Ørken

Hebr. midbar, “græsningsland”; et åbent område til græsning; et fælles græsningsareal (Joel 2,22). “Bagsiden af ørkenen” (2 Mos 3,1) er den vestlige del af ørkenen, området bag en mand, ligesom øst er området foran. Det samme hebraiske ord gengives med “ødemark” og bruges om landet mellem Egypten og Kanaan (1 Mos 21,14, 21; 2 Mos 4,27; 19,2; Jos 1,4), vandringernes ødemark. Det var et græsningsområde, hvor israelitternes småkvæg og hornkvæg fandt græsning under hele deres rejse til det forjættede land.

Det samme hebraiske ord bruges også til at betegne Arabiens ødemark, som om vinteren og i det tidlige forår giver god græsning til de nomadestammers hjorde, der strejfer omkring over den (1 Kong 9,18).

Judas ødemark er bjergområdet langs Dødehavets vestlige bred, hvor David vogtede sin fars hjorde (1 Sam 17,28; 26,2). Således betegner ordet i begge disse tilfælde et land uden fastboende indbyggere og uden vandløb, men med god græsning for kvæg; et land med omvandrende stammer, til forskel fra et land med et fastboende folk (Es 35,1; 50,2; Jer 4,11). Sådan er også betydningen af ordet “ødemark” i Matt 3,3; 15,33; Luk 15,4.

Oversættelsen af det hebraiske Aribah’, “et tørt område” (Es 35,1, 6; 40,3; 41,19; 51,3 osv.). Navnet Araba anvendes især om Jordans dybe dal (arabernes Ghor), som strækker sig fra Tiberiassøen til den elamitiske bugt. Mens midbar egentlig betegner et hyrdeområde, betegner arabah en ødemark. Det oversættes også med “sletter”, som i “Jerikos sletter” (Jos 5,10; 2 Kong 25,5), “Moabs sletter” (4 Mos 22,1; 5 Mos 34,1, 8), “ødemarkens sletter” (2 Sam 17,16).

I den reviderede oversættelse af 4 Mos 21,20 gengives det hebraiske ord jeshimon korrekt med “ørken”, med betydningen de øde områder på begge bredder af Dødehavet. Dette ord gengives også med “ørken” i Sl 78,40; 106,14; Es 43,19, 20. Det betegner et større område af udyrket land end de andre ord, der gengives sådan. Det anvendes især om ørkenen på den arabiske halvø (4 Mos 21,20; 23,28), den frygteligste af alle de ørkener, som israelitterne kendte. Den kaldes “ørkenen” i 2 Mos 23,31; 5 Mos 11,24.

Et tørt sted; deraf en ødelæggelse (Sl 9,6), øde (3 Mos 26,34); gengivelsen af det hebraiske ord horbah’. Det gengives kun med “ørken” i Sl 102,6, Es 48,21 og Ez 13,4, hvor det betyder Sinajs ødemark.

Dette ord er symbolet på den jødiske kirke, da de havde forladt Gud (Es 40,3). Folkeslag, der er uden kundskab om Gud, kaldes en “ødemark” (32,15, midbar). Det er et symbol på fristelse, ensomhed og forfølgelse (Es 27,10, midbar_; 33,9, _arabah).