Hjerte

Ifølge Bibelen er hjertet centrum ikke blot for åndelig aktivitet, men for alle menneskelivets handlinger. “Hjerte” og “sjæl” bruges ofte i flæng (5 Mos 6,5; 26,16; jf. Matt 22,37; Mark 12,30, 33), men det er ikke generelt tilfældet.

Hjertet er “hjemstedet for det personlige liv”, og derfor betegnes et menneske efter sit hjerte som vist (1 Kong 3,12 osv.), rent (Sl 24,4; Matt 5,8 osv.), retskaffent og retfærdigt (1 Mos 20,5, 6; Sl 11,2; 78,72), fromt og godt (Luk 8,15) osv. I disse og lignende passager kunne ordet “sjæl” ikke sættes i stedet for “hjerte.”

Hjertet er også samvittighedens sæde (Rom 2,15). Det er af natur ondt (1 Mos 8,21), og derfor besmitter det hele livet og karakteren (Matt 12,34; 15,18; jf. Præd 8,11; Sl 73,7). Derfor må hjertet forandres, genfødes (Ez 36,26; 11,19; Sl 51,10-14), før et menneske villigt kan adlyde Gud.

Frelsens proces begynder i hjertet ved den troende modtagelse af Guds vidnesbyrd, mens forkastelsen af dette vidnesbyrd forhærder hjertet (Sl 95,8; Ordsp 28,14; 2 Krøn 36,13). “Hjertets hårdhed viser sig ved lette syn på synd; delvis anerkendelse og bekendelse af den; stolthed og indbildskhed; utaknemmelighed; ligegyldighed over for Guds ord og anordninger; manglende opmærksomhed på guddommelige forsyn; undertrykkelse af samvittighedens overbevisninger; undgåelse af irettesættelse; formastelighed og almindelig uvidenhed om guddommelige ting.”