Syndfrihed

sin'-les-nes: Den 15. anglikanske artikel ("Om Kristus alene uden synd") kan citeres som et sandt sammendrag af Skriftens lære om syndfrihed: "Kristus blev i sandheden af vor natur gjort lig os i alle ting, synden alene undtaget, som han klart (prorsus) var fri for, både i sit kød og i sin ånd ..... Synd, som Sankt Johannes siger, var ikke i ham. Men alle vi øvrige, skønt døbte og født på ny i Kristus, forsynder os dog i mange ting; og hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv."

1. Kristus syndfri:

Her bekræftes den inkarnerede Søns syndfrihed. Der behøves ingen udførlig argumentation for at vise, at dette er Skriftens udsagn. Det er ikke blot, som vi ovenfor mindes om, bestemt lært dér. Endnu mere ligger det underforstået i det gådefulde (og moralsk mirakuløse) fænomen, at Herren tydeligvis er fuldstændig fri for syndsbevidsthed, hans frihed fra indre splid eller ufuldkommenhed, fra den mindste utilfredshed med sig selv. Det er ikke for meget at sige, at denne fremstilling i sig selv bevidner sin overensstemmelse med virkeligheden. Havde den været en opfindelse af tilbedende disciple, kan vi med sikkerhed sige, at de (hvis de således antages i stand til "fri behandling") ville have været sikre på at røbe nogle moralske afvigelser i deres skildring af deres Mester. De måtte være mislykkedes i at stille os over for det dybe etiske paradoks: en person, som på den ene side påbyder anger og (med en uendelig dyb ømhed) elsker den angrende, og som på den anden side aldrig et øjeblik selv er angrende, og som hele tiden fra begyndelsen har vist sig at være en overlegen moralsk og åndelig magnet, der "drager alle mennesker til sig." Samtidig fremstiller Skriften den inkarnerede Herres syndfrihed ikke som en blot automatisk eller anstrengelsesløs tilstand. Han er følsom over for fristelse, i en grad der gør den til smerte. Hans syndfrihed, hvad den faktiske erfaring angår (vi betragter her ikke sagen sub specie aeternitatis), ligger i den fuldkomne troskab mod Faderen hos en vilje, udøvet under menneskelige vilkår, absolut fyldt med Helligånden, som villigt er modtaget.

2. De hellige ikke syndfri:

På den anden side bliver "vi øvrige," betragtet som sande troende, ved Skriftens almindelige lære advaret mod nogensinde at hævde syndfrihed som vores tilstand. Der findes steder (f.eks. 1 Joh 3,9; Joh 5,1 f), som om det genfødte menneske siger, at det "synder ikke." Men det synes oplagt at bemærke, at sådanne ord, taget uden sammenhæng og afbalancering, ville bevise for meget; de ville gøre den mindste syndsbevidsthed til et overvældende bevis imod personens genfødelse overhovedet. Det synes, at sådanne ord i praksis betyder, at synd og den genfødte karakter er diametrale modsætninger, sådan at det at synde er ude af karakter, ikke i mennesket som sådant, men i den kristne som sådan. Og det praktiske resultat er en uovervindelig afsky for og modstand i den genfødte vilje mod al kendt synd, og en så følsom som mulig villighed til at bekende svigt. Samtidig er sådanne steder som 1 Johannes, for den uhildede læser, en indtrængende advarsel mod faren ved at hævde vores fuldkomne renhed i vilje og karakter. Men på den anden side er Skriften fuld af både bud og løfter, der vedrører det forhold, at i Kristus og ved hans Ånds kraft, modtaget ved tro i en vågen sjæl, kan vores svaghed løftes og forvandles sådan, at en moralsk renselse og frigørelse er mulig for den svageste kristne, som sammenlignet med den ugenfødte naturs bedste anstrengelser er en "mere end sejr" over det onde (se f.eks. 2 Kor 12,9; 2 Kor 12,10; Gal 2,20; Ef 6,16; Jud 1,24).

Se videre kød; ånd.

Handley Dunelm