Trofast; trofasthed

fath'-fool, fath'-fool-nes: 1. Guds trofasthed i Det Gamle Testamente

2. Guds trofasthed i Det Nye Testamente

LITTERATUR

Trofasthed er en egenskab eller et attribut, som i Skriften anvendes både om Gud og om mennesker. Denne artikel er begrænset til at behandle Skriftens lære om betydningen af trofasthed, når den anvendes om Gud.

Trofasthed er et af kendetegnene ved Guds etiske natur. Den betegner Guds fasthed eller bestandighed i hans forhold til mennesker, især til hans folk. Den er derfor ét aspekt af Guds sandhed og af hans uforanderlighed. Gud er sand, ikke blot fordi han virkelig er Gud i modsætning til alt, hvad der ikke er Gud, og fordi han virkeliggør guddommens idé, men også fordi han er bestandig eller trofast i at holde sine løfter og derfor er værdig til tillid (se SANDHED). Gud er ligeledes uforanderlig i sin etiske natur. Denne uforanderlighed forbinder Skriften ofte med Guds godhed og barmhjertighed og også med hans bestandighed med hensyn til hans pagtsløfter, og det er dette, Det Gamle Testamente mener med Guds trofasthed (se UFORANDERLIGHED).

1. Guds trofasthed i Det Gamle Testamente:

I Det Gamle Testamente tilskrives dette attribut Gud i passager, hvor de hebraiske ord, der betegner trofasthed, ikke forekommer. Det ligger underforstået i pagtsnavnet Yahweh, sådan som det udfoldes i 2 Mos 3,13-15, der ikke blot udtrykker Guds selveksistens og uforanderlighed, men, som sammenhængen viser, sætter Guds uforanderlighed i særlig forbindelse med hans nådige løfter og dermed betegner Guds uforanderlige trofasthed, som betones i Det Gamle Testamente for at vække tillid til Gud (5 Mos 7,9; Sl 36,5); Es 11,5; Hos 12,6; Hos 12,9). (For mere udførlige bemærkninger om navnet Yahweh i 2 Mos 3,13-15, se artiklen UFORANDERLIGHED.) Det er desuden Guds trofasthed såvel som hans uforanderlighed, der ligger underforstået i de passager, hvor Gud kaldes en klippe, som den sikre genstand for religiøs tillid (5 Mos 32,4; 5 Mos 32,15; Sl 18,2); 42,9 (hebraisk 10); Es 17,10 osv.). Det samme attribut ligger også underforstået dér, hvor Gud åbenbarer sig for Moses og for Israel som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og som deres fædres Gud (2 Mos 3,6; 2 Mos 3,15; 2 Mos 3,16). Den sandhed om Gud, som her læres, er ikke blot, at han stod i et nådigt forhold til patriarkerne, men at han er trofast mod sit nådige løfte til deres fædre, og at det, han var for dem, vil han fortsat være for Moses og for Israel. Dette er grundtanken i Det Gamle Testamente om Guds trofasthed.

Dette kan også ses af de hebraiske ord, der bruges til at udtrykke denne egenskab ved Guds natur og handlen. Disse ord er ne'eman, nifal-participiet af verbet 'aman brugt som adjektiv—"trofast"—og substantiverne 'emeth og 'emunah—"trofasthed." Verbalstammen 'aman betyder "at være sikker eller fast." I qal betegner den fastheden i det, som bærer noget, idet den i participiet bruges om en amme, der bærer et barn (4 Mos 11,12; 2 Sam 4,4; Es 49,23). I nifal betegner den fastheden i det, som bliver båret, for eksempel et barn, der bæres (Es 60,4); et velfunderet hus (1 Sam 2,35; 1 Sam 25,28); en mur, der holder et søm fast (Es 22,23; Es 22,15); et kongerige, der er fast grundfæstet (2 Sam 7,16); personer, der er sikre i politisk stilling (Es 7,9); et hjerte, der er trofast (Neh 9,8). Derfor får verbet i nifal betydningen at være sand i den forstand, at ord og udsagn stemmer overens med virkeligheden; for eksempel om ord og åbenbaringer (1 Mos 42,20; Hos 5,9); og om personer (Es 8,2; Jer 42,5). Det har også betydningen at være trofast, anvendt om mennesker i 4 Mos 12,7; Sl 101,6; Neh 13,13 osv. I denne betydning anvendes udtrykket om den pagtstro Yahweh for at udtrykke den sandhed, at han er fast eller bestandig, det vil sige trofast med hensyn til sine pagtsløfter, og at han med sikkerhed vil opfylde dem (5 Mos 7,9; Es 49,7; og muligvis Hos 11,12 (Hebr 12,1)).

En lignende brug gøres af navneordene 'emeth og 'emunah. Bortset fra de tilfælde, hvor 'emeth betegner sandhed eller overensstemmelse mellem ord og idéer med virkeligheden, og de tilfælde, hvor det betegner overensstemmelse mellem handlinger og ord med det indre sindelag, det vil sige oprigtig, bruges det også til at betegne idéen om troskab som ovenfor defineret. Med hensyn til navneordet 'emunah betyder det, bortset fra nogle få steder, hvor det er usikkert, om det betyder sandhed eller troskab, sædvanligvis sidstnævnte idé. Begge disse navneord bruges således til at udtrykke idéen om troskab, det vil sige stadighed eller fasthed, især ved opfyldelsen af alle forpligtelser. I denne betydning bruges disse ord ikke kun om mennesker, men også om Gud for at udtrykke, at Han altid er tro mod sine pagtsløfter. Det er denne egenskab ved Gud, som Psalmisten erklærer (Sl 40,10), og hvis storhed han bekræfter ved at sige, at Guds troskab når til skyerne (Sl 36,5)). Det er dette, han gør til genstand for pris (Sl 89,1; Sl 89,2; Sl 89,3); Sl 92,2 (hebraisk 3)); og som han siger bør blive prisset og æret af alle mennesker (Sl 89,5; Sl 89,8; Sl 89,9)). Og selv denne troskab karakteriseres af stadighed, hvis vi må tale således, for Psalmisten siger, at den varer ved for alle generationer (Sl 100,5). Da den således er en egenskab ved Gud, karakteriserer den også Hans frelse og bliver grundlaget for tillid til, at Gud vil høre bøn (Sl 143,1). Det bliver således tryghedsgrundlaget for det religiøse menneske (Sl 91,4)``; og kilden til Guds hjælp til Hans folk (Sl 31,5)). Således hviler frelsens undervisning i profetien ikke på nogen fordring eller fortjeneste fra pagtfolkets side, men udelukkende på Jahves barmhjertighed, nåde og troskab. Da Israel påførte sig Guds domme, kunne det have virket, som om Hans løfte ville slå fejl, men langt fra at dette skulle være tilfældet, Jahve er, som Han er, tro mod sit løfteord, som står evigt (Es 40,8)). Selv fra evighed præges Hans råd af troskab og sandhed (Es 25,1)``; og det er ikke på grund af Israels troskab, men for Hans egen skyld, at Jahve udsletter deres overtrædelser (Es 43,22-25; Mika 7,18-20)). Det er desuden denne samme egenskab ved Jahve, som påstås i mange tilfælde, hvor de hebraiske ord 'emeth og 'emunah oversættes med ordet "sandhed" i King James-versionen. I 2 Mos 34,6 er det Guds troskab ('emeth), der henvises til, da det åbenlyst betyder Hans stadighed fra generation til generation; og i 5 Mos 32,4 er det også Guds troskab ('emunah), der nævnes, da det står i kontrast til Israels mangel på troskab. Det samme gælder 'emeth i Mika 7,20; Sl 31,5 (hebraisk 6)); 91,4; 146,6. Dette gælder også for de talrige tilfælde, hvor Guds barmhjertighed og sandhed ('emeth) kombineres, idet Hans barmhjertighed er kilden til Hans nådige løfter, og Hans sandhed er den troskab, hvormed Han bestemt opfylder dem (Sl 25,10; Sl 57,3)``; 61,7 (hebraisk 8); 85,10 (hebraisk 11); 86,15). Og da den pagtholdsende Jahve er tro, bliver troskab også en egenskab ved den nye pagt, som er evig (Sl 89,28 (hebraisk 29)); se også for en lignende tanke, Es 54,8 ff; Jer 31,35 ff; Hos 2,19 f; Ez 16,60 ff.

Det, der imidlertid angår os i forbindelse med dette nære forhold mellem retfærdighed og trofasthed, er at lægge mærke til, at dette ikke bør presses så langt, at retfærdighed identificeres med pagtstrofasthed i disse steder i Salmerne og i anden halvdel af Esajas. Tanken synes at være, at Israel har syndet og ikke har noget krav på Jahve, men finder sit eneste håb om udfrielse i hans barmhjertighed og trofasthed. Men netop dette, at Jahve er barmhjertig og trofast, bliver så at sige Israels krav, eller rettere grundlaget for Israels håb om udfrielse fra sine fjender. Derfor siges Gud, når han anerkender dette krav fra sit folk, at være retfærdig ved at åbenbare sin barmhjertighed og trofasthed, så at hans retfærdighed, ikke mindre end hans barmhjertighed og trofasthed, bliver grundlaget for hans folks håb. Retfærdighed er således i disse tilfælde nært forbundet med trofasthed, men den identificeres ikke med den, og den har heller ikke i alle tilfælde helt mistet sin retslige klang. Dette synes i almindelighed at være betydningen af retfærdighed i Salmerne og i anden halvdel af Esajas, hvortil man også kan sammenligne Mika 6,9; Zak 8,8.

Den vægt, som denne egenskab hos Gud har i Det Gamle Testamente, bestemmes af den kendsgerning, at gennem hele Det Gamle Testamente er Jahves pagtsforhold til sit folk grundlagt alene i Guds nåde og ikke på nogen fortjeneste hos dem. Hvis dette pagtsforhold havde været baseret på noget krav fra Israels side, kunne trofasthed fra Guds side være blevet taget for givet. Men eftersom Jahves pagtsforhold til Israel og hans løfter om frelse udspringer alene af og helt afhænger af Guds nåde, var det, der gav fast vished om, at den tidligere erfaring af Guds nåde ville fortsætte i fremtiden, denne Jahves uforanderlige trofasthed. Ved den fik fædrenes erfaring religiøs værdi for Israel fra slægt til slægt. Og ligesom Guds trofasthed slog bro over fortid og nutid, således udgjorde den også forbindelsesleddet mellem nutid og fremtid og blev dermed det faste grundlag for Israels håb; sammenlign Sl 89, som fremstiller Guds trofasthed i dens storhed, dens fasthed som grundlag for pagten og det grundlag, den giver for håb om fremtidig hjælp fra Jahve, og for håb om, at hans pagt skal vare for evigt. Når Guds folk vendte sig bort fra ham, blev der lagt desto større vægt på hans trofasthed, så hans vildfarne folks eneste håb ikke blot lå i hans nåde og barmhjertighed, men også i hans trofasthed, som står i tydelig kontrast til hans folks troløshed og omskiftelighed. Dette er sandsynligvis betydningen af det vanskelige vers Hos 11,12 (hebraisk 12,1).

2. Guds trofasthed i Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamentes lære om Guds trofasthed betones den samme tanke om trofasthed mod hans nådige løfter, og den fremholdes som genstand for en tillidsfuld fortrøstning til Gud. Denne tanke udtrykkes sædvanligvis ved adjektivet pistos og én gang ved substantivet pistis, som oftere har den aktive betydning tro eller tillid.

Wendt har gjort et forsøg (SK, 1883, 511 f; Teaching of Jesus, engelsk oversættelse, I, 259 f) på at tolke ordene aletheia og alethes i mange tilfælde, især i de johannæiske skrifter, som betegnende trofasthed og retskaffenhed, efter analogi med Septuagintas gengivelse eleos kai aletheia af det hebraiske udtryk “barmhjertighed og sandhed”, hvor sandhed svarer til trofasthed. Men det meste, der kunne sluttes af den kendsgerning, at Septuaginta bruger ordet aletheia til at oversætte det hebraiske ord 'emeth, og i omtrent halvdelen af de tilfælde hvor 'emunah forekommer, ville være, at disse græske ord kunne have været forberedt til en sådan brug i Det Nye Testamente. Men selv om det er sandt, at der i Johannes’ skrifter findes én brug af disse ord i etisk betydning, tilsyneladende baseret på Det Gamle Testamentes brug af 'emeth og 'emunah, har de græske ord ikke denne betydning, når de bruges til at betegne en egenskab hos Gud. Heller ikke adjektivet alethinos bruges sådan.

Se TRUTH.

I Paulus’ breve forekommer ordet aletheia ret hyppigt for at betegne den sandhed, som Gud har åbenbaret for mennesket gennem fornuft og samvittighed, og for at betegne evangeliets læremæssige indhold. I to passager synes ordene alethes og aletheia dog at betegne Guds trofasthed (Rom 3,4; Rom 3,7; Rom 15,8). I den førstnævnte passage stiller Paulus Guds trofasthed over for menneskers troløshed, idet ordet alethes, 3,4, og aletheia, 3,7, tilsyneladende betegner den samme guddommelige egenskab som ordet pistis, 3,3. I den sidstnævnte passage (Rom 15,8) erklæres stadfæstelsen af Guds pagtstrofasthed, gennem opfyldelsen af hans løfter til fædrene, at have været formålet med Jesu Kristi tjeneste for jøderne.

Denne Guds trofasthed mod sine pagtspagter betones ofte af Paulus; de ord, han bruger, er substantivet pistis (én gang) og adjektivet pistos. Substantivet pistis bruges én gang af Paulus i denne betydning (Rom 3,3). På dette sted argumenterer Paulus for, at jødernes vantro ikke kan gøre Guds trofasthed ugyldig. Både jøde og hedning, havde apostlen sagt, står på samme grundlag med hensyn til retfærdiggørelse. Ikke desto mindre havde jøderne én stor fordel, nemlig at de var det folk, som åbenbaringen af Guds nådige løfter var blevet betroet. Disse løfter vil med sikkerhed blive opfyldt, uanset at nogle af jøderne var utro, fordi opfyldelsen af disse løfter ikke afhænger af menneskelig adfærd, men af Guds trofasthed, som ikke kan gøres ugyldig af menneskelig troløshed og vantro. Og på den antagelse, at menneskets troløshed kunne gøre Guds trofasthed virkningsløs, svarer Paulus: »lad Gud være trofast (alethes) og hvert menneske en løgner« (Rom 3,4). Dermed mener Paulus at sige, at ved opfyldelsen af Guds løfter, trods det at mennesker er troløse, vil Guds trofasthed blive rigeligt stadfæstet, selv om hvert menneske derved skulle blive bevist usandt og troløst. Og ikke blot det, men menneskelig troløshed vil give anledning til en åbenbaring af Guds trofasthed (aletheia), som bliver til overflod for hans herlighed (Rom 3,7). Guds trofasthed er her hans uforanderlige bestandighed og troskab mod sine pagtspagter; og det er denne troskab mod hans løfter, eller den kendsgerning, at Guds nådige gaver og udvælgelse er uden nogen sindsomvendelse fra hans side, som gav Paulus vished om, at hele Israel til sidst skulle blive frelst (Rom 11,25-29). Desuden er denne Guds pagtstrofasthed grundet i hans egen natur, således at Paulus' håb om evigt liv hviler på den kendsgerning, at Gud, som ikke kan lyve, lovede det før verdens begyndelse (Tit 1,2); og visheden om, at Gud vil forblive trofast trods menneskelig troløshed, hviler på den kendsgerning, at Gud ikke kan fornægte sig selv (2 Tim 2,13). Det er, fordi Gud er trofast, at hans løfter i Kristus er ja og amen (2 Kor 1,18; 2 Kor 1,20). Denne egenskab hos Gud er desuden grundlaget for Paulus' tillidsfulde vished om, at Gud vil bevare den kristne i fristelse (1 Kor 10,13), og styrke ham og bevare ham fra det onde (2 Thess 3,3). Og eftersom Gud er trofast, og hans nådige løfter er pålidelige, knytter denne egenskab sig til de »troværdige ord« i Pastoralbrevene, som sammenfatter evangeliet og gør dem værdige til tillid og modtagelse (1 Tim 1,15; 1 Tim 4,9; Tit 3,8).

Denne Guds trofasthed i betydningen troskab mod hans løfter fremstilles som genstand for sikker tillid og håb af forfatteren til Hebræerbrevet. Den var grundlaget for Saras tro på, at hun skulle føde et barn, da hun var kommet forbi den alder (Hebr 11,11); og det er, fordi Gud er trofast mod sit løfte i Kristus, at vi kan nærme os ham med fuld trosvished og holde urokkeligt fast ved håbets bekendelse (Hebr 10,23).

Også Johannes tillægger Gud denne egenskab. Eftersom et af Guds mest dyrebare løfter gennem Kristus er syndernes tilgivelse gennem »Jesu Kristi blod«, siger Johannes, at Guds trofasthed, såvel som hans retfærdighed, viser sig i syndens tilgivelse (1 Joh 1,9).

Guds trofasthed ses fra en lidt anden synsvinkel af Peter, når han siger til sine læsere, at de, der lider som kristne og i overensstemmelse med Guds vilje, bør »overgive deres sjæle i det gode til en trofast Skaber« (1 Pet 4,19). Trofasthedens egenskab, som i Skriften oftere tillægges Gud i hans forhold til mennesket som nådig frelser og som grundlaget for håbet om hans nådige løfter, anvendes her af Peter om Gud i hans forhold til mennesket som dets Skaber og gøres til grundlag for trøst under forfølgelse og lidelse. Udeladelsen af artiklen foran ordene »trofast Skaber« understreger, at dette er en egenskab ved Gud som Skaber, og ordenes placering i sætningen lægger stor vægt på denne egenskab hos Gud som grundlaget for trøst under lidelse. Det er, som om Peter ville sige til lidende kristne: »I lider ikke ved tilfældighed, men i overensstemmelse med Guds vilje; han, den almægtige Skaber, skabte jer, og eftersom jeres lidelse er i overensstemmelse med hans vilje, bør I betro jer til ham, som som jeres Skaber er trofast.« Det er naturligvis kristne, der skal hente denne trøst, men Guds trofasthed udstrækkes her til at omfatte alle hans forhold til sit folk og til at stille alle hans egenskaber som pant på deres vegne.

Denne egenskab tillægges også Kristus i Det Nye Testamente. Når Jesus kaldes en trofast ypperstepræst, er den tanke, der udtrykkes, hans troskab mod sine forpligtelser over for Gud og mod sin frelsesgerning (Hebr 2,17; Hebr 3,2; Hebr 3,6). Men når Jesus Kristus i Åbenbaringsbogen kaldes det »trofaste vidne« eller helt enkelt »Trofast og Sanddru«, er det klart, at trofasthedens egenskab, i den mest absolutte betydning hvori den er karakteristisk for Gud i modsætning til menneskelig foranderlighed, tillægges Kristus (Åb 1,5; Åb 3,14; Åb 19,11). Dette er særlig klart i det sidstnævnte skriftsted. Himlene selv åbner sig for at åbenbare den herliggjorte Kristus, og han fremtræder ikke blot som en sejrrig kriger, hvis navn er trofast og sandt, men også som den, i hvem disse egenskaber har deres højeste virkeliggørelse, og for hvem de er så karakteristiske, at de bliver den ophøjede Herres navn. Dette indebærer klart Jesu guddom.

I en sammenfatning af Skriftens lære om Guds troskab er tre ting bemærkelsesværdige. For det første er denne Guds egenskab sædvanlig forbundet med Hans nådige frelses­løfter og er en af de attributter, som gør Gud til det faste og sikre objekt for religiøs tillid. Som det er tilfældet med al Skriftens lære om Gud, er det den religiøse værdi af Hans troskab, som gøres fremtrædende. For det andet er de såkaldte moralske attributter, hvoraf denne er en, væsentlige for at gøre Gud til religionens objekt sammen med de såkaldte ukommunikable attributter såsom Almagt, Alm­nærvær og Uforanderlighed. Fjern en af disse attributklasser fra Gud, og Han ophører med at være Gud, religionens genstand for ærefrygt og tillid. Og for det tredje, mens disse moralske attributter, som troskab hører til, er blevet kaldt "kommunikable" for at skelne dem fra de "ukommunikable" attributter som udmærker Gud fra alt det endelige, må det aldrig glemmes, at ifølge Skriften er Gud trofast i en sådan absolut forstand, at det sætter Ham i kontrast til mennesker, som kun er tro i relativ forstand, og som fremtræder som foranderlige og troløse i sammenligning med Guds troskab.

Se RETFÆRDIGHED; SANDHED; UFORANDERLIGHED.

LITERATUR.

Foruden kommentarerne til de relevante steder, se Oehler, Theology of the Old Testament, engelsk oversættelse, 95, 112 f 505; Dillmann, Handbuch der alttest. Theol., 268-76, 269-70; Schlatter, Der Glaube im New Testament, 21-22, 259-60. I værker om Ny Testamentes teologi behandles dette emne under afsnittene om Guds sandhed.

Om forholdet mellem Guds sandhed og troskab, se Wendt, Der Gebrauch der Worter, und im New Testament, SK, 1883, 511 f; Stanton, artikel "Truth," i HDB, IV, 816 f; og det nævnte værk af Schlatter. Om forholdet mellem troskab og Guds retfærdighed, se Diestel, "Die Idee der Gerechtigkeit vorzuglich im Altes Testament," Jahrbucher fur deutsche Theologie, 1860, 173 f; Kautzsch, Ueber die Derivate des Stammes im Altes Testament Sprachgebrauch; Riehm, Altes Testament Theol., 271 f; Smend, Alttest. Religionsgeschichte, 363 f; Ritschl, Justification and Reconciliation; Dalman, Die richterliche Gerechtigkeit im Altes Testament; og de nævnte Gammeltestamentlige teologier af Dillmann og Oehler.

Gaspar Wistar Hodge