Stænke; stænkelse

sprin'-k'-l, sprin'-kling (zaraq, nazah; rhantizein): Det første ord betyder "at kaste" eller "sprede rigeligt", f.eks. i håndfulde, som støv på hovedet (Job 2,12) eller blod fra en skål (2 Mos 9,8). Det andet hebraiske ord bruges om stænkelse med fingeren (3 Mos 14,7; 3 Mos 16,14 osv.). I beretningen om Jezabels død bruges ordet i sin bogstavelige betydning "sprøjte" (2 Kong 9,33).

Stænkelse (blod, vand, olie) udgjorde en vigtig — hvis ikke den væsentlige — del af offerhandlingen. En gennemgang af de vigtigste steder i Det Gamle Testamente vil vise stænkelsens fremtrædende plads og betydning som et træk ved offerhandlingen. Betydningen af stænkelsen med blod ses i beretningen om oprettelsen af pagten mellem Jahve og Israel (2 Mos 24,6-8). Halvdelen af blodet blev stænket på alteret som repræsentation af Guddommen, mens resten blev hældt i et kar og derpå stænket på folket. Denne ceremoni er en overlevering i ændret form af det fælles måltid, hvor stammens gud og hans tilbedere sad sammen og tog del i den samme føde og på den måde kom til at eje det samme liv. Den dobbelte stænkelse med blod resulterede i oprettelsen af et ukrænkeligt bånd (4 Mos 18,17; 2 Kong 16,15). I beretningen om indvielsen af Aron og hans sønner (2 Mos 29,16; 2 Mos 29,20; 2 Mos 29,21) blev blodet af vædderen til brændofferet stænket på alteret, mens blodet af indvielsesvædderen blev anbragt på alteret og stænket på Aron og hans sønner og på deres klæder. Renselsesvand blev stænket på levitterne ved deres indsættelse (4 Mos 8,7). Tredje Mosebog giver udførlige oplysninger om rituel stænkelse i forbindelse med ofre. Ved brændofferet blev blodet stænket rundt om på alteret (3 Mos 1,5; 3 Mos 1,11). Den samme praksis gjaldt ved måltidsofrene, hvad enten det var okse, lam eller ged (3 Mos 3,2; 3 Mos 3,8; 3 Mos 3,13). Når der blev bragt et syndoffer for synder begået uforvarende, dyppede præsten sine fingre i blodet og stænkede det syv gange for Jahve, foran forhænget til Det Hellige (3 Mos 4,6). Andetsteds (3 Mos 16,11; 3 Mos 16,15) læser vi, at Aron tog blodet fra syndofferet og stænkede det med sin finger på nådestolen, mod øst, syv gange (se også 4 Mos 19,4). Stænkelse udgjorde en del af renselsesprocessen. Men det er indlysende, at stænkelsen, selv i dette tilfælde, var en religiøs handling og ikke en del af den egentlige fysiske rengøring. En enkel form for stænkekost blev lavet ved at fæstne et bundt isop til en cederstav med et stykke skarlagenrød tråd eller uld, og derefter blev patienten bestænket syv gange (3 Mos 14,7), mens olie blev stænket med fingeren, også syv gange, for Jahve (3 Mos 14,16; se også 2 Mos 12,22; 4 Mos 19,18; Sl 51,7). Huset, hvori den spedalske boede, blev desinficeret på samme grundige måde (3 Mos 14,51).

I tilfælde af personer, som havde pådraget sig urenhed ved kontakt med et lig, var stænkelse med "adskillelsens vand" en del af renselsesprocessen. Adskillelsens vand bestod af asken fra en rød kvie (slagtet til formålet) blandet med rindende vand (4 Mos 19). En stænkekost blev brugt som i den spedalskes tilfælde (4 Mos 19,18). Den endelige stænkelse — på den 7. dag — blev efterfulgt af et bad (4 Mos 19,19). Det "telt", hvor liget lå, blev sammen med hele dets indhold grundigt desinficeret.

Se rød kvie.

Ifølge 2 Mosebog (9,8.10) blev plagen med "bylder og blærer" forårsaget ved, at aske ("sod" i den reviderede oversættelses randnote) blev strøet op i luften mod himlen, hvorefter den lagde sig på mennesker og dyr og frembragte udslættet. Fortællingen giver ingen nøgle til forbindelsen mellem asken og udslættet, men handlingens religiøse karakter er tydelig. Gennem den blev Guddommens hjælp påkaldt. Ifølge primitiv tænkning var der ingen nødvendig forbindelse mellem den religiøse handling og den fromt ønskede opfyldelse. Formålet med den religiøse handling var at påvirke eller lægge pres på Guddommen, så han kunne sætte sig i bevægelse til fordel for tilbederen. Det er tydeligt, at stænkelse som del af tilbedelseshandlingen blev anset for religiøst virksom. Den var ikke symbolsk eller moralsk betydningsfuld. Den var en religiøs handling. Det benægtes ikke, at stænkelse i nogle passager er symbolsk. Ifølge Ezekiel (36,25) vil det genoprettede fællesskab erfare moralsk og åndelig fornyelse. Der vil være et "nyt hjerte" og en "ny ånd". Stænkelsen med rent vand er det ydre symbol på den indre renselse. I Es 63,3 er hentydningen til offeret tydelig. Erobreren, der skrider sejrrigt frem fra Bosra, er "bestænket" med sine ofres livsblod (eller saft). I Es 52,15 er "stænke" en tvivlsom gengivelse. Der er ingen åbenbar forbindelse mellem legemlig vansiring og national renselse. RV's randnote gengiver "overraske" (bogstaveligt: "få til at springe"). Den ophøjede værdighed hos "martyren" vil vække kongers og folks undren.

I 1 Pet 1,2 bruges "stænkelse med Jesu Kristi blod" billedligt om dets rensende virkning (sammenlign Hebr 9,13; Hebr 9,14; Hebr 10,22).

T. Lewis