Stønnen

gron (na'aq, 'anaq; stenazo, embrimaomai): Det engelske ord, både som navneord og udsagnsord, er et forsøg på at efterligne den vokaliske lyd, der udtrykker alvorlig fysisk eller psykisk smerte eller nød. Det er beslægtet med det skotske dialektord girn og med grin i dets oprindelige, nu forældet betydning, som brugt i den anglikanske Bønbog-version af Sl 59,6; Sl 59,14, »grin som en hund og gå rundt i byen«; her er »grin« en oversættelse af hamah og betyder lyden af de nattevakte løse hundenes hylen i Jerusalem og andre orientalske byer. Det bruges i Det gamle Testamente:

(1) Til at betegne det udtryk, der ledsager fysisk lidelse, som hos israelitterne i Egypten, undertrykt af Faraos arbejdsformænd (2 Mos 2,24; 2 Mos 6,5), eller i Kanaan under Kana'anæernes åg (Dom 2,18, neqaqah). Det bruges også i Jobs beskrivelse af de fattiges lidelser og elendighed (Job 24,12) såvel som i hans klage over sin egen lidelse, da han blev ramt af Guds hånd (Job 23,2)). Psalmisten taler om stønnen, når han er feber- og samvittighedsramt – KJV og RV (britisk og amerikansk) »brølende hele dagen« (Sl 32,3; Sl 38,9; Sl 102,5; Sl 22,1).

(2) Udtryk for dyrenes lidelse, når de er sultne og tørstige under tørke (Joel 1,18).

(3) Manifestationen af psykisk og åndelig nød som i Sl 6,6; Sl 102,20 (RV »suk«).

(4) I metaforisk forstand er stønnen Egyptens fortvivlelsestegn i profetien om dets tilintetgørelse gennem Babylon – lyden er den, som udstødes af en dødeligt såret mand (Ez 30,24; på lignende måde i profetien om den persiske erobring bliver Babylons elendighed således afbildet af Jer 51,52); og Tyrus' elendighed, når det bliver erobret af Babylon, er ligeledes beskrevet således (Ez 26,15, KJV »skriget«).

Ordet for »suk« ('anachah) er tæt forbundet hermed, og betydningerne er tilstrækkelig beslægtede, så termerne synes at kunne bruges i stedet for hinanden. Et suk er fysisk et tegn på åndedrætsbesvær på grund af hjertets nedsat virksomhed; sukken er derfor indikatoren på fysisk svaghed eller psykisk uro, som Sl 12,5; Sl 31,10; Sl 79,11; Es 21,2; Es 24,7; Es 35,10; Jer 45,3.

Na'aq er råbet fra personer, der stærves eller dør af sult, som i Ez 30,24; Job 24,12. Et noget lignende ord, haghah, betyder den klagende lyd som duernes kurrende (Es 59,11; Nah 2,7)). Nehi er lyden af de dødes klageråb (Jer 9,10; Jer 31,15; Am 5,16).

I Det nye Testamente bruges »stønnen« for udtryk for psykisk nød. I Joh 11,33; Joh 11,15 er det ord, der bruges, en del af verbet embrimaomai, som udtrykker tanken om dyb og alvorlig følelse. Samme ord bruges i to andre passager oversat »strengt påbudt«, og angiver styrken af påbuddet (Matt 9,30; Mark 1,43)). Andetsteds er »suk« og »stønnen« oversættelser af ord udledt fra verbet stenazo, som i Rom 8,23; 2 Kor 5,2; 2 Kor 5,4; Mark 7,34; Mark 8,12. Stefan kalder Israels stønnen i Egypten stenagmos (ApG 7,34), og det fødende skabnings samlede veeklage udtrykkes af Paulus med ordet sunstenazei (Rom 8,22)). Sukkene er et karakteristisk tegn på sorg i Isa 21,2; 24,7; Jer 45,3; Kl 14,8.11.12; Ez 9,4; 21,6 f.

Alexander Macalister