Subapostolsk litteratur

lit'-er-a-tur, sub-ap-os-tol'-ik (kristen):

I. CLEMENS' BREV TIL KORINTHERNE

1. Forfatterskab og datering

2. Anledning og indhold

3. Apologetisk vidnesbyrd

4. Læremæssigt vidnesbyrd

5. Embedsbærere og organisation

6. Ritual

II. DIDACHE

1. Forsvinden og genopdagelse

2. Datering

3. Standpunkt, forfatterskab og formål

4. Vidnesbyrd om nytestamentlige skrifter

5. Indhold og notabilia

III. IGNATIUS' BREVE

1. Forfatter og datering

2. Ægthed

3. Ledende tanker

4. Andre notabilia

IV. POLYKARPS BREVE

1. Datering og ægthed

2. Anledning og indhold

3. Notabilia

V. PAPIAS-FRAGMENTER

1. Forfatter og datering

2. Vidnesbyrd om Matthæus og Markus

3. Andre notabilia

VI. BARNABAS' BREV

1. Forfatterskab

2. Datering

3. Formål og indhold

4. Notabilia

VII. HERMAS' PASTOR (HYRDEN)

1. Forfatterskab og datering

2. Formål og indhold

3. Notabilia

VIII. CLEMENS' ANDET BREV

1. Karakter og dokument

2. Datering og forfatterskab

3. Indhold

4. Notabilia

IX. ARISTIDES' APOLOGI

1. Genopdagelse og datering

2. Indhold

3. Notabilia

X. JUSTIN MARTYR

1. Begivenheder i hans liv

2. Første apologi

3. Anden apologi

4. Dialog med jøden Tryfon

5. Notabilia

XI. BREVET TIL DIOGNET

1. Datering og forfatterskab

2. Indhold

LITTERATUR

Den subapostolske tidsalder regnes sædvanligvis for at strække sig fra Johannes' død, den sidstlevende apostel, omkring 100 e.Kr., til Polykarps død, Johannes' aldrende discipel (155-56 e.Kr.). Den kristne litteratur fra denne periode er, selv om den som helhed kun har moderat indre værdi, af historisk interesse og betydning. Det skyldes det lys, den kaster tilbage over apostolisk tid, og det vidnesbyrd, den bærer om kristent liv, tænkning, gudsdyrkelse, arbejde og organisation i en tid, hvor kirken hovedsagelig var under ledelse af mænd, som havde været knyttet til apostlene og derfor kunne antages at kende deres sind. Nogle skrifter er udeladt fra denne gennemgang, da de er behandlet i tidligere artikler. Om Jakobs protevangelium og Peters evangelium og apokalypse, se APOCRYPHAL GOSPELS; APOCRYPHAL ACTS. For en redegørelse for bevarede fragmenter af Basilides og Valentinus, se GNOSTICISM. Om pseudo-clementinske skrifter, se PETER, EPISTLES OF; SIMON MAGUS.

I. Clemens' brev til korintherne.

1. Forfatterskab og datering:

Kun den større del havde tidligere været bevaret, da hele brevet i 1875 blev genfundet af Bryennios, biskop af Nikomedia. Den høje anseelse, det nød i den tidlige kristenhed, bevidnes

(1) af dets placering i Codex Alexandrinus, ved slutningen af Det Nye Testamente, og i et gammelt syrisk håndskrift, mellem de katolske og de paulinske breve;

(2) af at det blev læst offentligt i mange kirker helt ned til det 4. århundrede.

(Historia Ecclesiastica, III, 16). Værket er anonymt, men sendt i den romerske kirkes navn. Dionysius af Korinth (170 e.Kr.) omtaler det som skrevet ved Clemens' medvirken (dia) (Historia Ecclesiastica, IV, 23); Clemens af Alexandria angiver udtrykkeligt det clementinske forfatterskab (Strom., iv.17). Forfatteren er tydeligvis en ledende embedsbærer i sin kirke og identificeres med den Clemens, som Eusebius betegner som Roms tredje »biskop« (eller ledende presbyter) efter Peter, og som havende embedet mellem 92 og 101 e.Kr. (Historia Ecclesiastica, III, 34). Clemens identificeres desuden af Origenes (Kommentar til Johannes) og i HE, III, 15 med Clemens i Fil 4,3; men navnet er for almindeligt og tidsafstanden for lang til, at denne identitet kan være mere end mulig. Nogle gætter på, at forfatteren er konsulen Flavius Clemens, som Domitian (hans fætter) lod henrette i 95 e.Kr. for påstået »ateisme«, dvs. sandsynligvis bekendelse til kristendommen (se Harnack, Gesch. Lit., I, 253, note 1). Men Clemens, »biskoppen«, omtales aldrig ellers som martyr, og et medlem af kejserfamilien ville næppe have været leder af den romerske kirke, uden at en så bemærkelsesværdig kendsgerning var blevet noteret af en samtidig eller senere forfatter. Lightfoot antager med nogen sandsynlighed (Apostolic Fathers, I, 61), at Clemens var en »frigiven eller søn af en frigiven, som hørte til Flavius Clemens' husstand«. Fra Paulus' tid (Fil 4,22) omfattede kejserens husstand kristne; og mange slaver var dannede mænd. Konsulens omvendelse kan have skyldtes en sådan kristen frigivens indflydelse. Indre vidnesbyrd peger på, at Clemens har været en hellenistisk jøde eller proselyt til jødedommen; for han skriver med en vis klassisk dannelse og med kendskab til Det Gamle Testamentes historie og til Septuaginta; desuden har hans stil et »stærkt hebraistisk præg« (Lightfoot, s. 59). Brevets datering fastsættes omtrentligt ved en henvisning til en forfølgelse i Rom, som er i gang eller ganske nylig har fundet sted; denne forfølgelse (under Clemens' »episkopat«) var uden tvivl Domitians i 95 e.Kr. Clemens' brev hører således strengt taget ikke til inden for den subapostolske tidsalder, men det medtages konsekvent i den subapostolske litteratur.

2. Anledning og indhold:

Anledningen var en kirkelig strid i Korinth og fordrivelsen af nogle trofaste presbytere. Forfatteren søger at få dem genindsat og at læge splittelsen. Han citerer gammeltestamentlige eksempler på misundelsens og stridens onde udfald og på ydmyghedens, underordningens og enighedens velsignelse. Han anfører naturens fred og harmoni som forbillede. I denne forbindelse forekommer en foregribelse af geografiske opdagelser, når forfatteren skriver (kapitel xx) om »det ufremkommelige ocean og verdenerne hinsides det« (sammenlign Seneca, Medea ii.375; Strabo i.4; Plut. Mor. ix.41). Paulus' advarsler i 1 Korintherbrev mod partivæsen kaldes i erindring; et ikke uværdigt ekko af 1 Kor 1 er indarbejdet; og det vildfarende fællesskab formanes alvorligt.

I løbet af brevet, med tydelig henvisning til 1 Kor 1, indfører Klemens opstandelsen, som han argumenterer for ud fra Det Gamle Testamente og ud fra naturlige analogier. Han henviser til føniksfuglen, som lever 500 år og, når opløsningen nærmer sig, bygger en rede af krydderier, som den går ind i for at dø. Men når kødet går i forrådnelse, »frembringes en orm, som næres af den døde fugls fugt og sætter vinger frem.« Fablen nævnes af Herodot og Plinius.

En lang forbøn for »alle slags og vilkår af mennesker« indføres brat nær slutningen, formodentlig for at indgyde de korinthiske kristne den kærlighed, som de behøvede, og som er den vigtigste tilskyndelse til forbøn. Brevet slutter med en forhåbningsfuld forventning om genoprettet enighed og fred.

3. Apologetisk vidnesbyrd:

Apologetisk vidnesbyrd findes (1) om bøger i Det Nye Testamente, nemlig om paulinsk forfatterskab til Første Korintherbrev; om Markusevangeliet, gennem hvilket han (kapitel xv) citerer Es 29,13, idet han gengiver Markus' afvigelser fra Septuaginta; om Apostlenes Gerninger, gennem hvilket han på lignende måde citerer (kapitel xviii) 1 Sam 13,14; om Romerbrevet, Efeserbrevet, Første Timotheusbrev, Titusbrevet, Jakobsbrevet, Første Petersbrev (henholdsvis kapitlerne xxxv, xlvi, xxi, ii, xlvi, xlix). Parallellerne mellem Klemens og Hebræerbrevet er så talrige, at dette sidste skrift fra gammel tid af nogle er blevet tilskrevet ham (Historia Ecclesiastica, VI, 25). Men den almindelige type, både i tanke og i sprogbrug, er forskellig; (2) imod Tübingen-teorien om en væsentlig forskel mellem Peters og Paulus' lære. Den ledende presbyter i Rom kunne ikke have været uvidende om en sådan forskel; dog henfører han den partidannelse, som de to apostle var ofre for, helt og holdent til korintherne, slet ikke til apostlene (kapitel xlix).

4. Læremæssigt vidnesbyrd:

Læremæssigt vidnesbyrd findes:

(1) om Treenigheden: »Så sandt Gud lever, og Herren Jesus Kristus lever, og Helligånden« (kapitel lviii);

(2) om Kristi person: »Herren Jesus Kristus, hvem æren og majestæten tilhører til evig tid.« I forening og fællesskab med Kristus har vi liv, bliver helliget, besidder kærlighed, viser gudsfrygt (kapitel i, xxxvi);

(3) om forsoningen: Klemens tilskriver Kristi død ikke blot en subjektiv moralsk indflydelse, men en objektiv stedfortrædende virkning i at sikre vores frelse, dog uden noget forsøg på at forklare mysteriet. Kristus har »givet sit kød for vores kød, sit liv for vores liv« (kapitel xlix);

(4) om retfærdiggørelsen, som tydeligt fremsættes som værende for Gud ved tro (kapitel xxxii). Men denne tro (som i Paulus' skrifter) er en »tro, som virker« (kapitel xxxv), og en sådan retfærdiggørelse er forenelig med, at vi bliver retfærdiggjort af gerninger for mennesker;

(5) om Skriftens inspiration, som er virkelig (»Helligånden siger«), men ikke verbal; for citaterne er ofte unøjagtige. Apokryfe bøger citeres, men ikke med en formel, der angiver guddommelig autoritet.

5. Embedsbærere og organisation:

(1) Grundlaget for autoritet er ikke præsteligt, men en kombination af officiel succession og folkeligt kald; embedsbærere udnævnes »af apostlene eller siden af ansete mænd med hele ecclesias samtykke.«

(2) Klemens angiver ingen forskel mellem presbyter og biskop. Embedsbærere, der betegnes som presbytere (kapitlerne xlvii, liv), omtales (kapitlerne xlii, xliv) som dem, der udfylder biskoppens embede. Idet han henvender sig til en kirke om menighedsstrid og ulydighed, henviser han ikke til nogen enkelt biskop med myndighed over kirken. Havde episkopatet, i den efter-nytestamentlige betydning af mono-episkopat, været apostolisk påbudt, ville påbuddet sikkert være blevet adlydt eller håndhævet i Korinth.

(3) Ikke desto mindre skelner vi i Klemens' egen stilling og handling en foregribelse af det senere episkopat. Klemens er et eksempel på, hvordan den ledende presbyters status, gennem mandens personlige egenskaber og kirkelige tjenester, udviklede sig fra anciennitet til overlegenhed, fra repræsentativitet til officiel autoritet.

(4) Den tidlige kim til pavedømmet åbenbares i passagen: »Hvis visse personer skulle være ulydige mod de ord, som Gud har talt gennem os, skal de forstå, at de vil vikle sig ind i ingen ringe overtrædelse og fare« (kapitel lix). En sådan antagelse af myndighed fra en æret mand som Klemens kunne måske ikke vække anstød, og korintherne trængte tydeligt til irettesættelse. Alligevel har vi her det første stadium i den proces, som til sidst mundede ud i det romerske krav på universelt åndeligt overherredømme. Antagelsen er dog ikke begrundet i Klemens' egen officielle stilling (han taler altid i 1. person flertal), men i den romerske kirkes højere værdighed. Den senere teori om overhøjhed bygger romersk autoritet på Peters og hans efterfølgeres primat; men her hviler den ledende presbyters autoritet, når han handler med en provinskirke, på det antydede primat hos den ecclesia, som han leder.

6. Ritual:

(1) Den lange bøn (kapitlerne lix-lxi) bærer indre vidnesbyrd om liturgisk karakter gennem sin afbalancerede og rytmiske stil, sin noget fjerne relevans for brevets særlige formål og sin større egnethed til menighedsgudstjeneste end som del af et råd til en søsterkirke. Dette indre vidnesbyrd bekræftes af bønnens overensstemmelse i visse sproglige enkeltheder med de tidligste bevarede liturgier, især dem, der tilskrives Markus og Jakob, hvilket peger på den tidlige brug i den romerske kirke af bønneformer, som siden blev optaget i disse liturgier. Selv om der er vidnesbyrd om, at en tjener i det mindste ned til tiden for Justins 1. Apologi (148 e.Kr.) (kapitel lxvii) frembar bønner, han selv havde formuleret, viser denne bøn i Klemens' brev, at før den apostolske tidsalders afslutning var faste former for bøn begyndt at blive indført, ikke til udelukkelse af "fri bøn", men ganske enkelt som en form for menighedens andagt, godkendt af en æret leder af kirken i Rom.

(2) I kapitel lvi skriver Klemens om "medfølende ihukommelse af dem (dvs. de vildfarne brødre) for Gud og de hellige." Ved de hellige menes dog højst sandsynligt ikke de salige døde, men det levende kristne broderskab, som i 1 Kor 1,2; 2 Kor 8,4.

Dette brev efterlader to forskellige, men indbyrdes forenelige, indtryk hos læserne--indtryk, som begge tilsyneladende gjorde sig gældende i den tidlige kirke, hvor brevet blev læst vidt udbredt ved den offentlige gudstjeneste og dog udelukket fra Skrifternes kanon. På den ene side bliver vi klar over, at dette skrift står tilbage for apostlenes breve. Klemens' sind er modtagende, ikke skabende; og den tankens friskhed, der kendetegner Det Nye Testamentes forfattere, mangler. Hvilken nytestamentlig bog indeholder desuden en så tåbelig legende som den om føniksfuglen? På den anden side ånder dette brev meget af den samme ånd, ligesom det i betydelig grad optager apostolske skrifters sprogbrug og stil. Det er, som om der, skønt den særlige inspirations sol var sunket under horisonten, endnu en tid blev en åndelig efterglød tilbage for kirken.

II. "Didache"

1. Forsvinden og genopdagelse:

"Didache" eller Læren (længere titel: "Herrens lære, ved (dia) de tolv apostle, til hedningerne").--Dette værk citeres som "Skrift", uden at det nævnes ved navn, af Klemens af Alexandria (omkring 170 e.Kr., i Strom., i.20). Det nævnes i HE, III, 25 som "de såkaldte apostlenes lærdomme", "anerkendt af de fleste kirkelige forfattere", skønt det "ikke er en ægte" apostolsk sammensætning. Athanasius (Fest. Epistle, 39) benægter dets kanonicitet, men anerkender dets nytte. Den seneste antikke henvisning til værket ud fra personligt kendskab er hos Nikeforos (9. århundrede), som medtager det blandt apokryfe skrifter. Derefter forsvinder det indtil dets nylige genopdagelse i 1875 ved Bryennios.

2. Datering:

Der findes intet pålideligt ydre vidnesbyrd om datering. Ligheder, som er for betydelige til at være tilfældige, findes mellem Didache og Barnabasbrevet; men meningerne er delte om, hvilket skrift der blev til først. Lightfoot og andre går ind for en fælles tabt kilde. Hvad angår det indre vidnesbyrd, peger enkelheden i nadveren og dåben, sådan som de beskrives her, uden formel optagelse i katekumenatet (kapitel vii); brugen af "biskop" til at betegne den samme embedsbærer som presbyter; og forventningen om en nært forestående genkomst--på en tidlig datering. På den anden side er det usandsynligt, at et skrift, som foregiver at give De Tolvs lære, ville blive udsendt, før alle eller de fleste apostle var gået bort; og forfatteren synes at kende Johannes' skrifter (Didache, ix.2; x.2; x.5; se Schaff, Oldest Church Manual, 90). Sandsynligvis gennemgik dokumentet en række recensioner (Harnack i Sch-Herz; Bertlet i DB, V), og tidspunktet eller tidspunkterne for tilblivelsen kan sættes mellem 80 og 120 e.Kr.

3. Standpunkt, forfatterskab og formål:

Værket giver sig ikke ud for at være skrevet af apostle; men forfatteren synes at være en jødekristen, for han kalder fredag "Forberedelsesdag", og stilen og ordvalget er hebraiske. Værket er hverken judaistisk eller ebionitisk: omskærelse, sabbatten og særlige mosaiske forskrifter forbigås. Ud fra at bogen helt eller delvis er henvendt særligt, om end ikke udelukkende, til hedninger, slutter vi, at det fællesskab, hvori den blev til, selv om det hovedsagelig var jødekristent, traf særlige foranstaltninger for hedningers omvendelse og undervisning. Det læremæssige standpunkt er hverken paulinsk eller anti-paulinsk, men ligner Jakobs. Canon Spence (Teaching) fremsætter den sandsynlige formodning, at forfatteren kan være Simeon, fætter til Jakob, Herrens bror, som blev ledende presbyter for det jødekristne fællesskab, først i Jerusalem, siden i Pella, indtil sit martyrium i 107 e.Kr.

4. Vidnesbyrd om nytestamentlige skrifter:

Mt var bestemt i forfatterens hænder; for Didache indeholder 22 citater fra, eller erindringer om, dette evangelium, fordelt over ti af dets kapitler. Særligt bemærkelsesværdigt er Didache, viii.2: "Bed heller ikke som hyklerne, men som Herren befalede i sit evangelium; sådan skal I bede: Vor Fader," osv. (se også vii.1; ix.5; xvi.6). Der er også henvisninger til Lukasevangeliet (Didache, iii.5, 16); Johannes' skrifter (se ovenfor); ApG (Didache, iv.8), Romerbrevet (Didache, iv.5), 2 Thessalonikerbrev (Didache, xiv.1), 1 Petersbrev (Didache, i.4). Intet ikke-kanonisk ord af vor Herre er nedskrevet.

5. Indhold og bemærkelsesværdige træk:

Indholdet og de bemærkelsesværdige træk kan undersøges således:

(1) Didaktisk (kapitlerne i til vi):

Beregnet for katekumener som forberedelse til dåb. Denne kateketiske håndbog (den tidligste af sin art) åbner med ordene: "Der er to veje: én til liv og én til død" (sandsynligvis foreslået af Jer 21,8). Ud fra denne tekst giver forfatteren en sammenfatning af kristen pligt, især mod vor næste, baseret på Dekalogen, Den gyldne regel og Bjergprædikenen, som ofte citeres.

Blandt bemærkelsesværdige forskrifter er en befaling om at faste såvel som at bede for fjender; en advarsel mod barnemord, som hedenskabet i tilfældet med svagelige spædbørn godkendte, og mod varseltagning og astrologi som noget, der frembringer afgudsdyrkelse; en formaning om ikke at "række hænderne frem for at modtage og trække dem til sig for at give"; et påbud om at "dele alle ting med dine brødre og ikke sige, at de er dine egne"; en befaling om at "elske nogle mere end dit eget liv"; og en ejendommelig korrektion mod ukritisk og dårligt underrettet velgørenhed: "Lad dine almisser svede i dine hænder, indtil du ved, hvem du bør give til." En forskrift om at "give med dine hænder en løsesum for synd" betyder måske ikke mere end, at syndige vaner underkuedes ved gode gerninger, men den antyder og baner vej for den vildfarelse, at almissegivning har sonende virkning. Sammenfatningen af pligten angår hovedsagelig Lovens anden tavle; pligten mod Gud behandles siden (så vidt) under "gudsdyrkelse". Dette kan forklare, at lydighed mod forældre mærkeligt nok er udeladt; for blandt jøderne blev det femte bud regnet med til den første tavle.

(2) Andagtsmæssigt: gudsdyrkelse og riter (kapitlerne vii til x, xiv).

Herrens bøn skal bruges tre gange om dagen. "Himmel" og "skyld" findes i stedet for "himle" og "skyldnere". Doksologien er tilføjet (med "rige" udeladt) – dens tidligst nedskrevne brug i denne sammenhæng. Kristne skal faste onsdag og fredag, dagene for forræderiet og korsfæstelsen. Faste påbydes en dag eller to før dåben, både for den, der døber, og for den, der døbes; den anbefales til "andre, som kan". Der nævnes intet om olie, salt eller eksorcisme. Dåbsformlen, "I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn," befales og bekræfter den historiske troværdighed af Matt 28,19. Tredobbelt nedsænkning i "levende vand" forudsættes at være det normale; men hvor dette er upraktisk, tillades andet vand og overøsning (se TRINE IMMERSION). Herrens nadver behandles kun på dens eukaristiske side, idet forfatterens mål ikke er at udlægge ritens natur, men at give forbilleder for taksigelse.

Udtrykket "efter at være blevet mætte, giv tak" antyder, at agapen stadig var knyttet til sakramentet: adskillelsen var begyndt, da Plinius skrev til Trajan i 112 e.Kr. Et liturgisk element i sakramental gudsdyrkelse antydes ved forskriften om former for taksigelse for bægeret, det brudte brød og åndelige barmhjertigheder. "Giv tak således." Taksigelsen for bægeret lyder sådan: "Vi takker dig, vor Fader, for Davids, din tjeners, hellige vintræ, som du har gjort kendt for os gennem Jesus Kristus." Men intet antyder, at hele gudstjenesten er liturgisk, og de meddelte former pålægges ikke strengt; for profeter skal frembære tak i de vendinger, de selv vælger. På Herrens dag påbydes menighedens gudsdyrkelse og eukaristisk brødsbrydelse tydeligt, efter bekendelse for Gud og forsoning med mennesker.

(3) Kirkeligt (kapitlerne xi til xiii, xv).

Af kirkens embedsbærere nævnes to klasser, ordinære og ekstraordinære. Af de førstnævnte (nødvendige for menighedens organisering) nævnes kun biskopper og diakoner, dvs. dem, der er betroet styre og tilsyn, sammen med deres medhjælpere. Presbyter og biskop synes stadig at være identiske, eftersom den førstnævnte ikke angives særskilt (sammenlign Fil 1,1). Folkeligt valg af disse embedsmænd antydes: "Vælg for jer selv"; dog uden at benægte, at de allerede siddende havde del i afgørelsen. I den anden klasse indgår apostle, profeter og lærere. "Apostel" bruges ikke i den snævrere betydning om mænd, som personligt blev kaldet til embedet af Kristus, men i den bredere betydning, som omfatter alle, hvis kald til at være hans sendebud er blevet kendetegnet ved guddommelige gaver – særligt anerkendte evangelister uden tilknytning til nogen bestemt menighed. (Blandt jødekristne overlevede betegnelsen til det 4. århundrede, for den Theodosiske lovsamling fra den periode henviser til jødiske presbytere og til dem "quos ipsi apostolos vocant.") Disse apostle skulle modtages "som Herren" og gæstfrit underholdes; men i modsætning til apostle i den særlige betydning skulle de ikke blive noget sted længere end "en eller to dage". Deres funktion var at sprede sæden vidt omkring, og ethvert udtryk for ønske om at blive længere skulle modvirkes, mens et krav om løn fra en bestemt menighed ville være tegn på falsk apostelskab. Profeters og læreres særlige funktion var derimod undervisning og trøst for kirkens medlemmer. De kunne derfor opmuntres til at slå sig ned i en menighed og modtage "førstegrøde" til deres underhold. Disse profeter og lærere skulle dog ikke fortrænge "biskopperne" eller presbyterne i ledelsen, men kun påtage sig de funktioner, som de var særligt kvalificerede til. På den anden side skulle biskopper og diakoner ikke udelukkes fra at prædike og undervise ved, at profeter og officielle lærere slog sig ned i bestemte menigheder; og i Didache kan man spore den overgang, som da gradvis blev gennemført, af prædike- og undervisningsfunktionerne fra ekstraordinære til ordinære embedsbærere. "Også de (biskopperne og diakonerne) tjener jer med profeters og læreres tjeneste: foragt dem derfor ikke." Allerede før afslutningen af Paulus' tjeneste forventedes, om ikke krævedes, det af episkopos, hvis væsentlige funktion var styre og tilsyn, at han også var didatikos, "egnet til at undervise", dvs. sammen med lærere, der var særligt udskilt til formålet (1 Tim 3,2; 1 Tim 5,17). Ved midten af det 2. århundrede var profeterne forsvundet, og deres prædikende funktion var blevet lagt i embedet som biskop eller presbyter, bistået af diakonatet.

(4) Eskatologisk (kapitel xvi).

Dette afsluttende afsnit består hovedsagelig af formaninger til årvågenhed med henblik på det andet komme. De varslende tegn på dette komme angives, med erindringer fra Kristi eskatologiske taler, nemlig falske profeters fremtræden, kærlighedens aftagen, forfølgelse, lovløshed og Antikrists fremtræden, han som betegnes som verdensbedrageren. Uden klart at fremsætte chiliastisk lære antyder forfatteren den; for når han henviser til de umiddelbare tegn på Kristi komme (en åbning i himlen, basunens røst, de dødes opstandelse), er han omhyggelig med at tilføje: "Ikke af alle de døde; men Herren skal komme, og alle de hellige med ham"--hvormed han antyder, at den almindelige opstandelse ville finde sted på et senere stadium, formodentlig, som millennisterne mente, efter at de 1.000 år var udløbet. Uden dogmatisk autoritet og med kun moderat åndelig værdi er Didache historisk vigtig som et vidnesbyrd om kirkens tro, skikke og tilstand under overgangen mellem den apostolske og den efterapostolske tidsalder. I denne overgangsperiode ser vi meget af urkristendommens frihed blandet med begyndende kirkelige regler og formularer; og selv om vi ikke kan antage, at enhver tro og skik, der er nedskrevet i Didache, var sanktioneret af apostle, kan vi med rimelighed henføre dem til apostolsk tid og betragte dem som noget, der ikke blev modsat af de apostle, som de må være kommet for øje.

III. Ignatius' breve.

1. Forfatter og datering:

Ignatius var biskop i Antiokia tidligt i det 2. århundrede. Origenes (Hom. vi over Lukas) omtaler ham som "den anden efter Peter"; Euodius kom imellem (Historia Ecclesiastica, III, 22). Da han kalder sig selv ektroma, "utidigt født" (sammenlign 1 Kor 15,8), blev han sandsynligvis omvendt i moden alder: legenden om, at han var "barnet" i Matt 18,3, hviler på en fejltolkning af hans betegnelse "Theophotos." Traditioner, der var udbredt i det 4. århundrede, fremstiller ham som en discipel af Johannes (Eusebius, Chron.) og ordineret af Paulus (Apostolical Constitutions, vii.46).

Martyrium of Ignatius (6. århundrede) daterer hans retssag i Antiokia til det 9. år af Trajans regering (107-8 e.Kr.) og fremstiller den som ført for kejseren. Der kendes imidlertid kun ét besøg af Trajan i Antiokia, i 114-15; hverken noget ignatiansk brev eller Eusebius eller nogen anden tidlig forfatter omtaler en så mindeværdig omstændighed som en kejsers ledelse af en retssag mod en kristen, og Ignatius taler om et foreslået forsøg fra romerske venners side på at få dommen omstødt, hvilket ville have været umuligt, hvis Trajan personligt havde afsagt den. Hans påståede tilstedeværelse må derfor afvises som en senere udsmykning.

Brevene, for så vidt de er ægte, blev skrevet efter Ignatius' domfældelse, på hans vej til martyrdøden i Rom.

2. Ægthed:

Brevene er bevaret i 3 udgaver:

(1) den længere græske, med 15 breve, som nu anerkendes som i vidt omfang uægte;

(2) en syrisk recension af tre breve, som nu almindeligvis anses for blot at være et uddrag;

(3) den kortere græske udgave, som indeholder 7 breve af mellemlang længde, til efeserne, magnesierne, trallianerne, filadelfierne, smyrnæerne, romerne og Polykarp. Lightfoot, Zahn og de fleste nyere kritikere accepterer disse syv som i det væsentlige ægte.

Det vigtigste ydre vidnesbyrd er Polykarps (Phil., xiii), som kort efter Ignatius' død skriver om et brev adresseret til ham selv, om et andet til smyrnæerne og om "alle de øvrige, som vi har hos os." Nu er 2 ignatianske breve adresseret til Polykarp og de kristne i Smyrna, mens 4 udgiver sig for at være skrevet af Ignatius i Smyrna, hvilket stemmer godt med, at kopier af disse var i Polykarps besiddelse.

Yderligere ydre vidnesbyrd gives af Irenæus (v.29), som citerer et udsagn fra Ignat., Romans, iv, som en martyrs, og som bruger 8 bemærkelsesværdige udtryk, tilsyneladende lånt fra Ignatius. Dette ydre vidnesbyrd (som kun kan bortforklares ved en vilkårlig antagelse af, at Polykarps brev helt eller delvist er uægte) støttes af stærke indre og kumulative beviser:

(1) Hyppig grammatisk forskydning:

Naturligt i breve skrevet under en rejse, men uforklarligt under antagelse af en senere forfalskning (Rom., i; Mag., ii; Eph., i).

(2) Geografiske enkeltheder:

F.eks. rejser Ignatius over land fra Antiokia til Smyrna--en usædvanlig rute, som en forfalsker næppe ville opfinde.

(3) Historiske illustrationer:

F.eks. stemmer transporten af fanger fra fjerne provinser til Rom med Dion Cassius' beretning (lxviii.15) om, at omfanget af amfiteaterforestillinger under Trajan medførte omfattende ordrer på menneskelige ofre fra alle egne.

(4) Teologisk vidnesbyrd:

F.eks. henviser disse breve til judaisk vildfarelse kombineret med en type lære, der benægtede enhver virkelig inkarnation--en kombination, som ophørte efter Ignatius' tid.

(5) Kirkelig skik:

Således omfatter agapen endnu eukaristien (Smyr., viii), mens disse kort efter Ignatius' død blev adskilt (Plinius, Epistle 96; Just., 1 Ap., 65,67).

(6) Personlige henvisninger.

Forfatteren viser en overdreven og affekteret selvnedvurdering--"den sidste af de antiokenske kristne" (Trall., xiii), "ikke værdig til at regnes som en af broderskabet" (Rom., ix)--sådan som en senere forfalsker næppe ville have indført.

3. Ledende ideer:

(1) Martyrdødens glæde og herlighed.

Heroisk mod og troskab mod Kristus forenes med en fanatisk higen efter en martyrs død: "Jeg vil hellere dø for Kristus end herske over hele jorden" (Rom., vi); "Den, der er nær sværdet, er nær Gud" (Smyr., iv). Dette er ædelt; men når han skriver: "Lok vilde dyr til at blive min grav" (Rom., iv); "Må jeg få glæde af de vilde dyr og finde dem rede"; "Selv om de er uvillige, vil jeg tvinge dem" (Rom., iv.5), indser vi, hvordan Aurelius (måske med et sådant tilfælde i erindring) blev bevæget til at skrive, at "døden skulle mødes, ikke som af de kristne som en militær opvisning, men højtideligt, og ikke som om man optrådte i en tragedie" (Med. xi.3).

(2) Kætteriets og skismaets ondskab og fare.

"Afhold jer fra kætteri"; "Disse kættere blander Jesus Kristus sammen med deres egen gift" (Trall., vi); "Flygt fra disse onde udvækster, som frembringer dødbringende frugt" (Trall., xi); "Undgå alle splittelser som begyndelsen til onder"; "Intet er bedre end enhed" (Til Polyc., i; Phil., iii).

(3) Underordnelse under embedsbærere, især under biskoppen.

"Gør intet uden jeres biskop, og vær underordnet presbyterne" (Mag., vii); "Vær på vagt mod kætteri: og det vil I være, hvis I forbliver i nært fællesskab med Kristus og med biskoppen"; "Den, der gør noget uden biskoppens viden, tjener Djævelen" (Smyr., ix). Biskoppen her er mere end "primus inter pares"; han er en ny og særskilt embedsbærer. Men uden at gå ud over disse breve kan vi skelne, at et sådant episkopat ikke var en udtrykkelig apostolsk institution. For hvis Ignatius havde været i stand til at ophøje embedet som apostolisk påbudt, ville en så ivrig forkæmper for biskoppelig myndighed have anført et sådant påbud som den stærkeste grund til underordnelse. Hans iver for episkopatet udsprang tilsyneladende kun af dets store kirkelige hensigtsmæssighed som det mest virksomme middel til at bevare kirkens enhed mod kætteri og skisma.

4. Andre notabilia:

(1) Henvisninger til Johannesevangeliet.

Johannesevangeliet citeres aldrig, men talrige vendinger tyder på, at det var i forfatterens hænder. Han taler om Kristus som den, der "udgår fra Faderen", "ikke gør noget uden Faderen", "i alle ting behager ham, som sendte ham." Kristus er "Faderens dør" og "levende vand." Satan er "denne verdens fyrste." "Helligånden ved, hvorfra han kommer, og hvorhen han går."

(2) Lære.

Ignatius hævder eftertrykkeligt Kristi sande guddommelighed: "Vor Gud" (Eph., xviii; Trall, vii). Treenigheden antydes hyppigt, skønt den ikke udtrykkeligt bekræftes. Kristne er "grundfæstede i Sønnen, Faderen og Ånden"; "underordnet Kristus og Faderen og Ånden." Med den stærke støtte til biskoppelig myndighed er der ikke forbundet nogen sacerdotalisme. "Præst" forekommer kun én gang: "Præsterne er gode; men Kristus, ypperstepræsten, er bedre." Her, som sammenhængen viser, stilles det ufuldkomne levitiske præstedømme over for Kristi fuldkomne ypperstepræstedømme.

(3) Kirkelig brug.

Ignatius indeholder en af de seneste henvisninger til Agape som stadig forbundet med eukaristien. Brevet til Polykarp (kapitel iv) indeholder den tidligste hentydning til den praksis at løskøbe kristne slaver på menighedens bekostning. Slaver skal ikke "længes efter at blive sat fri", hvilket således antyder, at en sådan frigivelse, selv om den ikke blev krævet som pligt, ofte blev givet som et privilegium.

(4) Almindelige kendetegn.

Ignatius frembyder som forfatter en slående kontrast til Clemens. Clemens er rolig, kultiveret, ren i sin diktion, men noget almindelig og med mangel på originalitet; hans bedste passager er ekkoer af Skriften. Ignatius' diktion og stil er lidenskabelig, ujævn, opsvulmet, men fyndig, frisk og individualistisk.

IV. Polykarps breve.

1. Datering og ægthed:

Polykarp blev født ikke senere end, og måske betydeligt tidligere end, 70 e.Kr.; for ved hans martyrium, hvis nu accepterede datering er 155 eller 156 (Lightfoot, Apostolic Fathers, II, i, 629), erklærede han, da han blev opfordret til at afsværge sin tro, at han havde "tjent Kristus i 86 år" (Mart. Pol., ix). Han var discipel af Johannes, som ordinerede ham til biskop eller ledende presbyter i Smyrna før 100 e.Kr. (Iren., iii.3, 4). Af flere breve af Polykarp er kun dette brev bevaret: det giver sig ud for (kapitel xiii) at være skrevet kort efter Ignatius' martyrium. Brevets ægthed bevidnes af Irenæus, Polykarps egen discipel (på det anførte sted), hvis vidnesbyrd ikke kan tilsidesættes på grund af dets vidnesbyrd om de ignatianske breve uden en åbenlys cirkelslutning. Antagelsen om, at de ignatianske breve og Polykarps brev er dele af én stor forfalskning, modsiges i øvrigt af den meget markante forskel i stil og standpunkt mellem disse skrifter (Lightfoot, l.c., 577).

2. Anledning og indhold:

Brevet svarer på et brev fra menigheden i Filippi, som indbød ham til at give råd og bad om breve fra den nyligt martyrdræbte Ignatius. Han anerkender deres venlige tjeneste over for denne martyr og andre, "omvundne med hellige lænker", som havde "sat et forbillede på al tålmodighed." Han sender, hvad han har af Ignatius' breve, og beder til gengæld om enhver oplysning, de måtte besidde. Han anbefaler dem omhyggeligt at studere Paulus' brev til dem selv og erkender sin manglende evne til at nå op til apostlens visdom. Med meget bibelsk sprog, indvævet i hans eget stof og sådan at hans brev får præg af et apostolsk ekko, formaner han sine læsere til retfærdighed og gudsfrygt, kærlighed og barmhjertighed og advarer dem mod begærlighed, ondsindet tale og hævn. Han dvæler ved de gensidige forhold og forpligtelser mellem presbytere og diakoner på den ene side og menigheden på den anden. Han gentager Johannes' formaning mod lærere, som fornægtede inkarnationens virkelighed: "Enhver ånd, som ikke bekender," osv. (1 Joh 4,3). Han sørger over en presbyter i Filippi, Valens, som sammen med sin hustru var faldet og havde syndet åbenlyst; men han påbyder sine læsere ikke at regne sådanne for fjender, men at søge at kalde dem tilbage fra deres vildfarelser.

3. Notabilia:

(1) Polykarp nævner kun én bog i Det Nye Testamente, nemlig Filipperbrevet, men inden for det korte omfang af 200 linjer citerer han vers eller gengiver vendinger fra 12 nytestamentlige skrifter: Matthæus, 1 Peter, 1 Johannes og 9 paulinske breve, herunder tre hvis tidlige datering i moderne tid er blevet bestridt (1 og 2 Timotheus og Efeserbrevet). Fraværet af ethvert citat fra Johannesevangeliet er bemærkelsesværdigt, når man tager hans forhold til apostlen i betragtning; men brevets korthed forhindrer, at der kan drages nogen slutning imod dette evangeliums ægthed; og han citerer (som vi har set) fra 1 Johannes, som er en slags tillæg til evangeliet (Lightfoot).

(2) På et tidspunkt hvor Ignatius havde fremhævet den overordnede pligt til underordning under biskoppen, nævner Polykarp, selv når han påbyder underordning under presbyterne, ikke en biskop. Disse to slutninger er uomgængelige:

(a) der fandtes da ingen episkopos, i den efter-nytestamentlige betydning, i Filippi;

(b) Polykarp anså ikke manglen (?) for så vigtig, at han bad filipperne om at afhjælpe den.

Havde Johannes indstiftet monoepiskopatet som den ene rette form for kirkestyre, ville hans discipel Polykarp sikkert have grebet lejligheden, da filipperne bad om hans råd, til at oplyse dem om den apostolske ordning og påbyde dens indførelse.

V. Papias-fragmenter.

1. Forfatter og datering:

Papias kaldes af sin yngre samtidige Irenæus (v.33) en “Johannes’ discipel og Polykarps ven.” Eusebius skriver (Historia Ecclesiastica, III, 36), at han var episkopos i Hierapolis i Frygien. Chronicon Paschale (7. århundrede, men med materiale fra ældre dokumenter indarbejdet) anfører, at han led martyrdøden omtrent samtidig med Polykarp (155-56). Hans værk, Udlægning af vor Herres ord, fandtes endnu i det 13. århundrede, men kun fragmenter, citeret af Irenæus, Eusebius osv., er bevaret. Disse bekræfter Eusebius’ dobbelte beskrivelse af Papias som en “mand med ringe dømmekraft” og dog “særdeles lærd og velkendt med Skrifterne” (Historia Ecclesiastica, III, 39, 36). (Men lovprisningsordene i vers 36 kan være en glosse.) Papias anfører, at han til sine udlægninger føjer “alt, hvad jeg omhyggeligt lærte af de ældste og gemte i min hukommelse .... Jeg plejede at stille spørgsmål om de ældstes ord (dvs. formodentlig mænd af en tidligere generation), hvad Andreas eller Peter sagde, eller hvad Filip eller Thomas, eller Jakob, eller hvad Johannes eller Matthæus, eller nogen anden af Herrens disciple sagde, såvel som om hvad Aristion og presbyteren Johannes, Herrens discipel, har at sige.”

Det er omstridt, om Papias her henviser til to Johannes’er, apostlen og en anden discipel med samme navn, eller til apostlen Johannes i to forskellige relationer, dvs. først som en, hvis vidnesbyrd Papias hørte fra andre, og dernæst som en, med hvem han også havde personlig forbindelse. Til fordel for den første opfattelse taler

(1) Eusebius’ egen mening (på det citerede sted);

(2) den påståede usandsynlighed i, at den samme Johannes nævnes to gange i én sætning;

(3) en udtalelse af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 39) om, at der på hans tid fandtes to mindesmærker (mnemata) over “Johannes” i Efesos.

For den sidstnævnte opfattelse taler

(1) ingen anden forfatter før Eusebius antyder eksistensen af en presbyter Johannes, forskellig fra apostlen;

(2) skiftet i citatet fra “sagde” til “siger” synes at give en grund til, at Johannes nævnes to gange; nogle ting, udtalt af Johannes, var blevet hørt af Papias gennem “ældste”, andre var blevet fortalt ham af apostlen selv.

Det forhold, at Johannes kaldes presbyter i stedet for apostel, er ingen uoverstigelig indvending, eftersom Johannes betegner sig selv sådan i 2 Johannes og 3 Johannes; og Hieronymus benægter, at de to mnemata begge var grave. Se Lightfoot, Essay on Papias, og Nicol, Four Gospels, 187 ff., som når til forskellige konklusioner.

2. Vidnesbyrd om Matthæus og Markus:

Om vidnesbyrdet om Matthæus og Markus, se MATTHEW, THE GOSPEL OF; MARK, THE GOSPEL ACCORDING TO.

3. Andre notabilia:

(1) Ifølge Eusebius fortæller Papias historien om “en kvinde anklaget for vor Herre” – formodentlig den historie, som til sidst sneg sig ind i Joh 8; således skyldes bevarelsen af en fortælling, som, historisk eller ej, smukt illustrerer foreningen i vor Herre af hellig renhed og barmhjertig kærlighed, delvis ham.

(2) Papias citeres af krønikeskriveren Georgius Hamartolos (i et håndskrift fra det 9. århundrede) for i sin Udlægning at erklære, at Johannes “blev dræbt af jøderne”, og et lignende citat gives af Filip af Side (Epitome-håndskrift fra det 7.-8. århundrede). Om betydningen af dette for spørgsmålet om apostlens ophold i Efesos, se JOHN, THE APOSTLE.

(3) Irenæus (v.32) citerer Papias for at skrive om et tusindårsrige efter opstandelsen og for at berette, på Johannes’ autoritet, hvordan Herren sagde: “De dage skal komme, da vinstokke skal vokse, hver med 10.000 grene, og på hver gren 10.000 kviste, og på hver kvist 10.000 skud,” osv. Dette kan være en overdreven gengivelse (misforstået af Papias) af en eller anden lignelsesagtig udtalelse af Kristus, som profetisk angiver kirkens vidunderlige udbredelse.

VI. Barnabasbrevet.

1. Forfatterskab:

Denne bog citeres første gang udtrykkeligt af Clemens af Alexandria (ca. 190 e.Kr.) som forfattet af Barnabas, Paulus’ ledsager (Strom., ii.6). Origenes er enig og kalder det et “katolsk brev” (Con. Celsum, i.63), hvorved han antyder en kanonisk stilling; Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 25) vidner om den udbredte tilskrivning af det til denne Barnabas, selv om han selv betragter det som “uægte.” Codex Sinaiticus placerer det umiddelbart efter Det Nye Testamente, som et skrift der blev læst i menighederne, og antyder dermed, at det i det mindste er forfattet af en ledsager til apostle. Imod dette ydre vidnesbyrd om forfatterskab ved Barnabas fra Apostlenes Gerninger står imidlertid stærke indre beviser:

(1) apostolsk syndighed før discipelskabet omtales i overdrevne vendinger, der næppe er troværdige hos en forfatter, som kendte De Tolv – »overordentlig lovløs ud over al (almindelig) synd« (kapitel v) – tilsyneladende et ekko af Paulus' »syndere, af hvem jeg er den største«;

(2) uvidenhed om jødiske riter, uforståelig hos en levit, der havde levet i Jerusalem, f.eks. siges præsterne at spise gedekød på den store forsoningsdag;

(3) ekstrem anti-judaisme (se nedenfor), uforenelig med fremstillingen af Barnabas i ApG og Galaterbrevet.

Forfatteren kan have været en anden Barnabas, en omvendt alexandrinsk jøde, eller, mere sandsynligt, en omvendt hedningeproselyt, oplært i Filons skole, men uvidende om jødiske riter, sådan som de blev praktiseret i Jerusalem, og med ringe virkelig sympati for jødedommen.

2. Datering:

Brevet må dateres efter 70 e.Kr., da Jerusalems ødelæggelse omtales (kapitel xvi); også efter offentliggørelsen af Johannesevangeliet, som der er flere reminiscenser af. Men fraværet af enhver henvisning til genopbygningen af Jerusalem under Hadrian i 120 e.Kr., i et afsnit (kapitel xvi) hvor en sådan hentydning kunne have været ventet, peger på en datering før dette år. Vi kan placere skriftet mellem 90 og 120 e.Kr.

3. Formål og indhold:

Formålet er at afholde både jødekristne og hedningekristne fra et judaistisk tilbagefald ved en dristig anvendelse af den allegoriserende metode på Det Gamle Testamente, langt ud over hvad Filon ville have godkendt. Jødiske ofre, fester, sabbatsbestemmelser, tempelgudsdyrkelse og skelnen mellem ren og uren mad er ikke blot ikke evigt forpligtende, men har aldrig været bindende overhovedet, ikke engang for jøder. Troen på, at de er forpligtende, hviler på en slavisk bogstavelig eksegese af Det Gamle Testamente, som, retteligt fortolket, ikke er en forberedelse til Kristus, men selve kristendommen i allegorisk forklædning.

Ceremonier er ganske enkelt allegoriske indskærpelser af åndelig gudsdyrkelse; skelnen mellem rent og urent er blot billedlige fremstillinger af nødvendigheden af adskillelse fra last og lastefulde mennesker; forbuddet mod svinekød betyder ikke andet end »omgås ikke svinske mennesker«. Den eneste omskærelse, som virkelig er befalet af Gud, er hjertets omskærelse. Barnabas overser det, som Paulus indså: at jødiske love og riter, selv bogstaveligt fortolket, er en guddommelig disciplin i sund selvbeherskelse, hensynsfuldhed over for næsten og lydighed mod Gud. Barnabas bortforklarer ikke blot gammeltestamentlige bestemmelser, men finder kristne kendsgerninger og sandheder i trivielle udsagn i Det Gamle Testamente. Således betegnes i Abrahams omskærelse af de 318 mænd i hans hus de 10 og 8 betydningsfuldt ved de græske bogstaver »I« og »H«, begyndelsesbogstaverne i Iesous (Jesus); mens de 300, repræsenteret ved det græske »T«, peger på korset. Forfatteren antyder selvtilfreds, at »ingen af mig er blevet indviet i et mere ægte stykke kundskab end dette!« (kapitel ix).

Når Barnabas imidlertid forlader den dunkle allegori til fordel for klar formaning, skriver han virkningsfuldt om de »to veje«, lysets og mørkets. Blandt opbyggelige formaninger er følgende fremtrædende: »Du må ikke gå til bøn med en ond samvittighed«; »Du må ikke lade Guds ord udgå fra læber, der er plettet af urenhed«; »Vær ikke rede til at strække dine hænder frem for at tage, mens du trækker dem tilbage for at give«; »Du må ikke give befalinger med bitterhed til din tjener, for at du ikke skal svigte i ærbødighed for Gud, som er over jer begge«; »Du må ikke skabe splittelse, men skal føre dem sammen, som strides«; »Mørkets vej er kroget«; »På denne vej er (blandt andre nævnte) dem, som ikke arbejder for at hjælpe den, der er udmattet af slid« (kapitlerne xix, xx).

4. Notabilia:

(1) Kristi guddommelighed fremhæves: »Herre over hele verden«; »Medskaber, sammen med Faderen, af menneskeheden« (kapitel v). (2) Forfatteren, som følger den alexandrinske metode for allegorisk fortolkning, er fri for den alexandrinske lære om materiens iboende ondskab; nødvendigheden af en virkelig inkarnation bekræftes (kapitel v). (3) I kapitel xi skriver han: »Vi går ned i vandet fulde af synder og snavs og kommer op bærende frugt i vort hjerte, idet vi har frygt for Gud og tillid til Jesus i vor ånd.« Dette er blevet tolket som indeholdende læren om dåbens genfødelse; men henvisningen kan snarere være til den genfødelse, som dåben symboliserer. (4) I kapitel xv er ordene: »Vi holder den 8. dag med glæde, den dag, hvor Jesus opstod igen,« det tidligste udtrykkelige vidnesbyrd om, at overholdelsen af Herrens dag var et minde om vor Herres opstandelse. Denne overholdelse skelnes fra jødisk sabbatsholdelse, som kaldes en vildfarelse; den sabbat, der egentlig var tænkt som den, der skulle holdes, er en periode på 1.000 år efter de 6.000 år, hvori alle ting vil blive fuldendt (kapitel xv). (5) Vidnesbyrd om nytestamentlige bøger,

(a) eksistensen og den kanoniske autoritet af Matthæusevangeliet bevidnes (kapitel iv) ved citatet af Matt 22,14, »Mange er kaldet, men få udvalgt,« indledt med formlen: »Der står skrevet«;

(b) forskellige passager tilsammen vidner om, at forfatteren havde Johannesevangeliet i hænderne: »Den, som spiser af disse, skal leve til evig tid« (kapitel xi og Joh 6,58); »Abraham, der i Ånden så frem til Jesus« (kapitel ix og Joh 8,58); »vor Herre Jesu Kristi nye lov« (kapitel ii og Joh 13,34); en henvisning til kobberslangen som et forbillede på Kristi lidelse, herlighed og helbredende kraft (kapitel xii og Joh 3,14);

(c) »Du må ikke sige, at noget er dit eget« (kapitel xix) synes at være en reminiscens af ApG 4,32; (d) passagen i xv: »Herrens dag skal være som tusind år,« synes at være et ekko af 2 Pet 3,8, og i så fald er den det tidligste vidnesbyrd om dette skrifts eksistens og beviser dermed dets høje alder, skønt ikke dets kanonicitet.

VII. Pastor (Hyrden) af Hermas.

1. Forfatterskab og datering:

Dette værk er det tidligste eksempel i stor målestok på kristen allegori og var næppe mindre populært i den tidlige kirke, end Pilgrim's Progress var i senere tider. Det blev af mange regnet næsten, af nogle helt og holdent, som »Skrift«. Irenæus citerer det som »Skrift« (iv.20); Klemens af Alexandria omtaler det som »indeholdende åbenbaringer, guddommeligt meddelte« (Strom., i.29); Origenes betragter det som »guddommeligt inspireret« (Kommentar til Romerbrevet 16,14). Det er placeret sammen med Barnabasbrevet i Codex Sinaiticus ved slutningen af Det Nye Testamente og blev læst i mange kirker ned til Hieronymus' tid (Works, II, 846). Forfatteren fremstiller sig selv som en slave, der blev solgt til en romersk kristen kvinde. Senere opnåede han frihed, levede med sin familie i Rom, blev alvorligt religiøs og så syner, som han i denne bog meddelte menigheden med henblik på omvendelse og åndeligt velbefindende.

Origenes (fulgt af Eusebius, Hieronymus osv.) tilskriver værket den Hermes, der nævnes i Rom 16,14; men hans mening er ren formodning (puto). Det Muratoriske Fragment (170 e.Kr.), af italiensk ophav, beskriver værket som »for nylig skrevet i Rom af Pius' bror under dennes episkopat« (137-54). Dette tydelige lokale vidnesbyrd er blevet bredt accepteret (Hefele, Lightfoot, Charteris, Cruttwell osv.). Alligevel fremstiller forfatteren sig selv (Syn, ii.4) som en, der bliver pålagt at sende sin bog til Klemens som en mand med myndighed i kirken, som det er naturligt at identificere med den ledende presbyter i Rom mellem 92 og 101. Denne henvisning har, sammen med fraværet af enhver hentydning til gnosticisme eller til mono-episkopatet, fået Schaff, Zahn og andre til at datere værket til omkring 100 e.Kr. Det ydre og indre vidnesbyrd, der således tilsyneladende afviger fra hinanden, kan forenes ved at antage (med Kruger og Harnack), at bogen ikke blev »skrevet i ét udkast«; at dele blev udsendt efter hinanden under Klemens' episkopat; og at de særskilte udsendelser under Pius (ca. 140) blev samlet i et bind under titlen Hyrden. I Rom, hvor forfatteren var kendt, bevidnede Det Muratoriske Fragment på én gang dens religiøse nytte som en »bog, der skulle læses«, og fraværet af ethvert krav på kanonisk autoritet.

2. Formål og indhold:

Bogens formål er ikke dogmatisk, men etisk; den er en allegorisk håndbog i kristen pligt med alvorlige kald til individuel omvendelse og kirkelig vækkelse med den nært forestående genkomst for øje.

Bogen består af

(1) Fem syner,

(2) Tolv bud,

(3) Ti lignelser eller parabler.

I (1) viser kirken sig for forfatteren som en ærværdig matrone, dernæst som et tårn, der nærmer sig fuldendelse, og derefter som en hellig jomfru. I det sidste syn overgiver Omvendelsens Engel, i hyrdedragt, ham buddene og lignelserne. Buddene handler om kyskhed, sandhed, tålmodighed, sagtmodighed, ærbødighed, bøn, bod og advarer mod at bedrøve Ånden. I lignelserne er kirken igen et tårn, hvis sten undersøges med henblik på godkendelse eller forkastelse. Der hentes også lignelser fra træer. Vinranken, der klamrer sig til elmen, betegner foreningen af rige og fattige i kirken; en stor pil, hvorfra en mængde modtager grene eller kviste, nogle af dem blomstrende eller frugtbærende, andre tørre eller rådne, symboliserer lovens og evangeliets forskellige virkning på forskellige sjæle. Forfatteren skriver, selv om han er hedning, snarere ud fra Jakobs end ud fra Paulus' synspunkt. De afsluttende ord sammenfatter hans forenede etiske og eskatologiske formål: »I, som har modtaget godt fra Herren, gør gode gerninger, for at tårnet ikke, mens I tøver, skal blive fuldendt, og I blive forkastet.«

3. Notabilia:

(1) Montanistisk slægtskab.

Hermas adskiller sig ganske vist fra montanisterne ved at tillade, om end ikke opmuntre til, andet ægteskab og ved at anerkende én mulig omvendelse efter åbenlys synd efter dåben; men han er også deres forløber ved ikke at tillade genoptagelse efter andet frafald, ved sin stærke forventning om en forestående genkomst og ved sit strenge syn på faste: »På fastedagen må du intet smage undtagen brød og vand.«

(2) Faste betragtes dog ikke som et mål, men som et middel

En tugtelse til ydmyghed, renhed, barmhjertighed. Faste til barmhjertighed illustreres ved påbuddet (Sim., v.3) om at »opgøre prisen på det, du havde tænkt at spise, og give den til en, der lider nød.«

(3) Fravær af navnene »Jesus« og »Kristus«.

Navnene »Jesus« og »Kristus« forekommer aldrig. Han er »Guds Søn« og »sit folks Herre«, ham som »Gud lod bo i kød«, ved hvem »hele verden opretholdes«, og som »udholdt store lidelser, for at han kunne fjerne sit folks synder« (Sim., .v.6; ix. 14).

(4) Kirkelig organisation.

Hermas får pålagt (Via., ii.4) at »læse sine skrifter for (eller sammen med) presbyterne, som forestår kirken« i Rom. Det er rimeligt at konkludere, at ingen i den menighed da kunne kaldes »biskop« i den senere betydning af indehaveren af et embede, der var adskilt fra og overordnet presbyteriet. Episkopoi (»biskopper«) nævnes (Sim., ix.27) som »gæstfrie«, beskrivelsen af episkopos i 1 Tim 3,2, hvor det indrømmet gælder, at biskop = presbyter.

VIII. Klemens' andet brev.

1. Dokumentets art:

Dette skrift er dobbelt fejlnavngivet: det er hverken et brev eller en komposition af Klemens. Stil, tanke og standpunkt adskiller sig fra dem i det anerkendte brev, og HE, III, 38, antyder, at det klementinske forfatterskab ikke var almindeligt anerkendt. Bryennios' nylige genfinding af den tidligere tabte afslutning beviser, at skriftet er en prædiken (kapitel xix).

Dets oldkirkelige karakter angives ved (1) brugen, som en autoritet, af det tabte kætterske Egypterevangelium, som på Det Muratoriske Fragments tid (175 e.Kr.) var ophørt med at blive betragtet som Skrift af katolikker; (2) overtagelsen, uden gnostisk hensigt, af vendinger, som efter 150 e.Kr. blev særligt forbundet med gnosticismen: »Gud skabte mand og kvinde: manden er Kristus, kvinden kirken« (kapitel xiv).

2. Datering og forfatterskab:

Den datering, der sædvanligvis angives, er 120-150 e.Kr. (Lightfoot, Part I, bind II, 201). Forfatteren er en hedningekristen presbyter; han havde »tilbedt stokke og sten«. Prædikenen blev sandsynligvis holdt i Korinth, for prædikanten beskriver mange, der ankommer ad søvejen til væddeløbsbanen, uden at nævne en havn, hvilket ville være passende i en prædiken holdt for korinthere.

3. Indhold:

Der angives ingen tekst, men prædikenen tager udgangspunkt i Es 54,1, uden udtrykkeligt citat; dette kapitel var sandsynligvis blevet læst ved gudstjenesten. Talen, som ikke har stor litterær værdi, er alvorlig og praktisk. Der er formaninger til omvendelse og gode gerninger, til renhed, kærlighed, bøn og faste, med særlig henvisning til den kommende dom. Synspunktet er Jakobs. »Bliv ikke foruroliget (sådan slutter prædikenen), fordi vi ser de uretfærdige have overflod, og Guds tjenere være i trange kår. Lad os have tro, brødre og søstre. Havde Gud hurtigt gengældt de retfærdige, ville vi ikke have fået oplæring i fromhed, men i købslåen; og vores retskaffenhed ville kun være et skin, eftersom vores stræben ikke ville være efter gudsfrygt, men efter vinding.«

4. Notabilia:

(1) Prædikenen er den ældste bevarede fra tiden efter Det Nye Testamente og synes at være blevet læst (kapitel xix) for en menighed.

(2) Udsagn af Kristus, som ikke findes i vores evangelier, citeres:

(a) »Da Herren blev spurgt, hvornår hans rige ville komme, svarede han: Når de to skal være ét (dvs. når harmoni skal råde?), og når det ydre skal være som det indre (dvs. når mennesker skal være, som de synes at være?); og det mandlige med det kvindelige, hverken mandligt eller kvindeligt« (fortolket af denne prædikant asketisk som en afvisning af ægteskab, formodentlig fordi »tiden er kort«, men forklaret mystisk af Clemens af Alexandria i Strom., iii.13, som en angivelse af ophævelsen af alle forskelle i Guds rige). Clemens henfører passagen til det tabte Egypterevangelium.

(b) »Herren siger: I skal være som lam blandt ulve. Peter svarede: Hvad hvis ulvene sønderriver lammene? Jesus sagde: Lad ikke lammene frygte ulvene; og I skal heller ikke frygte dem, der dræber jer og ikke kan gøre jer mere.«

(3) Der fandtes tilsyneladende ikke noget episkopat, i betydningen efter Det Nye Testamentes tid, i den kirke, hvor denne prædiken blev holdt. Utro mænd fremstilles som bekendende: »Vi adlød ikke presbyterne, da de talte til os om frelse.« Havde en biskop i den senere betydning været menighedens overhoved, ville lydighed mod hans formaninger sikkert være blevet indskærpet.

(4) Kristologien er høj: »Vi bør tænke om Kristus som om Gud«; »Når vi tænker ringe tanker om Kristus, forventer vi at modtage ringe ting« (kapitel i).

IX. Aristides’ apologi.

1. Genopdagelse og datering:

Aristides var en athensk filosof, som (ifølge HE, IV, 3) fremlagde en apologi for Hadrian, formodentlig da kejseren var i Athen (125 e.Kr.). Efter at den var forsvundet i det 17. århundrede, blev et fragment i en armensk version opdaget i 1878, og hele apologien på syrisk blev fundet i 1889. Det blev da opdaget, at næsten hele afhandlingen var indlejret anonymt i en græsk middelalderroman, Barlaam og Josaphat. Apologien på syrisk er tilegnet Antoninus; den kan være blevet rettet til begge kejsere efter hinanden, eller den egentlige datering kan være 137, da de var kolleger i riget.

2. Indhold:

Afhandlingen henviser til undertrykkelse, fængsling og anden mishandling, som kristne udholdt, og beder om beskyttelse for dem mod forfølgelse på grund af deres sande og ædle troslære og deres rene og velgørende liv. Forfatteren sammenligner den kristne lære om guddommen med barbarers, grækeres, egypteres og jøders lære og dvæler ved den opløftende indflydelse, som den kristne tro på Jesus Kristus og på et fremtidigt liv har. Han henviser til de kristnes afholdenhed fra ukyskhed, uærlighed og andre laster; til deres overstrømmende næstekærlighed og brodersind, som især vises mod enken, den faderløse, den fattige, den fremmede, den undertrykte og endog deres undertrykkere. Alle, der bliver kristne, uanset hvor lav en stand de er af, er brødre. Dette lyse billede har dog sine skygger: »Hvis kristne ser, at en af deres egne er død i sine synder, græder de bittert over ham som over en, der er på vej til straf.« Denne åbne anerkendelse af nogle sorte får giver vægt til hans generelle vidnesbyrd: »Velsignet er de kristnes slægt frem for alle mennesker.«

3 Notabilia:

(1) En tydelig henvisning til en samling kristne skrifter, og især evangelier, betegnet Evangeliet, og som peger på eksistensen af en slags rudimentær nytestamentlig kanon.

(2) En lignende angivelse af en rudimentær apostolsk trosbekendelse. Det siges, at kristne tror på Gud, »himlens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, som blev født af en hebraisk jomfru, som blev gennemboret af jøderne; han døde og blev begravet; og kristne siger, at han efter tre dage opstod igen og steg op til himlen.« På dette tidlige tidspunkt var jomfrufødslen tilsyneladende en fastslået sag--en del af trosbekendelsen.

(3) Aristides beskriver en velkendt skik blandt fattige kristne med at faste to eller tre dage for at kunne forsyne endnu fattigere kristne med nødvendig føde (jf. Hermas).

(4) Apologien er interessant som den tidligst kendte litterære hyldest fra en filosof til kristendommen og sandsynligvis det tidligste bevarede forsvar for troen, hvis Brevet til Diognet ikke er gammelt. Den er også bemærkelsesværdig som en afhandling om kristent vidnesbyrd, der ikke hentes fra mirakuløse legitimationsbeviser, men fra kristendommens selvindlysende fortræffelighed og virkning.

Endelig er den interessant som den tidligste detaljerede beretning om den høst, der blev indsamlet i Athen af den sæd, Paulus havde sået 80 eller 90 år tidligere. Athen syntes først at være en gold jord; men efterhånden kom denne menighed i en universitetsby til at gå i spidsen, sådan som denne afhandling og en anden, nu tabt, apologi af Quadratus viser, i det litterære forsvar for den kristne tro. Det oplyses i HE IV, 3, at Quadratus forelagde sin Apologi for Hadrian, og han beskrives af Hieronymus som "en discipel af apostlene". I et fragment, der er bevaret i HE, bevidner han, at nogle af dem, Kristus havde helbredt, endnu levede ("indtil vor egen dag").

X. Justin Martyr.

1. Begivenheder i hans liv:

Født af hedenske forældre i Flavia Neapolis (Nablous) i Samaria omkring 100 e.Kr. — en sandhedssøger, som, efter at have prøvet stoisk, peripatetisk, pythagoræisk og platonisk filosofi, i Kristus og kristendommen fandt tilfredsstillelsen af filosofiske længsler og åndelige behov. Han blev en kristen apostel og apologet, idet han stadig bar filosofens kappe som tegn på en fortsat søgen efter visdom, men nu gjorde det til sit livsværk, ikke som presbyter, men som omrejsende kristen lærer, at meddele hedning, jøde og også kætter den sandhed, som han selv havde fundet og sat pris på. Efter lang kristen tjeneste led han martyrdøden under Aurelius i 166 e.Kr.

2. Første apologi:

Den er rettet til Antoninus og dateres til 138-48. Han henvender sig til kejseren uden smiger og beder om dom efter grundig undersøgelse. Han besvarer tre anklager mod de kristne:

(1) ateisme: Justin svarer, at de kristne kun var ateister i samme forstand som Sokrates var det; de troede ikke på såkaldte guder, som var onde dæmoner eller menneskeskabte billeder; men de tilbad Retfærdighedens Fader;

(2) umoral: Justin indrømmer, at der findes foregivne kristne, som er onde gerningsmænd; men kristendommen gør de onde gode, de tøjlesløse kyske, de begærlige gavmilde, de hævngerrige tilgivende;

(3) illoyalitet: dette er bagvaskelse, bygget på forkyndelsen af Kristi rige, som er åndeligt, ikke timeligt.

Kristne læres og plejer at betale skat straks og at bede regelmæssigt for herskere. Justin fremlægger derpå kristendommens troværdighed og fortrin og anfører

(1) dens rene moral i modsætning til laster, som hedninger undskyldte,

(2) dens ædle læresætninger — udødelighed, opstandelse, kommende dom, inkarnation,

(3) Det Gamle Testamentes profeti om Kristi guddommelighed og lidelser. Hans henvisning til forudsigelsen om en jomfru, der skulle føde Immanuel (kapitel xxxiii), viser, at jomfrufødslen på hans tid var anerkendt, selv om jøder ved jomfru (hos Esajas) blot forstod en ung kvinde,

(4) forudskygninger af kristen sandhed i filosofien, især med henvisning til Platons lære om den guddommelige Logos og den kommende dom.

For at gendrive udbredt bagvaskelse beskriver Justin søndagsgudstjenesten og forvaltningen af sakramenterne på sin tid. På Herrens dag samledes kristne til gudstjeneste; profetiske Skrifter og "erindringer" af apostle og deres efterfølgere blev læst; bønner og taksigelser blev frembåret, og en tale blev holdt af "forstanderen"; brød og vin blev uddelt og sendt ved diakoner til dem, der var fraværende; og der blev indsamlet en gave til velgørende formål. "Så mange som tror det, der læres, og påtager sig at leve derefter, bliver efter bøn og faste døbt" (kapitlerne lxv, lxvii).

3. Anden apologi:

Dette er sandsynligvis et efterskrift til den første; Eusebius citerer fra begge som fra ét værk. Efter en protest mod en nylig summarisk henrettelse af tre kristne uden behørig rettergang behandler Justin to folkelige spotteord:

(1) "Hvis de ved døden kom i himlen, hvorfor begik de så ikke selvmord?": "Vi viger ikke tilbage for døden, men for at sætte os imod Guds vilje."

(2) "Hvis Gud virkelig er på de kristnes side, hvorfor tillader han så, at de bliver forfulgt?": "Verden er ved guddommelig bestemmelse imidlertid under herredømme af engle, som er blevet til dæmoner." Justin stiller her Kristus i kontrast til Sokrates, som han dog beskriver som en forkynder af den "sande, men dengang ukendte Gud" (kapitel x): "Ingen satte en sådan tillid til Sokrates, at han døde for sin overbevisning." Kristus har vundet troen, "ikke blot hos filosoffer, men hos jævne mennesker, som gennem tro kan foragte døden." Justin aflægger dog klart og varmt vidnesbyrd om det kristne element på forhånd i hedensk filosofis højere læresætninger og stræben gennem et indplantet frø af den guddommelige Logos; og han anerkender således en tjeneste ved Guds Søn før hans komme, ikke blot i jødedommens beskyttede fold, men på hedenskabets brede åbne område.

4. Dialog med jøden Tryfon:

Denne Dialog viser nogle dannede jøders holdning på den tid til kristendommen og den måde, hvorpå deres indvendinger imod den blev imødegået. Tryfon hævdede, at Jesus ikke opfyldte Det Gamle Testamentes profeti, som fremstillede Messias som den, der skulle oprette et herligt og evigt rige; mens Jesus var en ydmyg bonde, der døde en vanærende død; Justin påberåber sig Es 53. Tryfon anklager kristendommen for forræderi mod teokratiet ved at ophøje Jesus til guddom, og dermed gribe ind i den guddommelige enhed, og også ved at forkaste Lovens vedvarende forpligtelse. Justin citerer som svar Første Mosebog: "Lad os skabe mennesket," og også Salmerne 45, 72, 110, sammen med Es 7 om Immanuel. Moseloven var bestemt til at være midlertidig og var nu afløst af Kristi lov; desuden gjorde Jerusalems ødelæggelse fuldstændig opfyldelse af den jødiske lov umulig i praksis. Samtalepartnerne skilles på venskabelig fod. "Jeg har været særlig glad for denne samtale," siger Tryfon. "Hvis vi oftere kunne tale sammen, ville vi få megen hjælp til at læse Skrifterne." "For mit vedkommende," svarer Justin, "ville jeg have ønsket at gentage vor samtale dagligt; men eftersom jeg står i begreb med at sejle bort, opfordrer jeg dig til at lægge al iver i denne kamp for frelse." Af andre værker, der tilskrives Justin, kan to (Om opstandelsen og Appel til grækerne) være ægte eller ikke; de øvrige er uægte.

5. Notabilia:

(1) Justins citater:

Betydningen af Justins citater fra »erindringer« for dateringen af vore evangelier (se GOSPELS).

(2) Vidnesbyrd om den apostolske læres harmoni.

Justin er en discipel af Paulus og en stærk modstander af judaisme; alligevel anerkender han fuldt ud De Tolv som den sande kilde til kristen lære, »sendt af Kristus for at lære alle Guds ord« (1 Ap., 39,49; Dial., 42, 109).

(3) Kristendommens udbredelse:

Ud fra personlig viden som rejsende vidner Justin om kristendommens vide udbredelse: »Der findes ingen menneskeslægt, blandt hvem der ikke opsendes bønner til Faderen gennem den korsfæstede Jesu navn (Dial., 117).

(4) Forfatterskabet til Åbenbaringen:

»Johannes, en af apostlene, profeterede ved en åbenbaring, der blev givet ham, at de troende skulle bo 1.000 år i Jerusalem« (Dial., 81)--det tidligste direkte vidnesbyrd om johannæisk forfatterskab, fra en der havde boet i Efesos.

(5) Den første kirkes tro på vor Herres sande guddommelighed:

Idet han skriver på de kristnes vegne som helhed, erklærer han: »Både ham (Faderen) og Sønnen, som udgik fra ham, tilbeder vi« (1 Ap., 5). Han taler også om nogle »som mente, at Jesus blot var et menneske« som et lille og kættersk mindretal (Dial., 48). Andetsteds skriver han (1 Ap., 13) om Sønnen som genstand for tilbedelse »på andenpladsen«; men denne udtalelse, fremsat længe før den arianske strid gjorde sproglig præcision nødvendig, ophæver ikke hans andre vidnesbyrd.

(6) Helligånden:

Med hensyn til Helligånden omtaler Justin dåben som forvaltet i »Faderens, Sønnens og Åndens navn« (1 Ap., 61), hvilket forudsætter den tredje persons guddommelighed; skønt han andetsteds synes at underordne ham under Sønnen, ligesom Sønnen under Faderen. Han skal »tilbedes i tredje orden« (1 Ap., 13).

(7) Kiliasme:

»Jeg og andre er overbeviste om, at der vil komme en opstandelse af de døde og 1.000 år i Jerusalem, som skal bygges, udsmykkes og udvides« (Dial., 80). Han indrømmer dog, at mange rene og fromme kristne mener noget andet.

(8) Fremtidig straf: Om dette emne taler Justin med to stemmer. I 1 Ap., 8, skriver han om »fordømte sjæle, der lider evig straf, ikke kun i en tusindårig periode.« Men i Dial., 5, lader han en gammel mand, som var det umiddelbare middel til hans omvendelse, sige, at »de onde skal straffes, så længe Gud vil, at de skal eksistere.«

(9) Engletilbedelse:

I 1 Ap., 6, skriver Justin, da han afviser anklagen for ateisme: »Vi ærer og tilbeder Faderen og Sønnen og skaren af andre gode sendebud (eller engle) og den profetiske Ånd.« Sammenhængen viser dog, at denne kult ikke nødvendigvis svarer til det, man sædvanligvis mener med tilbedelse, men blot til ærbødighed og hyldest. De græske ord her, sebomai og proskuneo, bruges ofte i denne lavere betydning; og tankegangen synes at være denne: »I kalder os ateister; anklagen er ikke sand, for vi tror ikke blot på én Gud og alles Fader, men på én, som i særlig grad er Guds Søn, og som blev sendt af Gud. Vi tror desuden på andre himmelske sendebud fra Gud, en skare af engleånder; ja, vi tror på én, som i særlig grad er Guds Ånd, ved hvem profeter blev inspireret. Alle disse er i forskellig grad genstand for vores ærbødighed og hyldest.« Uden tvivl er udtalelsen dog i bedste fald uforsigtig og vildledende.

(10) Læren om sakramenterne:

Justin bruger »genfødt« som synonym for »døbt« (1 Ap., 61), men han identificerer de to, ikke som væsentligt uadskillelige, men som noget der altid er forbundet. Hvad angår Herrens nadver, lægger han vægt på tankerne om ihukommelse, fællesskab og taksigelse, men ét sted taler han om brødet og vinen som den inkarnerede Jesu kød og blod, »hvoraf vort kød og blod næres ved en forvandling« (1 Ap., 66). Disse ord peger i retning af transsubstantiation; men da der på dette tidspunkt ikke fandtes nogen strid om emnet, er de måske ikke mere end en stærkt billedlig fremstilling af en åndelig delagtighed.

XI. Brev til Diognetus.

1. Datering og forfatterskab:

Dette korte apologetiske skrift nævnes af ingen oldkirkelig forfatter og var ukendt, indtil det i 1592 blev fundet af Henry Stephens i et håndskrift, som gik til grunde ved branden i Strassburg i 1870. Håndskriftet synes at tilskrive det forfatteren til et andet skrift (Til grækerne); og dette tilskrives igen med nogen sandsynlighed, på grundlag af et syrisk dokument (600-700 AD), en Ambrosius, »den førende blandt grækerne«, som ellers er ukendt (se Birks i DCB, »Ep. to D.«). Hvis brevet virkelig er gammelt, hører det sandsynligvis til den subapostolske tidsalder, for det omtaler kristendommen som noget, der »først nu er trådt ind i verden, for ikke længe siden«; og i kapitel xi (dog skrevet af en anden hånd eller på et andet tidspunkt) kalder forfatteren sig selv en »apostlenes discipel.« Diognetus var et meget almindeligt græsk navn, så identifikationen med Marcus Aurelius’ lærer (130-40 AD) er blot en formodning. Donaldson (Chr. Lit., II, 142) hælder til den opfattelse, at skriftet blev forfattet af en af de mange grækere, som drog vestpå i det 14. århundrede, og at forfatteren blot havde til hensigt at skrive en »god deklamation i den gamle stil.« Den kvikke, men overfladiske måde, hvorpå hedenskab og jødedom behandles, passer bedre til en middelalderlig retorisk øvelse end til en kultiveret forfatters seriøse behandling af udbredte religioner.

2. Indhold:

Efter at forfatteren har hilst Diognetus' spørgsmål om kristendommen velkommen, udøser han foragt over den hedenske tilbedelse af guder af træ, sten og metal, uden nogen tydelig erkendelse af, at sådanne billeder for tidens dannede hedninger ikke var genstande, men kun symbolske midler for tilbedelse; og han latterliggør mosaiske skikke uden nogen anerkendelse af deres betydning som en guddommelig opdragende disciplin. Men når han går videre (kapitlerne vii til xii) til at beskrive kristendommen, fortjener værket Hefeles betegnelse, praestantissima Epistola. Til en verden, ja, til menneskehjerter, som var blevet fordærvede og onde, »sendte Gud ikke blot en tjener eller en engel, men sin egen Søn«, og ham ikke som en fordømmende dommer eller en frygtindgydende tyran, men som en nådig frelser. På spørgsmålet: »Hvis kristendommen er så kostbar, hvorfor blev Kristus da sendt så sent?« svarer forfatteren: »For først at lade menneskeheden indse sin uværdighed til at opnå evigt liv ved sine egne gerninger« og sin manglende evne til frelse uden ham, »som formår at frelse selv det, som det (tidligere) var umuligt at frelse.« Men troen på Guds Søn, som nu er åbenbaret, ville føre til »kundskab om Faderen«; kundskab om Gud til »kærlighed til ham, som først har elsket os således«; og kærlighed til Gud til »efterligning af ham og af hans kærlige godhed.« Og hvori består en sådan efterligning? Ikke i »at søge herredømme over dem, der er svagere«, eller i »at vise vold mod dem, der står under os«; men i »at tage sin næstes byrde på sig«, ligesom »Gud tog vore misgerningers byrde på sig og gav sin egen Søn som løsesum for os.« »Den, som i hvad som helst han måtte være overlegen i, er rede til at gavne en anden, som mangler; den, som ved at uddele til de trængende, hvad han har modtaget fra Gud, bliver en gud for dem, der modtager hans velgerninger: han er en efterligner af Gud.«

LITTERATUR.

Lightfoot, Apostolic Fathers, større og mindre udgaver; i Clarks »Ante-Nicene Libary«, Apostolic Fathers, Justin Martyr, and Recently Discovered Additions to Early Christian Literature (amerikansk udgave, The Ants-Nicene Fathers); Eusebius, HE, især McGifferts oversættelse med fremragende noter; James Donaldson, Critical History of Christian Literature; Cruttwell, Literary History of Early Christianity; Kruger, History of Early Christian Literature, oversættelse ved Gillett; Harnack, Geschichte der altchr. Litt.; Zahn, Geschichte des New Testament Kanons; Forschungen zur Gesch. des New Testament Kanons und der altchr. Lift.; Robinson, Texts and Studies, Aristides; Schaff, Oldest Christian Manual: H.D.M. Spence, Teaching of the Twelve Apostles; Bartlet, artikel om »Didache« i HDB; Cunningham, Epistle of Barnabas; artikler i DCB (Smith og Wace).

Henry Cowan