Turteldue

Dens særligt fredelige og milde væsen omtales ofte i Skriften. Et par blev ofret som offer af Maria ved hendes renselse (Luk 2,24). Duen og turtelduen var de eneste fugle, det var tilladt at ofre (3 Mos 1,14; 5,7; 14,22; 15,14, 29 osv.). Det latinske navn på denne fugl, turtur, er afledt af dens lyd og er en gentagelse af det hebraiske navn tor. Der findes tre arter i Israels land: (1) turtelduen (Turtur auritus), (2) latterduen (T. risorius) og (3) palmeduen (T. Senegalensis). Men det er den første af disse arter, som de forskellige skriftsteder sigter til. Den er en trækfugl (Jer 8,7; Højs 2,11, 12). “Gennemsøg lysningerne og dalene, selv ved den hede Jordan, sidst i marts, og der er ikke en turteldue at se. Vend tilbage i den anden uge af april, og skyer af duer søger føde på slettens kløvermarker. De breder sig over hele landets overflade.” “Straks ved sin ankomst lader den fra hver have, lund og skovklædt høj sin melankolske, men dog beroligende sang lyde uophørligt fra tidlig daggry til solnedgang. Det er uden tvivl på grund af dens klagende og vedvarende lyd, at David, idet han udøser sit hjertes sorg for Gud, sammenligner sig selv med en turteldue” (Sl 74,19).