Det Nye Testamentes kanon

kan'-un

I. TO INDLEDENDE BETRAGTNINGER

1. De tidlige kristne havde Det Gamle Testamente

2. Ingen hensigt om at skrive Det Nye Testamente

II. TRE STADIER I PROCESSEN

1. Fra apostlene til 170 e.Kr.

(1) Clemens af Rom; Ignatius; Polykarp

(2) Kræfter, der øgede skrifternes værdi

(a) Apologeter, Justin Martyr

(b) Gnostikere, Markion

2. Fra 170 e.Kr. til 220 e.Kr.

(1) Irenæus

(2) Det muratoriske fragment

3. 3. og 4. århundrede

(1) Origenes

(2) Dionysios

(3) Cyprian

(4) Eusebins

(5) Athanasius

(6) Synoden i Karthago; Hieronymus; Augustin

LITTERATUR

I. To indledende betragtninger.

Kanon er samlingen af 27 bøger, som kirken (i almindelighed) modtager som sine nytestamentlige skrifter. Kanonens historie er historien om den proces, hvorved disse bøger blev samlet, og deres værdi som hellige skrifter officielt anerkendt. Denne proces var gradvis, fremmet af bestemte behov, og skønt den uden tvivl var sammenhængende, er den i sine tidligste stadier vanskelig at spore. Når man vender sig mod studiet af den, er det altid godt at have to betragtninger for øje, som har betydning for de tidligste faser af hele bevægelsen. De er:

1. De tidlige kristne havde Det Gamle Testamente:

De tidlige kristne havde i hænderne det, som for dem var en Bibel, nemlig Det Gamle Testamentes skrifter. De blev brugt i overraskende stort omfang i kristen undervisning. Sådan var det i et helt århundrede efter Jesu død. Disse skrifter blev læst i menighederne, og der kunne i begyndelsen ikke være nogen tanke om ved siden af dem at stille nye bøger, som blot et øjeblik kunne rangere med dem i ære og myndighed. Det er igen og igen blevet drøftet, om kristendommen fra begyndelsen var en »bogreligion«. Afgørelsen afhænger af, hvad der menes med ordet »bog«. Kristendommen havde bestemt fra selve begyndelsen en bog, som den ærede--Det Gamle Testamente--men der gik år, før den overhovedet havde begyndelsen til en egen bog. Det, der er blevet kaldt »rigdommen af levende kanonisk materiale«, nemlig profeter og lærere, gjorde skrevne ord af underordnet værdi. I netop denne undervisning lå imidlertid, med dens mundtlige traditioner, begyndelsen til den bevægelse, som til sidst skulle munde ud i en kanon af skrifter.

2. Ingen hensigt om at skrive Det Nye Testamente:

Da det egentlige skrivearbejde begyndte, havde ingen, der udsendte et brev eller formede et evangelium, det bestemte formål for øje at bidrage til dannelsen af det, vi kalder »Bibelen«. Alle Det Nye Testamentes forfattere forventede »enden« som nær. Deres ord skulle derfor imødekomme bestemte behov i livet hos dem, de stod i forbindelse med. De havde ingen tanke om at skabe en ny hellig litteratur. Og dog er disse lejlighedsskrifter, skrevet til bestemte anledninger, blevet vores mest dyrebare Skrift. De omstændigheder og påvirkninger, som frembragte dette resultat, fremstilles her kort.

II. Tre stadier i processen.

For overskuelighedens og det klare indtryks skyld kan hele processen inddeles i tre stadier:

(1) tiden fra apostlene indtil omkring 170 e.Kr.;

(2) de sidste år af det 2. århundrede og begyndelsen af det 3. (170-220 e.Kr.);

(3) det 3. og 4. århundrede. I det første søger vi efter vidnesbyrd om væksten i værdsættelsen af Det Nye Testamentes skrifters særlige værdi; i det andet finder vi den klare, fulde anerkendelse af en stor del af disse skrifter som hellige og autoritative; i det tredje accepten af den fuldstændige kanon i Øst og Vest.

1. Fra apostlene til 170 e.Kr.:

(1) Clemens af Rom; Ignarius; Polykarp:

Den første periode, der strækker sig til 170 e.Kr.--Det ligger ikke inden for denne artikels ramme at berette om oprindelsen til de enkelte bøger i Det Nye Testamente. Dette hører egentlig hjemme under indledning til Det Nye Testamente (se dette). Ved slutningen af det 1. århundrede var alle Det Nye Testamentes bøger til. De fandtes som skatte i bestemte menigheder, vidt adskilt fra hinanden, og blev æret som indeholdende Jesu ord eller apostlenes lære. Helt fra begyndelsen blev Jesu autoritet fuldt anerkendt i hele den kristne verden. Hele apostlenes gerning bestod i at udlægge ham for den voksende kirke. Hans ord og hans liv var dels til oplysning af Det Gamle Testamente, helt til forståelse af livet og dets følger. I enhver forsamling af kristne fra de tidligste dage blev han forkyndt, ligesom Det Gamle Testamente blev det. I hver menighed, hvortil et brev var skrevet, blev dette brev ligeledes læst. Paulus bad om, at hans breve skulle læses på denne måde (1 Thess 5,27; Kol 4,16). I denne opmærksomme lytten til udlægningen af en begivenhed i Jesu liv eller til læsningen af en apostels brev begyndte »autorisationen« af overleveringerne om Jesus og de apostoliske skrifter. Udvidelsen af kirkens område og apostlenes bortgang fra jorden understregede i stigende grad værdien af det, som Det Nye Testamentes forfattere efterlod sig. Ganske tidligt førte ønsket om at få gavn af al mulig undervisning til udveksling af kristne skrifter. Polykarp (110 e.Kr.?) skriver til filipperne: »Jeg har modtaget breve fra jer og fra Ignatius. I anbefaler mig at sende jeres videre til Syrien; det vil jeg gøre, enten personligt eller på anden måde. Til gengæld sender jeg jer Ignatius' brev samt andre, som jeg har i hænde, og som I har bedt om. Jeg føjer dem til det nærværende; de vil tjene til at opbygge jeres tro og udholdenhed« (Brev til filipperne, XIII). Dette er en illustration af, hvad der må være sket for at fremme kendskabet til apostlenes skrifter. Præcis hvornår og i hvilket omfang »samlinger« af vore nytestamentlige bøger begyndte at blive lavet, er umuligt at sige, men det er rimeligt at slutte, at der fandtes en samling af de paulinske breve på det tidspunkt, hvor Polykarp skrev til filipperne, og hvor Ignatius skrev sine syv breve til menighederne i Lilleasien, dvs. omkring 115 e.Kr. Der er også god grund til at mene, at de fire evangelier nogle steder blev bragt sammen så tidligt som dette. Man må dog holde en klar skelnen for øje mellem »samlinger« og en sådan anerkendelse, som vi antyder med ordet »kanonisk«. Samlingen af bøger var et af de indledende skridt hertil. En undersøgelse af vidnesbyrdet om Det Nye Testamente i denne tidlige periode viser også, at det gives uden nogen hensigt om at fastlægge nytestamentlige bøgers kanonicitet. I talrige tilfælde fremtræder kun »ekkoer« af brevenes tanke; andre steder er citater ufuldstændige; begge dele viser, at Skriftens ord bruges som det naturlige udtryk for kristen tanke. På samme måde henviser de apostolske fædre til Jesu lære og gerninger. De vidner »om evangeliernes indhold og ikke om deres ægthed«. For at alt dette kan blive tydeligere, lad os da mere detaljeret bemærke vidnesbyrdet fra den subapostolske tidsalder.

Clemens af Rom skrev i 95 e.Kr. et brev i de kristne i Roms navn til dem i Korinth. I dette brev bruger han materiale, der findes i Matt, Luk, og gengiver det frit (se kapitlerne 46 og 13); han har været stærkt påvirket af Hebræerbrevet (se kapitlerne 9, 10, 17, 19, 36). Han kender Romerbrevet, Korintherbrevene, og der findes ekkoer af 1 Timotheus, Titus, 1 Peter og Efeserbrevet.

Ignatius' breve (115 e.Kr.) har overensstemmelser med vore evangelier flere steder (Kol 5; Kol 6; Kol 7) og indarbejder sprog fra næsten alle de paulinske breve. Brevet til Polykarp gør stor brug af Filipperbrevet og citerer desuden ni af de øvrige paulinske breve. Ignatius citerer fra Matthæus, tilsyneladende efter hukommelsen; også fra 1 Peter og 1 Johannes. Med hensyn til alle disse tre forfattere--Clemens, Polykarp, Ignatius--er det ikke nok at sige, at de bringer os erindringer om eller citater fra den eller den bog. Deres tænkning er helt igennem farvet af nytestamentlig sandhed. Når vi bevæger os lidt længere frem i årene, kommer vi til »De tolv apostles lære« (omkring 120 e.Kr. i sin nuværende form; se Didache); Barnabasbrevet (omkring 130 e.Kr.) og Hermas' Hyrden (omkring 130 e.Kr.). Disse viser de samme fænomener, som fremtræder i Clemens', Ignatius' og Polykarps skrifter, hvad henvisninger til Det Nye Testamente angår. Nogle bøger citeres, og tanken i de tre skrifter genlyder igen og igen af Det Nye Testamentes lære. De bærer et tydeligt vidnesbyrd om værdien af »evangeliet« og apostlenes lære, så meget at de klart stiller disse over deres egne ord. Det er i Barnabasbrevet, at vi først støder på udtrykket »der står skrevet«, med henvisning til en nytestamentlig bog (Matthæus) (se Epis., iv.14). I denne dybere følelse af værdi lå følelsen af autoritet indfoldet, som langsomt skulle finde udtryk. Det bør tilføjes, at det, vi hidtil har fundet, gjaldt i vidt adskilte dele af den kristne verden, som f.eks. Rom og Lilleasien.

(2) Kræfter, der øgede skrifternes værdi:

(a) Apologeter, Justin Martyr:

Litteraturen fra den periode, vi undersøger, var dog ikke udelukkende af den art, vi har talt om. To kræfter fremkaldte andre udtryk for den særlige værdi af apostlenes skrifter, hvad enten det var evangelier eller breve. Disse var

(a) den borgerlige regerings opmærksomhed i lyset af den kristne kirkes hurtige vækst og

(b) kætteri.

De første, der trådte frem til forsvar for eller anbefaling af kristendommen, var apologeterne, blandt dem Justin Martyr, Aristides, Melito af Sardes og Theophilus af Antiokia. Langt den vigtigste af disse var Justin Martyr, og hans værk kan tages som repræsentativt. Han blev født omkring 100 e.Kr. i Sikem og døde som martyr i Rom i 165 e.Kr. Hans to Apologier og Dialogen med Tryfon er kilderne til studiet af hans vidnesbyrd. Han taler om “apostlenes erindringer, kaldet evangelier” (Ap., i.66), som blev læst om søndagen på skift med profeterne (i.67). Her træder den ligestilling i værdi frem mellem disse “evangelier” og Det Gamle Testamentes Skrifter, som i virkeligheden kan markere begyndelsen på kanoniseringen. Om disse evangelier var vore fire evangelier, sådan som vi nu har dem, er endnu et omstridt spørgsmål; men bevismaterialet vejer tungt for, at de var det. (Se Purves, Testimony of Justin Martyr to Early Christianity, forelæsning V.) Den kendsgerning, at Tatian, hans elev, lavede en evangelieharmoni, dvs. af vore fire evangelier, har også betydning for vores tolkning af Justins “erindringer”. (Se Hemphill, The Diatessaron of Tatian.) Den eneste anden nytestamentlige bog, som Justin nævner, er Apokalypsen; men han synes at have kendt Apostlenes Gerninger, seks af Paulus’ breve, Hebræerbrevet og Første Johannesbrev, og ekkoer af endnu andre breve kan spores. Når han taler om apostlene, sker det på denne måde: “Ved Guds kraft forkyndte de for enhver menneskeslægt, at de var sendt af Kristus for at lære alle Guds Ord” (Ap., i.39). Det kan dog diskuteres, om dette sigter til mere end apostlenes faktiske forkyndelse. Begyndelsen på kanonens dannelse ligger i den stilling og autoritet, der blev givet evangelierne.

(b) Gnostikere, Markion:

Mens apologeterne var travlt optaget af at anbefale eller forsvare kristendommen, tvang kætteri i form af gnosticisme også opmærksomheden hen på spørgsmålet om apostlenes skrifter. Fra begyndelsen hævdede gnostiske lærere, at Jesus havde begunstiget udvalgte blandt sine apostle med en samling esoterisk sandhed, som var blevet overleveret ved hemmelig tradition. Dette benægtede kirken, og i den strid, der fortsatte gennem årene, blev spørgsmålet om, hvilke skrifter der havde autoritet, stadig tydeligere. Basilides f.eks., som underviste i Alexandria under Hadrians regering (117-38 e.Kr.), havde som sin hemmelige autoritet apostlen Matthias’ hemmelige tradition og Glaucias’, en påstået fortolker af Peter; men han vidner om Matthæus, Lukas, Johannes, Romerbrevet, Første Korintherbrev, Efeserbrevet og Kolossenserbrevet i forsøget på at anbefale sine læresætninger, og, hvad mere er, giver dem Skriftens værdi for sikrere at støtte sin lære. (Se Hippolytus’ Philosophoumena, VII, 17). Valentinus, som fører sin autoritet tilbage gennem Theodas til Paulus, gør samme almindelige brug af nytestamentlige bøger, og Tertullian fortæller os, at han syntes at bruge hele Det Nye Testamente, sådan som det da var kendt.

Den mest kendte af gnostikerne var Markion, som var født i Pontus. Han drog til Rom (ca. 140 e.Kr.), brød dér med kirken og blev en farlig kætter. Til støtte for sine særlige synspunkter dannede han sin egen kanon, som bestod af Lukasevangeliet og ti af de paulinske breve. Han forkastede Pastoralbrevene, Hebræerbrevet, Matthæus, Markus, Johannes, Apostlenes Gerninger, de katolske breve og Apokalypsen, og han lavede en recension både af Lukasevangeliet og af de paulinske breve, som han accepterede. Hans betydning for os ligger dog i den kendsgerning, at han giver os det første klare bevis på kanoniseringen af de paulinske breve. En sådan brug af Skrifterne fremkaldte uundgåeligt både kritik og en klarere afgrænsning af de bøger, som skulle bruges i de kirker, der stod kætteriet imod, og således “blev kanonen til i kampen med gnosticismen”. Vi er dermed ført frem til afslutningen af den første periode, hvor vi har bemærket samlingen af nytestamentlige bøger i større eller mindre omfang, den voksende vurdering af dem som vidneudsagn om Jesu og hans apostles sandhed, og til sidst bevægelsen hen imod kravet om deres autoritet i modsætning til forvansket lære. Der kan ikke trækkes nogen skarp linje ved et bestemt år mellem processens første stadium og det andet. Kræfter, der virker i det første, fortsætter ind i det andet, men i det andet opnås resultater, som giver det ret til særskilt behandling.

2. Fra 170 e.Kr. til 220 e.Kr.:

Perioden fra 170 e.Kr. til 220 e.Kr.--Dette er tidsalderen for en omfattende teologisk litteratur, optaget af de store spørgsmål om kirkens kanon og trosbekendelse. Det er perioden med de store navne Irenæus, Clemens af Alexandria og Tertullian, som henholdsvis repræsenterer Lilleasien, Egypten og Nordafrika. Når vi træder ind i den, kommer vi ind i det klare lys fra kristen historie. Der er ikke længere noget spørgsmål om en nytestamentlig kanon; den eneste forskel i vurdering gælder dens omfang. Det, der langsomt, men sikkert har taget form i kirkens bevidsthed, kommer nu til klart udtryk.

(1) Irenæus.

Dette udtryk kan vi studere hos Irenæus som repræsentant for perioden. Han blev født i Lilleasien, levede og underviste i Rom og blev senere biskop i Lyon. Han havde derfor et bredt kendskab til menighederne og var særligt kompetent til at udtale sig om den almindelige vurdering i den kristne verden. Som elev af Polykarp, der var en discipel af Johannes, er han forbundet med apostlene selv. Som en ivrig forsvarer af sandheden gør han i høj grad Det Nye Testamente til sin autoritet og henviser ofte til det. De fire evangelier, Apostlenes Gerninger, Paulus' breve, flere af de katolske breve og Apokalypsen er for ham Skrift i ordets fulde forstand. De er ægte og autoritative, i samme grad som Det Gamle Testamente nogensinde var det. Han dvæler ved det forhold, at der er fire evangelier, idet selve tallet er forudskildret i de fire vinde og jordens fire verdenshjørner. Ethvert forsøg på at forøge eller formindske antallet er kætteri. Tertullian indtager i praksis den samme position (Adv. Marc., iv. 2), mens Clemens af Alexandria citerer alle fire evangelier som "Skrift". Ved slutningen af 2. århundrede var evangeliernes kanon fastlagt. Det samme gælder også de paulinske breve. Irenæus har mere end to hundrede citater fra Paulus og betragter hans breve som Skrift (Adv. Haer., iii.12, 12). Ja, på dette tidspunkt kan man sige, at den nye kanon var kendt under betegnelsen "Evangeliet og apostlene" i modsætning til den gamle som "Loven og profeterne". Titlen "Det Nye Testamente" synes først at være blevet brugt af en ukendt forfatter imod montanismen (circa 193 AD). Den forekommer hyppigt efter dette hos Origenes og senere forfattere. Når man overvejer hele dette vidnesbyrd, bør to forhold fremhæves:

(1) dets store udbredelse: Clemens og Irenæus repræsenterer dele af kristenheden, der ligger vidt fra hinanden;

(2) disse mænds forhold til dem, der var gået forud for dem. Deres liv spændte, sammen med deres forgængeres, over næsten hele tiden fra apostlene.

De gav blot stemme til den vurdering, som stiltiende og gradvist havde udvalgt den "Skrift", som de frit og fuldt anerkendte, og som de henviste til.

(2) Det muratoriske fragment.

Netop her møder vi det muratoriske fragment, sådan kaldt fordi det blev opdaget i 1740 af Milanos bibliotekar, Muratori. Det stammer fra et tidspunkt nær slutningen af 2. århundrede og er af afgørende interesse i studiet af kanonens historie, eftersom det giver os en liste over nytestamentlige bøger og beskæftiger sig med selve spørgsmålet om kanon. Dokumentet kommer fra Rom, og Lightfoot tilskriver det Hippolytus. Dets liste indeholder evangelierne (fragmentets første linje er ufuldstændig og begynder med Markus, men Matthæus er tydeligt forudsat), Apostlenes Gerninger, de paulinske breve, Apokalypsen, 1 og 2 Johannes (måske underforstået også det tredje) og Judas. Det nævner ikke Hebræerbrevet, 1 og 2 Peter, Jakob. I denne liste har vi i praksis kanonens virkelige stilling ved slutningen af 2. århundrede. Fuld enighed var endnu ikke opnået med hensyn til alle de bøger, som nu findes mellem omslagene på vores Nye Testamente. Syv bøger havde endnu ikke fundet en sikker plads ved siden af evangeliet og Paulus i alle dele af kirken. Menighederne i Israels land og Syrien afviste længe Apokalypsen, mens nogle af de katolske breve i Egypten blev anset for tvivlsomme. Historien om den endelige antagelse af disse hører til den tredje periode.

3. 3. og 4. århundrede:

(1) Origenes:

Perioden, der omfattes af 3. og 4. århundrede--Det er blevet sagt, at "spørgsmålet om kanon ikke gjorde store fremskridt i løbet af 3. århundrede" (Reuss, History of the Canon of Holy Scripture, 125). Vi har vidnesbyrd fra nogle få bemærkelsesværdige lærere, for det meste fra ét centrum, Alexandria. Deres behandling af spørgsmålet om de omstridte bøger tjener netop her ét formål. Det langt mest fremtrædende navn i 3. århundrede er Origenes. Han blev født i Alexandria omkring 185 AD, og før han var sytten, blev han lærer i skolen for katekumener. I 203 blev han udnævnt til biskop, gennemlevede skiftende vilkår og døde i 254. Hans berømmelse hviler på hans evner som ekseget, skønt han arbejdede flittigt og med held på andre områder. Hans vidnesbyrd er af høj værdi, ikke blot på grund af hans egne studier, men også på grund af hans brede kendskab til, hvad man mente i andre kristne centre i hans tids verden. Pladsen tillader os kun at give hans konklusioner i sammenfattet form, især med hensyn til de bøger, der stadig var i tvivl. Evangelierne, de paulinske breve og Apostlenes Gerninger accepterer han uden spørgsmål. Han drøfter ganske udførligt forfatterskabet til Hebræerbrevet, mener, at "Gud alene ved, hvem der skrev det," og accepterer det som Skrift. Hans vidnesbyrd om Apokalypsen gives i sætningen: "Derfor siger Johannes, Zebedæus' søn, i Åbenbaringen." Han giver også sikkert vidnesbyrd om Judasbrevet, men vakler med hensyn til Jakob, 2 Peter, 2 Johannes og 3 Johannes.

(2) Dionysius:

Et andet bemærkelsesværdigt navn fra dette århundrede er Dionysius af Alexandria, en elev af Origenes (død 265). Hans mest interessante drøftelse gælder Apokalypsen, som han tilskriver en ukendt Johannes, men han bestrider ikke dens inspiration. Det er et ejendommeligt forhold, at den vestlige kirke accepterede denne bog fra begyndelsen, mens dens stilling i Østen var skiftende. Omvendt stod Hebræerbrevet mere usikkert i Vesten end i Østen. Med hensyn til de katolske breve støtter Dionysius Jakob, 2 Johannes og 3 Johannes, men ikke 2 Peter eller Judas.

(3) Cyprian:

I Vesten var navnet Cyprian, biskop af Karthago (248-58 AD), det mest indflydelsesrige. Han var stærkt optaget af stridsspørgsmål, men var en mand med stor personlig kraft. Apokalypsen ærede han højt, men han tav om Hebræerbrevet. Han henviser kun til to af de katolske breve, 1 Peter og 1 Johannes.

Disse vidnesbyrd bekræfter det, der blev sagt ovenfor, nemlig at slutningen af det 3. århundrede efterlader spørgsmålet om den fulde kanon omtrent der, hvor det var ved begyndelsen. 1 Peter og 1 Johannes synes at have været kendt og anerkendt overalt. I Vesten vandt de fem katolske breve langsommere anerkendelse end i Østen.

(4) Eusebius:

I begyndelsen af det 4. århundrede fremlægger Eusebius (270-340 e.Kr.), biskop af Cæsarea før 315, i sin Kirkehistorie (III, kapitler iii-xxv) sin vurdering af kanon på sin tid. Han bruger ganske vist ikke ordet kanon, men han »foretager en historisk undersøgelse af tidligere generationers tro og praksis«. Han oplevede den sidste store forfølgelse i begyndelsen af det 4. århundrede, da ikke blot gudstjenestesteder blev jævnet med jorden, men også de hellige Skrifter på de offentlige torve blev overgivet til flammerne (Historia Ecclesiastica, VIII, 2). Det var derfor ikke et tomt spørgsmål, hvilken bog en loyal kristen måtte stå fast på som sin Skrift. Spørgsmålet om kanon havde en alvorlig, praktisk betydning. Trods nogen uklarhed og tilsyneladende modsigelser var hans klassifikation af Det Nye Testamentes bøger som følger:

(1) De anerkendte bøger. Hans kriterier for hver af disse var ægthed og apostolicitet, og på denne liste placerede han evangelierne, Apostlenes Gerninger og Paulus' breve, inklusive Hebræerbrevet.

(2) De omstridte bøger, dvs. dem, der kun havde opnået delvis anerkendelse; hertil henregnede han Jakobs Brev, Judas' Brev, 2 Peter og 2 Johannes. Også om Apokalypsen var han usikker. I dette vidnesbyrd er der ikke megen fremgang i forhold til det fra det 3. århundrede. Det er i realiteten Origenes' kanon.

Alt dette gør det klart, at endnu ingen officiel afgørelse eller ensartet brug i kirken havde givet en afsluttet kanon. Tiden nærmede sig imidlertid, da forskellige kræfter, der var i virksomhed, skulle bringe denne enstemmighed langt nærmere og udvide listen over anerkendte bøger. I anden halvdel af det 4. århundrede blev der gjort gentagne forsøg på at sætte en stopper for usikkerheden.

(5) Athanasius:

Athanasius giver i et af sine hyrdebreve, i forbindelse med udgivelsen af den kirkelige kalender, en liste over de bøger, der udgør Skriften, og i den nytestamentlige del er alle de 27 bøger, som vi nu anerkender, medtaget. »Disse er frelsens kilder,« skriver han, »så den, der tørster, kan blive mættet med ordene i dem. Lad ingen føje noget til disse. Lad intet blive taget bort.« Gregor af Nazianz (død 390 e.Kr.) offentliggjorde også en liste, der udelod Johannes' Åbenbaring, ligesom Kyrillos af Jerusalem (død 386) gjorde, og helt ved slutningen af århundredet (det 4.) taler Isidor af Pelusium om »sandhedens kanon, de guddommelige Skrifter«. I en betydelig tid blev Apokalypsen ikke accepteret i kirkerne i Israels land eller Syrien. Athanasius hjalp med til dens accept i kirken i Alexandria. Nogle meningsforskelle fortsatte dog. Den syriske kirke accepterede ikke alle de katolske breve før langt senere.

(6) Synoden i Karthago, Hieronymus; Augustin:

Synoden i Karthago i 397 giver i forbindelse med sit dekret »at bortset fra de kanoniske Skrifter må intet læses i kirken under navn af guddommelige Skrifter« en liste over Det Nye Testamentes bøger. På denne måde søgte man at sikre enstemmighed, samtidig med at forskelle i vurdering og praksis fortsatte. De bøger, der havde fået forskellig behandling gennem disse tidlige århundreder, var Hebræerbrevet, Apokalypsen og de fem mindre katolske breve. Kristendommens fremgang under Konstantin havde meget at gøre med modtagelsen af hele gruppen af bøger i Østen. Den opgave, som kejseren gav Eusebius, at fremstille »halvtreds eksemplarer af de guddommelige Skrifter«, fastlagde en standard, som med tiden gav anerkendelse til alle tvivlsomme bøger. I Vesten var Hieronymus og Augustin de afgørende faktorer i fastlæggelsen af kanon. Udgivelsen af Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) afgjorde i realiteten sagen.

Afslutningsvis skal det bemærkes, hvor meget det menneskelige element var involveret i hele processen med at forme vores Nye Testamente. Ingen ville ønske at bestride, at der var et forsynsmæssigt overherredømme over det hele. Det er også godt at holde sig for øje, at ikke alle bøgerne har samme klare ret til deres pladser i kanon, hvad angår historien om deres bevidnelse. Klar og fuld og enstemmig har dommen fra begyndelsen imidlertid været om evangelierne, Apostlenes Gerninger, de paulinske breve, 1 Peter og 1 Johannes.

LITTERATUR. Reuss, History of the Canon of Holy Scriptures; E. C. Moore, The New Testament in the Christian Church; Gregory, Canon and Text of the New Testament; Introductions to New Testament of Julicher, Weiss, Reuss; Zahn, Geschichte des Neutest. Kanons; Harnack, Das New Testament um das Jahr 200; Chronologie der altchristlichen Literatur; Westcott, The Canon of the New Testament; Zahn, Forschungen zur Gesch. des neutest. Kanons.

J. S. Riggs