Tryk; trykning; trykt

print, prin'-ting, prin'-ted: Trykning er kunsten at mangfoldiggøre optegnelser – »kunsten at skrive med mange penne« (Jewish Encyclopedia, XII, 295), eller skrivning i stor målestok.

Kunsten at frembringe originale optegnelser er skrivning. Dette er imidlertid en langsom proces. Den indebærer, at hvert bogstav og hver del af et bogstav spores fra begyndelse til ende med den bevægelige spids af mejsel, pen eller et andet redskab, og denne proces må gentages for hvert eksemplar. Så snart der derfor opstod behov for ofte at gentage optegnelsen, blev der udtænkt mange måder at spare arbejdet med at danne hvert symbol særskilt på. Alle disse måder indebærer, at man fremstiller et tegn eller en række tegn på én flade og overfører det som helhed til en anden flade. Hverken »tryk«, som nogle siger, eller »blæk«, som andre siger, er væsentligt for processen; for tryk fra et fotografisk negativ kræver intet pres, og tryk for blinde kræver intet blæk. Enhver proces, som overfører en hel flade, er trykning.

Den tidligste brug af trykning synes at have været til at male ansigtet eller kroppen med ejendoms-, stamme-, trofæ- eller ceremonielle mærker til gudsdyrkelse, krig, sorg osv. Denne maling kunne være midlertidig eller prikket ind ved tatoveringsprocessen. Tatovering i sig selv er snarere en skrive- end en trykkeproces, men kan være begge dele, alt efter om farven lægges på ved tegning eller ved »pintadera«. »Pintadera« eller »stempel brugt til at præge mønstre på huden« kendes bedst fra mexicanske og sydamerikanske eksempler, men i de senere år er det fundet i aflejringer over hele Middelhavsområdet (Norditalien, Østrig, Ungarn, Mykene, Kreta, Egypten) og i det mindste på Borneo. Mange af disse fund er fra yngre stenalder eller kobberalderen. Både i Sydamerika og i det neolitiske Ligurien var nogle af disse stempler cylindriske og »blev brugt som en trykkers valse« (Mosso, The Dawn of Mediterranean Civilization, 254-61, med mange illustrationer, og Frobenius, Childhood of Man, figur 31, »Dayak block for painting the body«).

Påbuddet i 3 Mos 19,28, som oversættes »print«, antages almindeligvis, og sandsynligvis med rette i lyset af det hebraiske ord, at henvise til de permanente mærker ved tatovering, som måske eller måske ikke blev lavet ved denne trykkeproces. Job 13,27 i King James Version, som taler om at trykke på hælene eller fodsålerne, er blevet ganske ændret i Revised Version (britisk og amerikansk), og hvis tanken overhovedet er trykning, henviser den snarere til brændemærkning end til stempling med farve.

Brugen af blækhornet ved at sætte mærket på panden (Ez 9,3; Ez 9,4; Ez 9,6) peger bestemt på mærkning med farve snarere end på brændemærkning. Se INK-HORN. Dette kan naturligvis have været tegning snarere end trykning, men på den anden side må beseglingen af Guds tjenere på deres pander (Åb 7,4; Åb 9,4) nødvendigvis betyde trykning snarere end tegning, og sandsynligvis trykning snarere end brændemærkning, for brugen af segl med farve havde længe været almindelig. Dyrets mærker på panden og på hånden i Åb 13; Åb 14; Åb 15; Åb 16; Åb 19; Åb 20 henviser mere sandsynligt til brændemærkning, da det græske ord mere eller mindre peger i den retning, mens stigmata i Gal 6,17 også kan pege på brændemærkning. Brændemærkning var under alle omstændigheder også en almindelig metode til at trykke tegn på kødet i bibelsk tid (Es 3,24; måske 2 Mos 21,25; en brændemærkning på panden, Hammurabis lov § 127; brændemærkning af en slave §§ 226, 227). Henvisningen i Joh 20,25 er naturligvis til de tydeligt synlige mærker eller ar, som naglerne efterlod i hænderne.

Se MARK.

Brugen af segl er en egentlig trykkeproces, hvad enten de bruges med farve, sådan som de blev både på Kreta og i Egypten næsten fra historiens begyndelse, eller presses ned i ler, voks eller andre plastiske stoffer. Omtale af segl er hyppig i Bibelen (se SEAL). En ny interesse er blevet knyttet til denne side af sagen ved de seglaftryk, der er fundet i Akabs palads og ved andre udgravninger over hele Israels land; de udgør en af de nyttigste klasser af moderne indskrifter.

Både stempel og segl blev brugt gennem hele middelalderen, det sidste i rigt mål, og stemplet i det mindste lejlighedsvis, til at stemple begyndelsesbogstaver i bibelske og andre håndskrifter samt til forskellige andre formål.

Moderne trykning begynder med udskæring af hele sider og bøger i træblokke (xylografi) eller metalplader til trykning (kalkografi). Denne metode blev ret tidligt praktiseret af kineserne og begyndte at blive almindelig i Europa i begyndelsen af det 15. århundrede; de fleste bøger, der blev trykt på denne måde, havde at gøre med bibelske emner (Biblia pauperum osv.).

Det var først med opfindelsen af løse typer omkring midten af det 15. århundrede, at mangfoldiggørelsen af bøger ved skrivning begyndte at få ende. Trykning med løse typer er også nært forbundet med bibelstudiet; Gutenbergs Psalter og Gutenbergbibelen står for de fleste som selve begyndelsen på moderne bogtryk.

For de trykte udgaver af de hebraiske og græske grundtekster og de forskellige oversættelser, se artiklerne om TEXTUAL CRITICISM og beslægtede emner i dette leksikon med deres litteratur. Artiklen om »Typography« i Jewish Encyclopedia er usædvanlig fremragende, og den almindelige litteratur om bogtryk, som angives i Encyclopedia Britannica (11. udgave) ved slutningen af den første del af artiklen om »Typography«, er fyldig og god. Sammenlign også Book i dette leksikon og dets litteratur, især Hortzschansky, som supplerer bibliografien i Encyclopedia Britannica (11. udgave). E. C. Richardson