Svøbe; svøbelsesbånd

swod'-'-l, swod'-ling-band (verbum chathal, »indhylle«, »svøbe« (Ez 16,4), substantiv chathullah, »svøbelsesbånd« (Job 38,9); verbum sparganoo, »at vikle i svøbelsesklæder« (Luk 2,7; Luk 2,12), substantiv spargana (pl.), »svøbelsesklæder« (Salomos Visdom 7,4). KJV har også »swaddle« (Klag 2,22) for Taphach, bogstaveligt »at udstrække«. Men ordet betyder »at bære på hændernes udstrakte håndflader« (sammenlign Tippuchim, »vugget i hænderne«, Klag 2,20), hvoraf RV's »at vugge«): »At svøbe« og »at omvikle« er egentlig det samme ord, idet begge former går tilbage til en angelsaksisk form swethel, »en bandage«, men »swaddle« er blevet den tekniske betegnelse for indpakningen af et spædbarn i Orienten eller andre steder. De orientalske svøbelsesklæder består af et firkantet stykke stof og to eller flere bind. Barnet lægges diagonalt på stoffet, og hjørnerne foldes over fødderne og kroppen og under hovedet, hvorefter bindene knyttes, så stoffet holdes på plads. Denne anordning udgør barnets klædning, indtil det er omtrent et år gammelt, og udeladelsen af den (Ez 16,4) ville være et tegn på, at barnet var blevet forladt. Omtalen af mørket som et »svøbelsesbånd« ved havets fødsel (Job 38,9) er blot en poetisk måde at sige, at havet ved sin skabelse var dækket af skyer og mørke, og det er fantasifuldt at finde nogen tanke om begrænsning deri.

Burton Scott Easton