Trosbekendelse; trosbekendelser

kred:

I. SKRIFTMÆSSIGT GRUNDLAG

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente--evangelierne

3. I brevene

(1) Paulus

(2) Senere skrifter

(3) Hebræerbrevet

II. HISTORISKE FORMER

1. Den apostolske trosbekendelse

2. Den nikænske trosbekendelse

(1) Oprindelse, datering, karakter

(2) "Filioque"-klausulen

3. Den athanasianske trosbekendelse

(1) Forfatterskab

(2) Spørgsmålet om bedrag

(3) Værdi og kendetegn

4. Reformationstidens trosbekendelser

LITTERATUR

Ved "trosbekendelse" forstår vi den systematiske fremstilling af religiøs tro; og ved den kristne kirkes trosbekendelser mener vi det formelle udtryk for "den tro, som blev overgivet til de hellige." Ordet er afledt af det første ord i de latinske versioner af Den apostolske trosbekendelse, og betegnelsen anvendes sædvanligvis om de formuleringer, der kendes som den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse.

I denne artikel vil vi først angive det skriftmæssige fundament og de rudimentære bibelske udsagn, som kirkens særlige dogmer bygger på; og dernæst kort beskrive oprindelsen og arten af de tre vigtigste trossymboler, som har præget kristen tænkning.

I. Skriftmæssigt grundlag.

Der er tre former, hvori det religiøse instinkt naturligt udtrykker sig--i et ritual, en trosbekendelse og et liv. Mennesker søger først at formilde guddommen ved en ydre handling og udtrykker deres hengivenhed i en eller anden ydre ceremoni. Dernæst bestræber de sig på at forklare deres tilbedelse og finde en begrundelse for den i bestemte kendsgerninger, som de former til en bekendelse; og til sidst, ikke tilfredse med den ydre handling eller den verbale fortolkning af den, forsøger de at udtrykke deres religion i livet.

Hedensk religion fremtræder først i form af en ritus. Tilbederen var tilfreds med den rette udførelse af en ceremoni og var, i det mindste på det tidligste stadium, ikke optaget af en fortolkning af sin handling. Myterne, som i nogen grad var et forsøg på at give ritualet en rationel forklaring, kan betragtes som den tidligste tilnærmelse til en formuleret trosudsagn. Men eftersom myterne i tidlig hedensk religion ikke er forpligtende for tilbederens fornuft eller tro, kan de næppe betragtes som trosbekendelser. Hedensk religion har, strengt taget, ingen teologi, og da den ikke har noget reelt historisk grundlag af kendsgerninger, besidder den ikke elementerne til en trosbekendelse. I denne henseende adskiller den sig fra åbenbaringsreligionen. Denne sidste hviler på kendsgerninger, hvis betydning og fortolkning føles nødvendige for at give åbenbaringen dens værdi og autoritet.

1. I Det Gamle Testamente:

Selv i Det Gamle Testamente mangler der ikke spirer til en trosbekendelse. I Dekalogen har vi begyndelsen til formuleringen af tro, og i proklamationen: "Hør, Israel: Jahve vor Gud er én Jahve" (5 Mos 6,4), har vi det, der kan betragtes som symbolet på Det Gamle Testamentes tro og det tidligste forsøg på at fremsætte en lære.

2. I Det Nye Testamente--evangelierne:

Det er imidlertid til Det Nye Testamente, vi må vende os for at finde de egentlige tegn på et sådant trosudsagn, som kan betegnes som en trosbekendelse. Vi må huske, at Kristus levede og underviste i en tid, før der blev gjort noget forsøg på at skildre hans liv eller nedskrive hans ord. De tidligste skrifter er ikke evangelierne, men nogle af brevene, og det er i dem, vi må søge enhver bestemt forklaring på de kendsgerninger, der samler sig om Kristi fremtræden på jorden. Samtidig kommer Jesu person og undervisning først i begivenhedernes rækkefølge, og i hans disciples og omvendtes forhold til ham og i deres personlige bekendelser og trosudsagn har vi de tidligste antydninger af et udtryk for tro. Nathanaels bekendelse (Joh 1,49), "Rabbi, du er Guds Søn," og endnu mere Peters udtalelse (Matt 16,16), "Du er Kristus, den levende Guds Søn," og Thomas' udråb (Joh 20,28), rummer kimen til en trosbekendelse. Det skal bemærkes, at alle disse trosudsagn har Kristus som deres genstand og med større eller mindre tydelighed giver udtryk for en overbevisning om hans guddommelige natur og autoritet.

3. I brevene:

(1) Paulus:

Men selv om disse udsagn i evangelierne uden tvivl blev optaget og indarbejdet i senere fortolkninger, er det til brevene, vi først må gå for at få en forklaring på kendsgerningerne om Kristi person og hans forhold til Gud og menneske. Paulus' breve har egentlig karakter af en bekendelse og et manifest for kristen tro. Der fandtes allerede fællesskaber af troende, da apostlen rettede sine tidligste breve til dem. I deres mundtlige taler må apostlene have været vant til ikke blot at fremsætte kendsgerninger, som var velkendte for deres tilhørere, men også at drage slutninger af dem om Kristi betydning og de store sandheder, der samler sig om hans person--hans inkarnation, hans død og opstandelse (som vi kan se af de nedskrevne prædikener af Peter og Paulus i Apostlenes Gerninger). Det er disse kendsgerninger, brevene appellerer til. Det var på én gang naturligt og nødvendigt, at et eller andet udtryk for den tro, der én gang var overgivet til de hellige, skulle formuleres for et legeme, hvis medlemmer var forpligtede på hinanden og forenede til fælles handling, og hvis foreningsbånd var anerkendelsen af "én Herre, én tro." Paulus anerkender det som afgørende for selve religionens ånd, at der aflægges en bestemt bekendelse af tro på Kristus: "Hvis du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde, skal du blive frelst" (Rom 10,9). Disse ord synes at indebære, at en bekendelse af Jesu guddom, forsonende død og opstandelse var den tidligste form for kristen trosbekendelse.

Det må også bemærkes, at trosbekendelsen fra allerførste begyndelse synes at have været forbundet med dåbens forvaltning. Allerede i fortællingen om den etiopiske hofmand (ApG 8,37 KJV) (et afsnit, hvis ægthed ganske vist er tvivlsom, men som bevidnes af Irenæus og derfor er af stor ælde) finder vi, at den omvendte som betingelse for dåb bliver bedt om at erklære sin tro på Jesus Kristus som Guds Søn. Afsnittet i 1 Tim 6,12; (jf. Hebr 10,23), "Grib det evige liv, som du blev kaldet til, og du bekendte den gode bekendelse for mange vidner," kan henvise til en bekendelse, der kun krævedes af dem, som skulle ordineres; men sammenhængen får os til at slutte, at det var et dåbsløfte, som blev krævet af menige medlemmer ikke mindre end af kirkens tjenere. Sandsynligvis afspejlede den tidligste form for trosbekendelse ikke meget mere end Kristi sidste befaling om at døbe alle mennesker "til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28,19), eller måske ganske enkelt "til Herren Jesu navn" (ApG 19,5). Verset i ApG 8,37 KJV er, skønt bestridt af nogle, oplysende i denne forbindelse. Troen på Jesus Kristus blev betragtet som hovedpunktet i den nye åbenbaring og kan have været opfattet som noget, der indebar et forhold til Faderen såvel som et løfte om Helligånden.

Det er tydeligt, at de trosbekendelser, der er overleveret til os, hovedsagelig er et udtryk for treenighedslæren, sådan som den er legemliggjort i den oprindelige dåbsformel, der stammer fra vor Herres befaling. Allerede nogle steder i Det Gamle Testamente varsles denne lære ganske vist forud; men den indarbejdes først klart i Herrens netop nævnte befaling og i Paulus' velsignelse (2 Kor 13,14) og senere i de kristne lovprisninger. Nogle forskere har foretrukket at finde spor i de senere skrifter i Det Nye Testamente af en mere bestemt sammenfatning af troen: som i hentydningen til mønsteret for sunde ord (2 Tim 1,13), det "betroede" eller "gode betroede", som skulle bevares (1 Tim 6,20 RV, randnote; 2 Tim 1,14 RV, randnote); også i "de troværdige ord", der opregnes i disse breve (1 Tim 1,15; 1 Tim 3,1; 1 Tim 4,8; 1 Tim 4,9; 2 Tim 2,11); og i det bemærkelsesværdige afsnit i begyndelsen af Hebr 6, hvor den kristne religions elementære læresætninger opregnes; først på den subjektive side, omvendelse og tro, og dernæst objektivt, opstandelsen og dommen. Der findes også korte sammenfatninger i flere af de paulinske breve af det, apostlen må have anset for væsentlige læresætninger. Således har vi for eksempel Kristi død, begravelse og opstandelse nævnt i 1 Kor 15,3 f; Rom 1,3 f. Sådanne sammenfatninger eller bekendelser af personlig tro som i 2 Thess 2,13 f er hyppige i Paulus' skrifter og kan svare til udsagn om sandheden, som apostlen fandt nyttige til kateketiske formål, når han bevægede sig fra det ene kristne fællesskab til det andet.

Se kateket.

(2) Senere skrifter:

Det er ganske vist først i en langt senere tidsalder--Irenæus' og Tertullians tid (175-200 e.Kr.)--at vi møder nogen bestemt sammenfatning af troen. Men der kan ikke være tvivl om, at disse skriftsteder, som vi har henvist til, ikke blot tjente som de første former for bekendelse, men også bidrog med det materiale, hvoraf artiklerne i kirkens tro blev formuleret. Så snart kristen forkyndelse og undervisning blev udøvet, ville der opstå et følt behov for en udtrykkelig fremstilling af de sandheder, der var åbenbaret i og gennem Jesus Kristus. Man kan sige, at alle de hovedkendsgerninger, som senere blev indarbejdet i trosbekendelserne, har deres rødder i Det Nye Testamentes Skrift og især i de paulinske breve. Den eneste undtagelse, der kunne gøres, er tilfældet med jomfrufødslen. Det ligger uden for denne artikels rammer at kommentere brevenes tavshed om dette emne. Dette kan vi dog sige: at Paulus' manglende henvisning til den ikke beviser, at den er usand. Det beviser højst, at den ikke var en del af det grundlag, hvorpå Kristus blev anbefalet til troens første modtagelse. Men selv om der ikke forekommer nogen direkte hentydning til jomfrufødslen i Paulus' skrifter, er den sandhed, som giver kendsgerningen om jomfruundfangelsen åndelig værdi, nemlig Guds nye skabelse af menneskeheden i Kristus, et vitalt og grundlæggende element i både Paulus' og hele den tidlige kirkes tro. Det kristne liv er i sit væsen en ny skabelse (2 Kor 5,17; Gal 6,15; Rom 6,4) i Jesus Kristus, den anden Adam (Rom 5,12-21), som er fra himlen (1 Kor 15,47). I denne åndelige sammenhæng indfører de kendsgerninger, som Matthæus og Lukas har nedskrevet, intet fremmed eller uforeneligt element (jf. W. Richmond, The Creed in the Epistles of Paul; Orr, The Virgin Birth of Christ). Og derfor finder fortællingen om Kristi fødsel, sådan som vi har den i synoptikerne, en naturlig plads i trosbekendelsen hos dem, der accepterer den paulinske tanke om en ny skabelse i Kristus.

Se jomfrufødsel.

(3) Hebræerbrevet:

Det ligger uden for denne artikels rammer at drøfte vidnesbyrdene om udvikling i evangeliets hovedlæresætninger; men uanset hvordan senere tider kan have udarbejdet dem nærmere, står hovedlæresætningerne i kirkens senere tro--treenighedslæren; vor Herres guddommelighed og virkelige menneskelighed; hans sonende død og opstandelse; læren om Helligånden og om kirkens katolicitet og enhed--klart og tydeligt i disse tidligste skriftlige kilder.

II. Historiske former.

Tro indebærer en trosbekendelse som bekendelse og vidnesbyrd. En sådan bekendelse og et sådant vidnesbyrd svarer til en naturlig tilskyndelse i sjælen. Derfor er en trosbekendelse på én gang et personligt, et socialt og et historisk vidnesbyrd. En formel trosbekendelse vidner om troens universalitet, binder de troende sammen og forener kirkens på hinanden følgende tidsaldre. Den er det spontane udtryk for det kristne samfunds liv og erfaring. Da formålet med denne artikel især er at angive trosbekendelsernes skriftmæssige kilder snarere end at drøfte deres oprindelse og historie, kan vi kun kort beskrive de vigtigste historiske former, som har været fremherskende i den kristne kirke.

1. Den apostolske trosbekendelse:

Den apostolske trosbekendelse, i oldtiden kaldt den romerske trosbekendelse, blev ganske vist populært regnet for den tidligste, men var sandsynligvis ikke den første i kronologisk orden. Dens oprindelse og udvikling er omgivet af betydelig uklarhed (se særskilt artikel, Den apostolske trosbekendelse; og sammenlign Heurtley, Harmonia Symbolica).

2. Den nikænske trosbekendelse:

(1) Oprindelse, datering, karakter:

Den nikænske trosbekendelse, undertiden kaldt "de 318's trosbekendelse" efter antallet af biskopper, som efter sigende var til stede, blev autoriseret ved kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr. og fuldendt af kirkemødet i Konstantinopel i 381, da de led, som følger efter omtalen af Helligånden, blev tilføjet. Arius' opfattelser i begyndelsen af det 4. århundrede skabte en sådan uro, at de ikke blot fremkaldte biskoppernes formaninger, men også kejser Konstantins indgriben; han var som bekendende kristen blevet kirkens beskytter. Kejserens bestræbelser havde imidlertid ingen virkning med hensyn til at dæmpe stridighederne i kirken i Alexandria, som efter Arius' landsforvisning spredte sig over hele den østlige kristenhed. Det blev derfor besluttet at sammenkalde et almindeligt kirkemøde af biskopper, hvor den katolske lære én gang for alle skulle erklæres formelt. Dette, det første økumeniske kirkemøde, samledes i Nikæa i Bithynien i 325 e.Kr. Der findes ingen detaljeret beretning om forhandlingerne. "Vi ved ikke, om det varede uger eller dage" (Stanley, Lects on East Ch.). Arius; da han kun var presbyter, havde han ingen plads i forsamlingen, men fik lov til at udtrykke sine meninger. Hans hovedmodstander var Athanasius.

(2) "Filioque"-leddet:

Striden drejede sig om Sønnens natur og hans forhold til Faderen. Ordet homoousios ("af ét væsen med"), som blev brugt under argumentationen med henblik på at bestride den yderligtgående ortodokse position, blev slagmarken mellem parterne. Arianerne fordømte det voldsomt. Sabellianerne eller semi-arianerne hævdede, for at undgå dets fulde kraft, udtrykket homoiousios ("af lignende væsen"). Men flertallet vedtog til sidst det førstnævnte udtryk som det ord, der var bedst egnet til at skelne deres syn på forholdet mellem Faderen og Sønnen fra det arianske syn. Kejserens samtykke blev opnået, og ordene "som er af ét væsen med Faderen" blev indarbejdet i trosbekendelsen. De led, der beskriver Helligånden, blev tilføjet eller bekræftet på et senere kirkemøde (382) og var bestemt til at gendrive den makedonianske vranglære, som nægtede hans lighed med Faderen og Sønnen og reducerede Helligånden til samme niveau som englene.

Udtrykket "udgår fra Faderen og Sønnen" er også af historisk betydning. De sidste tre ord er en senere tilføjelse til trosbekendelsen foretaget af vestlige kirker og formelt vedtaget af kirkemødet i Toledo i 589. Men da sagen i det 9. århundrede blev forelagt Leo III, udtalte han sig imod dem som uautoriserede. Denne indskydelse, kendt som Filioque, markerer stadig forskellen mellem den latinske og den græske kirke. Fra det 9. århundrede er der ikke foretaget nogen ændring i den nikænske trosbekendelse. Den er forblevet, uden Filioque-leddet, den økumeniske bekendelse for Østkirken; og med tilføjelsen af dette ord har den fået sin plads blandt Vestkirkens tre store trosbekendelser.

3. Den athanasianske trosbekendelse:

(1) Forfatterskab:

Den athanasianske trosbekendelse, eller Symbolum Quicunque, som den kaldes efter sine indledende ord, adskiller sig helt i sin oprindelse og historie fra dem, vi netop har betragtet. Den er ikke en gradvis udvikling som Den apostolske trosbekendelse, og den er heller ikke et resultat af synodal myndighed som Den nikænske trosbekendelse. "Når skriftet for første gang optræder som et autoritativt dokument, citeres det i sin helhed og som værket af den kirkefader, hvis navn det siden for størstedelens vedkommende har båret, skønt det ikke blev bragt for lyset før mange århundreder efter hans død" (Lumby, History of the Creeds). Uden at gå ind i det fulde og indviklede bevismateriale, som forskere har fremført for at bevise, at det med urette tilskrives Athanasius, er det tilstrækkeligt at bemærke, at både forfatterskab og datering er usikre. Dr. Swainson beviser på den mest afgørende måde, at denne trosbekendelses eksistens ikke kan spores før Karl den Stores tid, og at dens oprindelse sandsynligvis kan tilskrives det dengang eksisterende krav om en mere detaljeret fremstilling af troen, end man fandt i Den apostolske trosbekendelse. Den nævnes ingen steder ved synoder før slutningen af det 8. århundrede, hvis særlige opgave det var at drøfte netop de spørgsmål, som senere blev indarbejdet i den med så stor detaljerigdom.

(2) Spørgsmålet om bedrageri:

Spørgsmålet om bedrag er blevet rejst med hensyn til denne trosbekendelse, og nogle har hævdet, at den oprindelig var en forfalskning af samme art som de »falske dekretaler« og den lige så berømte »Konstantins gavebrev« (Swainson). Men man kan sige, at ordet »bedrag« anvendes forkert om »et naturligt og uundgåeligt resultat af den vestlige kirkes tænknings arbejde hen imod en mere udførlig og detaljeret bekendelse af dens trinitariske tro« (Tulloch, Encyclopedia Brit). Bedraget, hvis der var noget, bestod ikke i trosbekendelsens oprindelse, men i at tilskrive den et navn og en dato, som den ikke havde nogen forbindelse med. Dette blev uden tvivl gjort for at sikre den anseelse og autoritet, og man mente, at det var berettiget ved dens særlige læremæssige betydning.

(3) Værdi og kendetegn:

Dette symbol har, skønt det er for kortfattet og udførligt til at tjene en trosbekendelses formål og selv har behov for udlægning og forklaring, sin værdi som udtryk for et videre trin i den læremæssige udvikling. Hvis Den apostolske Trosbekendelse fastlagde Guds væsen, og Den nikænske Trosbekendelse definerede Sønnens og Helligåndens karakter og forhold, kan Den athanasianske Trosbekendelse betragtes som den, der fastslår den store lære om Treenigheden. Dens særpræg er de formanende led og dens kompromisløse udsagn om den kristne tros værdi. De andre trosbekendelser fremstiller åbenbaringens barmhjertighedsgerninger; denne tilføjer faren ved at afvise dem. De andre erklærer troen; denne fastholder også dens nødvendighed. Denne alene fastholder desuden nødvendigheden af gode gerninger (Yonge, An Exposition of the Apostles' Creed). Den afsluttende advarsel bygger på Kristi egne ord: »Gå bort fra mig,« osv. (Matt 25,41; Matt 25,46). Hvis denne trosbekendelse er højtidelig i sine formaninger, må vi huske, at det er evangelierne også. I det hele taget er den et omfattende sammendrag af sandheden, som fastlægger trosreglen som et fundament og følger dens følger, gode eller onde, til ende. Sand tro er nært forbundet med ret handling.

Med antagelsen af det »athanasianske« symbol ophører den tidlige og middelalderlige kirkes udformning af trosbekendelser. Af de tre nævnte er kun én, i den bredeste forstand, katolsk, nemlig den nikænske. Hverken Den apostolske eller Den athanasianske Trosbekendelse kendes af den græske eller orientalske kirke, som forblev tro mod den tro, der blev fastlagt af de hellige fædre i Nikæa. De to andre, som Vesten antog, er i virkeligheden gradvise udviklinger eller følger af den, uden nogen bestemt ophavsmæssig eller synodal autoritet. Men troen, sådan som den blev defineret i Nikæa og stadfæstet af senere konciler, er den universelle kirkes eneste sande katolske symbol.

4. Reformationens trosbekendelser:

Med reformationen begyndte en ny tidsalder for dannelsen af trosbekendelser. Det vil dog ikke være nødvendigt at gøre mere end at nævne nogle af de reformerte kirkers bekendelser, som hovedsagelig består af udarbejdelser af de oprindelige trosbekendelser med tilføjelse af særlige artikler, der skulle fremhæve og værne om de særprægede læresætninger og kirkelige standpunkter hos bestemte grene af kirken. Af denne art er den lutherske kirkes bekendelser — Den augsburgske Bekendelse fra 1530; den genevenske eller calvinistiske fra 1549, bestående af 26 artikler, som især definerer sakramenternes natur; den nederlandske kirkes bekendelser, stadfæstet på synoden i Dordrecht i 1619 og kendt som »Dordrechts dekreter«; og den berømte Heidelberg-katekismus. Til denne række af protestantiske bekendelser må føjes Den engelske Kirkes 39 Artikler og Westminsterbekendelsen, som er den læremæssige norm ikke alene for kirkerne i Skotland, men også for de vigtigste presbyterianske kirker i Storbritannien og Amerika.

LITTERATUR.

Winer, Doctrines and Confessions of Christendom (oversættelse Clark, 1873): Lumby, History of the Creeds; Swainson, The Nicene and Apostles' Creeds (1875); Heurtley, Harmonia Symbolica (1858); Zahn, Apost. Symb. (1892); Harnack, Apost. Glaubensbekenntnis; Swete, Apostles' Creed; Hefele, Councils of the Church; Schaff, The Creeds of Christendom. Som udlægning og af mere populær karakter kan nævnes værkerne af Hooker, Barrow og Beveridge, og især biskop Pearson; Westcott, Historic Faith; Norris, Rudiments of Theology; W. W. Harvey, The Three Creeds; J. Eyre Yonge, An Exposition of the Apostles' Creed (1888); Wilfred Richmond, The Creed in the Epistles of Paul (1909).

Arch. B. D. Alexander