Breve

De apostolske breve. Det Nye Testamente indeholder i alt enogtyve. De inddeles i to klasser.

Paulus’ breve, fjorten i tallet, inklusive Hebræerbrevet. De er ikke ordnet i Det Nye Testamente i tidsmæssig rækkefølge efter deres tilblivelse, men snarere efter rangordenen af de byer eller steder, som de blev sendt til. Hvem der ordnede dem på denne måde, er ukendt. Paulus’ breve blev som regel dikteret til en skriver, hvilket forklarer nogle af deres særegenheder. Han bekræftede dem dog ved at tilføje nogle få ord med egen hånd til sidst.

Brevene til Timotheus og Titus kaldes Pastoralbrevene.

De katolske eller almindelige breve, således kaldt fordi de ikke er adresseret til nogen bestemt menighed, by eller enkeltperson, men til kristne i almindelighed eller til kristne i flere lande. Af disse er tre skrevet af Johannes, to af Peter og ét hver af Jakob og Judas.

Det er en interessant og lærerig kendsgerning, at en stor del af Det Nye Testamente udgøres af breve. Kristendommens læresætninger fremsættes således ikke i nogen formel afhandling, men hovedsageligt i en samling breve. “Kristendommen var den første store missionerende religion. Den var den første, der brød racebåndene og sigtede mod at omfatte hele menneskeheden. Men dette medførte nødvendigvis en ændring i den måde, hvorpå den blev fremstillet. Profeten i Det Gamle Testamente, hvis han havde noget at meddele, mødte enten personligt op eller sendte budbringere til at tale for sig mundtligt. De snævre grænser i Israels land gjorde direkte personlig kommunikation let. Men sagen var anderledes, da den kristne kirke kom til at bestå af en række spredte dele, der strakte sig fra Mesopotamien i øst til Rom eller endog Spanien i det fjerne vest. Det var kun naturligt, at den apostel, ved hvem det største antal af disse menigheder var blevet grundlagt, skulle søge at kommunikere med dem ved brev.”