Ørken

Hebr. midbar, “græsningsland”; et åbent område til græsning; et fælles græsningsareal (Joel 2,22). “Bagsiden af ørkenen” (2 Mos 3,1) er den vestlige del af ørkenen, området bag en mand, ligesom øst er området foran. Det samme hebraiske ord gengives med “ødemark” og bruges om landet mellem Egypten og Kanaan (1 Mos 21,14, 21; 2 Mos 4,27; 19,2; Jos 1,4), vandringernes ødemark. Det var et græsningsområde, hvor israelitternes småkvæg og hornkvæg fandt græsning under hele deres rejse til det forjættede land.

Det samme hebraiske ord bruges også til at betegne Arabiens ødemark, som om vinteren og i det tidlige forår giver god græsning til de nomadestammers hjorde, der strejfer omkring over den (1 Kong 9,18).

Judas ødemark er bjergområdet langs Dødehavets vestlige bred, hvor David vogtede sin fars hjorde (1 Sam 17,28; 26,2). Således betegner ordet i begge disse tilfælde et land uden fastboende indbyggere og uden vandløb, men med god græsning for kvæg; et land med omvandrende stammer, til forskel fra et land med et fastboende folk (Es 35,1; 50,2; Jer 4,11). Sådan er også betydningen af ordet “ødemark” i Matt 3,3; 15,33; Luk 15,4.

Oversættelsen af det hebraiske Aribah’, “et tørt område” (Es 35,1, 6; 40,3; 41,19; 51,3 osv.). Navnet Araba anvendes især om Jordans dybe dal (arabernes Ghor), som strækker sig fra Tiberiassøen til den elamitiske bugt. Mens midbar egentlig betegner et hyrdeområde, betegner arabah en ødemark. Det oversættes også med “sletter”, som i “Jerikos sletter” (Jos 5,10; 2 Kong 25,5), “Moabs sletter” (4 Mos 22,1; 5 Mos 34,1, 8), “ødemarkens sletter” (2 Sam 17,16).

I den reviderede oversættelse af 4 Mos 21,20 gengives det hebraiske ord jeshimon korrekt med “ørken”, med betydningen de øde områder på begge bredder af Dødehavet. Dette ord gengives også med “ørken” i Sl 78,40; 106,14; Es 43,19, 20. Det betegner et større område af udyrket land end de andre ord, der gengives sådan. Det anvendes især om ørkenen på den arabiske halvø (4 Mos 21,20; 23,28), den frygteligste af alle de ørkener, som israelitterne kendte. Den kaldes “ørkenen” i 2 Mos 23,31; 5 Mos 11,24.

Et tørt sted; deraf en ødelæggelse (Sl 9,6), øde (3 Mos 26,34); gengivelsen af det hebraiske ord horbah’. Det gengives kun med “ørken” i Sl 102,6, Es 48,21 og Ez 13,4, hvor det betyder Sinajs ødemark.

Dette ord er symbolet på den jødiske kirke, da de havde forladt Gud (Es 40,3). Folkeslag, der er uden kundskab om Gud, kaldes en “ødemark” (32,15, midbar). Det er et symbol på fristelse, ensomhed og forfølgelse (Es 27,10, midbar_; 33,9, _arabah).

Hebr. midhbar, der ikke betegner en gold ørken, men et område eller en egn, der egner sig til græsning for får og kvæg (Sl 65,12; Es 42,11; Jer 23,10; Joel 1,19; 2,22); et udyrket sted. Ordet bruges om Be'ershebas ørken (1 Mos 21,14) ved Israels lands sydlige grænse; Det Røde Havs ørken (2 Mos 13,18); Shurs ørken (15,22), en del af Sinaihalvøen; Sins ørken (17,1), Sinai (3 Mos 7,38), Moab (5 Mos 2,8), Juda (Dom 1,16), Zif, Maon, En-Gedi (1 Sam 23,14, 24; 24,1), Jeruel og Tekoa (2 Krøn 20,16, 20), Kadesh (Sl 29,8).

“Havets ørken” (Es 21,1). Principal Douglas siger med henvisning til dette udtryk: “Et gådefuldt navn, som må være tænkt som en beskrivelse af Babylon (se især vers 9), måske fordi det blev tugtens sted for Guds folk, ligesom Det Røde Havs ørken havde været det (jf. Ez 20,35). Ellers står det i kontrast til den symbolske titel i Es 22,1. Jerusalem er ‘synets dal’, rig på åndelig opdyrkning; mens Babylon, det rivaliserende indflydelsescentrum, er åndeligt goldt og uroligt som havet (jf. 57,20).” A Short Analysis of the O.T.

Jeshimon, en øde ørkenstrækning (5 Mos 32,10; Sl 68,7).

‘Arabah, navnet på dalen fra Det Døde Hav til den østlige gren af Det Røde Hav. I 5 Mos 1,1; 2,8 gengives det med “slette” (RV: “Arabah”).

Tziyyah, et “tørt sted” (Sl 78,17; 105,41).

Tohu, et “øde” sted, et sted, der er “tomt” eller “ubeboet” (5 Mos 32,10; Job 12,24; jf. 1 Mos 1,2, “uden form”). Ørkenområdet på Sinaihalvøen, som hebræerne vandrede igennem i fyrre år, kaldes almindeligvis “vandringernes ørken”. Hele dette område har form som en trekant med grundlinjen mod nord og spidsen mod syd. Dets udstrækning fra nord til syd er omkring 250 miles (ca. 400 km), og på det bredeste sted er det omkring 150 miles (ca. 240 km) bredt. I hele dette store område på omkring 1.500 kvadratmiles (ca. 3.900 km²) findes der ikke en eneste flod. Den nordlige del af denne trekantede halvø er egentlig “vandringernes ørken” (et-Tih). Den vestlige del kaldes “Shurs ørken” (2 Mos 15,22), og den østlige “Parans ørken”.

“Judæas ørken” (Matt 3,1) er et vildt, goldt område, der ligger mellem Det Døde Hav og Hebronbjergene. Det er det “Jeshimon”, der omtales i 1 Sam 23,19.