Sved

swet (ze`ah (1 Mos 3,19), yeza` (Ez 44,18); hidros (2 Makk 2,26; Luk 22,44)): "I dit ansigts sved skal du spise brød" (1 Mos 3,19). Noget vanskelig er den passage, som Revised Version (British and American) gengiver: "Men præsterne, levitterne, Zadoks sønner .... skal have linnedhuer på deres hoveder og linnedbukser om deres lænder; de må ikke binde sig med noget, der fremkalder sved," bogstaveligt: "de må ikke binde sig med sved" (Ez 44,15; Ez 44,18). Tanken er tydeligvis, at stærk sveden ville gøre deres tjeneste ubehagelig. Reglen havde særlig betydning i det trykkende varme klima i Israels land.

Lukas, lægen, beskriver Herrens angst i Getsemane og siger: "Hans sved blev som store dråber (thromboi) blod, der faldt ned på jorden" (Luk 22,44, Revised Version (British and American), som følger Codex Sinaiticus (a), Codex Alexandrinus, Codex Vaticanus osv., bemærker i randnoten: "Mange gamle autoriteter udelader Luk 22,43; Luk 22,44"). Der er to fortolkningsvanskeligheder i denne passage, ud over den vanskelighed som den fysiologiske forklaring af fænomenet frembyder:

(1) Ordet (thrombos), der oversættes "dråbe", betyder bogstaveligt "en blodklump", "en klump", "en ostemasse" og bruges intet andet sted i betydningen dråbe.

(2) Det er almindeligt blevet antaget, at sveden på Jesu pande var blevet blodig i udseende og karakter, et symptom som i oldtidens medicin kaldtes haimatodes hidros, "blodig sved".

Det må dog bemærkes, at denne oversættelse ville gøre den græske partikel hosei overflødig; med den må der ikke menes, at sveden er identisk med bloddråber, men en vis lighed eller sammenligning. Ch. Th. Kuinoel har i sin latinske kommentar til Det Nye Testamentes historiske bøger (Leipzig, 1809, II, 654) samlet alle kendte parallelle tilfælde i historie og legende, som synes at bevise, at haimatodes hidros under visse psykiske eller fysiologiske forhold, om end sjældent, er forekommet.

Olshausen mener i sin Commentary, II, 469, at følgende sammenligningspunkter kan have været i Lukas' tanke:

(1) Sveden kan have vist sig på Jesu pande i tunge dråber;

(2) disse kan synligt være faldet til jorden, ligesom bloddråber falder fra et sår;

(3) desuden kan en rødlig farve muligvis have været mærkbar på grund af en udsivning fra arterierne, selv om det sidste ikke direkte udtrykkes i evangelistens ord. Se også Dr. Stroud, On the Physical Cause of the Death of Christ, 183; Bynaeus, De morte Christi, II, 33.

Folk i Israels land i græsk-romersk tid var almindeligvis udstyret med lommetørklæder, især brugt til at tørre sveden af. Skikken kom fra Rom, hvorfra navnet på disse klæder blev soudarion, latin sudarium. Den sene legende om Berenike eller Veronika, som rakte sit lommetørklæde til Frelseren på hans vej til korsfæstelsen, og som, da Herren havde givet det tilbage til hende, fandt, at hans ansigtstræk var blevet aftrykt på klædet, er et minde om denne brug. Disse lommetørklæder blev ofte brugt til at binde små bundter af visse ejendele, penge osv. sammen (Luk 19,20). Som regel fik de døde deres ansigter dækket med et sådant, eller det blev bundet omkring hovedet (Joh 11,44; Joh 20,7). I Efesos blev Paulus' lommetørklæder båret til de syge og udvirkede mirakuløse helbredelser (ApG 19,12).

Verbet hidroo, "at svede", findes i en ret vanskelig passage i Didache (i.6), som indledes som et citat, hvis kilde vi dog ikke kender: "Lad din almisse svede ind i (i?) dine hænder, indtil du ved, hvem du giver til." Sammenhængen synes at vise, at vi her har en fri gentagelse af argumenterne i Sirak 12,1 ff., så betydningen ville være: "Når du giver almisse, så giv ikke vilkårligt eller tankeløst, men overvej det nøje, så ingen uværdig modtager din velgerning." Det er dog ikke umuligt, at teksten på dette sted er forvansket.

H. L. E. Luering