsten ikke findes nogen sammenhængsmæssig antydning af deres virkelige form. Afvigelser i forskellige versioner, eller på forskellige stadier, af det samme slægtsregister må derfor forventes, med mange knuder, der er vanskelige at løse; og netop på dette punkt må analytisk og konstruktiv kritik gå meget beskedent frem og holde enhver mulig tendens til overdreven teoridannelse tilbage.

(2) Ofte findes der i Skriftens lister navne på folk, lande, byer, distrikter eller klaner blandet med enkeltpersoners navne. Dette er naturligt, enten som en personifikation af klanen eller folket under navnet på dets høvding eller stamfader, eller som betegnelsen for den enkelte klan, familie eller nation ud fra dens beliggenhed, hvilket er så almindeligt blandt mange folkeslag. Mange af de tilfælde, hvor dette forekommer, er så åbenlyse, at det måske ikke er uforsvarligt som regel at betragte alle navne som sandsynligvis stående for enkeltpersoner, hvor den større geografiske eller anden reference ikke er umiskendeligt klar. Dette er utvivlsomt hensigten og forståelsen hos dem, der overleverede og modtog dem.

(3) Det er ikke nødvendigt at antage, at forfædrene til forskellige stammer eller familier er eponymer, selv om de ellers er ukendte. Skriftens forklaring på stammedannelsen gennem familiers vækst og deling er ikke usandsynlig og har krav på en vis formodning om korrekthed. Desuden er det yderst vanskeligt at fastsætte et stoppunkt for anvendelsen af eponym-teorien; under dens magt forsvinder Jakobs sønner, og Jakob, Isak og selv Abraham bliver tvivlsomme.

(4) Den nu ganske populære lignende antagelse, at personlige detaljer i slægtsregisteret står for detaljer i stammehistorien, således at for eksempel det at tage en medhustru snarere betyder en alliance med, eller optagelse af, en underordnet stamme eller klan, er en fængslende og vidtrækkende generalisering, men den mangler bekræftelse og ville gøre Skriften til en allegorisk gåde, hvor historiske personer og begivenheder, personificerede folk eller lande og opdigtede forfædre er blandet sammen i uløselig forvirring.

(5) Bibelske slægtsregistre får ofte et regelmæssigt antal generationer ved at udelade forskellige mellemled. Jesu slægtsregistre dækker for eksempel 42 generationer i 3 afsnit på 14 hver. Andre eksempler findes i Det gamle Testamente, hvor regelmæssigheden eller symmetrien er klart hensigtsfuld. Se Jakobs 70 efterkommere og de 70 folk i 1 Mos 10. Dette ser kunstigt ud for moderne øjne, men indebærer på ingen måde nødvendigvis en voldelig behandling af de fakta inden for slægtsregistrarens område, og forklares let og troværdigt ud fra hans begreber og hensigter. Teorien om, at der i nogle tilfælde er bygget på det krævede antal ved indsættelse af fantastiske navne (se Curtis, ICC, "Chronicles," 135), har et andet aspekt og synes ikke nødvendig for at forklare fakta eller at have tilstrækkeligt faktisk grundlag for at holde stand. Se 21,5, (6) nedenfor. Den indebærer et syn på Kronografens mentale og moralske evner og synspunkt i særlig grad, som ikke synes at ville efterlade ham mange sjofler af hverken historisk eller "religiøs" værdi, og som en mere sund kritik helt sikkert vil modificere væsentligt.

(6) Meget forvirring undgås ved at huske, at der fandtes andre måder at komme ind i slægten, klan, stamme eller folk på end gennem fødsel: erobring, adoption, substitution af en klan for en anden, der netop er uddød, ægteskab. Derfor har "søn af", "fader af", "avlede", bredere tekniske betydninger, der angiver adoptiv eller officiel forbindelse eller "afstamning" såvel som faktisk slægtskab, nærmere eller fjernere, "søn" betyder også "sønsøn", "oldesøn" osv. Se Kaleb, søn af Jefunne, af Judas stamme, som kaldes (1 Krøn 2,18) efterkommer af Hezron og søn af Hur, men også, som tegn på hans oprindelige afstamning, kaldet kenizitten eller "søn af Kenaz" (Jos 15,17) osv. På samme måde, hvor en klan eller person i et tidligere slægtsregister tilskrives en bestemt stamme, og i et senere til en anden, er den blevet "okuleret ind". Men selv om disse metoder til tilvækst klart fandtes, idet nationerne frit opsugte naboer eller omgivende folk, familier eller personer, og familier ligeledes optog individer, som i amerikanske indianer og mange andre stammer; alligevel, som i dem, udgjorde afstamningen og forbindelsen gennem fødsel hovedlinjen, og i ethvert givet tilfælde har den præsumptionen, medmindre klare modsatrettede fakta findes.

(7) Gentagelsen af det samme navn i det samme slægtsregister, som i ypperstepræsternes (1 Krøn 6,1-15) vækker "mistanke" i nogle sinder, men uden grund. Det er meget naturligt, og ikke ualmindeligt, at finde bedstefædre og børnebørn, især blandt hebraerne, der får det samme navn (Luk 1,59). Dette ville især være at forvente i en arvelig kaste eller embedsposition som præsteskabet.

(8) Eksistensen af det samme navn i forskellige slægtsregistre er ikke ualmindelig, og implicerer hverken eller burde forårsage forvirring.

(9) Udeladelsen af et eller mange led i rækkesfølgen, ofte klart forårsaget af ønsket om symmetri, er hyppig, hvor årsagen er ukendt, idet forfatterne kun er omhyggelige med at angive forbindelsen mere eller mindre generelt uden at føle sig bundet til at følge hvert trin. Stammer blev delt i familier, og familier i fædrenehuse; stamme, familie og fædrenhus udgør regelmæssigt led i et formelt slægtsregister, mens ethvert eller alle led kan udelades mellem dem og den person, der skal identificeres. På lignende måde er der en mangel på omhu for at holde de successive generationer absolut adskilt på en formel måde, idet søn og sønsøn betegnes som lige "søn" af den samme stamfader. 1 Mos 46,21 indeholder for eksempel sønsønner såvel som sønner af Benjamin, Bela, Becher, Ashbel, Gera, Naman, Ehi osv. Dette ville være særlig tilfældet, hvor sønnen såvel som faderen blev stifter af et hus. Visse forvirringer forårsages lejlighedsvis af mangel på stringent opmærksomhed på præcis terminologi, hvilket er karakteristisk for det hebraiske sind. Strengt taget er stammen, shebheT (i præstekoden (P), maTTeh), den større underopdeling, derefter klanen, mishpachah, "familie", og derefter "huset" eller "fædrenhuset", bayith eller beth 'abh, beth 'abhoth; men somme tider er et "fædrenhus" en stamme (4 Mos 17,6) eller en klan (1 Krøn 24,6). I denne forbindelse er det igen at huske, at sekvensen af generationer ofte har at gøre med familier snarere end med individer, og repræsenterer succession til arven eller ledelsen snarere end det faktiske far-søn-forhold.

(10) Slægtsregistre forekommer i to former, den nedstigende, som 1 Mos 10: "Jafets sønner: Gomer" osv.; "Gomers sønner: Askenas" osv.; og den opstigende, Ezra 7,1 ff: "Ezra, søn af Seraja, søn af Azarja, søn af Hilkija" osv. De nedstigende er de sædvanlige.

(11) Navne på kvinder findes lejlighedsvis, hvor der er noget bemærkelsesværdigt ved dem, som Saraj og Milka (1 Mos 11,29), Rebekka (1 Mos 22,23) osv.; eller hvor nogle rettigheder eller ejendomme overføres gennem dem, som Zelofehads døtre, som gjorde krav og blev tildelt "en besiddelse blandt deres faders (brødre)" (4 Mos 26,33; 4 Mos 27,1-11) osv. I sådanne tilfælde som Azuba og Efrata, successive hustruer af Kaleb (1 Krøn 2,18-20), finder mange moderne kritikere stammeshistorie indlejret i dette tilfælde, "Kaleb"-"hund"-stammen var flyttet fra Azuba, "forladt" til Efrata, Betlehem, i Nord-Juda. Men princippet kan ikke gennemføres konsekvent.

(12) Tekstens tilstand er sådan, især i Krønikebøgerne, at det ikke er let, eller rettere ikke muligt, at opstille en fuldstændig slægtstavle efter moderne form. Navne og ord er faldet ud, og andre navne er blevet ændret, så forbindelsen ofte er vanskelig og undertiden umulig at spore. De forskellige slægtsregistre repræsenterer også forskellige stadier i historien og kan mange steder, med den viden vi nu råder over, ikke fuldstændigt bringes i overensstemmelse med hinanden, ligesom geografiske oplysninger fra forskellige perioder nødvendigvis må være indbyrdes uoverensstemmende.

(13) I den nuværende tilstand af vores viden og af teksten, og også når man tager hebræernes brede og vage kronologiske metoder i betragtning, kan slægtsregistrene give os forholdsvis lidt kronologisk hjælp. Usikkerheden om en generations faktiske længde og skikken med hyppigt at udelade led i afstamningen øger vanskeligheden; derfor må de, medmindre de har særlige tegn på fuldstændighed eller har markante historiske relationer, som bestemmer eller bekræfter dem, eller flere parallelle slægtsregistre bekræfter hinanden, bruges med stor forsigtighed. Deres interesse er historisk, biografisk, successionsmæssig eller arvelig, snarere end kronologisk.

6. Principper for sammenstilling:

Det vigtigste genealogiske materiale i Det Gamle Testamente findes i 1 Mos 5; 10; 11; 22; 25; 29; 30; 35; 36; 46; 2 Mos 6; 4 Mos 1; 2; 7; 10; 13; 26; 34; spredte oplysninger i Josva, Ruth, 1 Sam; 2 Sam 3; 5; 23; 1 Kong 4; 1 Krøn 1-9; 11; 12; 15; 23-27; 2 Krøn 23; 29; Ezra 2; 7; 10; Neh 3; 7; 10; 11; 12. Vor Herres slægtsregistre (Matt 1,1-17; Luk 3,23-38) er det eneste nytestamentlige materiale. Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes slægtsregistre fører optegnelsen ned fra skabelsen til Kristi fødsel. Efter at have ført afstamningen fra Adam til Jakob og undervejs (1 Mos 10) givet stamtavlen for de forskellige folkeslag inden for deres synsfelt, giver de hebraiske slægtsforskere stamtavlen for de tolv stammer. Som man kunne vente, fik de stammer, der i historiens udvikling kom til at træde stærkere frem, den største opmærksomhed. Dan føres kun 1 generation ned og tillægges kun 1 efterkommer; Zebulon 1 generation, 3 sønner; Naftali 1 generation, 4 sønner; Issakar 4 generationer, 15 efterkommere; Manasse 4 generationer, 39 efterkommere; Asher 7 generationer, 40 efterkommere; Ruben 8 (?) generationer, 22 efterkommere; Gad 10 generationer, 28 efterkommere; Efraim 14 (?) generationer, 25 efterkommere. Levi, måske først som præstestammen, Juda dernæst som den kongelige, Benjamin som den, der var tættest forbundet med de andre, og alle tre som dem, der overlevede eksilet (skønt repræsentanter for andre stammer deltog i hjemkomsten), behandles mest udførligt.

7. Kilder:

Krønikebøgerne giver os den største mængde genealogiske oplysninger, og hvor de falder sammen med de ældre slægtsregistre, henter de tydeligt deres data fra dem. Deres ekstrakanoniske kilder er et spørgsmål, hvor kritikerne er betydeligt uenige; mange hævder, at de bøger, Krønikeskriveren nævner som sine kilder ("Bogen om Israels og Judas konger", "Bogen om Judas og Israels konger", "Seeren Samuels historie", "Profeten Natans historie" osv., måske 16 i alt), er vores kanoniske bøger, med tilføjelse af en "midrashisk Israels historie", som han citerer mest frit fra. Men citaterne gives med en sådan fylde, livagtighed og nøjagtighed i henvisningen, at det er svært at tro, at han ikke havde omfattende ekstrakanoniske dokumenter foran sig. Det er det indtryk, han tydeligt søger at give. Torrey (AJSL, XXV, 195) mener, at han citerer denne række af autoriteter rent "ud af sit hoved" for at gøre indtryk, en teori som ikke lader Krønikeskriveren have nogen historisk værdi overhovedet. Det er yderst sandsynligt, at han også havde mundtlige og skriftlige kilder foran sig, som han ikke har citeret: optegnelser, private eller offentlige lister, stamtavler osv., og at han frit brugte dem til sine senere lister og afstamningsrækker. For de eftereksilske navne og lister giver Ezra-Nehemias os også meget materiale. I denne artikel gøres der intet forsøg på en udtømmende behandling; målet er snarere gennem en række karakteristiske eksempler at give en idé om de bibelske slægtsregistres art, metoder og problemer.

8. Vigtigste slægtsregistre og lister:

I de tidlige slægtsregistre angives her de særlige lag, som hvert enkelt er blevet henført til af rekonstruktive kritikere, med J, Præstekodeksen (P) osv. Tegnene "=" eller ":" efter enkelte navne angiver sønneforhold.

(1) 1 Mosebog 4,16-24.--Kainitterne (henført til P).

Syv generationer til Jabal, Jubal og Tubal-Kain, som forklarer visse erhvervs arvelige oprindelse (af mange antaget at være en kortere version af kapitel 5).

(2) 1 Mosebog 4,25.26.--Setitterne (henført til J).

(3) 1 Mosebog 5,1-32.--Bogen om Adams slægter (henført til Præstekodeksen (P), undtagen 5,29 J).

Fører slægtsregistret ned til Noa og giver kronologien frem til syndfloden. Tallene i den hebraiske masoretiske tekst, den samaritanske hebraiske tekst og Septuaginta er forskellige: den masoretiske tekst giver i alt 1.656 år, den samaritanske 1.307 år og Septuaginta 2.242 år. Nogle forskere mener, at denne liste er udformet efter listen over de ti babylonske konger hos Berosus, som ender med Xisuthrus, den babylonske Noa. En oprindelig urtradition, som begge lister stammer fra, hvor den hebraiske står nærmest, er ikke umulig. Både "kainitlisten" i 1 Mos 4 og denne "setitliste" ender med tre brødre.

(4) 1 Mosebog 10,1-32.--Noas sønners slægter.

"Folkeslagenes tabel" (henført til Præstekodeksen (P), 10,1-7; J, 10,8-19; Præstekodeksen (P), 10,20; J, 10,21; Præstekodeksen (P), 10,22; J, 10,24-30; Præstekodeksen (P), 10,31.32). Findes i forkortet form i 1 Krøn 1,5-24.

I. Jafet = Gomer, Magog, Badai, Javan, Tubal, Meshek, Tiras.

1. Gomer = Ashkenaz, Rifat (1 Krøn 1,6, Difat), Togarma.

2. Javan = Elisha, Tarshish, Kittim, Dodanim (Rodanim, 1 Krøn 1, er sandsynligvis korrekt; et "d" er blevet indsat af en afskriver i stedet for "r").

II. Kam = Kush, Misrajim, Put, Kanaan.

1. Kush = Seba, Havila, Sibtah, Ra'ama, Sabteka (Nimrod).

2. Misrajim = Ludim, Anamim, Lehabim, Naftuhim, Patrusim, Kasluhim (hvorfra filistrene), Kaftorim.

3. Kanaan = Zidon (i Krønikebøgerne: Sidon), Het; jebusitten, amoritten, girgashitten, hivitten, arkiten, sinitten, arvaditten, semaritten, hittitten.

4. Ra'ama (Kushs søn) = Saba, Dedan.

III. Elam = Asshur, Arpakshad, Lud, Aramæisk

1. Aram = Us, Hul, Geter, Mash (i Krønikebøgerne: Meshek).

2. Arpakshad = Shela = Eber = Peleg, Joktan.

3. Joktan (Ebers søn) = Almodad, Shelef, Hasarmavet, Jera, Hadoram, Uzal, Dikla, Obal, Abimael, Saba, Ofir, Havila, Jobab.

4. Peleg (Ebers søn) = Re'u = Serug = Nakor = Tera = Abraham.

Næsten alle disse navne er navne på folk, byer eller områder. At Noa, Sem, Kam, Jafet, Nakor, Tera, Abraham, Nimrod og sandsynligvis Peleg, Re'u og Serug repræsenterer virkelige personer, fremgår klart af fortællingens almindelige præg og Skriftens almindelige lære, selv om mange kritikere også betragter disse som rent eponyme. De øvrige kan for størstedelens vedkommende identificeres mere eller mindre klart etnografisk eller geografisk. Denne tavle repræsenterer de folkeslag, som forfatteren kendte, og udtrykker i hovedtræk, om end ikke i alle enkeltheder, de etnografiske slægtskabsforhold, så vidt de nu kendes af moderne forskning. Den følger et delvis etnologisk, delvis geografisk skema: Jafets efterkommere repræsenterer i almindelighed den ariske stamme, bosat i Lilleasien, Medien, Armenien, Grækenland og øerne i Middelhavet; Kams efterkommere repræsenterer de hamitiske racer i Etiopien, Egypten, det sydvestlige Arabien og det sydlige Babylonien. Mange moderne forfattere mener, at når Skriftens forfatter gør "Nimrod" til søn af "Kush", har han forvekslet "Kush", Kams søn, med en anden "Gush", Cassei, der boede nær Elam, eftersom de senere babyloniere og assyrere tydeligt var semitiske i sprog og racepræg. Ikke desto mindre stemmer Skriftens udsagn med tidlige traditioner om en hamitisk bosættelse i landet (fiskeguden Oannes, der kommer op af Det Røde Hav, osv.) og måske også med den kendsgerning, at Babyloniens tidligste sprog var ikke-semitisk. Kanaans sønner repræsenterer de nationer og folk, som hebræerne fandt i Israels land, fønikerne og kana'anæerne. Het er den store hittitiske nation, som i sprog og racetype påfaldende er ikke-semitisk. Blandt Sems sønner betragtes Eber af mange som eponym eller opdigtet, men hypotesen er ikke nødvendig. De fleste assyriologer benægter Elams forbindelse med Sem, idet de senere elamitter var ikke-semitiske; indskrifterne viser dog, at de tidligere indbyggere frem til 2300 f.Kr. var semitiske. Lud må være lydierne i Lilleasien, hvis skikke og ældre navne ligner de semitiske. Lilleasien fremviser en lige så mangfoldig blanding af racer som Israels land. Joktans sønner er stammer i Vest- og Sydarabien. Havila nævnes både som søn af Kush, hamit, og af Joktan, semit, måske fordi området var beboet af en blandet race. Det synes dog, at "avlede" eller "søn af" ofte repræsenterer geografiske såvel som etnologiske relationer. Og hvor Skriftens forfatters klassifikation ikke stemmer med arkæologiens nuværende resultater, må man huske, at konklusioner draget på denne afstand ud fra etnologi, filologi og arkæologi, når man tager disse videnskabers nuværende ufuldstændige stade i betragtning, racernes, dynastiernes og tungemålenes kalejdoskopiske forskydning gennem lange perioder og vores sparsomme oplysninger, er udsat for så mange fejlkilder, at dogmatisme er usikker. Den gamle verden besad en langt større mængde international viden, end man indtil for nylig antog. En forfatter fra 300 f.Kr. havde kortere afstand og kunne have haft langt mere fuldstændige informationskilder, end vi har. Hvis man forudsætter mosaisk forfatterskab, kan dette brede, statsmandsagtige sind, oplært i al egypternes kundskab og tydeligvis dybt påvirket af babylonisk lov og litteratur, tilskrives en betydelig vid horisont og mange informationskilder. Bortset fra spørgsmålet om inspiration er denne Folketavle, hvad angår synsfeltets bredde, rummelighed (selv om den ikke berører folk uden for forfatterens livsverden) og velvillige vidsyn, et af de mest bemærkelsesværdige dokumenter i nogen litteratur.

(5) Første Mosebog 11,10-27.--Sems slægter (tilskrevet P).

Fra Sem til Abraham. Listen er også kronologisk, men versionerne afviger: Den masoretiske tekst giver 290 år fra Sem til Abraham, den samaritanske hebraiske tekst 940, og Septuaginta 1.070. Septuaginta indsætter Kainan, 130 år, men stemmer ellers med den samaritanske tekst frem til Abrahams fødsel. Arpakshad kan gengives "Keseds område", dvs. Chasdim, kaldæerne. Eber nedstammer derfor fra Arpakshad, og Abraham, hans efterkommer, kommer fra Ur-Kasdim.

(6) Første Mosebog 11,23-26; 22,20-24.--Nakors børn (11,23-26 P; 22,20-24 J).

Us, Buz, Kemuel osv. Disse efterkommere af Abrahams bror repræsenterer sandsynligvis aramæiske stammer, hovedsagelig øst eller nordøst for Kanaan. Aram kan være stamfader til aramæerne i Damaskus. Us og Buz hører sandsynligvis til Arabia Petrea, nævnt i Jer 25,23 sammen med de arabiske stammer Dedan og Tema. Kesed står i denne liste sandsynligvis ikke for kaldæerne i Babylonien, men for en beslægtet stamme i det nordlige Syrien. I 1 Mos 10,23 (tilskrevet P) er Us søn af Aram, og i 10,22 er Aram søn af Sem. Ud fra den rent stammemæssige hypotese er dette enten en modsigelse, eller også repræsenterer de senere udsagn andre stammeslægtskaber eller underafdelinger. Sandsynligvis er andre enkeltpersoner eller stammer angivet. Krønikebøgerne har ikke denne liste, da den er en sidestrøm.

(7) 1Mos 16,15; 21,1-3; 25 (se også 1 Krøn 1,28-33).--Abrahams sønner gennem Sara, Hagar og Ketura (1 Mos 16,15 tilskrevet P; 21,1-3 til J, Præsteligt Kodeks (P), J, P; 1 Mos 25,1-6 J; 25,7-11 P; 25,11b J; 25,12-17 P; 25,18 J; 25,19.20 P; 25,21-26a J; 25,26b P; 25,27-34 J).

Abrahams efterkommere gennem Hagar og Ismael repræsenterer ismaelitiske stammer i Arabien, der boede nord og nordvest for joktatitterne, som hovedsagelig befolkede Arabien. Tolv fyrster nævnes, muligvis alle sønner af Ismael, måske nogle af dem barnebørn. Tallet har virket "mistænkeligt" fordi det stemmer alt for præcist med Israels tolv stammer. Men tolv er et anerkendt semitisk tal, der ikke nødvendigvis fastslog de fødtes antal, men de "sønner", der blev nævnt. Araberne blev generelt ofte kaldt ismaelitter, måske på grund af disse nordlige stammers større betydning og nærmere kontakt med hebræerne. Keturas sønner ser ud til hovedsagelig at være arabiske stammer, hvis placering er ukendt. Midian, blandt Keturas sønner, er den velkendte og mægtige stamme i Arabiens ørken nær ved den aelanitiske bugt, grænset af Edom mod nordvest. Saba og Dedan nævnes også som kusitter (1 Mos 10,7). Det er meget sandsynligt, at stammerne i vid udstrækning giftede sig indbyrdes og kunne påberåbe sig afstamning fra både den ene og den anden; eller blev adopteret ind i den ene eller anden familie. Saba lå i det sydvestlige Arabien. Dedan boede nær Edom, hvor karavanrutterne til forskellige dele af Arabien konvergerede. Assuritter er selvfølgelig ikke assyrere, men en arabisk stamme, nævnt ved siden af Egypten i minaiske indskrifter. Mens Isaks to sønner skal accepteres som virkelige personer, er deres typiske karakter også uomtvig­elig, idet de to nationers, Israels og Edoms, historie er præfigureret i deres forhold.

(8) 1Mos 29,31-30,24; 35,16-26. Jakobs børn (29,31-35 tilskrevet P; 30,1-3a JE; 30,4a P; 30,4b-24 JE; 35,16-22 JE; 35,23-26 P).

Beretningen om de tolv stammefædres forældreskab, fødsel og navngivning; gennem Lea: Rubens, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zebulon (datter Dina); gennem Bilha: Dan, Naftali; gennem Zilpa: Gad, Aser; gennem Rakel: Josef, Benjamin. Meget af moderne kritik er enig i, at disse navne er rent stammers navne, nogle af dem måske afledt fra personer eller steder, det nu er umuligt at spore, men de fleste eponyme. I overensstemmelse hermed skal disse kapitler oversættes således. En arabisk stamme, Jakob, vandrer i Kanaan, strides med Edom, emigrerer til Haran, indgår forbund med aramaiske klaner Rakel, Bilha, Lea, Zilpa. Rakel og Jakob udgør en ny stamme, Josef. Forbundet tager navn efter Jakob. De øvrige allierede klaner deler sig i underklaner, eller nye klaner slutter sig til dem, indtil Lea har seks "sønner", Rubens, Simeon osv.; Zilpa, to; Bilha, to. Zilpa og Bilha er "friller" fordi de er underordnede medlemmer af forbundet, eller har en ikke-fuldbyrdet forbindelse med det. Dannelsen af den nye stamme Benjamin opløste den gamle stamme Rakel, som (der) derfor "døde". Skønt sådanne er de oprindelige fakta, der ligger indlejret i dokumenterne, er de nu sat i en ramme af personlig fortælling og blev forstået som fortælling af de første tilhørere og læsere. Den thus konstituerede historie er nødvendigvis "en gåde, som det er meget svært at løse" (Bennett, Genesis, 284), og med næsten lige så mange svar som studerende. For kritiske formål præsenterer det et rigt felt for udforskning, analyse og gisning, men dets opbyggende værdi findes hovedsagelig i at læse beretningerne som personlige: en alvorlig og ærbødig religiøs roman baseret på fakta eller sagn, hvis virkelige værdi ligger i de sidelys, den kaster på nationalkarakteren og etiske principper, udtrykt i en naive, levende, livsagtig fortælling, fuld af forslag og belæring. Denne artikel fortsætter dog med Skriftens fremstilling af disse detaljer og begivenheder som personlige.

Forklaringerne af navnene illustrerer hebræernes forkærlighed for assonanser og paronomasi, stammende fra en tid, da der blev tillagt stor betydning til ord og lyde, men behøver ikke at blive betragtet som blot populære etymologier, idet den hebræiske moder helt sikkert var i stand til dem. De repræsenterer heller ikke nødvendigvis det oprindelige etymologi eller grund for navnet, men kan give det gravide forslag, der opstod i moderens eller anden fantasi.

Lea, "vild ko," antages af mange at være kaldt sådan efter "totemet" for "Lea"-stammen. Ruben (re'ubhen), oprindelig betydning ukendt, medmindre Leas følelsesladede forklaring forklarer navnet, snarere end at blive forklaret af det: ra'ah be`onyi, "har set til min nød." Overfladisk kunne det være re'u ben, "Se, en søn," som i American Revised Version, randnote. Andre ser i den anden udtalelse: "Min mand vil elske mig," endnu en etymologi, ye'ehdbhani, "vil elske mig." Den, der elsker assonanser, kan finde mere end én. Stammen er ikke fremtrædende efter Deboras tid. Simeon, af nogle anset for et dyrenavn (totemnavn), det arabiske sim`u, en krydsning mellem hyæne og ulv, antyder for moderen (eller antydes af dette) dets lighed med shama`, "høre": "Jahve har hørt." Den er ikke meget kendt efter erobringen. Levi, "tilknytning, forbundet": af mange anset for et gentilisk adjektiv fra Lea, Lea-stammen par excellence; navnet har adjektivisk form. Lea forbinder det med yillaweh, "Han vil slutte sig til," `Nu vil min mand slutte sig til mig.' En lignende hentydning findes i 4 Mos 18,2; 4 Mos 18,4, hvor den anvendes om stammens "tilslutning" til Aron. Juda forbindes med verbet hadhah, "prise": "Nu vil jeg prise Jahve." Jakob giver samme antydning i 1 Mos 49,8; ingen anden plausibel antydning af navnets oprindelse kan gives. Bilhas etymologi og oprindelse er ukendt. Dan forbindes med danah, "dømme": "Gud har dømt"; ingen anden etymologi kan findes. Naftali afledes af niphtal, "kæmpe": "Jeg har kæmpet," den eneste etymologi, der kan opdages. Zilpa, zilpah, er måske "dryppen," "dråbe." Gad, gadh, "heldig," ifølge Lea. Gad var den velkendte syriske gud for "lykke"; men der er ingen nødvendig forbindelse her. Asher, fra 'ashar, "lykkelig," 'ashsher, "kalde lykkelig"; således Lea; ingen forbindelse med Asshur, assyrisk gud. Issakar, fra sakhar, "løn," "lønnet mand": "Gud har givet mig min løn," også fordi Lea havde "lejet" Jakob med sin søns alruner; en lignende hentydning i 1 Mos 49, "en tjener under tvangsarbejde." Wellhausen ville læse 'ish-sakhar, "mand for (en eller anden guddom, ukendt)." Zebulon, fra zebhul, "bolig, bosted": Lea giver to forklaringer, den første af kritikerne tilskrevet Elohisten (E) (sandsynligvis), idet navnet forbindes med en rod, der findes i Zebadja, Zabdi osv., "udstyre": "Gud har udstyret mig med en god medgift"; den anden med zabhal, "bo": "Nu vil min mand bo hos mig." Dina er, ligesom Dan, fra dan, "dømme." Af nogle antaget at være en gammel stamme i Israel, på en eller anden måde forbundet med Dan, muligvis en tvillingedeling. Rakel er "moderfår," og identificeres derfor med en "moderfår"-stamme. Josef har en dobbelt antydning: den første (tilskrevet E) fra acaph, "tage bort": "Gud har taget min skam bort"; den anden (tilskrevet J) fra yacaph, "føje til": "Jahve vil føje endnu en søn til mig." Ingen af disse tre tilfælde af dobbelt forklaring ville i sig selv udtømme hebraisk moderlig forestillingsevne i en sådan grad, at det kræver hypotesen om to dokumenter, selv om "Gud" i det sidste tilfælde bruges i den første antydning og "Jahve" i den anden. Benjamin kaldes af Rakel Benoni, "min sorgs søn," hvilket antages at være et gammelt stammenavn, måske beslægtet med Onan, en klan i Juda, eller benjaminitterbyen Ono, og muligvis med det egyptiske On. Benjamin, Jakobs navn for ham, "højre hånds søn," dvs. lykkens søn, forstås som "sydens søn," fordi han oprindeligt var den sydlige del af Josefs stamme. Forsøgene på at føre disse navne tilbage til stammeoprindelser, lokale hentydninger, beslægtede sprog, skikke og religioner har optaget megen forskning og opfindsomhed, med yderst forskellige resultater.

(9) Første Mosebog 36. Esaus slægt (P).

I. De edomitiske høvdinges og klaners afstamning fra Esau gennem hans tre hustruer, den hittitiske eller kana'anæiske Ada, den ismaelitiske Basemat og horitten Oholibama (Første Mosebog 36,1-19).

Hustruernes navne her afviger fra de andre udsagn: I 1 Mos 26,34 og 28,9:

1. Judit, datter af hittitten Be'eri.

2. Basemat, datter af Elon, hittitten.

3. Mahalat, datter af Ismael, Nebajots søster.

I 1 Mos 36:

1. Oholibama, datter af Ana, datter af Sibon, hivvitten.

2. Ada, datter af hittitten Elon.

3. Basemat, datter af Ismael, Nebajots søster.

Det er ikke nødvendigt at ty til hypotesen om forskellige traditioner. Basemat og Ada er tydeligvis identiske, idet Esau måske har ændret navnet; det samme gælder Mahalat og den ismaelitiske Basemat, hvor en afskriverfejl sandsynligvis er ansvarlig for ændringen. Hvad angår Judit og Oholibama, er Ana sandsynligvis en mand, identisk med Be'eri (1 Mos 36,24), Sibons søn. Både "hivvit" og "hittit" er tilsyneladende fejl for "horit," idet forskellen kun ligger i én konsonant. Eller "hittit" kan være brugt som den bredere betegnelse, der omfatter "horit." "Edom" (1 Mos 36,1; 1 Mos 36,8; 1 Mos 36,19) er et personnavn; i 1 Mos 36,9; 1 Mos 36,43 (hebraisk, American Revised Version, randnote) er det nationalt og viser, at Esau for forfatteren var en person, ikke en eponym. Intetsteds skildres personlige karaktertræk mere levende og umiskendeligt end i beretningerne om Jakob og Esau. I disse esauitiske navne er der kun to sammensætninger med "El" ('el), ingen med "Jah" (yah).

II. De oprindelige ledere eller klaner i Edom, dels undertvunget af, dels forbundet med esauitterne (Første Mosebog 36,20-30).

Disse er efterkommere af "horitten Se'ir" i syv grene og i underklaner. "Se'ir" ligner en eponym eller en personifikation af landet, eftersom ingen personlige detaljer er bevaret. Blandt disse navne er der ingen sammensætninger med "El" ('el) eller "Jah" (yah), skønt de tydeligvis er beslægtede med hebraisk. Der findes flere nære ligheder med navne i Juda, især hesronitten. Mange dyrenavne, "Ajja," "rovfugl," "Aran," "vildged," osv.

III. Otte edomitiske "konger" før det hebraiske monarki (Første Mosebog 36,31-39).

Et 'el-sammensat ord, "Mehitabel," et ba'al-sammensat ord. Det skal bemærkes, at "kronen" ikke var arvelig, og at "hovedstaden" skiftede; embedet var valgt, eller faldt i hænderne på den lokale høvding, som kunne erobre det.

IV. En liste over esauittiske klanleder; "Hertuger" (English Revised), "Høvdinge" (American Standard Revised Version); "Sheiker" (Genesis 36:40-43).

Apparent ordnet territorielt snarere end stammemæssigt. Navnene synes her at være brugt som enten klaner eller steder og skulle måske læses: "høvdingen over Teman," osv. Ur-forfaderen kan have givet sit navn til klanen eller distriktet, eller fået det fra distriktet eller byen.

Overordnet viser denne slægtsregistre over Esau samme symmetri og balance, som væcker mistanke hos nogle: hvis man udelader Amalek, søn af konkubinen, tæller stammerne tolv. Amalek og hans efterkommere blev klart adskilt fra de øvrige edomitter tidligt og findes historisk omkring Kadesh-Barnea, og senere omstrejfende fra Egyptens grænse til Nordcentral-Arabien.

(10) Genesis 46:8-27.

(I forskellig form, 4 Mos 26,1-51, og meget udvidet i dele af 1 Krøn 1; jf. 2 Mos 6,14-16}). Jakobs efterkommere ved nedstigningen til Egypten (betragtes som en senere tilføjelse til P).

En karakteristisk slægtsregistre.

Den omfatter det ideale antal på 70 personer, opnået ved at lægge til de 66, der nævnes i 1 Mos 46,26, Jakob, Josef, Efraim og Manasse, de to sidste født i Egypten. Septuaginta, fulgt af Stefan (ApG 7,14), regner 75, ved at lægge til 1 Mos 46,20 navnene på tre børnebørn og to oldebørn af Josef, hentet fra 4 Mos 26,29; 4 Mos 26,35 osv. Nogle kan være blevet udeladt for at sikre det ideale antal, som fascinerede det hebraiske sind så meget. Det skal bemærkes, at Leas mandlige efterkommere er dobbelt så mange som Zilpahs, og Rachels dobbelt så mange som Bilhahs, hvilket viser listens ideale (men ikke fiktive) karakter. Formålet synes også at være at omfatte Jakobs efterkommere, fra hvilke permanente divisioner sprang, selv om nogle, som Manasse og Efraim og sandsynligvis Hezron og Hamul, var født efter vandringen, men før Jakobs død. En sammenligning med de delvise paralleller illustrerer også tekstens fordærvelse og vanskeligheden ved ensartethed i namelister. Den fulde liste følger:

1. Jakob.

2. Leas efterkommere.

A. Ruben = Hanok, Pallu, Hezron, Karmi.

B. Simeon = Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar, Saul.

C. Levi = Gerson, Kohath, Merari.

D. Juda = Er, Onan, Sela, Perez, Zerah; Perez, Hezron, Hamul.

E. Issakar = Tola, Puvah, Iob, Simron.

F. Zebulon = Sered, Elon, Jahleel.

G. Dina, datter.

3. Zilpahs efterkommere, 16.

A. Gad = Zifjon, Haggi, Shuni, Ezbon, Eri, Arodi, Areli.

B. Aser = Imnah, Ishva, Ishvi, Berja, Sera (datter); Berja = Heber, Malkiel.

4. Rachels efterkommere, 14.

A. Josef = Manasse, Efraim.

B. Benjamin = Bela, Beker, Ashbel, Gera, Naman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppin, Ard.

5. Bilhahs efterkommere, 7.

A. Dan = Husim.

B. Naftali = Jahzeel, Guni, Jezer, Sillem.

Listen afviger på mange måder fra de lister i Numeri og Krønikebøgerne og præsenterer nogle kronologiske og andre problemer. Uden at gå i dybden med en udtømmende undersøgelse kan et antal navne berøres.

Karmi (2A), ligesom de andre navne i i, kunne være et gentilicium, "den Karmit," ligesom "den Amorit," osv., især hvis disse navne er klaner, som de er i Numeri, snarere end personer, som Genesis-fortællingen angiver. En by, "Bethhakkarem," nævnes i Jer 6,1. Men "drukkendyrkeren" er også en god oversættelse.

Hezron (2A). En anden Hezron er angivet som en efterkommer af Juda. Denne fordobling af navne er mulig i klaner; se eksempler nedenfor, men mere sandsynligt hos personer.

Jemuel (2B). Nemuel i 4 Mos 26,12; 1 Krøn 4,24, en let fejl ved afskrivning, idet yodh og nun let forveksles. I Numeri er Nemuel også et rubenit-navn.

Jamin (eller Jakin) (2B) er Jarib i Krønikebøgerne.

Ohad (2B). Ikke i Numeri eller Krønikebøgerne.

Zohar (2B) er Zerah i Numeri og Krønikebøgerne.

Gerson (2C). I 1 Krøn 6,16 Gerssom; nogle identificerer det med Gerssom, søn af Moses, ud fra teorien om, at præsteslægten Gerssom oprindelig sporede sin nedstamning til Moses, men medlemmer senere blev ikke regnet som præster, men som levitter og blev således identificeret med Levi; usikker; dens vigtigste grundlag er navnelighed og stamme.

Hezron og Hamul (2D) væcker kronologiske eller eksegetiske vanskeligheder. Perez (1 Mos 33) kunne ikke have været gammel nok ved vandringen til at have to sønner; men meget muligt er 1 Mos 38 indført episodisk, ikke kronologisk, og derfor kan dets begivenheder være foregået før 1 Mos 37. Jakob var 130 år gammel ved nedstigningen, hvilket gør Juda ikke 42 men 62, og Perez gammel nok til at have sønner. Og som foreslået ovenfor, kan forfatteren have gjort med Hezron og Hamul som med Efraim og Manasse--medtaget dem konstruktivt, idet de blev født i Egypten, men før Jakobs død, hørende således til vandringsgenerationens generation og således regnet, især da de afrundede permanente stammedelinger.

Puvah (2E). Pua i 1 Krøn 7,1. I Dom 10,1, århundreder senere, er Pua far til Tola, en illustration af fadernavnenes nedstigningslinie.

Iob (2E) er Jasub (Numeri, Krønikebøgerne), sidstnævnte sandsynligvis korrekt. Septuaginta har det her. En afskriver har uden tvivl udeladt "shin," "sh."

Dina (2G) menes af nogle at være en senere tilføjelse, på grund af det "ubehjælpelige hebraisk," "med Dina." Dina og Sera som ugifte og uden tvivl på grund af andre karakteristika, nu ukendte, er de eneste kvindelige efterkommere, der nævnes; gifte kvinder ville ikke være. På klanteorien for navnene skal "Dina"-klanen være forsvundet i Egypten, idet den ikke findes i Numeri.

Zifjon (3A). Zefen i Numeri, måske der giver sit navn til den gaditiske by Zafon (Jos 13,27}).

Ezbon (3A). Ozni (4 Mos 26,16). Muligvis indtog Ozni, da Ezbon døde, hans plads og afrundede en stammefamilie, ligesom Hezron og Hamul i Juda. En afskriverfejl er usandsynlig.

Arodi (3A). I 4 Mos 26,17 Arod.

Jishva (3B). Udeladt i Fjerde Mosebog; måske døde han barnløs, eller hans efterkommere udgjorde ikke en stammefamilie.

Beria (3B). Også en efraimit (1 Krøn 7,23); en benjaminit (8,13.16); en levit (23,10.11). Gentagelsen af navnet peger på enkeltpersoner snarere end slægter; men både asheritten og benjaminitten var familieoverhoveder.

Sera (3B), serach, "overflod," ikke det samme navn som Abrahams hustru, sarah, "fyrstinde."

Heber (3B), chebher; i 1 Krøn 4,18, en slægt af Juda; 8,17, af Benjamin. Ikke det samme navn som Eber, `ebher (5,13; 8,22; og 1 Mos 10,21).

Benjamins sønner.

De tre lister, Første Mosebog, Fjerde Mosebog, Krønikebøgerne, viser markante afvigelser, som illustrerer fordærvelsen af måske alle tre tekster. Denne liste illustrerer den genealogiske metode med at regne alle efterkommere som sønner, selv om de tilhører forskellige generationer. Den giver Benjamin ti "sønner." 4 Mos 26,38-40 giver fem sønner, idet Na'aman og Ard er Belas sønner. Septuaginta til vores passage giver kun tre sønner, Bela, Beker, Ashbel. 1 Krøn 7,6 giver tre sønner, Bela, Beker, Jediael (Ashbel), og Shuppim og Huppim er Belas sønnesønner. Beker er udeladt i 8,1, sandsynligvis på grund af en afskriverfejl, hvor afskriveren tog bekher we-'ashbel, for "Beker og Ashbel," som bekhoro 'ashbel, "hans førstefødte, Ashbel." Jediael identificeres, både af ældre og nyere forskere, som regel, men ikke med fuld sikkerhed, med Ashbel. Han kan være en senere høvding. En anden forklaring er, at 7,6 er en del af et zebulonitisk slægtsregister, som er blevet omdannet til en benjaminitisk liste, idet Jediael er en tilbageværende zebulonitisk "småsten."

Na'aman (4B) optræder måske, ved en afskrivers fejl i 1 Krøn 8,2, som Noka, Nochach for Na`aman. Hvis Noka ikke er Na'aman og ikke (Keil) Shefufam, eller en høvding som efterfulgte ham, kan han have været en, der blev født efter udvandringen og ikke behøvedes for at fuldende de halvfjerds.

Gera (4B) kan på lignende måde optræde i 1 Krøn 8,2 som Rafa. Hvis ikke, kan Rafa også være en, der blev født efter udvandringen, og som ikke grundlagde en familie.

Ehi (4B) er Ahiram (4 Mos 26,38); Ahara (1 Krøn 8,1). Ehi opstår sandsynligvis ved, at en afskriver udelod "ram."

Rosh (4B) findes ikke i Fjerde Mosebog eller Krønikebøgerne. Han afrundede ingen familie.

Muppim (4B) voldte de skriftkloge store vanskeligheder. I 4 Mos 26,39 er han Shefufam, skønt formen, som den er sammensat i hans familienavn, er Shufam. I 1 Krøn 7,12 er han Shuppim, og det gøres ikke klart, om han er en søn eller en anden efterkommer af Benjamin. Han kaldes tilsyneladende, sammen med Huppim, en søn af Ir (Iri), Belas søn. I 8,8 er han opført som en søn af Bela, som Shefufan. På gammelt hebraisk ligner mem ("m") og shin ("sh") hinanden meget. Da "sh" også optræder i de gentiliciske navne, er det sandsynligvis den korrekte form. Den fordærvede tilstand især af Krønikebogens tekst er tydelig, og det samme er den kendsgerning, at "søn" kan henvise til enhver mandlig efterkommer.

Huppim (4B) er i 4 Mos 26,39 Hufam; i 1 Krøn 8,5 er han Huram.

Ard (4B) er i 1 Krøn 8,3 en søn af Bela, Addar, idet afskriveren har byttet om på "d" og "r" eller forvekslet det ene med det andet. I Septuaginta til 1 Mos 46,21 er Ard søn af Gera, Belas søn.

Hushim (5A), det samme i 1 Krøn 7,12, er Shuham (4 Mos 26,42), ved ombytning af konsonanter. En anden Hushim er benjaminit, søn af Aher, men Aher kan muligvis være en forvanskning af talordet "én," da det er Krønikeforfatterens hyppige skik at tilføje talord. Men se under Da 21,6, (3), s. 1194.

Jahzeel (5B) er Jahziel i 1 Krøn 7,13.

Guni (5B) er i 1 Krøn 5,15 også et gaditisk navn.

Shillem (5B), i 1 Krøn 7,13, Shallum, den mere almindelige form.

(11) Anden Mosebog 6,14-25 (tilskrevet P).--Delvis liste over overhoveder for fædrenehuse i Ruben, Simeon og Levi.

Ruben og Simeon er som i Første Mosebog. Levi følger:

1. Gershon = Libni, Shimi.

2. Kehat.

A. Amram giftede sig med Jokebed = Aron, Moses; Aron giftede sig med Elisheba, datter af Amminadab, søster til Nahshon = Nadab, Abihu, Eleazar, Itamar; Eleazar giftede sig med Putiels datter = Pinehas.

B. Jishar = Kora, Nefeg, Zikri; Kora, Assir, Elkana, Abiasaf.

C. Hebron.

D. Uzziel = Mishael, Elsafan, Sitri.

3. Merari = Mahli, Mushi.

Listens interesse er delvis kronologisk, men især at illustrere Arons og Moses' genealogiske plads. Den viser sandsynligvis den genealogiske praksis at udelade led, idet Amram, Moses' far, tilsyneladende er adskillige led fra Amram, Kehats søn. På Moses' tid talte amramitterne omkring 2.000 mænd (4 Mos 3,27, osv.). Jokebed (2A) er et eksempel på Yah i sammensætninger før udgangen. Putiel (2A) er blevet betragtet som et delvis egyptisk navn, Puti eller Poti, "viet til" -El ('el); men det er sandsynligvis hebraisk, "plaget af Gud." Hebron identificeres ofte med byen. Det findes også i 1 Krøn 2,42; 1 Krøn 2,43, som judæisk.

(12) Fjerde Mosebog 1,5-54; 2,3-29; 7,12 ff.; 10,4 ff.--Overhovederne for huse, som repræsenterer og leder stammerne (tilskrevet P).

I. Ruben: Elisur, søn af Shedeur.

II. Simeon: Shelumiel, søn af Zurishaddai.

Shelumiel findes i Judit.

III. Juda: Nahshon, søn af Amminadab.

Begge findes også i 2 Mos 6,23; Ruth 4,9-22; 1 Krøn 2,10-12: Matt 1,4; Luk 3,32 (Kristi slægtsregistre).

IV. Issakar: Netanel, søn af Zuar.

Netanel, navn på ni personer i Krønikebøgerne, Nehemias, Ezra, det samme som Natanael.

V. Zebulon: Eliab, søn af Helon.

Andre Eliab'er, 4 Mos 16,1 (rubenit); 1 Sam 16,6 (Isajs søn, Juda).

VI. Josef: Efraim: Elishama, søn af Ammihud.

Andre Elishama'er: 2 Sam 5,16 (Davids søn); Jer 36,12; 2 Krøn 17,8. Ammihud'er: 2 Sam 13,37 m; 4 Mos 34,20; 4 Mos 34,28; 1 Krøn 9,4 (judæer).

VII. Josef: Manasse: Gamaliel, søn af Pedasur. Det Nye Testamentes Gamaliel.

VIII. Benjamin: Abidan, søn af Gideoni.

IX. Dan: Ahiezer, søn af Ammishaddai.

En anden, 1 Krøn 12,3 (benjaminit).

X. Aser: Pagiel, søn af Okran.

XI. Gad: Eliasaf, søn af Deuel.

En anden, 4 Mos 3,24 (levit).

XII. Naftali: Ahira, søn af Enan.

Syv af disse navne, Amminadab, Ammihud, Abidan, Ahira, Ahiezer, Eliab, Elisama, er alment anerkendt tidligt. De 5 sammensat med Shaddai eller Zur siges at være af en type, der kun findes i P; 9 af de 24 er sammensat med 'el, som siges at være karakteristisk for senere navne. 'El er suffiksanføjet flere gange, 5, end det er præfiksanføjet, 4; også karakteristisk for senere navne. Andelen af sammensat navne er også større end i de ældre navne; af disse og lignende grunde (Gray, ICC, "Nu," 6; HPN, 191-211; The Expositor T, september 1897, 173-90) sluttes det, at selvom flere af navnene er, og flere kan være, tidlige, er listen senere. Men se Ancient Hebrew Tradition, 74, 83 ff, 85 ff, 320. Argumentationen hviler i høj grad på præstekodeksets (P) og Krønikebøgernes senere datering. Men mens modes i navne ændrede sig i hebraisk liv som andet steds, må man i betragtning af tingenes orientalske vedholdenhed være varsom med at datere nogen særligt navn. De kan være forvantninger eller senere overleveringer af navneklasser, der hovedsageligt var udbredt på den senere eller tidligere tid. To af navnene, ellers ukendt, er kommet til os gennem Ruth, og viser en nu ukendt kilde, hvorfra alle navnene kunne være hentede. Gejsten for navne med 'el indikerer meget sandsynligt ikke en senere tid, men en tidligere. 'El er det guddommelige navn, der optræder i personnavn før Moses, efterfulgt af Jah fra Moses og Josva og derefter. Genoptraden af 'el på Esras tid og senere indikerer sandsynligt fornyet interesse for antikken såvel som det både videre og snævrere perspektiv, som eksilen og hjemvendelsen medførte. Talrige sydarabiske sammensetninger både med "ilu," "ili" ('el), suffiksal og præfikal, findes på monumenter omkring 1000 f.Kr. (AHT, 81 ff).

(13) 4.Mosebog 3,1-37.--Arons familie med Levis "fyrster".

Tilføjer intet til listen i 2 Mos 16,16-25 undtagen levitiske "fyrster".

I. Gersonitter: Eliasaf, søn af Lael.

Også en benjamit Eliasaf (4 Mos 1,14).

II. Kahatitter: Elizafan, søn af Uzziel.

En zebulon-mand Elizafan (4 Mos 34,25). Fem andre Uzzieler, benjamit, levit, simeonit.

III. Merariter: Zuriel, søn af Abihail.

En gaditter Abihail (1 Krøn 5,14); også far til dronning Ester; også to kvinder: kone af Abisur (1 Krøn 2,29); kone af Rehabeam (2 Krøn 11,18). Fire 'el-suffiks, to præfikser.

(14) 4.Mosebog 13,4-16.--De tolv spejdere (P).

I. Ruben: Semmua, søn af Sakur.

Andre Semmuaer (2 Sam 5,14; 1 Krøn 14,4 (Davids søn); Neh 11,17, levit 12,18, præst). Syv andre Sakurer, simeonitter og levitter.

II. Simeon: Safat, søn af Hori.

Fire andre Safater, en gaditter, en juditter; Elisas far. Hori ligner det nationale navn for horitter; måske Hori eller en forfader var blevet adopteret gennem ægteskab eller på anden måde.

III. Juda: Kaleb, søn af Jefunne, kenizziten (4.Mosebog 32,12; Josva 14,6.14).

En anden Kaleb, Kelubai, søn af Hesron, broder til Jerahmeel (1 Krøn 2,9)). Enten som individ eller som slægt ser Kaleb ud til oprindelig at høre til det før-israelitiske folk i Kanaan, optaget i Judas stamme. Måske giftede Jefunne kenizziten sig med en kvinde fra Kalebs (Jerhameel's broder) hushold, og til deres førstefødte blev givet navnet Kaleb, hvorefter han blev husbonddens leder og fyrste i Juda. En anden Jefunne, en askerit (1 Krøn 7,38).

IV. Issakar: Igal, søn af Josef.

Andre Igaler: 2 Sam 23,36 (en af Davids helte); 1 Krøn 3,22. Bemærk navnet på en anden stamme givet til en mand fra Issakar--Josef (4 Mos 13,7).

V. Efraim: Hosea, søn af Nun;

Hosea, Josvas tidligere navn. Andre: 1 Krøn 27,20; Kong Hosea, 2 Kong 15,30; Neh 10,23; hebraisk navn på profeten Hosea.

VI. Benjamin: Palti, søn af Rafu. Se 16 IV.

VII. Zebulon: Gaddiel, søn af Sodi.

VIII. Josef-Manasse: Gaddi, søn af Susi.

En Gaddi er i 1.Makkabæerbog 2,2.

IX. Dan: Ammiel, søn af Gemali.

En anden Ammiel (2 Sam 9,4).

X. Aser: Setur, søn af Mikael.

Ni andre Mikaeler, gaditter, levitter, issakarit, benjamit, manasit, juditter.

XI. Naftali: Nahbi, søn af Vofsi.

XII. Gad: Geuel, søn af Maki.

Fire navne med 'el. Ni med i-endelse; usædvanligt antal. Listens antikitet kan ikke let anfægtes.

(15) 4.Mosebog 26,5-62 (P).--Husfadernes ledere ved anden møstring.

Relatereret til 4 Mos 1 og 2, og følger nøje 1 Mos 46. Afvigelserne i individuelle navne er blevet noteret under (10). Denne liste tilføjer

Selofhads døtre nævnes på grund af den interessante retssag, de fremlagde, idet de krævede og fik deres fars arv. Gray, ICC, "Nu," anser sagen for ikke at være historisk, men et opdigtet eksempel med det formål at rejse spørgsmålet, idet disse døtre er klaner og ikke personer.

Blandt Efraims sønner er Beker måske blevet fejlplaceret fra vers 38 og fortrænger muligvis Bered (1 Krøn 7,20) mellem Shutela og Tahat. Han findes ikke her i Septuaginta. Det er muligt, at en alliance mellem bekeritterne og efraimitterne gjorde, at en del af de førstnævnte blev regnet med til Efraim og en anden til Benjamin; eller at klanen på forskellige tidspunkter var allieret med de to forskellige stammer. En afskrivningsfejl er mere sandsynlig. En anden Shutela findes senere i linjen (1 Krøn 7,21).

(16) 4 Mosebog 34,16-28.--Stammerepræsentanter ved tildelingen.

Ruben, Gad og den halve Manasse-stamme er udeladt, fordi deres lodder allerede var blevet tildelt øst for Jordan; Levi, fordi den ikke fik nogen. Ændret til rækkefølgen i (10):

I. Ruben: Ingen.

II. Simeon: Shemuel, søn af Ammihud.

Shemuel er hebraisk for Samuel. En anden Shemuel er af Issakar, 1 Krøn 7,2. Profeten Samuel var levit.

III. Juda: Kaleb, søn af Jefunne.

IV. Issakar: Paltiel, søn af Azzan.

En anden Paltiel, ellers Palti, Davids hustru Mikals midlertidige mand (2 Sam 3,15). En anden er en benjaminitisk spejder (4 Mos 13,9).

V. Zebulon: Elisafan, søn af Parnak.

En anden Elisafan, en kehatitisk levit (2 Mos 6,18; 2 Mos 6,22).

VI. Gad: Ingen.

VII. Asher: Ahihud, søn af Shelomi.

En anden Ahihud, benjaminit (1 Krøn 8,7).

VIII. Josef-Efraim: Kemuel, søn af Shiftan.

En anden Kemuel, søn af Nakor, en aramæisk høvding (1 Mos 22,21); også en levit på Davids tid (1 Krøn 27,17).

IX. Josef-Manasse: Hanniel, søn af Efod.

Hanniel, også en asherit (1 Krøn 7,39).

X. Benjamin: Elidad, søn af Kislon.

XI. Dan: Bukki, søn af Jogli.

Bukki, forkortelse af Bukkija; en anden, i Pinehas' ypperstepræstelige linje (1 Krøn 6,5; 1 Krøn 6,51).

XII. Naftali: Pedahel, søn af Ammihud.

En simeonitisk Ammihud ovenfor.

Syv "El"-navne, kun ét "Jah".

(17) Ruth 4,20.--Davids forfædre (Peres: Hesron: Ram: Amminadab: Nahshon: Salmon (Salma): Boaz: Obed: Isaj: David).

Findes uændret i 1 Krøn 2,9-15; også Matt 1,1-6; også Luk 3,32. Nogle led er udeladt mellem Obed og Isaj. Salmon kunne føres tilbage til betlehemitternes stamfader (1 Krøn 2,51; 1 Krøn 2,54), som dog hører til Kalebs linje, ikke Rams; men linjerne kan være blandet.

(18) 2 Sam 3,2-5; 2 Sam 5,14; 2 Sam 5,15. Davids børn (også i 1 Krøn 3,1-9; 1 Krøn 14,4-7).

I. Født i Hebron: Amnon, Kilab, Absalom, Adonija, Shefatja, Jitream.

II. Født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomo, Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, Elishama, Eljada, Elifelet.

Fire navne med 'el, alle som forled. To med "Jah." Kilab er Daniel i 1 Krøn 3,1; det er usikkert, hvad der er rigtigt, men Daniel er sandsynligvis en forvanskning. Krønikebøgerne føjer Noga til Jerusalems-sønnerne, sandsynligvis opstået under afskrivning. 1 Krøn 3,6-8 har to Elifelet'er; 14,6 har Elpelet i stedet for den første; det er mere sandsynligt. Dette giver David 6 sønner i Hebron og, hvis både Noga og Elpelet er rigtige, 12 i Jerusalem. Eljada er Beeljada i 14,7, måske den oprindelige form, et levn fra tiden før hebræerne vendte sig imod brugen af Ba'al, "herre," anvendt om Jahve; i så fald blev Baaljada, "Herren ved," ændret til Eljada, "Gud ved." 3,6 læser Elishama for Elishua. Jafia er også navnet på en konge i Lakish på Josvas tid (Jos 10,3-7).

(19) 2 Samuel 23 (også 1 Krønikebog 11,11-41).--Davids riddere.

1. Josheb-Bashebeth, tahkemonitten.

I Krønikebøgerne er det Jashobam, og der burde stå Ishbaal; forfatterens religiøse rædsel for Ba'al fik ham til at erstatte det med konsonanterne i bosheth, "skam," som i Mefiboshet, Ishboshet. Septuaginta har Iesebada (Codex Vaticanus), Iessebadal, Isbaam (Codex Alexandrinus), i Krønikebøgerne, og Iebosthe (Codex Vaticanus), Iebosthai (Codex Alexandrinus) her. I Krønikebøgerne er han hakmonit, sandsynligvis korrekt. "Adino heznitten" er sandsynligvis en forvanskning af "Han svingede sit spyd" (Krønikebøgerne).

2. Eleazar, søn af Dodaj, ahohitten.

Dodo i Krønikebøgerne; 8 andre Eleazar'er i Det Gamle Testamente. En anden Dodo er far til Elhanan.

3. Shamma, søn af Age, en hararit.

Udeladt af Krønikebøgerne. Tre andre Shamma'er, en af dem en af Davids riddere. "Harari" kan betyde "bjergbo" eller "indbygger i landsbyen Harar."

4. Abishaj, søn af Seruja, bror til Joab.

Abshaj (1 Krøn 18,12 randnote). Seruja er måske Davids halvsøster (2 Sam 17,25). Faderen nævnes aldrig.

5. Benaja, søn af Jojada fra Kabseel.

Elleve andre Benaja'er i Det Gamle Testamente, en af dem også en ridder. Denne Benaja efterfulgte Joab som øverstkommanderende; 4 andre Jojada'er, en af dem Benajas sønnesøn, højtstående i Davids råd, medmindre en skriver har vendt rækkefølgen om i 1 Krøn 27,34, som da skulle læses Benaja, søn af Jojada.

6. Asael, bror til Joab.

Tre andre Asael'er.

7. Elhanan, søn af Dodo fra Betlehem.

En anden Elhanan, der dræbte Goliats bror (2 Sam 21,19; 1 Krøn 20,5). Måske den samme.

8. Shamma haroditten.

Krønikebøgerne: Shammot. Fra Harod, nær Gideons brønd (Dom 7,1).

9. Elika haroditten.

10. Heles paltitten.

Paltit er måske et steds- eller familienavn fra Pelet eller Palti.

11. Ira, søn af Ikkesh tekoitten.

To andre, den ene en ridder. Tekoa, en judæisk by, hjemsted for Amos osv.

12. Abiezer anatotitten.

En anden, en manassit (Jos 17,2). Anatot ligger en times vej nordøst for Jerusalem, Jeremias' by.

13. Mebunnaj hushatitten.

Bør læses, med Krønikebøgerne, Sibbekaj.

14. Salmon ahohitten.

Salmon er også navnet på et bjerg (Dom 9,48). Efterkommer af Ahoa, benjaminit af Belas linje. Se 1 Krøn 8,14.

15. Maharaj netofatitten.

Fra Netofa, en by.

16. Heleb, søn af Ba'ana.

1Krn 11,30, Heled. Tre andre Bannaber.

17. Ittai, søn af Ribai fra Gibea blandt Benjamins børn.

1Krn 11,31, Ithai. En Ittai fra Gat fulgte også David.

18. Benaja en Piratonnit.

Piraton, amalekitisk by på efraimitisk område.

19. Hiddai fra Brookene ved Ga'ash.

I Krøniker, Hurai ("d" for "r"). Ga'ash, et vadi i Efraim.

20. Abi-albon arabatiten.

I Krøniker, Abiel, måske fordærvet fra Abi-Baal; fra Beth-araba, Juda eller Benjamin.

21. Azmaveth barhumiten.

Tre andre, og en judaitisk by af samme navn. Baharumit; i Krøniker, Barhumit, en benjaminitisk by.

22. Eliahba shaalboniten.

Shaalbon, en danitisk by.

23. Jasens søner (bedre, Hasem).

I Krøniker: "Hasems søner, gizoniten." "Søner af" ligner en skrivefejl eller interpolation, måske en gentagelse af "bni" i "Shaalboni" ovenfor.

24. Jonathan, søn af Shamma harariten.

I Krøniker tilføjes: "søn af Shagee harariten." Shagee burde måske være Agee (2 Sam 23,11); men Septuaginta tyder på Shamma her; både Samuel og Krøniker burde læse "J., søn af Shamma arariter."

25. Ahiam, søn af Sharar arariter.

I Krøniker, Sacar harariten. Sacar understøttes af Septuaginta.

26. Eliphelet, søn af Ahasvai, søn af maakatitten.

I Krøniker står "Eliphal, søn af Ur," og tilføjer "Hefer mekeratiten." Begge tekster er fordærvede. Krøniker burde måske læse: "Eliphelet, søn af ..., maakatitten, Eliam," osv.

27. Eliham, søn af Ahitofel giloniten.

Eliham, muligvis far til Batseba. Ahitofel, Davids råadgiver. Gilonit, indfødt fra Gilo.

27a. Ahija peloniten (i Krøniker, men ikke i Samuel).

Syv andre Ahijaer. Pelonit usikker, sandsynligvis en fordærvelse; måske indsat af en skriver, som ikke kunne tyde hans "original," og betyder "en eller anden," som i 1 Sam 21,2.

28. Hezro (Hezrai) karmeliten.

En skriver blandede hebraiske bogstaver, vav ("v") og jod ("j"). Karmel, nær Hebron.

29. Paarai arbiten.

I Krøniker: "Naarai, søn af Esbai." Usikker. Arb, en by i Juda.

30. Igal, søn af Natan fra Zoba.

I Krøniker, Joel, Natans bror. Igal mindre almindeligt end Joel, derfor mere sandsynligt at være fordærvet; 2 andre Igaler; 12 andre Joeler; 5 andre Nataner.

30a. Mibhar, søn af Hagri (i Krøniker, ikke i Samuel).

Teksten usikker mellem dette og 31.

31. Bani gaditten (udeladt i Krøniker).

Muligvis geraritten.

32. Zelek ammoniten.

Ammon øst for Jordan og øvre Jabbok.

33. Naharai beerotitten, rustmester for Joab, søn af Zeruia.

Beeroth, benjaminitisk by.

34. Ira itritten.

Itriter, en familie fra Kirjat-Jearim, Juda.

35. Gareb itritten.

Gareb også et bjerg vest for Jerusalem.

36. Uria hetittten.

Batsebaes mand; 3 andre. Fra en hetitisk by omgivet af Israel ved indtoget.

37. Zabad, søn af Ahlaj (måske udeladt i Samuel), i Krøniker.

I Krøniker tilføjes 13 andre. Udfyldningen af ledige pladser gør tallet 37 i stedet for 30. To navne måske i ba'al, 5 i jah, 7 i 'el. Såvidt det kan gisnes, 5 fra Juda, 3 fra Benjamin, 2 fra Efraim, 1 fra Dan, 1 fra Issakar, 1 ammonit, 1 hetit, 2 (eller 4) harariter, 2 harodit, 2 itriter.

(20) 1Kon.4,1-19.--Salomos "Fyrster" og Embedsmænd.

Eleve fyrster, 12 embedsmænd. Ingen omtale af deres stammeforbindelser; tildelt kun delvis efter stammegrænser. 7 navne i jah, 1 i 'el; 5 af embedsmændene er præfikset ben som om deres egne navne var faldet ud.

(21) 1Krn.1-9.--Slægtsregistre med geografiske og historiske bemærkninger.

Langt den største samling af genealogisk materiale, som mest fuldstændigt belyser problemerne og vanskelighederne. Vurderingen af dens værdi afhænger af vurderingen af Krønikeskriverens datering, formål, forudsætninger samt etiske og mentale egenskaber. Han bruger frit alt tidligere gammeltestamentligt materiale og må have haft familie- eller stammesange og traditioner ved hånden; genealogiske registre, som nævnt i Ezra 2,61-69; Neh 7,63-65; lokale traditioner; officielle slægtsregistre, såsom »de slægtsregistre, der blev opgjort i kong Jotam af Judas dage og .... kong Jeroboam af Israels dage« (1 Krøn 5,17); profetisk, historisk og andet materiale, som nu er gået tabt, »Shemavjas ord .... efter slægtsregistrenes måde« (2 Krøn 12,15), og andre steder. Resultaterne af Davids folketælling synes at have været i hans hænder (1 Krøn 27,24). Curtis (ICC, »Chronicles«, 528) foreslår, at hans formål delvis var at tilvejebringe slægtsregistre for samtidige familier, hvilket indebærer en tilpassende indsættelse af navne »efter slægtsregistrenes måde« i dag. To hovedformål synes dog klare: det første historisk, at give det historiske og personlige grundlag og den ramme, der skulle belyse Krønikeskriverens hovedtese, nemlig at national velstand afhang af, og national karakter blev målt ved, troskab mod Guds lov, især sådan som den samlede sig om tilbedelsen og tjenesterne i Jahves hus. For at gøre dette var det nødvendigt at spore de fremtrædende personers, familiers og stammers afstamning. Derfor den plads, der gives til Juda, Levi og Benjamin, den vigtigste troskabslinje, de bedst egnedes overlevelse. Det andet formål var at bevare blodets renhed i det genoprettede folk, at medtage alle, som havde ret dertil, og udelukke alle, som ikke havde. Vi kan også tilskrive ham en sådan respekt for sit materiale, at han bevarede det hele (med visse forståelige undtagelser), selv om det hist og her er yderst fragmentarisk. Hans materialer har mange forskellige grader af alder. Nogle mener, at alderen angives af det sidste trin i afstamningen, f.eks. Sheshuns slægtsregister, der ender med Hizkijas tid; Hemans og Asafs (1 Krøn 1; 1 Krøn 33) med Davids. Navnestudier og historisk-litterær kritik søger endnu andre tegn på relativ alder. Teksten har lidt meget, som navnelister gør, under afskriverfejl. Enkeltheder i hans metode vil blive påpeget i den følgende analyse. Som i hele denne artikel forbyder pladsen en udtømmende behandling af de endeløse tekstlige, kritiske og historiske spørgsmål, der opstår. Kun nogle få illustrative tilfælde gives.

I. Urslægtsregistre (1 Krønikebog 1,1-54).

For at vise Israels plads blandt nationerne; følger Første Mosebog nøje og udelader kun kainitterne; dristigt og dygtigt sammentrængt, som om de udeladte kendsgerninger var velkendte.

(1) De ti patriarker før syndfloden og Noas tre sønner (1 Krøn 1,1-4).

Følger 1 Mos 4,5 og giver kun navnene.

(2) Jafets efterkommere (1 Krøn 1,5-7) (1 Mos 10,2-4 uændret).

(3) Hamitterne (1 Krøn 1,8-16) (1 Mos 10,6-8; 1 Mos 10,13-18 a uændret).

(4) Semitterne (1 Krøn 1,17-23) (1 Mos 10,22-29; kun afskriverændringer).

(5) Abrams afstamning (1 Krøn 1,24-27) (1 Mos 11,10-26 forkortet, idet kun patriarkerne gives).

(6) Abrahams sønner, Ketura, Isak (1 Krøn 1,28-34).

1 Mos 25,1-4; 1 Mos 25,13-16; 1 Mos 25,25; 1 Mos 25,26; 1 Mos 32,28. Vender rækkefølgen af Ismaels og Keturas efterkommere om.

(7) Esaus sønner (1 Krøn 1,35-52) (1 Mos 36,4-10).

(8) Edoms konger og sheiker (1 Krøn 1,43; 1 Krøn 1,14) (1 Mos 36,31-43). Afskriverændringer.

II. Jakobs efterkommere (1 Krønikebog 2-9).

Stammerne er hovedsagelig ordnet geografisk. Juda, som den kongelige linje, får 100 vers, Levi, som den præstelige, 81 vers, Benjamin 50, de øvrige ti 56, Da og Zebulon forsømmes. Hans formål begrænser ham i praksis til de første tre; og disse var også de bedst bevarede.

(1) Israels sønner.

Følger i det væsentlige rækkefølgen i 1 Mos 35. Da placeres før Rakels sønner. Der findes 17 forskellige rækkefølger af stammerne i Bibelens lister.

(2) Judas slægtsregistre (1 Krøn 2,3-4).

(a) Isajs sønners afstamning fra Juda (1 Krøn 2,3-17).

I høj grad samlet fra de historiske bøger. Zeras sønner (1 Krøn 2,6-8) findes ikke andetsteds. Kelubaj er Kaleb. Kun 7 af Isajs sønner nævnes. Abishaj, Joab og Asael betegnes altid med deres mors navn, Seruja.

(b) Besalels slægtsregister (1 Krøn 2,18-20).

Kunsthåndværkeren ved tabernaklet, som derfor i høj grad interesserer Krønikeskriveren.

(c) Andre efterkommere af Hesron (1 Krøn 2,21-24).

(d) Jerakmeelitterne (1 Krøn 2,25-41).

Uomtvistet en meget gammel liste over denne vigtige klan, som ikke findes andetsteds. Sheshan (1 Krøn 2,35), som giftede sin datter med Jarha, en egyptisk tjener, illustrerer indførelsen af en fremmed i folket og stammen.

(e) Kalebitterne (1 Krøn 2,41-55).

Ikke andetsteds. Navnene er for en stor del geografiske. En underafdeling af hesronitterne. Ikke Kaleb, Jefunnes søn.

(f) Davids efterkommere (1 Krøn 3,1-24).

Giver først sønnerne og deres fødesteder, dernæst kongerne frem til Jekonja og Sidkija, derefter den davidiske linje fra Jekonja til Zerubbabel, og derpå Zerubbabels sønnesønner og Shekanjas efterkommere. To andre lister over Davids sønner (2 Sam 5,14-16; 1 Krøn 14,4-17). Elifelet og Noga her menes at være opstået under afskrivning, sammen med nogle andre ændringer. Johanans navn (Josias' søn) gives blandt kongerne, skønt han aldrig regerede. Sidkija kaldes søn (i stedet for bror) af Jojakin, måske en afskriverfejl. »Jah«-navne er overordentlig talrige. Navnene på Zerubbabels sønner er stærkt symbolske: Meshullam, »Belønnet«; Hananja, »Jah er nådig«; Shelomit, »Fred«; Hashuba, »Overvejelse«; Ohel, »Telt«, dvs. »Jahves bolig«; Berekja, »Jah velsigner«; Hasadja, »Jah er venlig«; Jushab-hesed, »Miskundhed vender tilbage«; karakteristisk for eksilet.

(5) Levi (1 Krøn 6,1-81).

Illustrerer mere fuldt ud Krønikeskriveren stilling og metoder.

(a) Yppersteprester fra Levi til Jehozadak (i landflygtigheden) (1 Krøn 6,1-15).

(i) Levis sønner: Gerson, Kehat, Merari (1 Mos 46,11; 2 Mos 6,16).

(ii) Kehats sønner: Amram, Jihar, Hebron, Uzziel (2 Mos 6,18).

(iii) Amrams "sønner": Aron, Moses, Mirjam (2 Mos 6,20; 2 Mos 6,23 (undtagen Mirjam); 4 Mos 26,59 f).

(iv) Yppersteprester fra Eleasar. Også (delvis) Esra (7,1-5):

1. Eleasar

2. Finehas

3. Abisua

4. Bukki

5. Uzzi

6. Zerajia

7. Merajot

8. Amarija

9. Ahitub

10. Zadok

11. Ahimaaz

12. Azarja

13. Johan

14. Azarja

15. Amarija

16. Ahitub

17. Zadok

18. Sallum

19. Hilkija

20. Azarja

21. Seraja

22. Jehozadak

Bemærkelsesværdige udeladelser: Elis hus, Eli, Pinehas, Ahitub, Ahimelek, Ebjatar, fordi de blev sat til side til fordel for Sadoks hus på Salomos tid; Bukki til Sadok var deres samtidige; men listen udelader også Amarja i Joshafats regeringstid (måske), Jojada, Joashs "magt bag tronen", Urija på Akaz' tid, Azarja på Hizkijas tid. Man har ment, at dette blev gjort af hensyn til en kronologisk plan hos Krønikeforfatteren, som regnede 23 generationer à 40 år fra udgangen af Egypten til fangenskabet, eller 920 år. Den hebraiske generation var dog lige så sandsynligt 30 som 40 år, og var faktisk nærmere 20. Det tilsyneladende antal generationer fra Aron til fangenskabet, når oplysningerne fra de historiske bøger lægges til, er 29, hvilket giver en generation på omkring 24 år. Grundene til udeladelsen her, som til mange andre, er ikke indlysende. Uden for Krønikebøgerne og Ezra ved vi intet om Abishua, Bukki, Uzzi, Zeraja, Merajot, den første Amazja, Johanan, Amarja, Ahitub, Sadok 2, Shallum, Azarja 3. Listen berører historiske notitser i Aron, Eleazar, Pinehas, Sadok, Ahima'as, Azarja 2, samtidig med Salomo, måske Amarja, samtidig med Joshafat, Azarja, samtidig med Uzzija, Hilkija, samtidig med Josva, Seraja, som blev dræbt af kaldæerne, og Josadak. Gentagelsen af lignende navne i tæt rækkefølge er karakteristisk jødisk (men sammenlign navne på paver og konger). Den ses i listen, der begynder med Josadak: Josva, Jojakim, Eljashib, Jojada, Jonathan, Jaddua, Onias, Simon, Eleazar, Manasse, Onias, Simon, Onias, Josva. Også omkring Kristi tid: Eleazar, Jesus, Annas, Ismael, Eleazar, Simon, Josef, Jonathan, Theophilus, Simon, skønt disse sidste ikke efterfølger hinanden i en genealogisk linje.

(b) De tre levitiske slægter (1 Krøn 6,16-19). Efter 2 Mos 6,17-19; 4 Mos 3,17-20.

(c) Gershoms direkte efterkommere: syv, 1 Krøn 6,20; 1 Krøn 6,21; tretten, 1 Krøn 6,39-43. Se også 1 Krøn 23,7.

De to lister (1 Krøn 6,20; 1 Krøn 6,21 og 6,39-43) er tydeligvis den samme:

Gershom Gershom

Libni Jahath

Zimmah Zimmah

Joah Ethan

Iddo Adaiah

Zerah Zerah

Jeatherai Ethni

Malchiah

Baaseiah

Michael

Shimea

Berachiah

Asaph

Jahath, Zimmah, Zerah findes i begge. Ved små ændringer er Joah, yow'ah, Ethan, 'ethan; Iddo, `idow, er `idaiah, Adaiah; Jeatherai, y� 'thriy, er Ethni, 'ethniy. Shimei kan være faldet ud af den ene og Libni af den anden. Jahath og Shimei er blevet ombyttet. I 1 Krøn 23,7 er Libni Ladan.

(d) Samuels stamtavler (1 Krøn 6,27; 1 Krøn 6,28; 1 Krøn 6,33-35). Se også 1 Sam 1,1; 1 Sam 8,2.

Vi har tre stamtavler for Samuel, alle skadet i overleveringen:

(1) 1 Krøn 6,22-24; 1 Krøn 6,28

(2) 1 Krøn 6,33-38

(3) 1 Sam 1,1; 1 Sam 8,2

Kohath Kohath

Amminadab Izhar

Korah Korah

Assir, Elkanah,

Ebiasaph Ebiasaph

Assir Assir

Tahath Tahath

Uriel Zephaniah

Uzziah Azariah

Shaul Joel

Elkanah Elkanah

Amasai Amasai

Ahimoth Mahath Elkanah Elkanah

Zophai Zuph Zuph

Nahath Thoah Thohu

Eliab Eliel Elihu

Jeroham Jeroham Jeroham

Elkanah Elkanah Elkanah

Samuel Samuel Samuel

Joe (Vashni) and Joe Joel

Abijah

Heman

Teksten er uklar. Septuaginta læser (1 Krøn 6,26): "Elkana, hans (Ahimots) søn, Zofaj, hans søn." Den har Izhar i (1) i stedet for Amminadab, ligesom hebraisk har i 2 Mos 6,18; 2 Mos 6,21. Uriel i stedet for Zefanja kan ikke forklares. Uzzija og Azarja kan ombyttes. De andre variationer skyldes afskrivning. Joe er faldet ud af den første liste, og de følgende ord, som nu står i 1 Sam 8,2, og syrisk her: "og den anden," v-sh-n, er blevet læst "Vashni." 1 Sam 1,1 kalder Zuf en efraimit. At Krønikeforfatteren gør krav på ham (og Samuel), synes for nogle at være endnu et eksempel på levitisk partiskhed og tilegnelsestrang. Slægtsregisteret findes også "klart kunstigt", idet Zuf er et område, og Toa, Tohu, Nahat en familie. Men "efraimit" er enten blot lokalt, idet familien havde fået tildelt bopæl dér (Jos 21,5; 1 Krøn 6,66), eller (Hengstenberg, Ewald) fordi den, da den således blev tildelt, er blevet indlemmet i stammen. Hannas løfte om at vie ham til Jahve siges (Curtis, Moore, ICC på det anførte sted) at vise, at han ikke var levit, for i så fald var intet løfte nødvendigt. Men Elkanas efraimitiske borgerskab kan i Hannas bevidsthed have tilsløret den levitiske afstamning. I Dommertidenes opløste forhold kan en efraimitisk kvinde meget vel have været uvidende om, eller ligeglad med, den levitiske ordning. Hun, eller forfatteren til 1 Sam 1,1, må også have glemt, at enhver mandlig, der åbner moderskødet, fra enhver stamme, i lige høj grad er Guds ejendom. En mors løfte om at vie sin førstefødte søn til Jahve, uden mulighed for tilbagekaldelse eller indløsning, og at besegle hans indvielse med det betydningsfulde symbol, det uklippede hoved, er ikke svært at forestille sig hverken hos en levit eller en efraimit, og er lige "unødvendigt" i begge tilfælde. Heman, som afslutter stamtavlen (2), var Davids samtidige.

(e) Asajas, meraritens, stamtavle (1 Krøn 6,29; 1 Krøn 6,30).

Merari: Mahli: Libni; Shimei: Uzzah: Shimea: Haggiah: Asaiah. Vanskelig at tilpasse eller placere. Libni og Shimei er andre steder gershonitter, men det samme navn findes ofte i forskellige stammer eller slægter. Oplysninger neden for Mahli mangler helt.

(f) Afstamningen for Davids tre sangere, Heman, Asaf, Ethan (1 Krøn 6,33-47).

(i) Heman er blevet givet under (d); 20 led.

(ii) Asaf: Getshorn: Jahath: Shimei: Zimmah: Ethan: Adaiah: Zerah: Ethni (Jeatherai): Malchijah: Baaseiah: Michael: Shimea: Berechiah: Asaph; 15 led.

(iii) Ethan: Merari: Mushi: Mahli: Shemet: Bani: Amzi: Hilkiah: Amaziah: Hashabiah: Malluch: Abdi: Kishi: Ethan; 12 led.

De seks øvrige stammer.

(a) Issakar (1 Krøn 7,1-5).

1 Krøniker 7,1 stammer fra 1 Mos 46,13; 4 Mos 26,23; 4 Mos 26,14. Resten er særegen for Krøniker. Slutter med en opgørelse over kæmper i stedet for den sædvanlige angivelse af boliger.

(b) Benjamin (1 Krøn 7,6-13).

Et meget vanskelig afsnit. Det anses for at være en Zebulon-slægtsfølge, som er blevet "benjaminiseret", fordi

(1) der findes en benjaminitisk liste andre steder;

(2) Benjamin er uden for rækkefolgen her, mens Zebulon kommer på dette sted i 13 ud af 17 stammeslægter, og denne liste har ingen anden plads for det; (3) antallet af Benjamins sønner afviger fra andre benjaminitiske slægtsfølger;

(4) navnene på Belas og Bechers sønner er forskellige her;

(5) mange navne er ikke benjaminitiske;

(6) Tarsis er i denne liste et kystnavn, der passer til Zebulon, men ikke Benjamin. Men (1) det kaldes benjaminitisk; (2) dubletter er ikke ukendt i Krøniker; (3) Dan bliver også negligeret; (4) mange benjaminitiske navne findes; (5) både det zebulonitiske materiale og det benjaminitiske materiale andre steder er for spinkelt til sikre konklusioner.

(c) Dan, 1 Krøn 7,12, fra 1 Mos 46,23.

Aher ("anden") er en afskriverfejl eller erstatning for Dan.

(d) Naftali, 1 Krøn 7,13, fra 1 Mos 46,24 (transskriptionelle ændringer).

(e) Manasse, øst og vest (1 Krøn 7,14-19).

Teksten i 1 Krøn 7,14; 1 Krøn 7,15 meget ødelagt. Ingen anden beretning findes om sønnerne i 1 Krøn 7,16; 1 Krøn 7,17: Perez, Serez, Ulam, Rakem, Bedan.

(f) Efraim til Josva (1 Krøn 7,20-29).

Indeholder en interessant personlig bemærkning om Efraims sorg over sine sønner Ezer og Elead, og den senere fødsel af Beria. Tolket til at betyder, at stammerne Ezer og Elead mødte katastrofe, hvorefter stammen Beria blev fremtrædende.

(g) Josephs sønners boliger (1 Krøn 7,28; 1 Krøn 7,29).

Vanskelig at sige, hvorfor dette er blevet placeret her.

(h) Ascer (1 Krøn 7,30-40).

De tidligste navne stammer fra 1 Mos 46,17. Gray anser de øvrige for gamle.

(8) Sauls hus (1 Krøn 9,35-44, gentager 9,29-38).

(22) Davids krigere (1 Krønikebog 11,10-47).

Behandlet under (19). Føjer til listen: Adina, søn af Shiza, rubenit; Hanan, søn af Ma'aka; Joshafat fra Mithni; Uzzija fra Ashterat; Shama og Jeiel, sønner af Hotam fra Aroer; Jediael, søn af Shimri, og hans bror Joha, tizit; Eliel fra Mahavim; Jeribai og Joshavja, sønner af Elnaam; Jitma, moabit; Eliel, Obed og Jaasiel fra Mezoba.

(23) Davids tilkomne mænd ved Siklag (1 Krønikebog 12-22).

Findes kun her. Indeholder 23 navne fra Benjamin (nogle kan være judæere); 11 fra Gad; 8 fra Manasse; intet viser, at navnene ikke er gamle.

(24) Davids musikere og dørvogtere ved arkens indførelse (1 Krønikebog 15,16-24).

Også 1 Krøn 16,5; 1 Krøn 16,6; 1 Krøn 16,37-43. Hver afdeling af levitterne er repræsenteret ved en overmusiker.

(25) Davids organisering af riget (1 Krønikebog 23-27).

I. Levitterne (1 Krønikebog 23).

(1) Gershons slægt (1 Krøn 23,7-11); 9 huse.

(2) Kehats slægt (1 Krøn 23,12-20); 11 huse.

(3) Meraris slægt (1 Krøn 23,21-23); 4 huse.

II. Præsterne (1 Krønikebog 24).

24 skifter; 16 fordelt blandt Eleazars efterkommere, med Sadok som overhoved; 8 blandt Itamars efterkommere, med Ahimelek som overhoved (måske en fejl for Ebjatar); men måske Ahimeleks. Ebjatar, søn af Ahimelek, handlede på sin fars vegne.

(1) Eleazars skifter: Jojarib, Harim, Malkija, Hakkos, Josva, Eljashib, Huppa, Bilga, Hezer, Happisses, Petahja, Jehezkel, Jakin, Gamul, Delaja, Ma'azja.

(2) Itamar: Jedaja, Seorim, Mijamin, Abija, Shekanja, Jakim, Joshebeab, Immer.

Josefus giver de samme navne på skifterne (Ant., VII, xiv, 7; Vita, 1). Flere nævnes i Apokryferne, Talmud og Det Nye Testamente. Jojarib, Jedaja, Harim, Malkija, Mijamin, Abija, Shekanja, Bilga, Ma'azja findes i en eller begge af Nehemias' lister.

(3) Supplerende liste over levitter (1 Krøn 1).

Gentager levitfamilierne i 1 Krøn 23,6-23, udelader gershonitterne og tilføjer til kehatitterne og meraritterne.

III. Sangerne (1 Krønikebog 25).

(1) Deres slægter, inddelt under de tre store grupper, efterkommere af Asaf, Jedutun (Etan) og Heman.

Et ejendommeligt problem antydes af det forhold, at navnene i vers 4, begyndende med Hanani, med nogle få meget små ændringer, lyder: "Hanan (`Forbarm dig') -iah (`O Jahve'); Hanani (~`Forbarm dig'); Eli-athah ('Du er min Gud'); Giddalti (`Jeg har gjort stor') (og) Romamti (`ophøjet') (din) Ezer (`hjælp'); Josh-bekashah (`På hårdhedens sæde'); Mallothi (`Jeg talte om det'); Hothir (`Gav stadig'); Mahazioth (`Syner')." Hvordan eller hvorfor dette er kommet ind blandt disse navne, kan ikke siges.

(2) De 24 skifter på hver 12 sangere; af disse skifter tilfaldt nummer 1, 3, 5, 7 Asaf; nummer 2, 4, 8, 10, 12, 14 tilfaldt Jedutun; nummer 6, 9, 11, 13, 15-24 tilfaldt Heman.

IV. Portvagter og andre embedsmænd (1 Krønikebog 26).

(1) Slægtsregistre og poster for portvagterne (1 Krøn 26,1-19).

(2) De, der havde ansvaret for templets skatkammer (1 Krøn 26,20-28).

(3) De, der havde ansvaret for de "ydre anliggender".

Underordnede embedsmænd, skatteopkrævere osv.

V. Hæren og Davids embedsmænd (1 Krønikebog 27).

(1) Hæren (1 Krøn 27,1-15).

12 officerer, hver med kommando over 24.000 mand og med ansvar i én måned; udvalgt blandt Davids krigere.

(2) Stammefyrsterne (1 Krøn 27,16-24).

Efter mønster af 4 Mos 12-15. Gad og Asher er udeladt. De 12 fremkommer ved at medtage levitterne og aronitterne.

(3) Kongens tolv forvaltere (1 Krøn 27,25-31).

(4) Kongens hofembedsmænd (1 Krøn 27,32-34).

Rådgiver og skriver: Jonatan, kongens onkel, ellers ukendt; lærer: Jehiel; rådgiver: Akitofel; "kongens ven" (nærmeste fortrolige?): Hushaj. Muligvis er to præster dernæst medtaget: Jojada, Benajas søn, og Ebjatar, ypperstepræst for Itamar-grenen. Men måske bør der læses: "Benaja, Jojadas søn." Hvis der menes to præster, virker det mærkeligt, at Sadok ikke er en af dem. Listen slutter med overbefalingsmanden Joab.

Denne udførlige organisering af hver del og gren af riget betragtes som Krønikeskriverens strålende utopiske drøm om, hvad der måtte have været, idet den store soldat og statsmandens organisatoriske evne undervurderes.

(26) Ezra 2,1-63.--De landflygtige, som vendte tilbage med Zerubbabel.

Har parallel i Neh 7,6-73. 9 "Jah"-navne, 4 "El"-navne blandt 107.

(1) Lederne (Ezra 2,2).

(2) Tal efter slægter (Ezra 2,3-19).

18 af Ezras tal afviger fra Nehemias'.

(3) Tal efter lokaliteter (Ezra 2,20-35).

10 byer sandsynligvis judæiske, 7 benjaminitiske.

(4) Præsterne (Ezra 2,39.42).

Kun 4 slægter, der repræsenterer 3 davidiske skifter.

(5) Levitterne (Ezra 2,43.14).

Blandt sangerne kun asafitter.

(6) Dørvogterne (Ezra 2,45).

3 gamle navne, 3 nye.

(7) "Netinim" (tempelslaver) (Ezra 2,46-56).

(8) Salomos tjeneres (slavers) børn (Ezra 2,57-59).

(9) De, som ikke kunne bevise deres afstamning.

(a) Den almindelige befolkning.

Tre slægter, Delajas, Tobijas og Nekodas børn.

(b) Præsteslægter.

Hobaja, Hakkos, Barzillaj. Hakkos, det syvende af de davidiske skifter, lykkedes måske senere med at fastslå deres ret (Neh 3,21).

(27) Ezra 6,1-5.--Ezras slægtsregister.

Et opadstigende slægtsregister: Ezra, søn af Seraja, søn af Azarja, søn af Hilkija, søn af Shallum, søn af Sadok, søn af Ahitub, søn af Amarja, søn af Azarja, søn af Merajot, søn af Zeraja, søn af Uzzi, søn af Bukki, søn af Abishua, søn af Pinehas, søn af Eleazar, søn af Aron; 16 led. Følger 1 Krøn 6,7-10 ned til Sadok, udelader derpå 7 led til Shallum, foruden de 7, der er udeladt i Krønikebøgerne.

(28) Ezra 8,1-20.--Tal og ledere for dem, der vendte tilbage med Zerubbabel.

Tal meget mindre end i Serubabels liste (Ezra 2,1-14). Måske 3 nye familier, Sjekania, Sjelomit, Joa; 7 flere ledere. En meget mindre andel af levitter; blandt dem en "mand af skønsomhed," måske et navn, "Isjsekel," af Mahlis sønner, derfor en merarit, med andre merariter, 39 i alt.

(29) Ezra 10,18-44.--Jøder som havde ægtet fremmede kvinder.

(1) Præsterne (Ezra 10,18-22).

I alt sytten; medlemmer af ypperstepræstens familie og af de davidiske skifter Immer og Harim, foruden Pasjhurs familie.

(2) Levitterne (Ezra 10,23); 6 i alt.

(3) Sangere og Dørvogter (Ezra 10,24); 4 i alt.

(4) "Israel," "lægfolk" (Ezra 10,25-43).

Seksten familier repræsenteret; 86 personer. Ud af i alt 163 navne, 39 jah-sammensætninger, 19 'el-sammensætninger, 8 med præfiks.

(30) Nehemias 3,1-12.--Lederne i murens reparation.

Otteogtyve ledere; i 30 tilfælde også faderens navn givet. Så vidt nævnt, alle fra Juda og Jerusalem.

(31) Nehemias 7,7-63.--De som vendte tilbage med Serubabel.

Følger Ezra 2,1-63, med afskrivningsvariatoner i navne og tal.

(32) Nehemias 8,4-7.--Levitter og andre som assisterede Ezra med at forkynde Loven.

(33) Nehemias 10,1-27.--Pagtens seglere.

Toogtyve præster, 17 levitter, 20 overhoveder for familier allerede nævnt, 24 enkeltpersoner.

(34) Nehemias 11,3-36.--Fornemmeste beboere i Jerusalem og omkegn.

Paralleller i 1 Krøn 9,9-22. Nogle udeladelser og variationer; 5 præsteskifter givet, Jojiarib, skifte nummer 1; Jedaja, nummer 2; Jakin, nummer 23; Malkija, nummer 5; Immer, nummer 6. 24 "Jah," 6 "El" navne ud af 82.

(35) Nehemias 12,1-8.--Præster og levitter som drog op med Serubabel.

Sammenlign med præsters lister i Neh 10,2-8 (33), og med præster under Jojiakim (Neh 12,12-21)). De er navne på familier. Se Neh 12,12.

(36) Nehemias 12,10.11.--Ypperstepræster fra Jesua til Jaddua.

(1) Jesua, 538-520 f.Kr.

(2) Jojiakim.

(3) Eliasib, 446 til efter 433.

(4) Jojada, omkring 420.

(5) Jonatan, Johanan, 405-362.

(6) Jaddua, til 323.

Denne liste vedrører dateringen af Ezra-Nehemias. Jaddua var ypperstepræst da Alexander besøgte Jerusalem, 335 f.Kr. Hvis Darius i vers 22 er Darius Notus (425-405 f.Kr.), og Jaddua, en dreng, nævnes som arving til ypperste-præstværdigheden, blev denne passage skrevet før 400. Hvis Jadduas faktiske ypperste-præstværdighed menes, og Darius Kodomannus (336-330 f.Kr.) er Darius her, kan dateringen være omkring 330. Familiers opregning her er henlagt til tiden under Jojiakim, før 405, og de senest registrerede begivenheder til tiden under ypperstepræsten før Jaddua (Neh 12,23; Neh 13,28), derfor før 362. Hypotesen om en tilføjelse af en eller anden skriver efter 350 er mulig, men ikke nødvendig.

(37) Nehemias 12,12-21.--Overhoveder for præste-familier.

(38) Nehemias 12,22-26.--Levitter og dørvogter under ypperstepræsten Johanan.

(39) Nehemias 12,31-42.--Fyrster og præster ved murens indvielse.

(40) Matthæus 1,1-17.--Slægtstabel for Jesus Kristus.

(Se særskilt artikel).

(41) Lukas 3,23-38.--Slægtstabel for Jesus.

(Se særskilt artikel).

LITERATUR.

Kommentarer på de nævnte steder, især til 1. Mosebog, 2. Mosebog, 4. Mosebog, Krønikebøgerne, Ezra-Nehemias, især C. F. Keil, Bible Comm., 1872; E. Bertheau, in Kurzgef. exeget. Handb. zum Altes Testament, 1873; Bible ("Speaker's") Commentary (Browne, Gen; Clark, Ex; Espin, Nu; Rawlinson, Chronicles, osv.); W. B. Barnes, Cambridge Bible, Chronicles; R. Kittel, Die Bucher der Chronicles; Driver, Westminster Comm., Gen; ICC (Gray, Nu; Moore, Jgs; Curtis, Chronicles, osv.); Pulpit Comm.; W. R. Harvey-Jellie, Ch in Century Bible; S. Oettli, Kgf. Kom., 1889; O. Zoeckler, Lange's Comm., osv.

Encyclopedia-artikler, især HDB, E. L. Curtis, "Genealogies"; SBD, A. C. Hervey, "Genealogies"; EB, S. A. Cook, "Genealogies"; EB, 11. udgave, S. A. Cook, "Genealogies"; andre encyclopedia-artikler under særlige bøger, stammer, navne, slægtsregistre.

Almene værker: Gray, Studies in Hebrew Proper Names; Hommel, The Ancient Hebrew Tradition; A.C. Hervey, The Genealogies of our Lord; Sprenger, Das Leben u. d. Lehre d. Mohammad; W.R. Smith, Kinship and Marriage in Early Arabia; J. Wellhausen, De Gentibus et Familiis Judaeis; J. Wellhausen, Prolegomena, 1883 (ET), 177-277; McLennan, Studies in Ancient History.

Tidsskrift-artikler: H.W. Hogg, "Genealogy of Benjamin," JQR, XI, 1899, 96-133, 329-44; M. Berlin, "Notes on Genealogies of Levi, 1 Krøn 1," Jewish Quarterly Review, XII, 1900, 291-98; M. Berlin, "Gershonite and Merarite Genealogies," JQR, XII, 1901, 291 ff; H. W. Hogg, "Ephraimite Genealogy," JQR, XIII, 1900-1901, 147-54; J. Marquart, "Genealogies of Benjamin," JQR, XIV, 1902, 343-51; J. W. Rothstein, Die Genealogie das Konigs Jojachin und seiner Nachkommen in geschichtlicher Beleuchtung, Berlin: Reuther u. Reichold, 1902; R.S. Macalister, "The Royal Potters, 1 Krøn 4,23," The Expositor Times, XVI, 1905, 379 ff; R. S. Macalister, "The Craftsmen Guild of the Tribe of Judah," PEFS, 1905, 243-53, 328-42; C. C. Torrey, "The Greek versions of Chronicles, Ezra, and Nehemiah," Proceedings of the Society of Biblical Archaeology, XXV. 1903, 139 ff, og mange andre.

Philip Wendell Crannell