Svovl

brim'-ston, brim'-stun (gophrith; to theion): Ordet, der oversættes med "svovl", henviste sandsynligvis oprindeligt til træers harpiks, såsom cypressens. Ved analogi er det blevet gengivet med "svovl" på grund af begge stoffers brændbarhed. Svovl fandtes i Israels land i tidlig tid og var kendt af de fleste af oldtidens folk som et brændbart stof. I nærheden af Det Døde Hav dannes der selv i dag aflejringer af svovl. Blanckenhorn (ZDPV, 1896) mener, at denne dannelse skyldes bituminøse stoffers virkning på gips, da disse to stoffer findes i forbindelse med hinanden i dette område. Rejsende, der går fra Jeriko til Det Døde Hav, kan samle klumper af svovl op, som sædvanligvis er dækket af gipskrystaller. 5 Mos 29,23 beskriver godt dette områdes nuværende udseende. Det er meget sandsynligt, at landets indbyggere havde oplevet rædslerne ved brændende svovl. Når en af disse aflejringer først brød i brand, ville den smelte og løbe i brændende strømme ned gennem kløfterne og overalt sprede kvælende dampe som dem, der kommer fra en almindelig svovlstik. Man kunne ikke vælge et mere realistisk billede til at skildre frygtelig lidelse og ødelæggelse. Det er slet ikke usandsynligt, at den varme lava, som blev udsendt under nogle af de ødelæggende jordskælv, der fandt sted i denne del af verden, antændte ikke blot svovlet, men også bitumenet, og føjede den ødelæggelse, der skyldtes brændende beg og svovl, til jordskælvets rædsler.

Den billedlige brug af ordet svovl til at betegne straf og ødelæggelse illustreres af sådanne passager som 5 Mos 29,23; Job 18,15; Sl 11,6; Es 30,33; Ez 38,22; Luk 17,29; Åb 9,17.

James A. Patch

sul'-fur.

Se BRIMSTONE.